Tag-arkiv: 6½

2005 Bruno Rocca, Barbaresco Rabajà, Piemonte, Italien

2005 Bruno Rocca, Barbaresco Rabajà, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Rabajà er opkaldt familien Roccas bedste mark Rabajà … og fra netop dén mark kommer denne Barbaresco Rabajà, en piemontisk, præcis, præsentiøs og pragtfuld perle af en vin og endda med lige over 10 år på dens italienske bella-figure bag a.k.a. røv.

Vingården, som ejes og drives af Bruno Rocca ligger lige syd for Barbaresco med en idyllisk og smuk beliggenhed på en bakketop – helt ude på kanten – med den mest fantastiske udsigt over familiens vinmarker … specielt Rabajà.

Azienda Agricola Rabajà er egentlig grundlagt i slutningen af 1950’erne, hvor Francesco Rocca samt hustruen Maria Adelaide flyttede fra centrum af Barbaresco og købte vingården med tilhørende jorder.

I begyndelse var avlen fra markerne ikke noget, som familien kunne leve af, og druerne blev da også blot solgt til andre vinproducenter i Barbaresco, og alene en mindre del blev brugt til egenproduktion.

Men det ændrede sig, da sønnen Bruno Rocca i 1978 overtog driften efter faderens død og besluttede at gå andre veje. Bruno blev dermed den første i familien, der også producerede vin med salg for øje. Og han blev en af modernisterne i Piemonte, hvor han med en ny stil skabte bløde vine med stor elegance. Han brugte små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen fulgte i modernisternes spor.

Filosofien var meget enkel, vinene skulle udtrykke Barbaresco området bedst muligt, og de blev hurtigt meget værdsatte. Bruno Rocca modtog et væld af priser. Det betød, at efterspørgslen efter vinene voksede markant og gjorde Bruno Rocca i stand til løbende at opkøbe yderligere jordlodder samt udvide og modernisere vinkælderen.

Han ejer i dag 15 hektar fordelt på den legendariske Rabajà vinmark ved vingården samt vinmarker fra Neive til Treiso, nemlig markerne Currà, Fausoni, San Cristoforo, Marcorino, og Vaglio Serra, hvor der dyrkes Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Chardonnay.

I dag er sønnen Francesco også med i driften af gården, og det er måske meget godt, for far Bruno er temmelig sky og undgår helst al offentlig virak.

Sammen laver far og søn samlet omkring 70.000 flasker vin hvert år fordelt på 10 forskellige vine, nemlig en hvid på Chardonnay, en Dolcetto d’Alba, en Barbera d’Asti, en Barbera d’Alba, en Langhe Nebbiolo, en Langhe Rosso samt en generel Barbaresco, en Barbaresco Coparossa, hvor druerne kommer fra de to marker Pajorè i Treiso og Fausoni i Neive, enkeltmarks Barbaresco’en Rabajà samt endelig specialvinen Barbaresco Maria Adelaide.

Denne Barbaresco Rabajà er lavet med druer fra Rabajà markens 50-60 år gamle Nebbiolo stokke, hvor udbyttet ligger på 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet på store rustfri ståltanke med en macerationstid på 18-20 dage. Vinen er modnet på egefade i 18 måneder, og af disse er 80% nye franske barriques, der er middeltoastede, mens de sidste 20% har været på store 25 hektoliters ”botti”. Vinen har derefter modnet 12 måneder på flaske.

Og hold nu op, hvor er det godt. I næsen er fornemmes lidt alder … bekymrende, men det er der ingen grund til, for vinen er netop nu helt på toppen. Der er kirsebær, skovbund, nedfaldne blade, blomster, tobak, svampe, mynte, rosmarin, sort trøffel, oliven, en smule babybræk … på den elskelige måde, cigaræsker samt lidt grønne, umodne nødder. Vauw,

Smagsmæssigt … hold da op … totalt moden og i balance. Der er elegance og fløjl med en jernhandske, tanninerne er bløde, men holder fortsat et fast greb i din mund, så tænderne er under et massiv tannin- og syreangreb. Det er dog en meget præcis, blød og struktureret syre. Hvis man giver lidt luft til vinen … suger luft i munden, så folder vinen virkelig musklerne ud.

Uden at sige noget, så blev denne flaske hurtigt, målbevidst og med bella-figure slugt af Gert og jeg … og det siger jo alt om vinen. Først da bunden var nået kunne vi igen koncentrere os om andre ting. Sådan er nogle vine bare. Total zen.

Købt hos Jysk Vin, pris 470 kr.

Rating 6,5/7   

2007 Casanova di Neri, Pietradonice IGT, Toscana, Italien

2007 Casanova di Neri, Pietradonice IGT, Toscana, ItalienEt af højdepunkterne under byggemødet var denne vin … en IGT vin, Pietradonice IGT fra Bruello vinhuset Azienda Agricola Casanova di Neri, som selvfølgelig ligger ved Montalcino by … eller i hvert fald et par kilometer øst for byen i det herlige Toscana. Og fuck … det er sgu lige mig.

2007 Casanova di Neri, Pietradonice er grundlagt i 1971 af Giovanni Neri. Han startede forsigtig med få marker, men har løbende udvidet med køb af yderloigere marker, bl.a. markerne Fiesole, Poderuccio, Podernuovo, Le Cetine, Pietradonice, Cerretalto og Spereta. I dag har ejendommen i alt 63 hektar vinmarker samt lidt olivenlunde og agerjord.

Den første vin fra vingården kom på markedet i 1978, nemlig husets Brunello. Men produktionen er siden udvodet med en Brunello Cerretalto i 1981, en Rosso di Montalcino i 1982, en Brunello Tenuta Nuova i 1993, en Ir Rosso di Casanova di Neri og den hvide Ib Bianco i 2011.

