Tag-arkiv: xarel·lo

Xarel·lo er en hvid druesort, stammer fra Spanien og især dyrkes i Catalonien, hvor den sammen med druerne Macabeu og Parellada danner basis for fremstilling af de mousserende Cava vine.

Der findes lidt over 8.000 hektar vinmarker med Xarel·lo i Spanien, og druen giver vine med stærk aroma og er således langt mere aromatisk end de to andre druer, som indgår i Cava.

Xarel·lo tåler meget varme og giver højt udbytte, så Xarel·lo er derfor populær hos de lavtliggende vingårde. Udbyttet ligger tæt på 100 hektoliter pr. hektar, men lavtydende marker kan give flotte vine med overdådig frugt og meget charme.

N.V. Maria Casanovas I Roig, Cava Brut de Brut, Penedès, Spanien

N.V. Maria Casanovas I Roig, Cava Brut de Brut, Penedès, SpanienJeres flittige vinblogger var forleden på CANblau Tapasbar, hvor jeg valgte en lille menu, men selvfølgelig en stor vinmenu. På den måde har jeg prioriteterne på plads og startede med lidt bobler, en Cava Brut de Brut fra cavahuset Maria Casanovas I Roig.

Cavahuset ligger i lidt nord for den lille by Sant Jaume Sesoliveres omkring 30-40 kilometer vest for Barcelona i Penedès og vinregionen Katalonien, som vel også er højborgen for netop produktion af de mousserende cava vine med byen Sant Sadurní d´Anoia længere mod syd som omdrejningspunkt.

Cavahuset er grundlagt af María Casanovas i 1984 og har – så vidt jeg kan se 9 hektar vinmarker. Den danske importør skriver, at familien tidligere havde beskæftiget sig med vinproduktion, men at den unge generation har taget fat på at lave Cava.

Imidlertid er det meget sparsomt med oplysninger om Maria Casanovas I Roig, som dog ser ud til at lave deres cavaer under de to brands Maria Casanovas samt Roig Ollé.

Denne Cava Brut de Brut er lavet på 30% Macabeo, 40% Parellada samt 30% Xarel·lo, som er lagret 12-24 måneder … lidt et spænd. Jeg kan ikke se, om 2. gæringen er sket i tank eller på flaske, men ser ud som om, at lagringen er sket på flaske, selvom det er en prisbillig cava til 8€.

Men det dufter sådan set fint … bitter og frisk duft med kalk, estragon, gær, muskatnød, hvide frugter, melon, pærer og nogle sødkrydrede noter.

Smagsmæssigt er det grape, citron, grønne æbler og er ganske frisk med en Kung Fu sodavandsis, men virker ellers en smule flad i udtrykket og mangler dybde.

AK’s Vine Delight  forhandler vinene herhjemme, men denne Brut de Brut er ikke fundet i sortimentet. Den koster 8,20€ i hjemlandet, svarende til 61 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada, Penedès, Spanien

2014 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada, Penedès, SpanienFredag den 20. oktober var det international champagnedag aka Global Champagne Day og det var jo en god lejlighed til at starte weekenden med lidt bobler. Jeg startede dog ikke i Champagne, men i stedet med lidt jubilæumsbobler … en Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada fra cavahuset Juvé y Camps.

Flasken var i en kasse med 6 blandede vine sendt fra marketingschefen fra det gamle, historiske H.J. Hansen Vin fra Odense til jeres flittige vinblogger, da de tilsyneladende også har fået øje på bloggen og gerne vil samarbejde om lidt produktanmeldelser.

Det er jeg – som altid – frisk på, blot med den passus, at mine anmeldelser altid er total uafhængige og at jeg dermed ikke kan garantere, at vinene får gode anmeldelser. Men sådan skal det jo også være. Se eventuelt min side; Skal din vin anmeldes?

Nå, men Juvé y Camps er vi jo stødt på før her på bloggen. Det gamle cavahus ligger ved byen Sant Sadurní D’Anoia i vinområdet Penedès, den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona. Eller med andre ord samme område som forrige vin.

