Tag-arkiv: Bourgogne

2022 Domaine les Roches Bleues, La Croquante Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine les Roches Bleues, La Croquante Brouilly, Bourgogne, FrankrigJeg startede smagningen af Domaine les Roches Bleues vinene med denne Brouilly vin, som de kalder La Croquante, der vel mest kan oversættes til noget i stil med “den sprøde” og det er da også i en frisk årgang 2022.

La Croquante Brouilly er husets entry-level vin, hvor Gamay druerne kommer fra 25-60 år gamle vinstokke på plots med pink granit som undergrund.

Druerne er håndplukkede og vinen er spontangæret i ståltank med den klassiske Beaujolais carbonisk maceration, og har efterfølgende lagret på stål i 6-8 måneder inden ufiltrereret flaskning.

Sikke da dejlig aroma … virker lidt afdæmpet i stilen, meget stille og cool, har lyse kirsebær, jordbær og ribs … virkelig god frugt og så lige denne nærmest blomstrede note med tulipanstilke, blomstervand i vasen suppleret af en lidt nøddet note af salte peanuts … og alt på nærmest landlig, bondsk, saftig, lys og let facon.

I munden er det bestemt også en bondsk vin med denne tætte kirsebæragtige saftighed. Det er læskende saftigt, drønlækkert og alligevel med grov hverdagscharme, hvor duften mest er kirsebær, hindbær og tranebær med en lille tannisk kernefrugt bitterhed, men tanninerne bliver aldrig vilde … mere saftige med masser af frugt og så denne lille saftige lemonagtige bitterhed, som samtidig gør vinen ret frisk og sprød. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

Houlberg smager … en håndfuld fine vine fra Domaine les Roches Bleues

Beaujolais vinhuset med det pudsige navn “de blå klipper” aka Domaine les Roches Bleues – er Vignoble en Agriculture Biologique – og ligger på adressen Route du Mont Brouilly et par kilometer nord for byen Odenas.

Mont Brouilly er vel knapt et bjerg, men nok nærmere en stor bakkeknold, men den er af vulkansk oprindelse og gamle historier fortæller, at  bakken blev dannet af resterne, da fortidens kæmper gravede ud til det, der skulle blive til Saône floden.

Det skulle også være ganske vist, at Brouilly har fået sit navn fra en vis Brulius, der ifølge legenden var en overraskende elsket løjtnant i Julius Cæsars hær af kejserlige romerske legioner.

Men der er lige dér i skyggen af Mont Brouilly, at vi finder Domaine les Roches Bleues … artisans-vignerons gennem 3 generationer, som laver både Brouilly og Côte de Brouilly vine.

Côte de Brouilly er jo – sammen med Brouilly – den sydligste af de 10 Beaujolais Crus … og dækker blot sølle 330 hektar vinmarker, så det er samtidig den mindste  Beaujolais Crus målt i både areal og mængden af producerede vine.

Vinmarkerne er fordelt ved de 6 kommuner Odenas, Quincié, Saint- Lager, Cercié, Charentay og Saint-Étienne-la-Varenne, der ligger i op til 400 meters højde omkring Mont Brouilly, der på toppen indtages af det gamle  Notre-Dame du Raisin Chapelle, der blev bygget i 1955 og dedikeret til la Vierge de Fourvière … jomfruen fra Fourviè.

Vinmarkerne på skråningerne består af både granit samt en hård skifer, som har en karakteristisk mørkeblå og grønlig nuance som er kaldt pierre bleue og den tilskrives æren for vinenes fylde og store finesse bl.a. grundet tiltrækningen af solens varme i løbet af dagen og dernæst at holde varmen til vinstokkene om natten.

Domaine les Roches Bleues

Vinhuset drives af den talentfulde unge vinmager Jonathan Buisson, der som 27 årig kom hjem fra Paris og siden har revolutioneret den gamle familieejede vingård.