Og denne Pietradonice IGT udgav familien for første gang i år 2000. Siden første årgang har vinen fået mellem 93-96 point af Wine Spectator samt de magiske 3 glas i Gambero Rosso.

Med 63 ha vinmarker er Casanova di Neri et af de største familiebrug i Montalcino. Vihuset har siden 1991 været ledet af Giovannis søn Giacomo Neri, som er en vinbonde med stor kærlighed for arbejdet i marken. Og hans sønner Gianlorenzo og Giovanni er kørt i stilling. De har begge allerede taget ønologisk uddannelse, så arvefølgen er helt på plads.

Casanova di Neri blev i 2007 kåret som verdens bedste Brunello producent af det velrenomerede Wine Spectator, og blev ligeledes nr. 1 på top 100 listen. Det er derfor ikke uden grund, at Casanova di Neri betragtes som én af de absolut bedste producenter fra Montalcino.

Giacomo Neri færdiggjorde for få år siden sit nye vineri, som er et fantastisk projekt der strækker sig 3 etager under jorden. Tyngdekræften driver vinene fra top til bund under produktionen. Anlægget har været kostbart, men Giacomo har kæmpe succes med det. I løbet af ganske få år er Casanova di Neri blevet stjerneproducent i Gambero Rosso og har således 10 gange opnået 3 glas … noget kun få og de absolut bedste producenter formår.

Ligeledes er Casanova di Neri flere gange tildelt de magiske og næsten uopnåelige 100 point for deres vine – senest I 2006, 2007 og 2010 har Casanova di Neri fra forskellige internationale anmeldere modtaget 100 point og fantastiske ord med på vejen.

Denne Pietradonice IGT er en Cabernet Sauvignon baseret vin, hvor druerne kommer fra marken Pietradonice. Der skulle vistnok være tilsat en smule Sangiovese … omkring 10%, men det fremgår ikke tydeligt på vinhusets hjemmeside. Lavet med maceration i temperaturstyrede tanke med en macerationstid på 2-3 uger, hvorefter vinen lagrer i store egetræsfade i 19 måneder og yderligere 6 måneder efter vinen er flasket. Produktionen af Pietradonice IGT ligger op omkring 9.340 flasker årligt … samt 90 magnumflasker.

Og what a wine … i næsen engelsk lakrids i kombo med stor syrlighed. Vi snakker blommer, dadler, oliven, solbær, blåbær … tætpakket frugt, og således utrolig frugtrig med eg, toast, læder, svage grønne noter, let tobak og nok også lidt chokolade. Men man fornemmer også den underliggende syre, som viser tænder, rygrad og feminin håndfasthed. Det er Bordeaux, US Cab og italiensk samhørighed … if U get my drift?

I munden stramme italienske tanniner, men også blommer og fyldig sødme, fed og fyldig, cremet … hold nu kæft, tanninerne er helt vilde, men sammen med fylden og fedmen spiller det totalt. Dette er en tæskelækker vin. Far er glad, så big time Thumbs Up.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 679,95 kr. ved køb af 1 stk. og 470 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 6,5/7  

2013 Weingut Markowitsch, Pinot Noir Reserve, Carnuntum, Østrig

2013 Weingut Markowitsch, Pinot Noir Reserve, Carnuntum, ØstrigNæste vin var ligeledes Pinot Noir … men af en helt anden skuffe, nemlig en “gammel” kending, Weingut Markowitschs Pinot Noir Reserve og her i en årgang 2013 … en fantastisk flaske vin, som jeg har smagt i en tidligere årgang og været meget duperet af.

Vingården ligger i den lille by Göttlesbrunn i vinregionen Carnuntum i Niederösterreich og er grundlagt tilbage i 1750. I dag drives vinhuset af seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … og selvfølgelig hans frau, som hedder Christine.

Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter, hovedsagligt Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende, hvide sorter er primært Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.

Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.

Og siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff, og har siden vundet en lang række priser.

Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri, en 2.500 kvadrater state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.

Gerhard siger selv om vinfremstilling; “Er der muligt, at planlægge vine? Nej, for stor vin formes i det væsentlige af ting, som er uforklarligt og ufatteligt. Denne erkendelse har fra begyndelsen fascineret mig. Det er beslutninger fra ens indre, som fører til succesen. Spontanitet, glæde ved at eksperimentere, nysgerrighed, talent”.

“Jeg behøver her ikke nævne, hvor tvingende nødvendigt det grundlæggende arbejde er. Det ved alle, som interesser sig for vore vine, Vi stiler ikke kun efter finesse, men har også stor respekt for det grundlæggende håndværk. Uden intensiv kropslig indsats er det umuligt at danne grundlaget for udformning af den levende vin. Vindyrkning er og bliver et eventyr fuld af overraskelser og ændringer i køreplanen. Ingen spadseretur … men en vidunderlig rejse”.

Her har vi som nævnt Markowitschs Pinot Noir Reserve … en vin, som i årgang 2006 på Restaurant Les Saveurs i St. Regis i Singapore med berømte vinanmeldere som Andrew Jefford, James Halliday og Allen Meadows vandt en blindsmagning som bedste Pinot Noir foran en Romanée Conti, som jo koster spidsen af en jetjager.

Druerne til vinen kommer fra marken Scheibner, hvor undergrunden er leret og kalkholdig. Vinen har selvfølgelig ligget på barriques … 16 måneder på fransk eg.