Det er et vinhus med en lang vinhistorie, og det har produceret kvalitetsvine i mere end 200 år. Huset er oprindeligt grundlagt af Joan Juvé Mir i 1796, som sammen med sønnen Antoni Juvé Escaiola fik en mindre vinproduktion op at stå på familiens vingård i Sant Sadurní D’Anoia, men det var først generationer efter, at der kom gang i produktionen af den mousserende vin.

I 1921 var det nemlig Joan Juvé Baqués, som sammen med hustruen Teresa Camps Ferrer fik vingården rigtigt på fode og samme år lancerede den første mousserende vin. Siden har fokus været på de mousserende vine, selvom der såmænd også laves både hvidvine, en enkelt rosévin samt rødvine på vingården.

Juvé y Camps er i dag den indiskutabelt førende indenfor eksklusiv Cava, hvilket bl.a. kan illustreres ved, at hele husets Cava-sortiment udelukkende er luksus-Cava’er, som tilsammen udgør ikke mindre end 80% af det totale verdensmarked for eksklusive Cavaer.

I dag holder Juvé y Camps til i en top moderne vingård i byen Sant Sadurní D’Anoia i. Vingården er bygget i år 2000 og tegnet af familiens arkitekt Josep Juvé Raventós.

Druerne til husets forskellige vine kommer udelukkende fra Juvé y Camps egne marker, og familien ejer i dag fire vingårde og samlet omkring 420 hektar vinmarker, hvilket gør huset til den største besidder af vinmarker i Penedès.

Denne Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada er en årgang 2014, men frigivet i år … altså i 2017. Den er lavet som en specialudgave for at fejre, at det er 40 år siden, at denne cava første gang kom på markedet.

Det er således en limited edition, som er udarbejdet efter de samme kriterier, som da vinen første gang kom på markedet i 1977. Der står ikke årstal foran på etiketten, som ellers normalt, og flaskens fortløbende nummer står nu også på bagetiketten.

Om produktion som i 1977 betyder, at druesammensætningen er anderledes end i dag, tror jeg imidlertid ikke. Det betyder så, at cavaen er lavet på 55% Xarel·lo, 35% Macabeu og 10% Parellada, alle høstet på 3 af husets vingårde, nemlig Espiells, Can Massana samt La Cuscona.

Der anvendes kun fritløbende most og vinen er lavet efter den traditionelle champagne metode – Methode Traditionelle – dvs. med 2. gæringen på flaske. Denne Cava Brut Naturel Reserva de la Familia har samlet lagret 36 måneder på flaske.

Lad os boble løs … vi stikker snotten i glasset, hvor næsen afslører en herlig prikkende og krydret aroma. Det krydrede er ganske pænt i fokus og suppleres ellers af modne pærer, citrus, nødder, toast, gæret dej og lidt røg.  Det krydrede afslører, at det ikke er klassiske bobler fra Champagne, men aromaen er ellers ganske lækker og berusende.

I munden er vinen ganske cremet og boblerne meget blide … faktisk så blide, at de forholdsvis hurtigt fader ud. Det er frisk, cremet med æbler, grape, en lidt nøddet smag samt igen lidt toast. Skulle jeg bestemme, så måtte der godt være en snas mere bobler. Det er dog sammenlagt en lækker lille, krydret boblesag.

Forhandles af H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten, hvor en flaske normalt koster 165 kr. Fra 01.11.2017 og frem til nytår er prisen dog 135 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Loxarel, Cora de Loxarel Blanco Organic, Penedès, Spanien

2014 Loxarel, Cora de Loxarel Blanco Organic, Penedès, SpanienHold nu kæft … den hest kunne jeg tegne bedre selv, tænkte jeg ved et kig på etiketten af denne Cora de Loxarel Blanco Organic fra vinhuset Loxarel.

Men kunstnerisk ser den sgu ud, men det gælder nu stort set alle vinene fra vinhuset Loxarel, som ligger lidt syd for byen Vilobí del Penedès omkring 30 kilometer vest for Barcalona i Penedès vinområdet.

Loxarel drives af Josep Mitjans, som egentlig er 4. generation af vinavlere i familien, men reelt først grundlagde vingården Loxarel i dens nuværende form i 1987, da han kom med i driften af gården som en helt ung knøs.

