Fra Weingut Konstanzer i Ihringen i Baden smager jeres flittige vinblogger nu denne Spätburgunder vom Vulkan.
Vinhuset hedder også Weingut Horst & Petra Konstanzer, da det drives af ægteparret, som startede vingården i 1983 … mest som en sidebeskæftigelse til deres daglige job med sølle 1 hektar vinmark.
I dag er de dog gået ind i projektet fulltime, lever og ånder for vin. De har nu samlet 10 hektar vinmarker, som passes økologisk. Det er ægteparret, som I kan se på billedet ovenover. Udover vinproduktionen har de også udlejning af et par værelser på vingården.
Weingut Konstanzer laver omkring 16 forskellige vine og herunder altså denne Spätburgunder vom Vulkan, hvor druerne kommer fra forskellige marker i det gamle vulkanske område i Kaiserstuhl. Vinen er lavet med spontangæring, maceration omkring 20 dage og efter endt gæring er vinen lagret på egefade, men hvor lang tid kan jeg dog ikke se.
Duftmæssigt er det en fin Spätburgunder med lidt tjære, violer, blomster, sæbe, granatæbler, ribs, kirsebær, tør eg, kanel, nelliker, kardemomme, lidt kakao og ganske frugtrig. Syren er stram, stringent … men med luft i glasset brækker syren over, hvorved syren fader og vinen hurtigt virker ældre og mere moden.
I munden er det hindbær, ribs, salt, krydret frugt, venlig og omgængelig med en markeret syre, jern, eg og røget sødme, mens eftersmagen slutter med nogle bitre noter.
Købt hos Jysk Vin for 90 kr. De havde vinen på prøve, så den er ikke i deres sortiment … i hvert fald ikke endnu.