Og den har bare dét, som en rigtig Pinot Noir skal ha’ … rustik hestestald, mejeri, ribs, hindbær, jordbær, krydderier og der fornemmes også en let syre. I munden … multo elegante, lethed, syre med hindbær, hindbær, grønne noter, jord, svampe. Syren bærer smagen igennem hele vejen, så det bliver stramt og bare holder. Uha, det er godt.

Forhandles af SuperVin, hvor prisen er 449,95 kr. ved køb af 1 stk. og 350 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 6,5/7  

2011 Bodega Noemia de Patagonia, Noemia Malbec, Patagonien, Argentina

2011 Bodega Noemia de Patagonia, Noemia Malbec, Patagonien, ArgentinaBedste vinøse oplevelse nytårsaftenen blev topvinen fra Hans Vinding-Diers’ pionerprojekt i Argentina, Bodega Noemia de Patagonia, en ren Malbec baseret vin … husets prestigevin, som også rangerer som en af Argentinas absolut største vine. Og det er sgu også herlige dråber.

Jeg har tidligere skrevet om Hans Vinding-Diers her på bloggen, bl.a. da jeg smagte lillesøsteren til denne vin J. Alberto, men gentagelse fremmer jo – i hvert fald ifølge en del mennesker – forståelsen, så hvorfor ikke lidt om denne dygtige dansker, hvis familie jo også er kendte i vinbranchen.

Han skulle egentlig ha’ været teaterinstruktør, men endte med at følge i både faderens og fætterens fodspor. Faderen hedder Peter Vinding-Diers og laver vin på vingården Montecarrubo på Sicilien, fætteren Peter Sisseck står – som alle ved – bag den spanske monstervin Pingus, broderen Anders laver faktisk også vine i Spanien under navnet Mirabel, mens Hans Vinding-Diers laver vine i Argentina.

Og så er han i øvrigt i familie med Thomas Winding, som jo er far til søde Alberte fra Bamse & Kylling og Shu-bi-duas gamle trommeslager og multimusiker Kasper Winding.

Hans Vinding-Diers er født i Sydafrika, hvor hans far dengang arbejde på vinhuset Rustenberg. Derefter flyttede familien til Bordeaux, hvor Peter havde fået job som ansvarlig vinmager på Château Loudenne i St. Estephe, og derefter på Château Rahoul i Graves syd for Bordeaux by, hvor Peter selv blev medejer sammen med nogle danske investorer.

Da Hans Vinding-Diers var 12 år, blev han sendt på kostskole, og da han blev 17 år på internationalt gymnasium i Oxford. Det gik imidlertid ikke særligt godt, så farmand sendte ham i 1987 i stedet til Tyrell’s Vineyard i Hunter Valley nord for Sydney i Australien. Vingården var berømt for at lave Australiens største klassiske hvidvin Vat 47.

Og det blev startskuddet for Hans Vinding-Diers karriere i vinbranchen. Indtil Hans fik sit første job som ansvarlig ønolog i 1996 på Keerweder i Sydafrika, arbejdede han som assisterende vinmager mere eller mindre overalt på kloden. I løbet af karrieren har han lavet vin i ti lande: Frankrig, Australien, Sydafrika, Spanien, Portugal, Chile, Uruguay, Ungarn, Argentina og Italien.

I 1998 mødte Hans Vinding-Diers den stenrige grevinde Noemi Marone Cinzano, som var arving til Cinzano … I ved, dem der laver den italienske vermouth. Det var til et stort vinshow, som grevindens eksmand – den italienske aristokrat Gelasio Gaetani – havde inviteret Hans, Anders og fætter Peter Sisseck til.

Det endte med, at Peter Sisseck fik et forhold til grevinden, men det varede kun et halvt år. Senere mødte Hans Noemi flere gange, og det endte med, at de blev forelskede. Noemi fik Hans til at blive vinmager på hendes vingård Argiano i Toscana, og der arbejdede Hans i sammenlagt 15 år … selvom Hans ikke synes specielt om Brunello. Han har bl.a. udtalt, at han ikke tror på Brunello og synes, at det er noget selvopfundet image-shit.

Da grevinden i 2013 solgte vingården til nogle nye brasilianske ejere, så stoppede Hans også som vinmager. Han forlod dog stedet med fine anmeldelser i rygsækken, bl.a. havde den amerikanske vinanmelder James Suckling giver Argianos vin Suolo hele 98 point.

I stedet koncentrerer Hans Vinding-Diers i dag sine kræfter på vingården Bodega Noemia de Patagonia i Patagonien i Argentina. Hans ejer vingården sammen med grevinden, og selvom de i dag er skilt, så er de bedste venner … og altså partnere i det argentinske eventyr, som startede i 1998-99, hvor Hans arbejdede som konsulent for Humberto Canale i Rio Negro i Argentina.

En søndag, hvor han kedede sig, fandt han nogle gamle flasker i Canales kælder og trak dem op. Flaskerne var mærket, så han kunne se, at de gik langt tilbage. Det var ikke ligefrem fordi, at vinen var vellavet, men den indikerede, at man kunne lave lagringsværdig kvalitetsvin i Rio Negro.

Derefter fandt Hans frem til markerne … og endte med at købe nogle marker med gamle Malbec vinstokke, plantet helt tilbage i 1932 i Rio Negro Valley – midt i stenørkenen – i det sydlige Argentina. Ejeren sagde, at ordret; “I er gale, hvad vil I med det? Køb en æbleplantage i stedet for”.

Rio Negro Valley microklima påvirkes af to floder, der begge har deres udspring i Andesbjergene; Neuquen og Limay, der munder ud i Rio Negro, som løber ud i Atlanterhavet.