Han havde siden barnsben været involveret i vinproduktionen og lavede selv sin første vin i 1985 som 16-årig … 1.000 flasker af en mousserende vin. Siden har Josep uddannet sig ønolog og stået i spidsen for en totalt omlægning af produktionen på den spanske vingård.

Det betyder bl.a. at vingården i dag drives både økologisk og  biodynamisk. Vingården er også medlem af Terra Dinàmica … en sammenslutning af catalonske, biodynamiske vinbønder, der siden 2008 har udviklet deres teknikker og markedsført deres vine i fællesskab.

Den biodynamiske tilgang betyder bl.a., at Loxarel hvert år graver 500 kohorn, fyldt med bl.a. kogødning og en ekstrakt af brændenælder, ned på deres marker. Dette skulle efter sigende betyde mere liv i husets omkring 40 hektar vinmarker.

Derudover sikrer en flok af 250 får en slags grøn beskæring i foråret. Det sker faktisk uden, at rører de – på det tidspunkt – grønne og syrlige første druer.

Udover den biodynamiske tilgang i markerne, så er Josep Mitjans også ganske innovativ i kælderarbejdet, hvor der – udover egefade og barriques – også anvendes store amphora krukker til lagring af vinene.

Den innovative tilgang kan også ses på vinene, som har anderledes og sjove etiketter. Og der laves samtidig mange forskellige vine på Loxarel, bl.a. 10 forskellige mousserende vine, et par vine udelukkende lagret på amphora krukkerne, et par naturvine og ellers forskellige biodynamiske vine.

Pt. laves der 4 rødvine, 2 rosévine og 6 hvidvine … altså foruden de 10 mousserende vine. Denne Cora de Loxarel Blanco Organic er lavet på Muscat d’Alexandrie og Xarel·lo druer fra Loxarels egne vinmarker i Penedès området.

Navnet Cora betyder i den græske mytologi en ung jomfru, og det skal vistnok illustrere noget med, hvordan stjerneformationerne Unicorn og Virgo  symboliserer en ren uskyld … okay her tabte jeg vist sammenhængen.

Det skulle dog have noget at gøre med alt det biodynamiske og der er da også et par streger på etiketten, som viser nogle stjernetegn eller stjerneformationer.

Nå, men lad os smage den kunstneriske hest, som dog ikke byder på en animalsk hestestald i næsen. Derimod er der godt med fersken, lidt abrikos, lindetræ, estragon, grønne blade, honning, citrus og derudover virker den lidt tør i udtrykket. Dufter virkelig godt.

Smagen er grøn og frisk, let bitter syre, lemon, grape … virker måske lidt vandet. Duften er klart vinens største force, selvom det egentligt samlet set er en ganske okay vin.

Købt i SuperVins rodekasse til 80 kr. Ellers fås vinen til 100 kr. hos Økologisk Vinimport.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Castellblanc, Cava Semi Seco, Penedès, Spanien

N.V. Castellblanc, Cava Semi Seco, Penedès, SpanienDet er vist efterhånden et stykke tid siden, at jeg sidst har drukket Cava. Det råder vi fluks bod på med denne Cava Semi Seco fra cavahuset Castellblanc, der ligger ved Sant Sadurní d’Anoia omkring 25-30 kilometer vest for Barcelona.

Vi er med andre ord i Katalonien og nærmere bestemt i vinområdet Penedès. Det er område, der bl.a. byder på masser af mousserende Cava lavet efter ægte champagnemetode, som fx denne Castellblanc Cava Semi Seco.

Castellblanc er grundlagt tilbage i 1908 af Jerónimo Parera og var gennem mange år drevet af Parera familien, men blev senere overtaget af Grupo Rumasa inden ejerskabet i 1984 overgik til den store Freixenet koncern. De ejer i dag fortsat Castellblanc.

Freixenet kender vi jo også som et af de helt store cavahuse i Spanien og de ejer ikke mindre end 24 vinhuse i det meste af verdenen, bl.a. masser af vinehuse i Spanien, Argentina og Australien samt vin- og champagnehuse i Frankrig,

Alene til produktionen af Freixenet Cava ejes over 1.000 hektar vinmarker i Penedès … og så har vi ikke engang talt de marker med, som Castellblanc ejer. Det er med andre ord en kæmpe vinøs industrikoncern.

