Tag-arkiv: New York State

2017 Mazza Chautauqua Cellars, Nutt Road Riesling, New York State, USA

2017 Mazza Chautauqua Cellars, Nutt Road Riesling, New York State, USANæste hvidvin til New York State onlinesmagningen var fra Mazza Chautauqua Cellars ved Lake Erie og det var deres flotte enkeltmarksvin 2017 Nutt Road Riesling.

Mazza Chautauqua Cellar ligger i det vestligste del af New York State tæt på byen Westfield helt ovre ved Lake Erie og dermed på grænsen til Canada mod nord og Pennsylvania mod syd.

Det er et kombineret vinhus og bryggeri, som er grundlagt tilbage i 1972 af de to brødre Robert og Frank Mazza, der var emigrater fra Italien, sammen med tyskfødt Helmut Kranich, der var uddannet på vinskolen i Geisenheim.

Allerede dengang havde man ikke selv ret meget jord selv, så man købte i stedet druerne fra en række vinavlere i Pennsylvania, hvilket betød, at man i 1995 blev den største vinproducent i Pennsylvania.

Det betød også, at både Frank og Robert på skift blev præsident for Pennsylvania Grape Industry Association og sammenlagt bestred de to brødre denne post fra 1988 til 2002.

I 2004 startede man også med at lave vine fra New York State via samarbejdsaftaler med nye vinavlere … og i dag har man sammenlagt aftaler med 6 store primære vinavlere, hvilket i Pennsylvania består af Moorhead Farms, Szklenski Farms, William Semelka Vineyards og Schultz Farms, mens det i New York State er Martini Vineyards samt Knight Vineyards.

I dag drives Mazza Chautauqua Cellars af Roberts søn Mario Mazza, mens hans søster Vanessa står for den kreative side i vinhuset.

Mario har en  Master i ønologi fra University of Adelaide i Australien og han har da også tidligere arbejdet hos vinhus i både Barossa Valley og Adelaide Hills.

Her smager vi så husets 2017 Nutt Road Riesling, hvor druerne dog ikke stammer fra Lake Erie området, men derimod faktisk fra Finger Lakes og helt specifik vinmarken Nutt Road Block ejet af Martini Vineyards.

Riesling druerne er høstet ved optimal modenhed og
koncentration, hvilket sker tidligt om morgenen ved kølige temperaturer, hvorefter de presses hurtigt og forsigtig. Gæring er sket i ståltanke ved 14 grader over 28 dage, men er standset, da restsødmen nåede 0,70% restsødme. Vinen er så blot lagret i ståltankene.

Duftmæssigt er der godt med petroleum, diesel og pæretærte, lyse blommer samt syltede citroner. Under de terpentinske dampe virker vinen meget blød, blid med en vis fylde, næsten kødfuld og samtidig luftig i alle aromaerne.

I munden er vinen så blød, cremet og vamset, så man næsten ikke kan spotte, at det er Riesling … selv den friske syre og selve smagen af citroner og grapefrugter virker nærmest fed. 92 point.

Vinen koster 16$ på vingården … svarende til 109 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 RG|NY, Viognier, New York State, USA

2021 RG|NY, Viognier, New York State, USAVin nummer 2 til New York State onlinesmagningen var også fra Maria Rivero González på familiens vinhus RG|NY og den var på Viognier.

Viognier druerne er høstet i september/oktober og Maria fortalte, at Viognier er en ret overset drue, men er en drue med stor personlighed.

Selvom vi til onlinesmagningen smagte vinene én efter én, så fortalte Maria ikke, hvordan denne er lavet … og på RG|NY egen hjemmeside er der heller ingen info om produktionen.

Nu kommer der en næse lidt fed tyggegummi og vingummi, men det bliver aldrig helt overfed Viognier, for der er også pærer, fersken, lidt ananas, blomster, lavendel og i det hele taget noget aromatisk suppleret med søde krydderier som fx allehånde.

Smagen er sådan både og … både lidt vamset og samtidig med en frisk syre, som gør vinen levende. Der er lidt tropiske frugter med tørret abrikos, saftige kandiserede citroner og sammenlagt rund, mægtig og alligevel frisk. 91 point.

