Drak forleden lidt sherry … jo jo. Nabo Claus synes, at jeg skulle smage denne Pedro Ximénez ”El Candado” Sherry fra det gamle, traditionsrige sherryhus Bodegas A.R. Valdespino. Jeg er ikke den store sherrymand, men det er jo altid sjovt at prøve noget nyt, og denne sherry er endda også meget anderledes end hvad jeg ellers har smagt af sådanne flasker.
Bodegas A.R. Valdespino er ét af de ældste sherryhuse i Spanien, ligger selvfølgelig i Sherryens højborg … byen Jerez de la Frontera … og har produceret sherry helt tilbage siden 1430. Ejendommen har dog været i Valdespino-familiens eje i endnu længere tid. Don Alfonso Valdespino var nemlig én af de riddere, der i 1264 hjalp den daværende konge af Castilla, Alfonso X – også kendt som “den vise konge” – til at besejre maurerne ved Jerez og i taknemmelighed fik tildelt ejendommen samt et ordenligt stykke jord af kongen.
Sherryproduktionen hos Valdespino startede i 1430, og de første mange år alene som en såkaldt “almacenistas”, hvilket er betegnelsen for de bittesmå sherrybønder, der enten ikke har mulighed – eller råd – til at flaske deres egen sherry. Men det ændrede sig mange år senere, nemlig i 1837 hvor Antonio Fernandez de Valdespino reelt grundlagde Bodegas A.R. Valdespino og startede med salg af egne flasker sherry. I 1883 blev huset endda leverandør til det spanske hof, og langsomt udvides familievirksomheden via yderligere opkøb.
Bodegas A.R. Valdespino ejer vigtige vinmarker, bl.a. Inocente i Macharnudo Alto samt El Corregidor Viejo og San Isidro i Carrascal. Sherryvinene får en efterbehandling med langvarig opbevaring på egefad, og de fleste sherry lagres efter solerasystemet. Når sherryen tappes, erstattes den med sherry fra det næstældste fad, der erstattes fra det tredieældste fad osv. Det yngste fad fyldes op med ny vin. Hos Bodegas A.R. Valdespino har man nogle meget gamle soleras, og flere af deres sherrys tilbringer mellem 8 og 10 år i solera – hvilket er det dobbelte af, hvad mange andre bruger.
De seneste efterkommende i Valdespino familien mistede imidlertid lysten til at videreføre sherryhuset, så det blev i september 1999 solgt den store vinkoncern Bodegas Grupo Estévez, som er et af de helt store sherryhuse med en årlig produktion på omkring 18 millioner flasker sherry og brandy. Koncernen ejes af Jose Estevez de los Reyes, og siden købte af Valdespino er der investeret massivt i Valdespino, bl.a. med bygningen af en helt ny ejendom i udkanten af Jerez og der er samtidig ansat ny ansvarlig vinmager, ønologen Eduardo Ojeda.
Denne Pedro Ximénez “El Candado” er udelukkende produceret på Pedro Ximénez druer, som efter høsten får lov til at tørre i solen et par uger, hvorved sukkerindholdet forøges med 10-15 %. Det giver en meget sød sherry. Søde sherryer laves nemlig normalt også på Pedro Ximenez- eller moscateldruer, mens de helt søde udelukkende laves på Pedro Ximenez druer, der er tørret og presset. Efter endt fermentering har vinen lagret i mindst 12 år på egetræsfade.
El Candado betyder “hængelås” på spansk, og flaskens top er netop forsynet med en tilhørende hængelås, som skal låses op inden den søde væske kan indtages. Lidt popsmart … og ærlig talt en smule upraktisk. Sherryen er pga. produktionsmetoderne jo flere årgange … så derfor N.V. (Non Vintage).