Rio Negro Valley er beliggende ca. 230 meter over havoverfladen og er formet af en gletscher, som i dag har trukket sig tilbage op i Andesbjergene. Gletscheren forsyner stadigvæk Rio Negro Valley med smeltevand – og var det ikke for brugen af kunstvanding med dette smeltevand, ville intet kunne gro på disse golde jorder.

Jorden og druerne bliver behandlet efter alle kunstens regler. Markerne dyrkes biodynamisk, druerne fodtrampes i åbne kar som i de gode gamle dage, og vinen hviler på luksusfade fra bl.a. det lille eksklusive Bordeaux-bødkeri, Darnajou, som også leverer til folk som Hans’ fætter Peter Sisseck og Petrus i Pomerol.

Der laves 5 forskellige vine på vingården, hvor denne Noemia Malbec er den ultimative topvin. The Wine Advocate har sat den vin på listen over årets ti bedste vine, og i dag hører vinen til blandt den lille håndfuld af argentinske vine, som kan sælges for over 600-800 kr. De øvrige vine på Bodega Noemia de Patagonia er vine Noemia “2”, som kun laves specielle årgange, A Lisa, A Lisa Rosé samt J. Alberto, som vel reelt er husets 2. vin.

Druerne til Noemia Malbec bliver efter afstilkning lagt på 2.500 liters cementtanke, hvor de ligger afkølet med skindkontakt i 10 dage, inden temperaturen hæves, og den alkoholiske gæring kan begynde som en spontangæring med druernes naturlige gærceller. Den alkoholiske gæring finder sted over 3½ uge, hvorefter der foretages piquage to gange dagligt for at opnå et optimalt udtræk af aroma, farvestoffer og tanniner, når skindet brydes.

Når den alkoholiske gæring er slut, tappes vinen over på en lille tank, som løftes op, så vinen via tyngdekraften kan løbe over i 100% nye franske egetræsfade. Vinen påbegynder derefter selv sin malolaktiske gæring, som fuldføres på ca. 18 måneder. Når lagringen er tilendebragt, selekteres og færdigblandes vinen, inden den aftappes uden hverken filtrering eller klaring.

Og hvilken flot vin … er mere begejstret for denne end fx Flor de Pingus til omkring samme pris. I glasset en ganske mørk fætter, men det er jo også 100% Malbec. I næsen er det brombær, blåbær, svag blomme, engelsk lakrids, mælkechokolade, blomster og et strejf af krydderier.

I munden er det virkelig koncentrat af bedste skuffe, intens, fyldig, tæt med en fabelagtig blødhed … vi snakker fløjl- og silkehandsker. Jesper sagde, at den smører halsen, og det forstår jeg til fulde. Der er kirsebær, bløde tanniner og det hele er rundt og lækkert … smagen bliver ved hele vejen ned.

Da vi startede med at smage vinen, der var temperaturen måske en anelse for høj … så fik den lige 15 minutter i køleskabet og det gjorde den endnu bedre, for det klæder vinen med lidt kølighed. Det er ikke monsterfed Argentina Malbec, men silkefin, elegant med rank ryg, stolt og ganske imponerende. Klasse.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen på seneste årgang i dag ligger på 800 kr. Denne er købt på tilbud, hvor man kunne nuppe to styk for prisen på én … og det er sgu billigt for denne oplevelse. Kongevin.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2011 Weingut Bernhard Huber, Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland

2011 Weingut Bernhard Huber, Spätburgunder Alte Reben, Baden, TysklandFor foden af Schwarzwald, tæt på både Basel og Strasbourg i byen Malterdinger i vinregionen Breisgau i Baden – lige øst for Kaiserstuhl på den anden side af motorvejen E35 – finder vi én af Tysklands bedste producenter af Spätburgunder, nemlig Weingut Bernhard Huber.

Og her har vi fat i en af Hubers vine … en Spätburgunder Alte Reben. Det er simpelthen bare klassevin … men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Huset har været ejet af familien Huber i flere generationer, men det var Bernhard Huber, som i 1987 sammen med hustruen Barbara begyndte at producere egne vine. Weingut Huber var oprindelig ligesom de fleste andre familiebrug medlem af det lokale kooperativ, men Bernhard indledte et langsomt tilbagetog, da han overtog styret efter forældrene.

Bernhard plantede 10-15 Pinot Noir kloner fra Jean Luc Pascal i Puligny i Bourgogne, og sammen med de omkring 15 tyske kloner, som hans far tidligere havde plantet, så begyndte Bernhard at lave vin på samme måde som i netop Bourgogne. Dengang havde Bernhard alene 10 hektar vinmarker, en gammel vinpresse og 3 egetræsfade.

Men Bernhard Huber opnåede fantastiske resultater med sine vine og det var ikke tilfældigt, at han i branchen blev kendt som den tyske godfather af Pinot Noir, en af de helt store. Bernhard Huber blev bl.a. i 2008 udråbt som årets vinmager af Gault Millau. I 1990 blev han også af vinmagasinet Vinum kåret som nr. 1 i kategorien rødvin.

Da vingården fejrede sit 25 års jubilæum i 2012, havde Bernhard Huber vundet næsten alle de priser, som findes i Tyskland indenfor vin.

Og de røde vine fylder også godt på vingården, idet omkring 65% af husets i dag 26 hektar vinmarker er tilplantet med Pinot Noir a.k.a. Spätburgunder. Derudover er markerne tilplantet med Chardonnay, Weiß- und Grauburgunder, Auxerrois, Muskateller og Müller-Thurgau. De bedste marker er Malterdinger Bienenberg, Hecklinger Schlossberg og Bombacher Sonnhalde.

Vingården producerer årligt omkring 180.000 flasker vin.