Vinen koster 35$ på vingården … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 RG|NY, Scielo Sauvignon Blanc, New York State, USA

2021 RG|NY, Scielo Sauvignon Blanc, New York State, USADet var Maria Rivero González fra vinhuset RG|NY, som til New York State on-line webinaret  præsenterede den første vin, hvilket blev denne Scielo Sauvignon Blanc 2021.

Vinhuset drives af Rivero González familien og blev i 1998 grundlagt ved Parras i Coahuila i Texas, men i dag har familien så således vinhuse både i Texas og i New York State.

Deres vinhus i New York State ligger ved Riverhead ved North Fork aka den øverste del af Long Island og González familien købte huset i 2018 og dengang hed det Martha Clara Vineyards … men allerede året efter blev det omdøbt til RG|NY … RG efter Rivero González.

De havde alene 1,7 hektar i 1998, men i dag har familien sammenlagt 50 hektar vingården og siden Maria Rivero González var 23 år, så har hun stået for driften og produktionen af vinene, som nu fx denne 2021 Scielo Sauvignon Blanc.

Vinen er lavet på ren Sauvignon Blanc, som er dyrker bæredygtigt og så er den ellers lavet med minimal indgriben og fermenteret i rustfri ståltanke, hvor vinen også er lagret en kort periode.

I næsen er det en rank vin, meget frisk, har grøn peber, græs, kridt, kalk, honningmelon, abrikos. lemon, grape samt grønne blade. Det er smagsmæssigt en ren, streng og jernagtig vin, hvor der ligeledes er pænt med citroner og grape … nærmest ubarmhjertig hård, så dermed 88 point.

Vinen koster 28$ på vingården … svarende til 190 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg til New York State webinar/smagning med temaet Wine

Efter de to New York State webinarer aka onlinesmagninger med henholdsvis temaerne Earth og Water, så sluttede vi nu med den tredje og sidste smagning rækken og det var med temaet Wine.

Det blev som de to foregående dirigeret af den altid rare og joviale Jamie Goode, der er grundlægger af Wineanorak – Global Wine Journal, stor forfatter, vinskribent, underviser og endda PhD i plantebiologi.

Den virtuelle smagning bød også igen på 3 vinhuse, og det var RG|NY, Chautauqua Cellars samt Six Eighty Cellars … alle huse, som jeg ikke tidligere er stødt på. Til at repræsentere disse vinhuse deltog disse 3 vinmagere:

  • Maria Rivero González, RG|NY
  • Mario Mazza, Mazza Chautauqua Cellars
  • Ian Berry, Six Eighty Cellars

De 3 vinhuse ligger alle i forskellige områder i New York State, hvor RG|NY ligger på Long Island, mens Mazza Chautauqua Cellars ligger ved Lake Erie helt ovre mod Canada og endelig ligger Six Eighty Cellars ved Finger Lakes.

Her kan I se, hvor de 3 vinhuse helt præcis ligger:

Omkring New York State, så har jeg jo tidligere skrevet om vinområdet og vinene i flere artikler:

Og de to foregående New York State webinarer/smagninger kan du læse mere om i disse indlæg:

Områdets vine

I de to foregående webinarer/smagninger har Jamie Goode sammen med vinmagerne gennemgået, hvilken betydning jord og henholdsvis vand har af betydning for vinproduktionen i New York State.

Ved dette webinar var fokus så i stedet på vinene … og hvordan de laves, hvordan man eksperimenterer og vinmagernes dygtighed, så det interessante var således vinene … eller det var det jo faktisk alle gangene.

Derfor var der ikke den store indledende forklaring, så vi startede derfor også næsten omgående med at smage vinene og fik så de 3 vinmagere til at kommentere dem.

Vinene

Således guidede de 3 vinmagere os så igennem 2 vine fra hvert vinhus og det var 4 hvidvine, en rosé og en rødvin, således det samlet blev en rækkefølge som følgende:

Beskrivelserne og anmeldelserne af vinene har jeg linket til ovenover … og dermed lukker og slukker jeg så for de 3 New York State webinarer og smagninger med temaerne Earth, Water og Wine.

