Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2015 Weingut Benedikt Baltes, Buntsandstein Spätburgunder, Franken, Tyskland

2015 Weingut Benedikt Baltes, Buntsandstein Spätburgunder, Franken, TysklandFredag bød – need I say more – selvfølgelig også på Spätburgunder. Fredag er jo næsten lovpligtig Spätburgunder dag. Hvorfor skriver jeg næsten? Det blev smukt løst med en Benedikt Baltes 2015’er Buntsandstein Spätburgunder fra de stejle marken i Churfranken.

Baltes har jeg – som de faste læsere helt sikkert ved – skrevet om en del gange. Han er en af de unge og fantastiske vinmagere i Tyskland og kæreste med den yndige, dygtige Julia Bertram. Nu er det jo også kun lidt over en måned siden, at jeg smagte Baltes’ Großheubach Spätburgunder Alte Reben og skrev om vingutten.

Baltes’ Buntsandstein Spätburgunder er hans entry-level Spätburgunder, altså en Gutswein. Den er lavet med en god blanding af de yngre stokke fra Klingenberg, druer fra hele marken Rück og druer fra de yngste vinstokke fra Großheubach.

Den er lavet helt traditionelt, druerne dyrket biodynamisk og så er vinen selvfølgelig lagret på egefade.

Duftmæssigt virkelig Franken kant, hvor sødmen og det animalske ikke er så fremtrædende, men i stedet afløst af stram, røget, letkrydret, syrlig og boblende mødding. Derudover er der fennikel, kampfer, ribs, kirsebær og grønne blade.

I munden er frugten frisk, nærmest læskende. Røg, peber, ribs, mineraler, jern og pågældende syre. Virkelig Franken karakter.  Det er lidt rustikt, men som foregående årgange ganske elskeligt. Håndfast blynæve med urter mellem fingrene. Og så alligevel delikat og vidtløftig. Yams.

Forhandles af  hos Extra Brut Vinimport, pris 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 David Moreau, Santenay Cuvée S, Bourgogne, Frankrig

2015 David Moreau, Santenay Cuvée S, Bourgogne, FrankrigSidste vin fra Domaine David Moreau blev en specialcuvée … vinen Santenay Cuvée S, som lavet med reference til Davids bedsteforældre, da druerne til vinen netop kommer fra bedsteforældrenes første vinmark Les Cornières.

Marken er beliggende midt i Santenay, og det er en perfekt beliggende parcel, hvor det øverste jordlag er så tyndt, at klipperne flere steder bryder igennem jorden. Det helt fantastiske ved vinmarken er, at den næsten altid leverer, hvad franskmændene kalder millerandés druer, hvilket er meget små, men meget koncentrerede druer. Det betyder ganske vist lavere udbytte, men bedre druer.

Den er – som de to foregående – lavet på samme måde, dvs. at druerne er høstet manuelt, hvorefter de sorteres og afstilkes samt med en macerationstid, som varierer fra gang til gang.

Fermenteringen sker alene med druernes naturlige gær og er derefter lagret 12 måneder på burgundiske barriques, som toppes op ugentligt for at bevare den friske frugt. På denne vin er 1/3-del af fadene helt nye.

Det er som om, at vinen på én eller anden måde er lettere end den foregående, mere svævende. Duften er hindbær, lyse og syrlige kirsebær, en gammel fotobog, som man åbner efter mange år og stadig dufter lidt af fremkaldervæske, lidt tørretumbler, gazebind, blomster og gips.

I munden er vinen mere tæt, men samtidig også mere rund og elegant. Der er lakrids, ribs og det er grønt og syrligt, men det bliver knap så udtalt. Jernnoterne er fint afdæmpet og afløst af en slags bitterhed. Smagen er mere snorlige – so to speak – let, ung og grøn med et medicinsk islæt, som er ret lækker.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 David Moreau, Côte de Beaune Village, Bourgogne, Frankrig

2015 David Moreau, Côte de Beaune Village, Bourgogne, FrankrigMed næste vin fra Domaine David Moreau rykker vi en tak op ad den vinøse kvalitetsstige … one small step for mankind. Vinen er den unge vinmagers Côte de Beaune Village.

Druerne til vinen kommer fra en række vinmarker på omkring 1 hektar i Côte de Beaune, hvor jorden er både sand- og lerholdig. Ellers er vinen lavet på samme måde som lillesøsteren, dvs. at druerne høstes med håndkraft hvorefter de sorteres og afstilkes. Macerationstiden er forskellig fra vin til vin … det afgør David ved løbende smagning.