Domaine les Roches Bleues er oprindelig grundlagt i 1967, hvor Annie og Louis Bassy købte en mark på 4 hektar med vinstokke på skråningerne af Mont Brouilly med det ønske om at bygge deres egen ejendom der.

De startede deres egen produktion, hvor vinene blot blev solgt lokalt. Men i 1993 blev overtaget af næste generation i form af Christiane og Dominique Lacondemine, som begge også havde en stor passion og respekt for jorden, hvorfor de satte dyrkning af sunde druer i højsædet.

Christiane havde selv undervist i både Frankrig og USA, så hun startede med at eksportere huset vine til udlandet … først en smule til Storbritannien … så USA, Canada, Japan, Nordeuropa og Afrika.

Siden 2019 har det dog været 3. generation i form af Chloé og hendes kæreste – Christiane og Dominiques svigersøn – Jonathan Buisson, der har overtaget driften.

Jonathan læste egentlig først økonomi i Paris, men kom tilbage til Beaujolais for at lære at lave vin, hvilket bl.a. blev yderligere styrket med et ophold i Davayé, førend han i 2018 tog over fra  sine svigerforældre  på skråningerne af Brouilly.

Siden hans overtagelse har han intensiveret det økologisk landbrug  med omlægning til certificeret økologisk drift i 2023, selvom gården faktisk har praktiseret dette i mange år.

Stilen er naturlig og Jonathan forsøger at lade de forskellige plots tale for sig selv … uanset hvor højt markerne ligger eller om de har en undergrund med pink granit eller blå vulkansten.

Jonathan har nu også startet foreningen Les Vigneronnes du Vivant en Beaujolais, som er en sammenslutning af unge vinbønder, der alle sætter den levende natur omkring dem i centrum i vinproduktionen. Som han selv siger, så skal man arbejde med jorden i stedet for at bekæmpe den.

Samlet har familien i dag 10 hektar vinmarker, som ligger indenfor de 2 appellationer Côte de Brouilly og  Brouilly. Markerne er rige på de berømte blå sten på Mont Brouilly … og det er selvfølgelig også derfor, at vinhuset hedder Domaine les Roches Bleues … altså domæne de blå klipper.

Det er selvfølgelig Gamay, som er hoveddruen hos Domaine les Roches Bleues … ja faktisk dyrker man kun denne druesort, men den er jo også totalt indbegrebet af Beaujolais.

Vinene

Fra den danske importør Hands on Wines har jeg smagt 6 vine fra Domaine les Roches Bleues … og det er faktisk næsten alle de vine, som huset laver, for udover disse 6 rødvine, så laver de rosévinen l’Amuse Bouche … men den er skam også lavet på Gamau druen.

Dermed har jeg smagte disse vine:

Lidt blandet Gamay … og under de to appellationer Côte de Brouilly og Brouilly … lækker bondsk vin og her fra en producent, der virker så hyggelig, visionær og moderne .. men lavet efter nogle af de klassiske, gamle dyder.

De 3 første er med nogle meget charmerende etiketter, mens de sidste og dyreste har nogle mere kedelig og seriøse etiketter, men tag ikke fejl … indholdet fejler sgu ikke noget … tværtimod,

Konklusion

For sikke et felt … og sikke kvalitet i deres sortiment – men teorien om, at Brouilly vinene skulle være mere bløde end Côte de Brouilly, som skulle være en snas mere mørke, tætte og intensive – fandt jeg ikke rigtigt var tilfældet.

Til gengæld synes jeg, at Domaine les Roches Bleues vinene var virkelig elegante, hvilket særligt kom frem i de sidste to Brulhié og l’Héronde med klare burgundiske referencer, men alle vinene har deres små forskelligheder på denne charmerende, bondske og ganske elegante måde.

Det er faktisk enestående. at smage et helt sortiment fra én producent, hvor samtlige vine er på så flot et niveau og samtidig hænger virkelig godt sammen … fra den billigste La Croquante, der har vildt flot niveau for en hverdagsvin til topvinen l’Héronde med kompleksitet og ynde.

