Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2018 Les Sabots d’Hélène, Pif Not Dead Nouveau, Languedoc, Frankrig

2018 Les Sabots d'Hélène, Pif Not Dead Nouveau, Languedoc, FrankrigSved og fynky bioprut, en tegneserie fra 1970’erne, et anarkistisk A og titlen X Not Dead … altsammen stoppet ned i denne flaske af Pif Not Dead Nouveau fra Les Sabots d’Hélène.

Manden bag den crazy økologiske vin hedder Alban Michel, som i 2005 grundlagde Domaine Les Sabots d’Hélène i Feuilla lige mellem Narbonne og Perpignan i Corbières området i Languedoc. Han har samlet 5 hektar vinmarker – alle lejet – med meget gamle vinstokke, bl.a. 30 år gamle Syrah stokke og 50-100 år gamle Carignan, Cinsault og Grenache i både Hourtoux og Terres Nègres ved Feuilla.

De 5 hektar drives økologisk – Ecocert certificeret endda – og er fordelt på 8 forskellige marker. Den ældste af markerne er fra 1906 og giver et utroligt beskedent udbytte på sølle 5 hektoliter pr. hektar.

Filosofien hos Alban Michel er at arbejde så enkelt og naturligt som muligt og vinene flaskes fx også helt uden brug af svovl. Vi er vel nærmest ovre i lidt naturvin.

Alban Michale har kaldt sit vinhus Les Sabots d’Hélène efter en velkendt fransk visesang af den sydfranske folkesanger Georges Brassens. Men også vinene har sjove referencer … og denne Pif Not Dead Nouveau er fx opkaldt efter tegneseriemagasinet Pif Gadget fra 1970’erne. Alban læste som ung dreng Pif tegneserien, som faktisk også havde en dansk pendant, som blot hed Pif.

Den anden del af titlen Not Dead med den anarkistiske A har også hentet fra musikkens verden med inspiration fra punkens verden, nemlig fra punkbandet The Exploited, som i 1981 udgav pladen Punks Not Dead, som også havde en sang med samme titel.

Bandet har også været i Danmark … eller næsten. De skulle spille en koncert i Huset i Århus, men koncerten måtte aflyses, fordi gruppen var blevet snuppet i tolden med substanser i bagagen … og det var nok noget en smule stærkere end denne Pif Not Dead Nouveau.

Vinen er lavet på et skønt mix af Carignan, Grenache samt en lille smule Mourvèdre, alle høstet med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar og vinificeret på ståltanke og uden brug af svovl, hverken i produktion eller efterfølgende aftapning på flaske.

Næsen er svedig, funky, animalsk med bioprut, krudt, hestestald, får, bukkebruse og alarm, men på en damm good way. Der er også blæk, blåbær, yoghurt og syrnet fløde … altsammen på en lidt syrlig facon, nærmest dragende. Det vil sikkert skræmme lidt forstokkede traditionister som bar’ satan, men det er vildt vild.

Smagen er let, syrlig og frisk … meget mere mainstream end duften og så alligevel med masser af kant. Det er klart biosaft … ikke dyb og kompleks, men det er i stedet en lys og pivfrisk vin med masser af liv i kludene. Det er en vinøs frisk gåtur ved havet … luft i håret, røde kinder og livsbekræftende. Nem at drikke. Sjov.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 130 kr. og det er tilmed billigt for sådan en lille sjov historie.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Maison en Belle Lies, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig

2017 Maison en Belle Lies, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, FrankrigMin vinbuddy Jan var forleden forbi, hvor vi drak lidt godt og blandet. Han havde taget en lille flaske vino med fra gemmerne, nemlig denne 2017 Bourgogne Aligoté fra vinhuset Maison en Belle Lies.