Fermenteringen sker alene med druernes naturlige gær og vinen er derefter lagret omkring 12 måneder på burgundiske barriques, altså dem på 228 liter.

Duftmæssigt bliver det mere tæt … fortættet Pino saft med en smule blyanter, jord og man fornemmer næsten, at man står midt i vinmarkerne, mærker brisen og duften af vinbladene. Der er hindbær, lyse kirsebær, eg, nye vinfade og lakridsrod.

I munden er der også mere krop, mere frugt og selvom den er ganske tør og grøn, så er syren elegant, nærmest drillende på tungen. Elsker det. Der er samtidig noget landligt over vinen og igen både med jern, elegance og grøn lethed, mens lidt peber i eftersmagen napper din tunge.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 David Moreau, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2015 David Moreau, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigDe næste 3 vine kommer fra den unge vinmager David Moreau, som holder til ved Santenay i Côte de Beaune. Vi starter med hans entry-level Bourgogne Rouge.

Domaine David Moreau er grundlagt i 2009 af den unge vinmager, som forinden etableringen var uddannet som ønolog ved Lycee viticole de Beaune. Efter skolen har David yderligere dygtiggjort sig ved at arbejde hos François Perrin på Beaucastel i Châteauneuf-du-Pape, på det familieejede Neudorf Vineyards i New Zealand, hos Olivier Lamy på Domaine Hubert Lamy i Saint Aubin og sluttelig hos Aubert de Villaine på Domaine Romanée-Conti.

David har 5 hektar vinmarker og nogle af markerne har han arvet fra sin farfar, der igen havde arvet dem fra sin far. De 5 hektar består bl.a. af markerne Les Cornières, Les Prarons samt 1 Cru markerne Clos Rousseau, Clos des Mouches og Beaurepaire, alle i Santeney.

Til at hjælpe sig har David hans bedstemor Simone og derudover de to vineksperter Richard og Thierry, som også selv er vinavlere i området. David er dog – så vidt jeg kan se – ikke i familie med Bernard, Alex og Benoît Moreau fra forrige vine.

Denne vin er lavet med druer fra forskellige plots aka parceller i Côte de Beaune.  Druerne høstet manuelt, hvorefter de sorteres og afstilkes. Macerationstiden er forskellig fra vin til vin … det afgør David ved løbende smagning.

Fermenteringen sker alene med druernes naturlige gær og vinen er derefter lagret 10-12 måneder på burgundiske barriques, som toppes op ugentligt for at bevare den friske frugt. Ved flaskningen anvendes spanske korkpropper fra Estremadura og Andalusien.

Duftmæssigt byder denne – i forhold til foregående vin – på mere ren frugt, mere friskhed og er ligeledes mere grøn i næsen. Det er vinblade, hindbær, ribs, blæst og frisk vin.

I munden er vinen blødere og mere kropslig i udtrykket. Der er mindre jern og mere rustik elegance, blæk samt hindbær. Tanninerne og tørheden er mere defineret og der et blidt syrebid, selvom det fortsat næsten er børnemord. Giv den tid, for det lover godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Bernard Moreau et Fils, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2015 Bernard Moreau et Fils, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigNæste vin var også fra farmand og hans sønner aka Bernard, Alex – som i øvrigt rigtigt hedder Alexandre – og Benoît Moreau, nemlig deres almindelige røde Bourgogne Pinot Noir.

Druerne til vinen kommer primært fra 25 år gamle vinstokke, som står på marken Les Cras ved byen Mancey. Marken ligger med en eksponering mod sydøst og har en stenet jord med kalksten, som er god til at holde på varmen og med til at modne Pinot Noir druerne optimalt.

Druerne er efter høst afstilket og ligger derefter i blød i en kold pre-fermentering og maceration i 5 dage, hvorefter den alkoholiske gæring sker over 10 dage. Derefter lagres vinen 10 måneder på 228 liters barriques – de klassiske Bourgogne egefade – og omkring 10% af fadene er nye.

I næsen kan du næsten dufte barriqueskælderen … der er eg, syrlig mødding, stikkelsbær, ribs, svag jern og svag eukalyptus. Det er ungt, stramt, syrligt og grønt.