Dertil skal man lægge, at priserne samtidig er meget, meget fornuftige og her ligger mellem 149 til 239 kr. Det er sjældent at finde så dejlige vine til disse priser … så Big Thumbs Up.

2015 Domaine Michel Caillot, Meursault le Limozin, Bourgogne, Frankrig     

2015 Domaine Michel Caillot, Meursault le Limozin, Bourgogne, Frankrig    Vi slutter da lige det hvide burgundisk raid med endnu en toplækker Meursault og den kommer fra vinhuset Domaine Michel Caillot, der netop ligger i Meursault by og her er det deres 2015 Meursault le Limozin.

Vinhuset er grundlagt i 1961 af Roger Caillot og dengang hed det Domaine Roger Caillot, men i dag hedder det altså Domaine Michel Caillot, da det drives af Rogers søn Michel.

Michel Caillot startede allerede i slutningen af 1980’erne at arbejde ved sin fars side, inden han midt i 1990’erne overtog hele driften og hans evner som vinproducent er siden bemærket, bla. i år 1999, hvor selveste Wine Spectator belønnede hans Meursault La Barre Dessus med 96 point og hans Batard-Montrachet med 99 point.

I dag råder Michel over 13 hektar vinstokke – med hovedfokus på hvidvinene fra Meursault, Puligny-Montrachet, Batard-Montrachet og Santenay. Alle vinmarker dyrkes økologisk, dog uden certificering. Grøn høst og streng drueselektion bringer hans høstudbytte helt ned omkring 25 hektoliter pr. hektar, så kun perfekt modne Chardonnay druer finder vej til de færdige vine.

I kælderen arbejder Michael med spontangæring af hele drueklaser og hans vineri er bygget i 3 etager, så druer, most og vin kan flyttes rundt alene med tyngdekraften og helt uden brug af pumper.

Domænets kælder udhugget i kalksten er meget kold, hvilket hjælper med at trække gæringen ud og giver en mindre forceret udvikling af langt mere delikate aromaer. Smagen forfines yderligere ved en malolaktisk gæring samt en 2 år lang og kølig lagring sur lie og normalt omstikkes vinen kun en gang før aftapning, som sker uden filtrering.

Denne Meursault le Limozin er lavet med druer fra 35 år gamle vinstokke på topmarken Le Limozin, der grænser direkte op til et af  Meursaults mest berømte terroirs i form af 1er Cru Les Genevrières.

Vinen er lavet med gæring på egefade … spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter en malolaktisk gæring er vinen så lagret 18 måneder sur lie på 228 liter burgundiske fade, heraf 20% nye fade.

Hvor dufter det godt … masser af fed, smørfed og toplækker med brunet smør, ristede hasselnødder, nougat, Nutella, skumfiduser og vanilje samt en frugt, der er helt eksotisk … ananas, abrikos, mango,  dåsepærer og grillet citron, hvide blomster … virker meget inderlig, elegant, fed, cremet og utrolig lækker.

Smagen er også forførende … under den cremede smørfedme og røgede camouflagenet, så har vinen nedenunder en  dejlig sylespids syrlighed, meget ren, rank, pågående med masser af citroner, meget sure citroner og umodne grønne æbler. Det bider, så det helt hviner i emaljen på tænder, men det er tæskegodt, så jeg bliver fascineret ovenud. Flot og 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 949,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 529,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Domaine Henri de Villamont, Meursault Clos du Cromin, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Henri de Villamont, Meursault Clos du Cromin, Bourgogne, FrankrigDen næste hvide burgundiske vin i glasset blev så en 2018 Meursault Clos du Cromin fra Domaine Henri de Villamont, der ligger i byen Savigny-lès-Beaune i Bourgogne.

Vinhuset har en lang historie, der går tilbage til starten af 1900-tallet, hvor den idealistisk Léonce Bocquet, som drev det velansete vinhus Chateau Clos de Vougeot, byggede slottet og de massive, lange underjordiske vinældre. Det karakteristiske slot med tårnet Guettes blev tegnet af arkitekten Charles Suisse og er meget iøjefaldende.