Vinhuset drives af Pierre Fenals, som selv er født i Dijon og blev uddannet kemiker med speciale i molekylær biologi. Han fik dog en karriere i modebranchen i Paris og blev interesseret i vin ved et tilfælde. Han fandt nemlig en dag på et af storbyens mange loppemarkeder et bog af Rudolf Steiner … biodynamikkens store gudfader og blev – som kemiker – nysgering på Steiners teorier.

I de efterfølgende år studerede han Steiner og brugte bl.a. også nogle af teorierne, når han hjalp sin far, som havde en stor kvægfarm med opdræt af køer. Men det med vinen trak imidlertid i Pierre.

Da Pierre Fenals blev 52 år i 2002 trak han sig tilbage fra modebranchen, solgte hans og hustruens lejlighed i det centrale Paris … og så flyttede de til Bourgogne for at lære at fremstille vin.

Han tog en uddannelse i Beaune og arbejdede derfor hos en folk udvalgte producenter, som havde samme idealer som ham selv, bl.a. Jean-Louis Trapet i Gevrey-Chambertin, Marcel Lapierre i Villié-Morgon og Emmanuel Giboulot lige uden for Beaune.

Men i 2008 grundlagde han så sit eget vinhus Maison en Belle Lies med køb af en gammel betonlagerhal i udkanten af ​​landsbyen Saint-Aubin, kun få hundrede meter fra veteranen Dominique Derain. Han købte også 2,8 hektar vinmarker i i Maranges og Hautes-Côtes de Beaune … og så gik han ellers i gang.

I dag har Fenals samlet 4 hektar vinmarker, men opkøber også druer fra yderligere 8 hektar marker hos en række udvalgte vinavlere, som vil dyrke druerne efter hans klare retningslinjer, for Pierre arbejder udelukkende med Ecocert økologisk certificerede marker.

Derudover dyrkes alle vinmarker også efter biodynamiske principper ved hjælp af deres egen kompost og selvvoksede urtete og med hensyn til månens faser og alt det der.

Denne Bourgogne Aligoté er selvfølgelig lavet på 100% Aligoté … Borgognes sekundære hvide druesort. Druerne kommer fra marker beliggende på bakken over St. Aubin og dyrket biodynamisk. Vinen er gæret spontant med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke og har lagret 14 måneder sur lie i en kombination af stål og 30% i gamle egefade. Lavet og flaske fuldstændig uden brug af svovl.

Duftmæssigt er det virkelig interessant og bestemt ikke mainstream på nogen måder. Det er klart landligt, animalsk … men på en ret stille, subtil og afdæmpet facon. Det er nærmest lidt flæsket, kødfuldt med græskar, skocreme, grannåle, karamel, saltlakrids, nødder, røg, æter, lidt honningmelon, svag oxidaktiv, mens syren holder sig langt i baggrunden.

I munden glider vinen stille, rolig og afdæmpet gennem svælget, mens syren er ultra blid, afdæmpet, vag og svæver næsten langt i baggrunden. I stedet er der en saftig, let og kalkagtig lethed, lidt meloner, stikkelsbær og citrus … en sky kvinde, uskyldig med et nonneagtigt fjæs med saftigt, afdæmpet velsmag.

Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Reverchon, Saar Mineral Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reverchon, Saar Mineral Riesling Feinherb, Mosel, TysklandVi smager endnu en lækker Riesling fra den genopstandne Weingut Reverchon i byen Filzen ved Saar floden. Denne gang er det deres 2018 Saar Mineral Riesling Feinherb.

Denne vin er vel nærmest Reverchons basisvin og er – som storesøsteren Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb – alene vinificeret på rustfrie ståltanke. Det er også Feinherb, men sødmen bliver aldrig dominerende, selvom niveauet for restsukker ligger på 19,5 gram pr. liter, for sødmen smelter smukt sammen med syren.