Desværre gik Bernhard bort i juni 2014 efter et kort sygdomsforløb, idet han et halvt år forinden havde fået konstateret kræft. Men umiddelbart inden han døde, optog han en masse videoklip, hvori han gav sin viden og tanker videre til sin familie. I dag driver hustruen Barbara Huber vinhuset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn. Og hun forsøger på bedste vis at leve op til husets status … som vel næsten nærmer sig lidt kult.

Bernhard var i øvrigt lidt af en ildsjæl, bl.a. meget aktiv i lokalsamfundet, og så tjente han 10 år i bestyrelse af det lokale Røde Kors.

Her har vi Hubers Spätburgunder Alte Reben, lavet med druer fra vinstokke med en alder på mellem 20 og 40 år. De gamle stokke giver en dybt rodsystem, som er med til at give vinen stor mineralitet. Udbyttet ligger på 37 hektoliter pr. hektar, og vinen er lavet med 18 måneders lagring på barriques efter den traditionelle gæring.

Og det er sgu en monstervin … lige mig = stor Spätburgunder. Ganske animalsk i næsen, stald, mødding, sødme … men ikke sådan voldsomt sødt, nærmere med Amaretto kirsebær, hindbær, anisstjerner, kridt, mineraler, salmiak, en slags gæret note, våde fade, lidt mørk og bitter chokolade, røg … føj, hvor er den altså bare indbydende … far er glad.

Og det er blød, elegant og let i munden … elegant frisk frugt, hindbær, jordbær, let peber og let egenoter. Syren er meget afbalanceret, men absolut tilstede. Syren sidder længe, længe, længe i munden efter man har smagt vinen.

Jan har købt vinen på vingården i Baden, pris 28€ … eller omkring 210 kr. Den er hver eurocent værd.

Rating 6,5/7  

1999 Bertani, Amarone delle Valpolicella, Veneto, Italien

1999 Bertani, Amarone delle Valpolicella, Veneto, ItalienJeg er lidt ambivalent, når det kommer til Amarone, men når der kommer vaskeægte, klassisk og oldschool Amarone i glasset, så må selv den mest hårdnakkede gamle vinblogger overgive sig. Det har jeg gjort flere gange … og det er også tilfældet med denne Amarone delle Valpolicella fra det gamle og klassiske vinhus Bertani.

Vinhuset ligger i den lille by Grezzana omkring 10 kilometer nord for Verona, og er grundlagt tilbage i 1857 af de to brødre Giovan Battista og Gaetano Bertani i Quinto di Valpantena nord for Verona. På det tidspunkt var Gaetano allerede en dygtig vinmager, som havde studeret i Frankrig hos Professor Guyot og lært nye tekniker.

Og fra starten anvendte brødrene de nye og moderne tekniker, både i vinkælderen samt i deres marker i Valpantena og  Soave, men altid med respekt for de gamle traditioner. Og det gav succes … brødrene blev berømt i hele Verona området for deres professionalisme og kvaliteten af deres vine.

Bertani var dog også gode forretningsfolk, og de forstod værdien af selv at flaske vinene for at optimere fortjenesten. De investerede derfor yderligere og i slutningen af 1800-tallet blev husets vine også solgt i mange byer i USA, ja stort set over hele verdenen.

Den store berømmelse betød bl.a. også at deres vin i 1937 blev anvendt ved middagen i forbindelse med kronningen af Kong George VI i England. Derudover har vinhuset fået en lang række store hædersbevisninger for deres vine samt en masse internationale medaljer gennem årene.

I 1952 købte familien den smukke 1700-tals barokvilla Villa Novare med tilhørende 220 hektar jord i Arbizzano nord fra Verona og omkring 5 kilometer svag sydvest for deres hovedsæde i Grezzana. Det var oprindelig familien Fattori, som i 1735 begyndte byggeriet af villaen ved siden af en vinkælder fra det 16. århundrede.

Inden byggeriet var afsluttet, blev villaen i 1769 solgt til familien Mosconi. De færdiggjorde ejendommen og tilføjede en romantisk park på otte hektar anlagt i engelsk landskabsstil. Derudover fokuserede familien Mosconi på vindyrkning og blev en af de største vinproducenter i Norditalien på den tid.

I første halvdel af det 19. århundrede tog tingene en anden drejning. Herskabsvillaen blev forladt og både parken og en række værelser udsat for vandalisme. Ejendommen fungerede en kort periode omkring 1933 også som hovedsæde for det lokale kooperativ Cantina Sociale della Valpolicella, og de var også med til at gøre ejendommen ganske historisk.

Det var nemlig netop i kælderen under Villa Novare, at en af de ansatte på kooperativet i 1933 ved en fejl glemte at standse gæringen på den søde Recioto og dermed skabte prototypen på det, som vi i dag kender som Amarone.

I dag har familien omdømt ejendommen til Villa Mosconi Bertani og renoveret den til fordums glans … en ganske imponerende bygning. Den er imidlertid ikke hovedsæde for vinhuset … det er fortsat ejendommen i Grezzana.

Selve vineriet i Grezzana betragtes i øvrigt også som værende et af de smukkeste i det dejlige Valpolicella Classico område. Bertani har i dag omkring 200 hektar vinmarker i både Valpolicella ved Villa Novare samt Valpantena og derudover i Soave og ved Gardasøen. Og det er fortsat med familien Bertani ved roet. De har dog ansat GianMatteo Baldi, som direktør for foretagenet og Cristian Ridolfi som ansvarlig vinmager.