Efter Léonce Boquets død har vinslottet haft mange forskellige ejere indtil 1964, hvor det blev købt af schweiziske Schenk, som jo er en af Europas største vinkoncerner.

Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske lande, bl.a. via datterselskaber i de respektive lande og dermed udnyttelse af den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag selskaberne, Schenk Italia i Bozen i det nordlige Italien og Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber så blandt de førende vineksportører i de to lande med et bredt produktsortiment.

I Frankrig ejer koncernen vinhuset netop Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.

I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen … og altså også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Altså et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.

Siden Schenk overtog Henri de Villamont investerede koncernen frem til 2004 betydelige summer i at højne produktionen i antal på vinslottet via satsning på deres negociantdel. Det betød, at de i den periode årligt producerede 20 millioner flasker hvert år.

I 2004 blev de trætte af at jage de enorme mængder og besluttede at droppe deres negociantforretning. Den beslutning blev fulgt af en række investeringer, hvor vineriet blev renoveret og re-designet for at satse på kvalitet. De hyrede også vinmageren Pierre Jhean til at stå for produktionen … og i dag er det fortsat Pierre, som har ansvaret for produktionen.

I stedet for 20 millioner flaske vin, så producerer Domaine Henri de Villamont i dag mere beskedne 350.000 flasker årligt, som kommer fra deres 10 hektar vinmarker.

Vinen er lavet med Chardonnay druer fra den 1 hektar store enkeltmark Clos du Cromin, som ligger klos op ad den berømte 1er Cru mark Santenots og har en undergrund med ler og kalksten.

Vinen er lavet med gæring i egefade … og efter endt fermentering også lagret 12 måneders på burgundiske barriques, heraf 20% helt nye.

Der er ingen tvivl om, at det er fadpræget burgundisk Chardonnay, men det er med en sart, fin og feminin aroma, der sørger for, at det er afdæmpet, har tørre og ristede nødder, bread-sticks, wienerbrød, en smule nøddeskaller, brunet smør samt en frugt af fersken, pærer, lidt abrikos og en let, hvid sommer blomstermark. Aftrykket fra fadene er meget let … man fornemmer kun en smule vanilje og karamel.

I munden er det lidt det samme … fadpræget er beskedent og vinen har heller ikke denne smørfede og cremede smag, for i stedet er det med en syrlig og krisp frugt af mest citroner, lemon, grape og grønne æbler … langt mere syrlig end jeg overhovedet forventede. Der er en ganske elegant vin, let til fods, rap, kæk og frimodig … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 679,95 kr., mens prisen er 569,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Prosper Maufoux, Saint Aubin 1er Cru Les Combes au Sud, Bourgogne, Frankrig

2020 Prosper Maufoux, Saint Aubin 1er Cru Les Combes au Sud, Bourgogne, FrankrigLad os da fortsætte i Bourgogne og igen med et vinhus, som jeg har smagt mange vine fra. Det er Prosper Maufoux og sidst smagte jeg en Santenay 1er Cru og denne gang er det en 2020 Saint Aubin 1er Cru Les Combes au Sud.

1. Cru marken Les Combes Au Sud er en 7,81 hektar stor mark, der ligger 18 kilometer sydøst for Beaune og så strækker sig hen mod grænsen til Chassagne-Montrachet … og faktisk kun i 2-300 meters afstand til Montrachet Grand Cru, som jo hører til blandt verdens bedste terroir for Chardonnay.

Med denne hvide Saint Aubin 1er Cru Les Combes au Sud er Chardonnay druerne efter høsten først afstilket og så har druerne ligget i kold maceration i 4-5 dage ved 10 grader inden gæringen, der har varet 18-20 dage med løbende pigeage. Efter endt fermentering og malolaktisk gæring er vinen lagret 12 måneder på let ristede barriques, heraf 30% nye fade.