I næsen er der grønne æbler, lime og trods til den unge alder allerede en nænsom, æterisk aroma af en smule petroleum, lidt vingummifedme, hvide blomster, en smule varme og så alligevel en med klare, rene mineraler. Det er svært at tro, at man blot dufter til en basisvin,

Men det bedste er næsten smagen, for vinen har en flot balance, igen grønne æbler, lidt grape og citron. Der er godt med bid i vinen med en fin syre og selvom der også er sødme, så danser både syren og sødmen smuk vals sammen.

Som med storesøsteren bidrager sødmen nærmest mere til at skabe en fyldighed i vinen, hvor de mineralske elementer også blander sig. Det er vildt højt niveau af en basisvin … skræmmende og herligt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Aaldering Vineyards & Wines, Pinotage Blanc de Noir, Stellenbosch, Sydafrika

2017 Aaldering Vineyards & Wines, Pinotage Blanc de Noir, Stellenbosch, SydafrikaNæste vin fra Aaldering Vineyards & Wines er noget som usædvanligt som en Blanc de Noir på Pinotage druen … tror ikke, at jeg tidligere har smagt sådan en fætter, men måske er det slet ikke så tossset endda at anvende Pinotage til hvidvin?

Aaldering Vineyards & Wines har 4,27 hektar af deres marker tilplantet med Pinotage. Her er druerne høstet af 2 omgange, men i begge tilfælde tidligt om morgen. Derefter afkøles druerne og presses, hvorved vinen næsten ikke tager farve fra de røde druer, men i stedet for en farve som en champagne.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke med de udvalgte gærstammer VL3 og X16. Efter endt fermentering har vinen så blot lagret sur lie på ståltankene i 4 måneder og så hurtigt aftappet på flaske for at bevare mest mulig friskhed.

Meget aromatisk og nærmest parfumeret næse … dufter faktisk vildt godt. Den er lidt over det hele, men på en rar og indbydende måde. Det er en tropisk frugtbombe med multifrugtjuice, mango, papaya, nogle nødder, Jolly Time – hvis nogle husker den – stikkelsbær samt nogle søde krydderier.

Det er næsten som om, at det bliver for meget, men alligevel kan jeg ikke lade være med at stikke næsen ned … hele tiden, for det dufter jo egentlig indbydende. Lidt som at komme i legeland.

Smagen er anderledes … meget mere stringent, men samtidig med en ganske flad og vag syre. Til gengæld er der både citroner, lemon og noget bitterhed, som alligevel gør vinen fint frisk. Argghhh okay, måske er syren ikke helt væk, for ved mere luft i glasset, så vækkes der noget i vinen … syren vågner lidt op, legesyg, stram og samtidig en smule luftig. Det smager faktisk ret godt.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Pertaringa, Rifle & Hunt Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Australien

2017 Pertaringa, Rifle & Hunt Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, AustralienDet lille Pertaringa kængururæs slutter med to Cabernet Sauvignon vine … den første er denne 2017 Rifle & Hunt Cabernet Sauvignon.

Navnet på vinen skal finde i vinhusets beliggenhed, som er på et hjørne af Rifle Range Road og  Hunt Road i McLaren Vale. Igen er der nærmest ingen oplysning om produktionen, altså udover vinen efter endt fermentering har lagret 30 måneder på franske egefade, heraf 30% nye fade.

Næsen er ikke sådan lettilgængelig, for vinen har først og fremmest en grøn, urtet og æterisk eukalyptusagtig side, som ikke lige lægger op til dans. Frugten er blommer, blåbær, tranebær, tæt og kompakt med lakridskonfekt, lakrids, peber og tørre egenoter.

Smagen er sådan meget frisk og blød … nærmest letløbende med en lille frugteksplosion af solbær, brombær, blåbær og tranebær. Der er virkelig både frisk og koncentreret frugt, men samtidig også endnu meget stærk, måske endda med lidt brændende alkohol, så igen en vin, som kan tåle mange års lagring i kælderen.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Pertaringa, Stage Left Merlot, Adelaide Hills, Australien

2016 Pertaringa, Stage Left Merlot, Adelaide, AustralienVi knokler videre med endnu en vin fra Pertaringa – dirty job, but someone has to do it – og det er såmænd en ren Merlot vin, som hedder Stage Left Merlot.