2014 McCall Wines, Ben’s Blend, New York State, USA

2014 McCall Wines, Ben's Blend, New York State, USAVi sluttede med endnu en årgang 2014 fra McCall Wines på Long Island og det blev denne Ben’s Blend, som er en bordeauxinspireret vin lavet efter de klassiske bordeauxfile retningslinjer.

Der er nemlig en skøn blanding af 31% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 30% Cabernet Franc og 9% Petit Verdot.

Men igen er det total og vildt sparsommeligt med informationer … udover at vinen så er lagret 18 måneder på franske egefade.

Duften er også nærmest bordeauxfil … men først er vinen mørk i glasset, mens duften råber solbær, brombær, hindbær, blommer og gammelt træ, røg og så denne dekadente duft af gammelt mahogni, nerve og cedertræ. Der er minsandten også muldjord, kaffe, mentol, nelliker, vanilje, kanel, lakrids og mælkechokolade,

I munden er vinen rigtig blød og tør med lidt blæk, grafit, god saftighed samt bløde tanniner, som aldrig stikker helt af. De møder en lys syre, som er let og fin, giver god modspil til den mørkere frugt og lidt bitter smag af kakaopulver. Der kommer slutterlig lidt ristede eller toastede noter. 93 point.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 62$ … svarende til 422 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 McCall Wines, Pinot Noir Reserve, New York State, USA

2014 McCall Wines, Pinot Noir Reserve, New York State, USADe sidste 2 vine til New York State online smagningen med temaet Water var fra McCall Wines og begge med alder fra årgang 2014 og den første var denne Pinot Noir Reserve.

McCall Wines ligger ved North Fork på Long Island ved Great Peconic Bay i et området kaldet Downs Woods, der indtil for 300 år siden var centrum for Algonquin indianerne og kendt som Fort Corchaug.

I 1902 blev jorden dog købt af Russell Simeon Walker, der vaf præsident for Dime Savings Bank i Brooklyn. Ejendommen forblev derefter i familiens ejerskab, selvom navnet senere via ægteskaber senere blev til Munkenbeck og senere McCall

i  1996 startede Russell McCall med økonomisk hjælp fra Peconic Land Trust med at  genplante majs- og kartoffelmarkerne sammen med 21 hektar vinmarker. Det var dog først i 2007, at McCall Wines blev grundlagt og den første årgang frigivet og solgt.

Siden har McCall Wines i 2010 bygget nyt smagerum, rejst en vindmølle og endda startet med opdræt af kvæg. I 2011 købte de også vinmarken North Ridge Vineyard og dermed mulighed for at udvide produktionen.

Her smager vi husets 2014 Pinot Noir Reserve, som er lavet fra en årgang, som Miguel Martin kaldte en af de bedste, men præget af et meget lavt udbytte. Generelt lagrer McCall Wines deres vine i lang tid, så 2014 er en af den nyeste frigivne årgange.

Der er ingen oplysninger om produktionen, men Miguel Martin fortalte, at den har ligget lang tid på fad, men så må vi jo bare springe til mine smagsnoter.

I næsen træder det modne også frem, men på en lys og blid facon, meget feminin, fin og sart, virkelig elegant og silkeblød Pinot Noir med et pænt fadpræg … jordbær, lyse kirsebær, blommer, sort te, kanel, vanilje, mælkechokolade og flot balance,

Smagsmæssigt er vinen dog mere intens … virker helt klart yngre end i duften, men også mere rustik, kantet og frugten er tranebær, sure rabarber og har en stor portion rank bitterhed, mens alle tanninerne er bløde. 92 point.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 69$ … svarende til 470 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Hosmer Winery, Cabernet Franc, New York State, USA

2021 Hosmer Winery, Cabernet Franc, New York State, USADen anden vin fra Julia Hoyle på Hosmer Winery i Finger Lakes var aftenens første rødvin og det var en 2021 Cabernet Franc … en drue, der er meget udbredt i netop Finger Lakes.