Det er er fed burgundisk fadlagret Chardonnay … masser af fad af lakridskonfekt, ristede nødder, vanilje, karamel, skumfidusser samt en saftig, erotisk og eksotisk frugt med  dåsepærer, fersken, mango, ananas og modne æbler med brune og lidt oxidative noter … og så samtidig en stor dybde med nogle kandiserede, salte noter samt kalkede mineraler og god kompleksitet.

I munden er det en cremet, røget og intens vin … med masser af fed og næsten maskulin syre, en frugt med pærer, abrikos, gule, modne æbler, lemon og citroner.  Syren virker også fed, hænger lang tid i din mund med fedbitre elementer og derudover giver fadene tørhed, bid og dominerende kraft. Mægtig, elegant og powerfuld. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Lamblin & Fils, Chablis Grand Cru Vaudésir, Bourgogne, Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Chablis Grand Cru Vaudésir, Bourgogne, FrankrigDer findes kun 7 Grand Cru marker i Chablis … og Vaudésir er én af dem beliggende mellem  Valmur og Preuses. Her smager jeg en 2021 Chablis Grand Cru Vaudésir fra det traditionelle vinhus Lamblin & Fils.

Huset har vi mødt her på bloggen, bl.a. da jeg smagte en række vine fra huset og skrev om det indlægget; Houlberg tester knastørre Chablis vine … fra det traditionelle vinhus Lamblin & Fils.

De 7 Grand Cru marker i Chablis ligger en et samlet klump med Bougros i den nordvestlige del og så ellers med Preuses, Vaudésir, Grenouille, Valmur, Les Clos og Blanchot mod sydøst. Det er alle marker med kalkstensmergel rig på bittesmå fossile østers helt tilbage fra juratiden.

Efter høsten er alle Chardonnay druerne presset de nænsomt, hvorefter den rene most hældes på 2-3 år gamle egetræsfade, hvor vinen gærer. Efter endt gæring modner vinen i 12-18 måneder på ægte Grand Cru-manér på egefade. Der foretages klaring med en smule bentonit samt skånsom filtrering inden flaskning.

Duftmæssigt har vinen en pænt kalket mineralitet, frisk og salt halvvand, bløde pærer, fersken, grillet citron og et let, diskret og pirrende fadpræg, hvilket samlet set giver en ganske dansende, fin og ballerinaagtig elegance. Der er dybde i frugten, som er frisk, ren samt meget slank som en afghansk mynde.

Smagen er i samme boldgade … ren, skarp, spændstig og samtidig med denne lette, runde og bløde fornemmelse, virker så præcis og retvendt med en kalket, mineralsk og balanceret syre. Der er sure citroner, bitter lemon og alskinds citrusfrugter … masser af pivsur, barsk, stram og spids syrlighed, der lige afdæmpers sart af denne beskedne og blide sødme. Flot. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 799,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Jean Gagnerot, Corton Charlemagne Grand Cru, Bourgogne, Frankrig   

2007 Jean Gagnerot, Corton Charlemagne Grand Cru, Bourgogne, Frankrig   Vinkoncernen GCF Groups er gode til at finde små partier af vine, som de kan udgive under deres burgundiske brand Jean Gagnerot og næste vin er netop sådan en og endda på Grand Cru niveau … en 2007 Corton-Charlemagne Grand Cru.

Corton-Charlemagne er en Grand Cru-skråning i den nordlige del af Côte de Beaune. I denne del af bliver der lavet noget af det bedste Chardonnay på tværs af kommunerne Ladiox-Serrigny, Aloxe-Corton og Pernand-Vergelesses.

Corton-Charlemagne Grand Cru har navn efter kejserne Curtis d’Orthon og Charlemagne aka Karl den Store, hvor sidstnævnte frem til år 775 var ejer af Corton-højen, som han ifølge en populær myte lod omplante med hvidvinsdruer, da kejserinden var
træt af rødvinspletterne i hans skæg.

