2019 Podere Ruggeri Corsini, Barolo del Comune di Monforte d’Alba, Piemonte, Italien

2019 Podere Ruggeri Corsini, Barolo del Comune di Monforte d'Alba, Piemonte, ItalienSå stod den ellers på Barolo fra Podere Ruggeri Corsini og endda 3 af slagsen, hvor den første var denne 2019 Barolo del Comune di Monforte d’Alba.

Det er husets entry-level Barolo, som er lavet på Nebbiolo druer fra forskellige marker i Monforte d’Alba og typisk er stokkene omkring 25 år gamle.

Druerne er håndplukket i anden halvdel af oktober, hvorefter de er afstilkede og så er gæring samt maceration sket med druernes egne gærceller ved 25 grader over 18 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret 36 måneder på 15 og 30 hektoliter slavonske egetræsfade, hvoraf 10% fornyes hvert år.

I næsen er det en dejlig lys og parfumeret vin … godt med garvet læder, violer, timian, ribs, granatæbler, hindbær, lakridsrod, meget stringent syre, grønne blade og afbarkede grene … ren, klar og stram i betrækket på den rigtige Barolo måde suppleret med lidt vanilje og en smule mælkechokolade.

Smagen er lys og tør … bitre lyse kirsebær, ribs og har samtidig knastørre tanniner, der robust og bestemt bemægtiger sig din mund og sammen med lidt lemon, citroner og de sure ribs giver masser bid samt modstand og sort-te bitterhed. Vinen er måske en lidt kantet Barolo, men også en ung knøs med masser af potentiale til lagring i kælderen. 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5/7