Julia Hoyle fortalte, at vinen er lavet med gæring på rustfrie ståltanke, men den bagefter er lagret på en kombination af både stålfade samt brugte egefade.

Generelt forsøger Julia, at lave denne vin med samme lethed som husets Pinot Noir og den er endda dermed også lavet på præcis samme måde.

Duftmæssigt er fadpræget til gengæld meget tydelig, men det er Cabernet Franc druens klassiske duftnoter faktisk også, for der er både blæk, blyanter, blåbær, hindbær og ribs, men også godt med kanel, vanilje samt en smule nelliker.

I munden er det en saftig og egentlig let vin … har mest jordbær, tranebær, morbær samt en vis tørhed, ganske tørre tanniner, peber, læder og virker let bondsk med noget kant og det er helt klart en anderledes Cabernet Franc end forventet, men letheden trækker klart op. 91 point.

Forhandles af Americanwine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Herman J. Wiemer Vineyards, Riesling Late Harvest, New York State, USA

2021 Herman J. Wiemer Vineyards, Riesling Late Harvest, New York State, USANæste vin var også en Riesling og igen fra Fred Merwarth på Herman J. Wiemer Vineyards. Det var denne 2021 Riesling Late Harvest.

Det er en vin, hvor druerne kommer fra 3 forskellige marker og det er Josef, Magdalena og HJW Vineyards. Druerne er høstet sent, hvorved 25% er angrebet af botrytis.

Efter den manuelle høst er alle druerne presset i hele klaser uden afstilkning og gæring er sket kun med druernes naturlige gærceller over 3 måneder. Vinen har 5,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt har vinen – i forhold til det alligevel beskedne restsukker – en klart sød side med modne, kryo-koncentreret dessertsødme, godt med eksotisk frugt som mango, moden fersken, abrikos og pærer. Der er også lidt blomsterbutik over vinen, men det er med en lethed, der suppleres af nødder, sirupsødme … men aldrig ting, fed eller oversød.

Smagen har en god kombination af en citron- og lemonagtig  syre samt noget sødme. Det giver en vin, som er meget alsidig, kan bruges til både mad eller som aperitif. Vi ligger syre og sødmemæssigt sådan lige midt i feltet, men har samtidig en god lang eftersmag. 92 point.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 27$ … svarende til omkring 202 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Herman J. Wiemer Vineyards, HJW Bio Riesling, New York State, USA

2018 Herman J. Wiemer Vineyards, HJW Bio Riesling, New York State, USADenne HJW Bio Riesling fra Hermann J. Wiemer Vineyard har jeg faktisk smagt før, men dengang var det i årgang 2019, men her smager jeg så vinen i årgang 2018.

Vinhuset Hermann J. Wiemer Vineyard ligger på den vestlige side af Seneca Lake og er etableret i 1979 af Hermann J. Wiemer, som kommer fra en familie fra Bernkastel i Mosel.

Hermann mors familie havde produceret vin i Mosel i 300 år og faderen havde været en dygtig gartner, som havde været ansvarlig for fremavl af vinstokke i Bernkastel og havde bl.a. stået for en del af genopretningen af vinmarkerne efter anden verdenskrig og havde overbevist Dr. Thanisch til at bevare de mest berømte vinmarker ved at pode de gamle Riesling kloner på amerikanske grundstammer.

Derfor havde Hermann i sin ungdom lært at pode i hånden og supplerede senere den færdighed og viden, der blev overført fra far til søn, på det store vinforskningsinstitut … Forschungsinstitut fur Reblausbekampfung und Wiederaufbau i Neustad.

Under den meget indflydelsesrige Dr. Helmut Becker blev Hermann optaget og lærte der alt om vinstokke og vinproduktion inden han i 1960’erne emigrerede til USA og slog sig ned ved byen Dundee på den vestlige bred af Seneca Lake, hvor klimaet mindede meget om hans families vinmarker i Moseldalen.

På det tidspunkt var det kun meget få, som troede på, at det var muligt at dyrke vinifera vinplanter i området, men Hermann mente, at de unikke jordtyper og klimaet ved Finger Lakes ville gøre det muligt at producere gode vine her.