På etiketten står der, at vinen er fra Adelaide Hills regionen, men det er nu en tilsnigelse, idet 55% af druerne kommer fra husets marker i McLaren Vale, men de resterende 45% kommer fra Geoff Hardys K1 marker i Adelaide Hills, hvor der er en tak køligere end i McLaren Vale, hvilket giver mere syre og finesse til vinen. Men ellers er der igen meget begrænsede oplysninger om produktionen af denne vin.

Duftmæssigt er der en smule Bordeaux inspiration med her klart mere potent … frugtmæssigt er det klart blåbær, lidt sorte kirsebær, mynte eller After Eight og mørk chokolade, cigarkasser, egetræ, skovbund og kaffegrums. Giv vinen lidt luft i glasset … så giver den klart mest.

Smagen er fed, tør og med mørk, tør frugt, tørre tanniner og så samtidig nogen sødme. Der er tørrede blåbær og tranebær. Tanninerne udtørrer munden totalt og sætter sig på tænderne, så det er klart en vin, som vil vinde med masser af år i kælderen.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Kies Family Wines, Klauber Block Shiraz, Barossa Valley, Australien

2015 Kies Family Wines, Klauber Block Shiraz, Barossa Valley, AustralienKies Family Wines ligger lige i udkanten af den lille by Lyndoch i Barossa Valley. Derfra smager jeg mig – flittig as always – igennem 3 forskellige vine og starter med denne 2015 Klauber Block Shiraz.

Vinhuset er – som navnet jo egentligt også siger – et rigtigt familieforetagende, der er grundlagt i 1985 af Tina og Michael Kies. De købte en lille nedslidt og gammel ejendom, som tidligere havde været anvendt som en kornmølle … og med et fælles mål om at lave god vin, hele tiden blive bedre og ikke nødvendigvis større.

Men Kies Family Wines er blevet større undervejs og har samlet i dag 60 hektar vinmarker, som fortsat drives af Tina og Michael, men nu sammen med deres 3 børn Bronson, Jordan og Jesseca. Men det med vin ligger nu ikke så fjernt, for Kies familien har været vinavlere gennem 6 generationer.

Michael har dog ved siden af vinproduktionen også en mindre ejendomsmægler virksomhed Kies Real Estate, hvor også hans søn Jordan i dag arbejder. Til gengæld har familien også den ansatte vinmager Jo Irvine til at stå for vinproduktionen … og hun overtog faktisk jobbet efter hendes far Jim Irvine, som startede hos Kies familien som vinmager i den spæde opstart.

Derudover har familien i 2006 åbnet Monkey Nut Cafe i tilknytning til vingården. Det er en lille café eller bistro, hvor du kan få et lille måltid og selvfølgelig nyde et glas af husets vine.

Jeres flittige vinblogger starter med at smage en arketypisk Barossa vin, selvfølgelig på Shiraz, nemlig Kies familiens Klauber Block Shiraz, hvor druerne kommer fra 70 år gamle vinstokke på marken Klauber Block Vineyard.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men denne skulle være lagret på en kombination af nye og brugte egefade, men hvor lang tid fremgår heller ikke.

Det er en næse, som stikker virkeligt dybt … og min første tanke er Kalleske eller én af virkelig gode australske vinmagere, som laver fede, fyldige og virkelig velsmagende Shiraz vine. Her er der masser af fagpræg, marmeladefed frugt, sorte kirsebær, fede blommer, svesker … næsten på vej til overmoden frugt, sorte oliven, masser af kanel, kaffe og mælkechokolade. Det er power, fedme … en direkte knytnæve, men pakket lidt ind i vat og med en koket lille syrlighed under al den buldrende fedme.