Denne vin er lavet fra Chardonnay druer, der er høstes ved håndkraft, hvorefter de fragtes til vineriet hvor de nænsomt gennemgår pneumatisk presse, Vinen er så gæret i egetræsfade, hvor den også er lagret sur lie i 18 måneder … og halvdelen af alle fadene er nye fade.

I glasset er det en forholdsvis gul vin, mens den duftmæssigt har en næse, hvor både fad, frugt, modenhed og tertiære noter spiller godt sammen. Fadpræget virker doseret, men man får dog både nødder, ristede hasselnødder, brunet smør, røg og svagt lidt lakridskonfekt samt vanilje frem. Frugten er moden, men endnu ikke oxideret, men der er pærer, kvæde samt eksotiske frugter med abrikos, fersken og ovnbagt appelsinskal samt en snert stillestående saltet havvand.

Smagen er blød, cremet … der er godt med æbler, både friske æbler, bagte æbler og syrlig æblejuice. Syren er intens, lidt til den mørkere side med kandiserede og saltede citroner samt grillet lemon, Der er skruet godt op for alt … sitrende, moden, saltet med en sødbitter og rund frugt, noget tropisk frugt med saltet syre … det er som, at de 16 år har intensiveret og koncentreret vinen, så det er nærmest som en vinøs hvid bouillon væske med kraft og saft, hvilket også gør, at vinen hænger vildt lang tid i munden. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., mens prisen er 949,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, FrankrigDerefter stod den så på Chardonnay og endda en Chablis, som jeg før har smagt … en skøn vin fra Domaine Joëlle Vrignaud med en fin, skrøbelig, sart og kalket lækkerhed … her i årgang 2022.

Jeg har før skrevet om vinhuset … og denne Chablis har jeg smagt i årgang 2018, 2019 og 2021. Det er Joëlle Vrignauds  basis Chablis, hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.

Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Hvor dufter det bare godt … alt synes afdæmpet og perfekt portioneret, da der både er frugt, fad og terroirpræg med denne kalkede mineralske note, som er med til at gøre vinen krisp, frisk og elegant. Frugten er pærer, fersken, melon, syltede citroner og oveni kommer der fra fadene en disket landlig aroma, nødder, nyvasket vasketøj og hvide blomster. Virker sart, fin og feminin.

Smagen starter cremet og blødt … næsten olieret, men også kun en smule, for vinen har samtidig denne rene og frisk side, som er kalket, stenet, cool og krisp. Det er en ren frugt, pærer, hvide ferskner, lidt citroner, men alt med en  stoisk rolig og delikat syre. Det smager da blidt, feminint, cremet og overlegent … og jeg vil klart mene, at den her i årgang 2022 overgår de andre årgange. Flot. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmelmelse 5,5/7

2020 Domaine Denis Carré, Hautes Côtes de Beaune Les Perrières, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Denis Carré, Hautes Côtes de Beaune Les Perrières, Bourgogne, FrankrigVi skal atter smage lidt burgundisk vin og her fra Domaine Denis Carré, der ligger i den lille by Meloisey lidt afsides i Hautes Côtes de Beaune nogle kilometer vest for mere kendte byer som Volnay og Pommard … her med en 2020 Hautes Côtes de Beaune Les Perrières.

Vinhuset er grundlagt i 1975 af Denis Carré i Meloisey, Dér i sin fødeby købte han nemlig med sin frue Bernadette en lille vingård og lejede i starten lidt marker for at lave de første vine, mens Denis i aftentimerne arbejdede på et værksted for at få råd til egne parceller.

Senere blev der råd til egen jord og de blev selvfølgelig tilplantet med vinstokke, bl.a. tilplantede han også på den i dag ret berømte parcel La Perrière i Meloisey.

I dag producerer familien deres vine fra omkring  deres egne 12 hektar marker, der bl.a. også tæller eksklusive parceller i Beaune, Meursault og Pommard. Siden 2020 har markerne været under omlægning til økologisk drift.

Flertallet af markerne ligger – efter et Bourgogne perspektiv – forholdsvis højt, hvorfor vinene også generelt viser en mere kølig stil.