Derfor købte Hermann 32 hektar jord og startede med dedikation det store arbejde med at plante og pode vinstokke … og dermed blev det starten vingården Hermann J. Wiemer Vineyard. Den første mark hedder i øvrigt i dag HJW Vineyard.

Da Hermann i 2007 gik på pension, så blev vingården overtaget af Fred Merwarth, der i forvejen siden 2003 har stået for produktionen og tidligere stået i lære hos Wiemer.

Fred købte gården i partnerskab med den svenske agronom Oskar Bynke, som Fred havde mødt på universitetet. I dag forsøger de med hjælp fra Freds hustru Maressa Merwarth at drive vingården videre i Hermann J. Wiemers ånd.

De har i dag omkring 40 hektar vinmarker og laver omrking 17.000 kasser vin årligt, herunder altså også denne 2018 HJW Bio Riesling, som er lavet ved presning af de hele klaser, gæring på ståltanke med druernes naturlige gærceller og derefter er vinen lagret med 50% i store egefade og den anden halvdel i de rustfrie ståltanke.

I næsen går petroleum hånd i hånd med en håndfuld nødder, meget fin aroma med pærer, kandiserede æbler, mandarin, lidt ananas samt kantalupmeloner. Med mere luft i glasset aftager de tertiære noter … har noget comfort og venligt med med tyggegummisødme samt en buket blomster med stor lethed.

Smagsmæssigt er det også en lidt blødere Riesling, hvor syren ikke er så vild, men egentlig meget afdæmpet med nogle citroner, grønne æbler, lemon … hvilket dog er tilstrækkelig til at give en vis friskhed suppleret med en generøs og mineralsk smag, ultrafin balance og vinen har samtidig så mange dimensioner. 94 point.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 45$ … svarende til omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Hosmer Winery, Chardonnay, New York State, USA

2021 Hosmer Winery, Chardonnay, New York State, USAJulia Hoyle fra Hosmer Winery startede med at præsentere den første vin, som blev denne 2021 Chardonnay.

Hosmer familien købte allerede i 1930 ejendommen og al jorden på den vestlige side af Cayaga Lake øst for byen Ovid, bl.a. Patrician Verona Vineyard.

Det var dog først i 1972, at Maren og Cameron Hosmer tilplantede 2 hektar vinmarker, men i de første 12 år solgt de blot deres druer. Det var først i 1985, at de selv begyndte at lave deres egne vine og dermed grundlade Hosmer Winery.

Drømmen om at producere vin var egentlig startet hos Camerons far, der var en tekstilproducent fra Syracuse, men han nåede aldrig at se drømmen blive realiseret.

Cameron var selv uddannet med en grad i pomology fra Cornell University og California State University i Fresno … og nu får du nok lidt beskidte tanker, men der står pomology og ikke pornology og det betyder læren om  frugt og specifikt videnskaben om at dyrke frugt og nødder.

I dag har Hosmer familien 28 hektar vinmarker og vinhuset drives af Camerons søn Timothy Hosmer … og han står mest for vinmarkerne, mens Julia Hoyle er vinmager og hun har tidligere arbejder hos huse som Fox Run Vineyards, Atwater Winery og Sheldrake Point Winery.

Her smager vi husets 2021 Chardonnay, der er lavet i  ståltanke, men efter endt fermentering er lagret med 11% på egefade og de resterende 89% i ståltankene. Omkring 5% af egefadene er nye fade og vinen er kun med 0,3 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det bestemt ikke en tung, fadpumpet Chardonnay, for den har i stedet et meget let og lyst udtryk, som samtidig er fyldt med blomster, rosenblade og syrener, mens vi frugtmæssigt snakker ananas, kiwi, lyse pærer, fersken og det suppleres med bivoks og let sandeltræ.

I munden er vinen meget blid og igen uden det store fadpræg. I stedet er det rent, let og meget feminint … stikker aldrig helt af, men har omvendt heller ikke mange kanter eller karakteristika. Det er så behageligt og har endda en lille neutral slagside, men gule æbler, lidt fersken og lemon giver lidt bid. 90 point.

Forhandles af Americanwine, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7