Efter hængelåsen blev låst op, og jeg havde tabt den ene nøgle … jo, nøglerne er meget små …. så kom der sherry i glassene. Og det er dessertvin på steroider … næsten som at drikke en crème brûlée eller nyde en vin lavet på ahornsirup. Farven er mørk og mahognifarvet, og konsistensen er en tykflydende eliksir med duft af karamel, rosiner, figner, blommer og sukkersødme. Smagen er fyldig, cremet, tyk, fed og skøn … specielt for os med en sød tand. Der er blommer, karamel, sukker … denne sherry behøver ingen tilhørende dessert … det er en dessert, en flydende dessert. Jeg kan dog sagtens tage lidt is sammen med den … hvis det skal være!
Det er selvfølgelig ikke en sherry, som man skal drikke meget af … så bliver den nok for meget, men en dejlig sød overraskelse. Jeg kunne da godt finde på at købe en, som kan nydes, hvis vejret en dag er alt for trist.
Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor prisen er 169 kr. Forhandles flere steder i Danmark.
Vinen fra i går var denne Mencía Roble fra Bodegas Alvarez de Toledo, et vinhus beliggende ved byen Villadecanes i vinområdet Bierzo i Castilla y León. Alle husets vinmarker ligger også i området, nemlig omkring de små byer Villafranca del Bierzo og Valtuille de Arriba. Her dyrker huset de lokale druer, den røde Mencía på 40-60 gamle vinstokke samt den hvide Godello.
Inden vi løfter sløret for de amerikanske vine … så lad os lige tage den vin, som vi sluttede smagningen med hos Gert E … og det var ingenlunde en amerikaner, men derimod en kendt spansk klassiker, nemlig Pesquera Crianza fra Bodegas Alejandro Fernández, en vin jeg har smagt flere gange og beskrevet på bloggen for kort tid siden, blot i en årgang 2001. Her er det én af de nyeste årgange i form af 2010’eren.
Videre til en vin med charme, nemlig endnu en vin fra vingården Clos Pons, som jeg tidligere har smagt vine fra, nemlig da jeg smagte deres charmerende hvidvin, 
Endnu en vin fra onsdag, en 1999 Bodegas Bordalás Garcia, Gueta-Lupia. Vinhuset hedder normalt bare Bodegas B.G., men disse initialer står altså for Bordalás Garcia og dækker over ægteparret Rafael Bordalás Martinez og Encarnacion Sanchez Garcia, som omkring 1969-1970 grundlagde vingården ved opkøb og tilplantning af gamle, forfaldne vinmarker.
Så kom der Rioja i glasset … endda i form af en Grand Reserva fra vinhuset Marqués de Cáceres, som er beliggende i byen Cenicero midt i Rioja Alta distriktet.
Der kom også en lille dessertvin på bordet, en Moscatel de la Marina fra Bodegas Enrique Mendoza, som ligger i byen Alfàs del Pi i Alicante området, tæt på havet og omkring 70 km. nord for byen Alicante.
Bodegas y Viñedos Artadi er grundlagt i 1985 og beliggende i byen Laguardia i Rioja Alavesa. Gården var oprindelig et tidligere kooperativ af lokale vinbønder kendt som Cosecheros Alaveses, men ejes i dag af Juan Carlos López de Lacalle og ønologen Jean Francois Gadeau, som begge laver deres vine med målet at hæve kvaliteten og udbrede kendskabet til disse “superspaniere”.
Tirsdag på job bød på 2 vine, og den første var denne Blume Verdejo fra vinhuset Pagos del Rey. Huset ejes imidlertid af den store spanske vinkoncern Félix Solís Avantis, som driver deres spanske vingårde under navnene Félix Solís samt Pagos del Rey, og ellers sælger vine i hele den store verden.
Monstervinen fra Troy er svær at følge op på, men jeg gjorde en sølle forsøg med denne Balsión Roble Reserva fra Ribera del Duero … som jeg tænkte måske havde kraft og sødme nok. Arghhhh vidste godt, at det ville blive svært … men en Ribero del Duero er altid rar at slutte af med.