Smagsmæssigt har vinen en okay rund elegance, men det stikker ikke så dybt, for vinen er slet ikke så forfinet og kompleks, som næsen egentlig indikerer. Der er jern … vi snakker næsten en hel skrotplads, tørhed og strenghed. Vinen smager fint, men det er lidt for syrligt og der mangler en vis dybde og kompleksitet.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Kirchberg GG Spätburgunder, Baden, Tyskland

Vi sluttede Weingut Franz Keller Schwarzer Adler rundturen med husets Grosse Lage Kirchberg GG Spätburgunder … en af husets topvine. Den er samme vin, som for år tilbage blot blev kaldt Selection A og A’et fremgår da også fortsat som et vandmærke på bagetiketten.

I dag er A vinen dog blevet til 3 separate enkeltmarksvine, nemlig fra Grosse Lage markerneOberrotweiler Kirchberg, Oberrotweiler Eichberg og Achkarrer Schlossberg, hvor sidstnævnte er den absolutte topmark.

Oberrotweiler Kirchberg ligger jo lige ved nabobyen Oberrotweil. Det er en forholdsvis lille mark på 4,5 hektar – faktisk den mindste i Kaiserstuhl – og bl.a. Salwey har også parceller på marken. Marken har sit navn efter en klosterkirke i et tidligere nonnekloster fra middelalderen og har en mørk, sort og stenet jord, som også præger vinene herfra.

Vinen er lavet traditionelt og har alene lagret på barriques i 16 måneder og det er en kombination af både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere.

Duftmæssigt er denne Kirchberg GG Spätburgunder mere streng end forrige lillesøster og har heller ikke helt samme lethed. Der er til gengæld, flæsk, kirsebær, hindbær, kanel, vanilje, svag kul, røde bolsjer, urter, blomster samt en dejlig animalsk side med både stald og gammel ged. Dufter himmelsk.

I munden har vinen en skarp, grøn side … her bliver Bourgogne referencerne endda endnu mere tydelige. Det er strengt og syrligt, hindbær, jordbær og en tand kirsebær, men alt i en fløjlsblød indpakning. Det smager stjernegodt, men sjovt nok er jeg mere vild med lillesøsteren … på den måde er jeg sgu meget billig.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 45€ … svarende til 335 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Jechtinger Enselberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

Der er ikke meget liv i den lille by Oberbergen i Vogtsburg, Kaiserstuhl udover selvfølgelig et vinkooperativ og en håndfuld vinbønder, primært Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, deres topmoderne vineri, hotel samt Kellers 3 restauranter, hvor den primære Schwarzer Adler såmænd også har en Michelin stjerne.

Det er med andre ord et sandt lille smørhul for gourmenter, vinelskere og folk, som bare ønsker en god oplevelse. Selv hotellet er spitzenklasse og tilbyder total forkælelse med lækre værelser, fantastisk morgenkomplet og høj service. Det kan varmt anbefales.


Jeres flittige vinblogger i trukket i hotel Schwarzer Adlers badetøfler.

Og man glemmer ikke, at man er på Schwarzer Adler, for alle steder fremgår vinhusets logo med de to germanske ørne. Det er på håndklæderne, badekåben, sæben og de hvide tøfler.

Der er selvfølgelig også brochurer på alle værelser for vinhuset og restauranterne Schwarzer Adler, Winzerhaus Rebstock og KellerWirtschaft.

Nå, i dette smørhul finder vi dermed atter en af Kellers flotte Spätburgunder … en ny vin i deres sortiment, nemlig vinen Jechtinger Enselberg Spätburgunder og det er én af de bedste vine, som jeg har smagt fra vinhuset.

Vinen er en enkeltmarksvin med druer fra erste lage marken Jechtinger Enselberg … altså stort set fra samme mark, som leverede druerne til den tidligere smagte vin fra Winzergenossenschaft Bischoffingen-Endingen am Kaiserstuhl. Marken ligger lige mellem byerne Jechtingen og Bischoffingen.

Jechtinger Enselberg Spätburgunder er lavet stort set som facon som forrige vine, altså med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på både brugte barriques og større fade … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

I næsen er der lidt af det samme som hos Kellers Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, men lidt mere tæt, intens, let og svævende i duften, selvom vi er nede i marginaler. Men den er klart mere imødekommende, utroligt feminin og hold nu kæft, hvor det bare dufter godt. Der er mere blødt med hindbær, jordbær, lethed og svævende syre. Far er glad, meget glad.