Nå, men her er det altså en Cava Semi Seco – halvtør – fra Castellblanc og en N.V. aka Non Vintage. Den er lavet på 30% Macabeo, 30% Parellada og 40% Xarel-lo. Gæringen sker ved en lav temperatur under konstant overvågning. Når gæringen efter et par uger er forbi, hviler vinen til det følgende forår.

Den stille vin tilsættes en nøje beregnet mængde sukker samt en rendyrket gærkultur, der ved den følgende gæring i flasken giver et tryk på ca. 6 atmosfærer og eftergæringen i flasken varer mellem 12-18 måneder inden den endelig degorcement.

I næsen er denne cava let nøddet, en smule æbler samt en lidt ristet duft, men virker ellers på mig en kende neutral. Smagsmæssigt virker den sød og boblerne er meget blide, hvilket jeg egentlig godt kan lide. Der er ikke voldsom megen smag, men fanger dog lidt pærer og derudover en svag bitterhed. Boblerne er til gengæld fint vedvarende, så du næsten får et lille efterbøvs.

Købt hos Skjold Burne, hvor en flaske koster 89,75 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2013 Vins del Massis, Macizo, Catalonien, Spanien

Næste vin Macizo er “storesøster” til Massis, og samtidig Vins del Massis’ topvin, lavet på samme måde … blot med lige halvdel af hver af de to druer, dvs. 50% Grenache Blanc og 50% Xarel-Lo.

Xarel-Lo er en hvidvinsdrue, der er udbredt i det nordøstlige Spanien og især bruges til cava – sammen med druerne Parellada og Macabeo. Vine på Xarel·Lo er typisk mere krydrede og mere aromatiske end fx de to andre Cava druer.

Druen er også kendt under en række andre navne, nemlig Cartoixa, Cartuja, Cartuxa, Moll, Pansa, Pansa Blanca, Pansal, Pansalat, Pansalet, Pansar, Pensal, Prensa Branco, Vinate, Vinyater, Xarell-Lo, Xarello og Xarelo Blanco.

Macizo del Garraf … som vel kan oversættes til bjergmassivet Garraf … har givet navn til vinen. Garraf bjerget ligger i Cordillera Litoral Catalana i vinområdet Penedès. Halvdelen af druerne til vinen kommer netop fra området ved Garraf bjerget, mens den anden halvdel kommer fra et område udenfor Penedès.

Derfor er vinen heller ikke en DO Penedès, men blot en vin fra Catalonien, som jo ellers også huser andre kendte appellationer som Montsant, Priorat, Cava, Pla de Bages … blot for at nævne nogle få.

Vinene fra Vins del Massis laves også nær Macizo del Garraf, nemlig i byen Olesa de Bonesvalls, hvor vinhuset har indrettet sig i en gammel stenbygning, som tidligere har huset en smedje og ganske belejligt har en stor kælder til lagring af vinene. Faktisk med ideelle betingelser …både temperatur og luftfugtighed.

Og i marken er man også meget omhyggelig og høster meget lave udbytter, helt nede på 1 kg. pr. vinstok. Der bruges ikke pesticider, men alene svovl og kobbersulfat til bekæmpelse af skadedyr.

Vinen er lavet med maceration på 24 timer, hvorefter vinen lagrer på egetræsfade i op til 7 måneder.

Duftmæssigt er vi lidt ovre i samme boldgade som foregående vin, dvs. lidt smør, fedme, kvæde, eg, let abrikos .. men her mere rank og mere mineralsk. Der er også lidt grønne noter og lidt appelsin. I munden går mineraliteten også tydelig igennem og er fint letkrydret på bagerste del af tungen. Let fylde, fin rank … en tand bedre end lillesøsteren.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 190 kr.

Rating 5/7 

2013 Vins del Massis, Massis, Catalonien, Spanien

Torsdag stod på spansk sellection smagning i den nærliggende Vinspecialist, og første vin blev en herlig hvidvin, nemlig denne Massis fra vinhuset Vins del Massis, et lille sideprojekt for Benjamin Romeo, som til dagligt driver Vinos de Benjamín Romeo, også kaldet Bodega Contador.