Alt i hele produktionen er de senere år optimeret, hvilket vil sige at vinene fortsat laves efter de klassiske forskrifter, men med det bedste mulige udstyr til rådighed. Bertani producerer i dag ikke kun de kendte vine som Secco Bertani, Villa Arvedi eller Amarone Classico, men også bl.a. flot Soave og IGT Verona.

I dag fremstilles vinene stadig efter de gamle klassiske traditioner og regler. Bertanis vine er anerkendt over hele verden for deres exceptionelle kvalitet, og beundringsværdige håndværk. Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, de anvender derimod udelukkende druer fra egne marker, og kan således selv kontrollere hele processen fra start til slut.

Bartanis Amarone modner i de legendariske år fra begyndelsen af 1960’erne og frem til begyndelsen af 1980’erne op til 10 år på store slovenske fade inden de tappes på flaske og frigives til salg. Der er som type tale om en langt mere tør Amarone type end dem, der ses flest af i dag, og samtidigt er dette en af Italiens mest holdbare vine.

En vin, som man gerne betror et ekstra årti på flaske, selvom vinen i glasset er 25 år eller ældre. Det er denne legendariske holdbarhed, som har skabt Bertanis ry. Utallige gange er den blevet smagt op imod andre legender og næsten hver gang har den imponeret – de der var så heldige at være til stede – med sin utrolige ungdommelighed og sin næsten skræmmende intensitet og kompleksitet.

I de senere år er fadlagringen blevet reduceret til 6 år, og som ung virker vinen lidt mere imødekommende end tidligere.

Nå, men her har vi netop husets Amarone delle Valpolicella i årgang 1999. Vinen er lavet på 70% Corvina, 25% Rondinella og 5% Molinara. Druerne er tørret på måtter i omkring 120 dage. Macerationen sker over hele 50 dage, hvorefter vinen lagrer 6 år på store 60 hektoliter egetræsfade. Efter vinen er kommet på flaske, og så lagrer den yderligere 1 år.

Duftmæssigt er her skrald på den gamle dame … dufter af rustikke, gamle fade, overgærede blommer, overmodne kirsebær, kirsebærlikør, dadler, søde krydderier og heldigvis ikke rosiner. Der er lidt læder, lakrids og lidt jordagtige noter. I munden overrasker vinen ved at være frisk frugt og jeg får med det samme associationer til Ernesto Ruffo. Det er blødt, cremet … men med en lethed og friske, mørke frugter, blommer samt et meget markant peberbid i eftersmagen.  Det er altså bare godt.

Forhandles af SuperVin, hvor prisen på denne årgang 1999 er 580 kr. ved køb af 6 flasker og 699,95 kr. ved køb af en enkelt … men de plejer at være til at snakke med.

Rating 6,5/7 

1995 E. Guigal, Côte-Rôtie Château d’Ampuis, Rhône, Frankrig

1995 E. Guigal, Côte-Rôtie Château d'Ampuis, Rhône, FrankrigDet store vin- og negocianthus E. Guigal har specielt på ét område nærmest kultstatus … nemlig på deres Côte-Rôtie vine. Netop én af disse vine var næste nummer i Brix’ felttog af imponerende vine, vinen Côte-Rôtie Château d’Ampuis.

Det er specielt de dyre Côte-Rôtie enkeltmarksvine La Landonne, La Turque og La Mouline samt Château d’Ampuis, hvor druerne kommer fra flere marker, som har gjort Guigal lig med verdens bedste Côte-Rôtie vine.

Disse vine er i dag også sammen med Hermitage-vinen Ex-Voto fra E. Guigal investeringsobjekter på niveau med de berømte 1. Cru’er i Bordeaux eller de bedste Bourgognevine.

Jeg har tidligere smagt både La Landonne og La Mouline … men priser på flere tusinde … ofte langt over 4.000 kr. pr. flaske afskrækker de fleste. De er ganske enkelt uoverkommelige for de fleste pengepunge.

Jeg skal nok afholde mig fra igen at skrive om historien bag vinhuset og blot henvise til nogle af mine andre blogindlæg på smagte Guigal vine. Og dem har jeg efterhånden smagt nogle stykker af … flittig som man jo er.

Vinen Côte-Rôtie Château d’Ampuis er opkaldt efter husets imponerende og historiske ejendom, nemlig det berømte slot Château d’Ampuis, som Guigal købte i 1995 … altså samme år, som denne vin er fra. De var derefter 11 år om at renovere det. Slottet ligger i Côte-Rôtie og er en vigtig del af historien og appellationen. Slottet er oprindeligt bygget som et fort i 1100-tallet, men blev omdannet til et renæssanceslot i 1500-tallet.

Château d’Ampuis ligger midt i vinmarkerne og omkranset af Rhône floden. Modsat de helt dyre enkeltmarks Côte-Rôtie, så er denne vin lavet med druer fra 7 marker, nemlig Côte Blonde markerne Le Clos, La Garde, La Grande Plantée samt Côte Brune markerne La Pommière, Le Pavillon Rouge, den klassiske Le Moulin samt endelig La Viria.

Som det fremgår opdeles markerne i to typer, Côte Blonde og Côte Brune. Côte Brune kendetegnes ved en mørk jordbund, som fremhæver kraftfuldheden og intensiteten i Syrah’en. Côte Blonde er kendetegnet ved en lysere, kalkholdig jordbund, hvor man i tilgift til Syrah også dyrker mikroskopiske mængder af den grønne Viognier.

Det siges, at skråningerne er opkaldt efter Lord Maugirons to døtre, som var henholdsvis blond og mørkhåret.

I denne Côte-Rôtie Château d’Ampuis tilsætter Guigal 7% Viognier, som er med til at give vinen mere kompleksitet og elegance. Vinen er lavet med 4 ugers maceration på rustfrie ståltanke, hvorefter den lagrer 38 måneder i nye barriques, som Guigal jo selvfølgelig får fra sit eget bødkerværksted, som drives i samarbejde med Seguin Moreau. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.