Smagen er ren, præcis og stringent med kontrolleret syre, en tør og fin syre og – uha – det smager godt. Der er et grønt islæt med klare referencer til Bourgogne og syren spids, præcis og sætter dig blidt på plads.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 27€ … svarende til 200 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    

2015 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

Og vi fortsatte sgu med flere vine fra Weingut Franz Keller aka. Schwarzer Adler og nu på ren Spätburgunder i form af husets Oberbergener Bassgeige Spätburgunder.

Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra den mark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige.

Bassgeige betyder kontrabas og skyldes, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har den simpelthen fået dette navn.

Og det smukke musikinstrument er blevet nærmest et logo for hele byen Oberbergen, hvilket betyder, at kontrabassen kan ses alle steder i byen, ved skulpturer ved indgangen til byen, i smedelåger foran ejendomme og selv det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Oberbergen har kontrabassen som deres logo.

Her et foto fra marken Oberbergener Bassgeige.

Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

Jeg har smagt Oberbergener Bassgeige Spätburgunder tidligere … selvfølgelig på sidste års besøg, men også tilbage i 2012, hvor jeg smagte vinen i en årgang 2008. Dengang var min frue helt vild med vinen og tøvede ikke med at kalde det, den bedste vin, hun nogensinde havde smagt, men hun var vist også tørstig der.

Men det er sgu ganske god tysk Spätburgunder … blændende smuk, lys og transparent i glasset. Næsen er – uha – animalsk, sød hestestald med die ganzen sweinerei. Der er mejeri, jordbæryoghurt, hindbær, bolsjesødme samt lidt nelliker.

I smagen er frugten lidt stram og tæt, men på et let og frisk måde. Der er hindbær, svag jern og mineraler, stringent, let og elegant. Rigtig lækker Spätburgunder.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 15€ … eller omkring 112 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Jeden Tag, Baden, Tyskland

For et år siden havde Jan og jeg et kongebesøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, hvilket jeg også skrev om i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Det havde Gert og frue også i sidste uge, hvor de bl.a. besøgte Kellers Michelin restaurant Schwarzer Adler og selvfølgelig også selve det topmoderne vineri. Der købte de en røvfuld af husets vine, herunder denne Jeden Tag.

Vinhuset laver 4 versioner af hverdagsvinen Jeden Tag … et hvidt blend, en ren Sauvignon Blanc, en rosé samt denne røde udgave, som er lavet på et blend af Spätburgunder, Cabernet Dorsa og Lemberger. Lemberger kender vi jo også som Blaufränkisch.

Vinen er lavet med druer fra en række forskellige marker og har 2 gram restsukker pr. liter. Den er lagret på brugte egefade, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

I glasset afsløres det også, at det ikke er ren Spätburgunder, men har mere farve fra både Cabernet Dorsa og Blaufränkisch. Duften er også lidt mørkere og varmere med kirsebær, jordbær, brombær, lidt flæsk, animalsk stald, mejeri og krydderier.

Smagen er fyldig, rund og har både mørk frugt, jern, kant, ristet bitterhed og fint med tannin. Det er sgu fabelagtig hverdagsvin fra den gode Fritz og sønnike Friedrich.

Købt på vingården, hvor prisen er 9,00€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Raddeck, Spätburgunder Edition 2Hügel im Barrique gereift, Rheinhessen, Tyskland

Fra besøget hos Weingut Raddeck smagte vi også denne Spätburgunder Edition 2Hügel im Barrique gereift … en vin, som Gert tidligere har serveret, blot i årgang 2013.

Druerne til vinen kommer både fra marker på Roter Hang med den røde skifer samt andre marker omkring Nierstein, hvor undergrunden består af lyse, gul/hvide kalksten.
Vinen er gæret på rustfrie ståltanke og derefter – som navnet fortæller – lagret på barriques, men hvor lang tid oplyses ikke, hverken på etiket eller hjemmeside.

I glasset er vinen mere transparent end forrige og næsen er klassisk tysk Spätburgunder med sød kostald, eg, syrlige kirsebær, godt urtet med hvid peber og kanel. Den virker måske duftmæssigt lidt fyldigere end de gængse tyske Spätburgundere.

Smagsmæssigt er der kirsebær, hindbær, sødme … er ganske blød, rund med sødme, peber, jern og en svag syre. Sødmen balancerer fint med den bløde syre, men sødmen vinder slaget marginalt.

Købt på vingården, hvor prisen er 12,50€ … eller omkring 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 half_thumb