Bodegas Contador har vi tidligere stiftet bekendtskab med her på bloggen, nemlig da vi smagte hans Predicador Tinto fra Rioja området.

Projektet Vins del Massis blev grundlagt, da Belen Sanchez inviterede Benjamin Romeo og hans assisterende vinmager Fernandez Bengoa Francisco Jose en tur til sin føderegion i Massis del Garraf for at vise dem det, hun følte var et enormt uforløst potentiale for produktion af hvidvine i verdensklasse.

Egentlig blev både Benjamin og Fernandez overbevist under deres første besøg, men der skulle gå yderligere to år med at finde de rigtige parceller, inden de i 2008 for alvor gik i gang. Idéen var fra begyndelsen at benytte sig af de lokale druer, hvor man ville kombinere fylden fra Grenache med syren fra Xarel-Lo.

Denne Massis er lavet på 47% Grenache Blanc, 48% Xarel-Lo samt 5% Malvasia. Xarel-Lo druerne kommer fra tre parceller, nemlig El Pou og El Badell, som ligger i landsbyen Olesa de Boneswall, og La Vinya Petite, som ligger med sine ca. 80 år gamle stokke lige oven for byen på nogle af områdets højest beliggende vinmarker. Grenache druerne til vinen kommer fra en lille parcel ved navn Terra Alta, som består af seks nord/ nordøstvendte terrasser.

Jordbunden er primært kalk, hvilket fungerer som en stor svamp, der holder på regnvandet, når det er nødvendigt, og afgiver det igen, når det er påkrævet. På den måde er der en konstant optimal regulering af væde til vinstokken.

Vinen er lavet ved, at klaserne afstilkes og presses, inden mosten kommer på tanke, hvor den gennemgår den alkoholiske gæring. Efterfølgende lægges vinen på 50% nye franske egetræsfade hvor den gennemgår den malolaktiske gæring under den syv måneder lange lagring. Afslutningsvist klares, filtreres og tappes vinen på flaske.

I næsen er der smør, fedme, kvæde, eg, let abrikos samt en lidt støvet og tørt udtryk. I munden er vinen fed i udtrykket, men alligevel med et stenet og mineralsk udtryk, krydret og med blomster. Jan fra Vinspecialisten nævnte, at den kunne virke lidt sherryagtig, og det kan jeg måske følge ham lidt i. Vinen er ganske charmerende.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 145 kr.

Rating 4,5/7 

2008 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia, Penedès, Spanien

2008 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia, Penedès, SpanienLige quick update fra ugen, som også bød på et par spændende vinøse oplevelser, startende med denne Cava fra det store Cavahus Juvé y Camps, som ligger ved byen Sant Sadurní D’Anoia i vinområdet Penedès, den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona. Det er et vinhus med en lang vinhistorie, og det har produceret kvalitetsvine i mere end 200 år.

Huset er grundlagt af Joan Juvé Mir i 1796, som sammen med sønnen Antoni Juvé Escaiola fik en mindre vinproduktion op at stå på familiens vingård i Sant Sadurní D’Anoia, men det var først generationer efter, at der kom gang i produktionen af den mousserende vin.

I 1921 var det nemlig Joan Juvé Baqués, som sammen med hustruen Teresa Camps Ferrer fik vingården rigtigt på fode og samme år lancerede den første mousserende vin, og siden har fokus været på de mousserende vine.  Juvé y Camps er i dag den indiskutabelt førende indenfor eksklusiv Cava, hvilket bl.a. kan illustreres ved, at hele husets Cava-sortiment udelukkende er luksus-Cava’er, som tilsammen udgør ikke mindre end 80% af det totale verdensmarked for eksklusive Cavaer.

I dag holder  Juvé y Camps til i en top moderne vingård, bygget i år 2000 og tegnet af familiens arkitekt, Josep Juvé Raventós.