I glasset en herlig væske, som med brunorange kanter starter med at afsløre, at denne vin kan ha’ lidt alder. Til gengæld er vinen slet ikke mørk, som Syrah normalt fremgår, men nærmest lidt lys og delikat i farven. I næsen fornemmes alderen også. Det er lidt mulle kælder, syrlige kirsebær, læder, bacon, grønne noter, nelliker, timian, lakrids og lidt svag røg.

I munden er der imidlertid ingen tegn på alderdomshjem, rynker eller rollator. Der er stramme og syrlig bær, virker næsten skarp på tungen … og man nyder virkeligt, at en 20-årig vin fortsat er så frisk og spændstig. Der er kirsebær og god dybde på frugten. Den er meget kold og let i udtrykket, mens eftersmagen er sindssyg lang. Flot oplevelse.

Sådan en 20-årig fætter er ikke nem at skaffe. En 2011’er koster 795 kr. hos Bichel Vine.

Rating 6,5/7  

1997 Château Latour, Pauillac de Latour, Bordeaux, Frankrig

1997 Château Latour, Pauillac de Latour, Bordeaux, FrankrigMed aftenens første røde startede vi med et brag … nemlig med en vin fra 1. Cru slottet Latour i Bordeaux og endda samtidig en vin med 18 år på bagen. Vinen er Latours 3. vin, som de kalder Pauillac de Latour.

1. Cru slottet Château Latour ligger i byen Pauillac i Bordeaux og fremstiller en af Bordeauxs bedste vine og dermed en af verdens bedste. Det er dog ikke den nemmest tilgængelige af de fem 1. Cru’er, da den som regel er hård, stringent og kræver mange års lagring.

Château Latour er opkaldt efter et gammelt tårn Tor à Saint-Lambert, som blev opført i 1331 af Gaucelme de Castillon. Det er imidlertid ikke det tårn, som fremgår på vinen etiketter og er husets varetegn.

Det nuværende cirkelformede tårn er nemlig først bygget i 1620 med rester fra det gamle tårn og udformet med inspiration fra et dueslag.

Slottets vinhistorie starter dog først rigtigt i det 17. århundrede, hvor slottet kom i familien Ségurs ejerskab. Ségur familien var meget velhavende og ejede ligeledes slottene Lafite, Mouton og Calon.

I starten af det 18. århundrede voksede kvaliteten og respekten omkring Château Latour, da den europæiske adel efterspurgte nogle få slottes vine. Og i 1787 opdagede den amerikanske ambassadør (og senere præsident) Thomas Jefferson også de dyrbare dråber. Det kulminerede i 1855, hvor Chateau Latour blev klassificeret som 1. Cru i den officielle Medoc klassifikation og det sammen med kun 3 andre slotte.

I 1963 solgte arvingerne efter Ségur familien 75% af slottet til to engelske virksomheder. Og der skulle gå 30 år før slottet igen kom på franske hænder. Det skete i 1993, hvor den franske forretningsmand François-Henri Pinault overtog slottet. Og den gode François-Henri Pinault er værd at kigge lidt nærmere på.

Han er lidt en sværvægter i fransk industri og er bl.a. administrerende direktør for Group Kering, bestyrelsesformand for Financière Pinault Manager og ejer sammen med faderen selskabet Artemis, som ejer en række virksomheder i Frankrig og England, bl.a. auktionshuset Christie’s, Théâtre Marigny samt store aktieposter i børsnoterede virksomheder. Og der er en helt perlerække af virksomheder, som jeg ikke skal trætte jer med.

Og så ejer han altså 94,2% af Château Latour, mens den resterende aktiepost ejes af nogle efterkommende af Ségur familien.

Privat er den gode François-Henri Pinault gift med skuespillerinden Salma Hayek … heldige asen. Så har han i øvrigt også et barn med den canadiske model Linda Evangelista, ejer en fransk fodboldklub i 1. division og blev i 2006 selvfølgelig også slået til ridder National de la Légion d’Honneur.

Nå, men tilbage til Château Latour, som samlet har 90 hektar vinmarker beliggende i Haut-Médoc kommunen Pauillac. De 47 hektar af markerne ligger omkring slottet, og omtales som l’Enclos, hvor nogle af vinstokkene er over hundrede år. Druerne derfra er forbeholdt produktionen af husets Grand Vin, den store Latour vin. Det er i øvrigt en vin, som Parker har givet 100 point i årgangene 1961, 1982, 2003, 2009 og 2010.

Udover førstevinen Château Latour Grand Vin laver slottet også to andre vine, 2. vinen Les Forts de Latour og 3. vinen Pauillac de Latour. Denne Pauillac de Latour er lavet første gang i 1973 og siden 1990 hvert år, Den fremstilles typisk fra de unge vinstokke uden for l’Enclos, og de druer som deklassificeres til Les Forts de Latour.

Efter sigende skulle denne årgang 1997 være 86% Cabernet Sauvignon og resten er primært Merlot samt en meget lille andel Cabernet Franc. Fadlagringen varer omkring 18 måneder. Årgang 1997 er imidlertid en af de dårligste årgange med en Universal Wine Score på 83 … men det skal I imidlertid ikke lade jer snyde af.

Da Brix åbnede flasken, så smuldrede proppen, så vinen måtte sies gennem et kaffefilter. I glasset kunne alderen også aflæses via lidt let brune kanter. I næsen fornemmes alderen også med champignon, støvet jord, cigaræsker, blyant, tobak, læder og lækker syrlighed, en smule sødme samt noget udefinerbart, som pirrer i næsen.