Smagen er også … tung, fed og masser power. Det er klart fed Shiraz med både sødme, masser af kraft, peber, en lille syrlighed i den overeksponerede frugt og dermed bliver det en stor mundfuld. Der er også fede og tørre tanniner, lidt mørk chokolade bitterhed og modenhed i frugten.

Det er arketypisk fed aussi Shiraz, voldsomt, opulent, imponerende og skrækindjagende, men smager sgu meget godt. Peberen brænder lidt i eftersmagen, men der er fint med frugt.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Benguela Cove, Estate Syrah, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Syrah, Walker Bay, SydafrikaVi slutter det lille Benguela Cove Lagoon Wine Estate minimaration med sidste Syrah vin … 2017 Estate Syrah, som er lavet med to Syrah kloner SH 21 og SH 22 fra husets marker på resortet.

Som med den forrige Syrah er druerne er efter høsten afkølet og stået i en kold maceration og med efterfølgende opvarmning med gæring i 8 dage. Efter endt fermentering er vinen overført til egefade, hvor den har fået malolaktisk gæring og har lagret 18 måneder. Der er lavet 11 egefade af denne vin.

Duftmæssigt minder denne Estate Syrah meget om Lighthouse Collection Syrah med en dyb, kompleks –  men klart mere stille og afbalanceret – aroma. Frugten er her måske endda en smule mere koncentreret og mørkere med solbær, brombær, sorte oliven, peber, blomster, våde træfade, sød lakrids, kanel, vanilje samt et lille og ganske syrligt element.

Smagsmæssigt er det en kraftig og koncentreret smag … power og meget rig, stærk med peber, masser af frugt og lidt af en mundfuld. Der er tør engelsk lakrids, tonsvis af stramme tanniner og et syrligt bid i enden … pæn lækker vin med 5 houlbergske tomler.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Benguela Cove, Lighthouse Collection Syrah, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Lighthouse Collection Syrah, Walker Bay, SydafrikaNæste Syrah fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate blev denne 2017 Lighthouse Collection Syrah … lige et lille step op.

Druerne er efter høsten afkølet og stået i en kold maceration og med efterfølgende opvarmning med gæring i 8 dage. Efter endt fermentering er vinen overført til egefade, hvor den har fået malolaktisk gæring og har lagret en periode … men hvor lang tid fremgår imidlertid ikke.

Klart en niveau op … frugten er i næsen langt mere kompleks, dybere og mere frisk. Det er solbær, sorte kirsebær, sorte oliven, tørt træ, lidt peber og vinen er også svagt parfumeret tilsat lidt sød lakrids, rosenblade, kanel og vanilje.

Smagen er også mere balanceret og langt mere frugtrig, dyb og mørk med sorte bær, sød lakrids, kanel, sødme, peber, masser af power, god elegance, fin blød og cremet … men måske en smule til den stærke side. Dermed bliver det 5 fingre med pil ned.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Benguela Cove, Chardonnay, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Chardonnay, Walker Bay, SydafrikaNæste vin fra det store luksusresort Benguela Cove Lagoon Wine Estate er deres 2018 Chardonnay.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de knuses og presses blidt. De har ligget i kold maceration i 2-4 timer inden gæring ved 12-13 grader med udvalgte gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 60 dage … og det hele alene i rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det fed, fadlagret Chardonnay fedme med alt, hvad der hører til. Der er vanilje, smørcreme, tropisk frugt, mango, modne grønne æbler samt en herlig syrlig krydret note, som lige pirrer dine små næsehår og sikrer, at vinen aldrig bliver alt for flommefed.

Smagen har også smørfedme, men samtidig en lidt sød/syrlig aroma med lidt syltet frugt, tropisk frugt, sødme, vanilje, ristede nødder og en kalket mineralitet. Det bliver en fyldig, sødkrydret vin med en lille koket syrlighed, ganske smagfuld. Igen havner vinbloggeren et sted mellem 4,5 og 5 smørfede fingre.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7