Denis og Bernadettes to børn  Martial og Gaëtane overtog I 2008 det primære ansvar, men far Denis hjælper fortsat til på vingården og sammen laves vinene med ærkeklassisk vinificering.

Det betyder bl.a spontangæring, en kølig – og længerevarende maceration og næsten udelukkende lagring på neutrale fade, mens alle hvidvinene lagres på stål, mens rødvinene gærer på beton og lagrer på henholdsvis stål eller franske fade … og der bruges kun nyere fade ganske lidt.

Og sådan er denne Hautes Côtes de Beaune Les Perrières også lavet, hvot Pinot Noir druerne kommer fra den højtbeliggende La Perrière mark ved selve byen Meloisey, hvor de 40-50 år gamle vinstokke står plantet på en kalkstensrig sydvendt skråning beplantet tær med 11.000 planter per hektar.

Sikke da en dejlig duft … animalsk, landlig kostald, let nytårskrudt samt klare fadnoter med lakridskonfekt, vanilje, karamel og meget frisk frugt, der lidt mørk og rå med sødbitre kirsebær, tranebær og jordbær suppleret med lidt blæk, grafit og violer.

Struttende … er et af de ord, som Jysk Vin faktisk selv skriver om vinen … og skulle man vælge kun ét ord, til at beskrive smagen, så er det netop ret dækkende. Frugten er nemlig utrolig frisk, mørk med bitre kirsebær og tranebær suppleret med en lille, mørk lemonagtig  note, god nerve og sådan lidt bondsk på en let måde. Der er lette og tætte tanniner, som dog aldrig bliver vilde eller markante, så dermed 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Domaine Abélanet-Laneyrie, Pouilly-Fuissé Prestige, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Abélanet-Laneyrie, Pouilly-Fuissé Prestige, Bourgogne, FrankrigDomaine Abélanet-Laneyrie er en lille familiedrevet vingård beliggende ved Chaintré i den sydlige del af Mâconnais i Bourgogne og derfra smager jeg nu denne 2019 Pouilly-Fuissé Prestige.

Vingården har de sidste 36 år været drevet af Eric og Colette Abélanet, men i de seneste år har det været med hjælp fra deres sønner Valentin og Samuel.

Familien har i alt 7 hektar vinmarker, hvor de fleste ligger i Pouilly-Fuissé, men derudover har de også marker i appellationerne Mâcon-Chaintré, Mâcon-Vinzelles, Saint-Véran, Crémant de Bourgogne og Côteaux Bourguignons og har godt med gamle vinstokke.

Markernes drives efter bæredygtige principper … men det følger egentlig bare de gamle traditioner, selvom man i kælderen benytter nye metoder, som giver fremskridt og fordele uden at miste vinenes særkende og præg af terroir.

Denne 2019 Pouilly-Fuissé Prestige er selvfølgelig på ren Chardonnay, men der er forsvindende lidt oplysninger om selve produktionen, som dog skulle være sket uden tilsætning af svovl, men efter endt fermentering lagret på fade, men uden oplysninger om, hvor lang tid den skulle være lagret.

Slam … lækker aroma, hvor der er det bedste nøddemix af ristede hasselnødder, brændte mandler, nøddeknas, brunet smør, grønne pærer og dåsepærer, fersken, gule æbler og en snas abrikos. Der er lidt saltvand og kalket mineralitet … blot på en lidt fed, fuldcremet og blød facon.

Uhmmmmm, hvor smager den også bragende godt … cremet, blød, fyldig, bredmås’et og næsten med tørret frugt, abrikos, pærevælling, grillede citroner og æblesaft. Det er intenst og fyldigt, men uden den mister en stabil og let maskulin syre, som gør vinen frisk suppleret med en smule nøddenektar og en lang eftersmag af de tropiske frugter. Det er altså rigtigt godt dette her, så 95 point.

Forhandles af Vinopol.dk, hvor en flaske koster 193,60 kr., mens prisen er 176 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7