Vi fortsætter lidt på samme måde … smager en stor håndfuld af 6 vine fra et vinhus, som jeg tidligere i år allerede har smagt et par vine fra. Det er nemlig fra det burgundiske vinhus Domaine Michel Rebourgeon, der ligger i Pommard.
Men inden vi lige kigger lidt nærmere på de 6 vine, som jeg nu smager fra Domaine Michel Rebourgeon, så lad os da igen kigge en smule nærmere på vinhuset.
Domaine Michel Rebourgeon
Der er tale om et familiedrevet vinhus, der – som også skrevet indledningsvis – ligger i Pommard … ja faktisk midt i byen på Place de l’Europe og har dets rødder helt tilbage til 1540.
Oprindelig hed familien faktisk Bourgogne til efternavn, men da Palmyre Bourgogne – Michels mor – i 1920 efter den 1. verdenskrig giftede sig med Claude Emile Rebourgeon fra Montagny-lès-Buxy i Côte Chalonnaise, så fik familien navnet Rebourgeon og vinhuset kom til at hedde Domaine Rebourgeon-Bourgogne.
Da næste generation skulle overtage, så blev ejendommen delt i to, hvor den ene søn Michel Rebourgeon i 1964 startede med at sælge vinene i eget navn, mens hans lillebror Henry Rebourgeon overtog den anden del … og del del eksisterer fortsat som Domaine Rebourgeon-Mure.
Men i midten af 1990’erne efter Michel Rebourgeons pension overtog datteren Delphine sammen med sin engelske mand Stephen Whitehead driften af Domaine Michel Rebourgeon.
Stephen aka Steve havde havde i 1980’erne en lille forretning i Storbritannien med handel med vin og det var faktisk via sin lille forretning, at han havde mødt sin kommende kone Delphine.
Da Delphines far Michel i 1990’erne nærmede sig pensionsalderen, så forlod Steve sin britiske virksomhed og sluttede sig til fruen på Rebourgeon vinhuset i Pommard og sammen har de siden lavet deres vine der.
Stephen og Delphine har siden deres overtagelse i midten af 1990’erne bragt vinene op på et ekstremt højt niveau. De er dog i dag også kommet op i årene og er så småt på vej på pension. Derfor er de ved at overdrage tøjlerne til deres søn William Whitehead, der har været med til at lave vine siden han var 18 år og af flere bliver betegnet som et vin-geni.
Indtil for ganske nyligt blev hele produktionen solgt gennem husets vinkælder eller på torvet i Pommard, men i dag er huset også startet med at sælge deres vine til udlandet.
Samlet har Domaine Michel Rebourgeon 4,25 hektar vinmarker fordelt på nogle af de bedste marker i Pommard, Volnay og Côte de Beaune, herunder Les Rugiens, der af mange nævnes som en mark på Grand Cru-niveau.
Den samlede produktion er beskedne 20.000 flasker om året, så samlet er der tale om små kultproduktioner med ganske få fade pr. mark … og alt laves med gammelt klassisk manuelt håndværk lige fra arbejdet i marken, beskæring, opbinding, grøn høst, pløjning og i selve kælderen er sker alt skånsomt og nænsomt.
Druerne bliver afstilket uden at bærrene knuses og der gøres brug af såkaldt peristaltisk overpumpning af mosten således, at mosten ikke bliver for hårdt behandlet. Mosten koldmacererer omkring en uge og placeres ved hjælp af tyngdekræften i franske egetræsfade i 12-18 måneder alt afhængigt af vinen.
Vinene
Jeg har før smagt deres 2020 Beaune 1er Cru Les Chouacheux samt deres 2020 Pommard Les Trois Terroirs, men denne gang har jeg så smagt disse 6 vine:
Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover … helt som vanligt.
Konklusion
Men skal jeg allerede nu komme med sådan en overordnet konklusion, så er det ret nemt … de smagte vine smager ovenud helt formidable. Det er sjældent, at jeg har smagt 6 vine fra samme hus på så højt niveau, så jeg er sgu en smule star-struck.
Det er efter min vurdering vine i særklasse og langt bedre end meget af de burgundiske vine, som jeg ellers har smagt, for alle 6 er så ultrabløde og mundsmeltende. Jeg er sgu blevet fan … og det kan selvfølgelig også ses på mine anmeldelser … men dem kan du jo læse i de kommende indlæg.