Smagen er blid, blød og fortsat spillevende med en markant syrlighed og stramme tanniner. Virker let, frugten måske en anelse svag, men ellers ganske cremet, blid og forførende. Der er lidt oliven og kanel i smagen, og hvor er det godt … bedste Bordeaux for mig i lang tid. Jeg er ellers ikke den store Bordeaux fanatiker.

Brix havde købt den via en ven … og prisen langt over 1.000 kr. Har ikke fundet vinen til salg nogle steder i denne årgang, mens et nyere eksemplar i årgang 2011 koster 849,95 kr. hos Theis Vine.

Rating 6,5/7 

2004 Weingut Dr. Heger, Ihringer Winklerberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2004 Weingut Dr. Heger, Ihringer Winklerberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandSpitzenklasse … Ach Du lieber Augustin, hvor smager denne Spätburgunder dog godt. En komplet vin og lige min kop te. Føj, hvor er det godt. Det er denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder GG fra Weingut Dr. Heger, som har fået mig op at ringe.

Jeg har tidligere smagt vine fra Dr. Heger slash Weingut Joachim Heger, bl.a. lillesøsteren Mimus Spätburgunder, som jeg var meget begejstret for og en almindelig Spätburgunder, som dog ikke var noget særligt.

Men med denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder GG er der bestemt noget særligt i glasset, men herom senere.

Weingut Dr. Heger/Weingut Joachim Heger holder til i Kasiserstuhl … nemlig i byen Ihringen i Baden området. Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger.

Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften.

Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.

Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.

I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Dermed har Heger i alt omkring 26 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.

I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.

Joachim Heger blev også i 20013 tildelt titlen Winzer des Jahres af Gault Millau og chefredaktøren Joel Payne skrev om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Nu er turen kommet til hans Pinot Noirs, som også har kvaliteterne til at nå op blandt eliten i Baden. Specielt er Hegers Pinot Noirs klassificeret som Grosses Gewächs særligt attraktive takket være deres enestående finesse og en perfekt afbalanceret struktur.

Og det er netop en Ihringer Winklerberg Spätburgunder Grosses Gewächs, som vi her har fat i … og fra den fantastiske mark Ihringer Winklerberg, som regnes som én af de varmeste marker i Tyskland. Vinen er lavet med en maceration på mellem 18 og 25 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade.

I glasset er vinen transparent teglfarvet. Herligt. Og i næsen den klassiske søde hestestald, animalsk som bare pokker og med lyserøde bær, hindbær, lyse kirsebær, svage blommer, svag vanilje, saftig, let og dansende. I munden meget vedkommende, afbalanceret syre, let peber, hindbær, jordbær, mineraler … den er bare så meget i balance. For satan, hvor smager det godt. Far er glad … meget glad.

Hvem medbragte vinen: Jan

Jan har købt vinen på vingården, pris 50€ … svarende til omkring 372 kr.

Rating 6,5/7 

2009 Collemattoni, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2009 Collemattoni, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienBrunello har nogenlunde samme effekt på folk som Barolo … folk nikker med hovedet, når de læser navnet Brunello på etiketten. Med denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Collemattoni er der bestemt grund til at nikke – ja faktisk ryste hele kraniet voldsomt – for det er sgu klassevin og mit absolutte højdepunkt i den toscanske smagning forleden.

Dermed ser det også ud til, at Montalcino tager næste point i tvekampen – dermed scoren 2-0.

Azienda Agricola Collemattoni Di Bucci Marcello ligger omkring 5 kilometer syd for Montalcino by ved Sant Angelo in Colle, og drives – som navnet fortæller – af Bucci familien. Vingården kan dateres helt tilbage til 1672 og familien Bucci som vinbønder til Bucci 1798, hvor registreringer i de offentlige registre omtaler Giuseppe Bucci som landmand og leder af en stor familie.

I dag ejes og drives vingården af Marcello Bucci, der med hjælp fra både forældrene Ado og Vera samt onkel Franco fortsætter familiens traditioner gennem mange generationer.

Familie ejer samlet 7 hektar vinmarker, og markerne er fordelt på 4 parceller, nemlig marken Sesta mellem Sant Angelo og Castel Nuovo del Abate, Fontelontano i bakkerne ved Sant Angelo in Colle, Di Cava i Castel Nuovo del Abate og endelig marken Collemattoni, som ligger tæt på gården er har givet navn til vinhuset.

Den årlige produktion er i dag på 25.000 flasker Brunello di Montalcino, 25.000 flasker Rosso di Montalcino, 10.000 flasker Adone IGT og i specielt gode årgange 2.500 flasker Riserva Brunello Fontelontano. Siden 2012 har vingården været certificeret økologisk.

Denne Brunello er selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese Grosso, lavet på store temperaturstyrede, rustfrie ståltanke ved 28-30 grader, maceration 28-40 dage og derefter med 36 måneders lagring på store slovenske fade.

Og hvilken herlig vin, som i næsen er skøn animalsk med lethed, lyse blommer, kirsebær, sød tobak, vanilje, kanel, blomster, lavendel og bare en total balance, elegance og imødekommenhed uden lige. I munden er vinen blød, let, cremet, elegant med blommer … næsten blomme i Madeira, virkelig dyb frugt, karamel, lakrids, tobak og lidt slutsødme i finalen. Det bliver aldrig for sødt, idet syren er meget præcis og til stede til at afbalancere tingene. Hvor er dette dog bare godt. Far er glad.

Forhandles af Toscavini, pris 249 kr.

Rating 6,5/7