Druerne kommer udelukkende fra Juvé y Camps egne marker, og familien ejer i dag fire vingårde og samlet omkring 420 hektar vinmarker, hvilket gør huset til den største besidder af vinmarker i Penedès. Plukningen af druerne foregår 100% manuelt, og kun den frit afløbne most anvendes for at få den fineste og mest elegante saft uden unødige bitterstoffer. Yderligere er man meget skånsom med filtreringen af vinen for at bevare så meget smag og aroma som muligt.

Betegnelsen Cava dækker over spansk mousserende vin lavet på Méthode Traditionelle, som også tidligere blev kaldt for Champagne-metoden. Grundvinen tilsættes således sukker og gær, hvorpå den tappes på tykke flasker for at gennemgå andengæring i minimum ni måneder. Jo længere tid vinen får lov til at ligge, jo flere smagsnuancer og jo finere mousse vil den færdige Cava opnå.

Efter endt lagring bringes flaskerne til pupitrene, en art flaskereoler, hvor flaskerne sættes med bunden i vejret. I denne stilling vil vinens bundfald samles i flaskehalsen, som nedsænkes i minus 20 graders frysevæske. Ved nedfrysningen indkapsles bundfaldet i en isklump, som man derpå slet og ret skyder ud ved at tage kapslen af flasken og lade kulsyretrykket presse klumpen op. Afslutningsvis toppes flaskens indhold op med en likør, som alt efter mængden, der tilsættes, giver en enten tør eller sød Cava.

Denne Reserva de la Familia er lavet på druerne Macabeu, Xarel-lo samt Parellada, dvs. de helt klassiske tre druer, som normalt anvendes i Cavaer, høstet på 3 af husets vingårde, nemlig Espiells, Can Massana samt La Cuscona. Der anvendes kun fritløbende most (dvs. den most, druerne afgiver, inden de presses). Vinen har lagret i minimum 36 måneder i flasken, inden den frigives til salg.

IMG_3629

Duftmæssigt byder denne Cava på lidt grønne æbler, lidt citrus, lidt nødder, honning, toast og den duft, som dej udsender, når man står og ælter til en portion friskbagte boller. Smagsmæssigt frisk, lidt cremet og generelt et positivt indtryk. Der er lidt mere sødme end fx en typisk champagne, men også godt med toasten, som går igen i smagen … den del elsker jeg. Måske en anelse tynd i eftersmagen, men fint glas mousserende vin.

Købt i Vinspecialisten, pris 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Soler-Jové, Grivà Cava Brut Reserva, Penedès, Spanien

N.V. Soler-Jové, Grivà Cava Brut Reserva, Penedès, SpanienTorsdag stod den på spansk vinsmagning. Randers Vinlaugh er startet på efterårssæsonnen første smagning var lagt i hænderne på Vin og Vin, som ledte os igennem en tur rundt i nogle af vindistrikterne i Spanien.

Vi startede forsigtigt i Katalonien, nærmere bestemt i vinområdet Penedès. Vi er ved den tæt på middelhavskysten syd for Barcelona, og distriktet byder på mange spændende vine. Udvalget går fra de mousserende Cava, lavet på ægte Champagne-metode, til friske og frugtsmagende hvidvine samt bemærkelsesværdige røde vine.

Her har vi fat i en Cava, som kommer fra vinhuset  Soler-Jové, et familieejet vinhus. Firmaet er grundlagt i 1985 af Arturo Ramos Ramos og huset laver primært Cava vine, faktisk hele 1,5 mio. flasker årligt. Huset har da også 2.300 m2 kældre til fremstilling og modningen af vinene. Hos Caves Soler-Jové er man selvforsynende med druer, og druekvaliteten er netop noget man lægger stor vægt på. Vinen er produceret på druerne, Macabeo, Xarello og Parellada. Efter endt 2. gæring, lagrer Cavaen 15 måneder på gær-resterne for at udvikles. Vinen ligger i flaskerne med “kapsler” og bliver “drejet” af erfarne arbejdere på de klassiske vinreoler inden “dégorgage”.

I glasset lidt duft af æbler, lemon, blomster og også en smule indelukket. Lugter lidt af dyr. Smagen er lidt nødder, mandler, lidt frisk perlende, men også meget flad i smagen. Der er også sødme, men også lidt bitterhed i den korte eftersmag.

Forhandles hos Vin og Vin, pris 79 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7