Tag-arkiv: Spanien

2014 Bodegas Martín Códax, Pizarras de Otero, Bierzo, Spanien

2014 Bodegas Martín Códax, Pizarras de Otero, Bierzo, SpanienWeekend uden planer … herligt. What to do? Løbetur på 21K fra morgenstunden for at få sparket det nye løbeår ordentlig ind, besøg hos min gamle fader, købt ind til lidt god frokost og bagt grydebrød i ovnen. Det kræver jo lidt vino til, og valget faldt på denne Pizarras de Otero fra Bodegas Martín Códax.

Bodegas Martín Códax ligger ved den lille by Vilariño tæt på Cambados i dalen Valle de Salnés. Vi er dermed i Galicien under appellationen Rías Baixas, der hvor man laver vine på den spændende Albariño drue.

Bodegas Martín Códax er et kooperativ, som er grundlagt i 1986 og tæller 270 medlemmer, som samlet dækker omkring 210 hektar vinmarker i området. Derudover har man aftaler med yderligere 300 vinavlere om levering af druer til kooperativet.

Kooperativet har taget deres navn efter en troubadour … og nej, selvom vi er i Galicien, arnestedet for Asterix og Obelix, så er det ikke Trubadurix, som i hvert tegneseriealbum med de gæve gallere ender med at blive bundet og kneblet, så han ikke kan spolere festmiddagen med sang.

Martín Códax var en vaskeægte trubadur, som kom fra byen Vigo i Galicien og levede der i 1300-tallet. Bodegas Martín Códax sponsorerer således præmien til den årlige Martín Códax digteraften og støtter en ældre musikgruppe, som også er opkaldt efter den gamle digter.

På kooperativet laves der udelukkende vine på Albariño, hele 10 forskellige af slagsen og herudover en mousserende vin samt 4 forskellige likører. Vinene sælges under to brands, nemlig Bodegas Martín Códax samt Burgáns … hvilket i øvrigt er navnet på den bakke, som kooperativet ejendom i Vilariño ligger på.

Kooperativets vine laves af de to vinmagere Luciano Amoedo og Katia Álvarez. Luciano er 9. generation af vinbønder og han var én af initiativtager til oprettelsen af kooperativet. Derudover har han også spillet en væsentlig rolle i etableringen af appellationen DO Rías Baixas. Katia Álvarez blev ansvarlig vinmager på kooperativet i 2005, og er uddannet ønolog, men har også studeret jordbrugsteknik med speciale i landbrug og fødevareindustri.

Frokost
Frokost i dag med hjemmebagt brød … og lidt vino.

I 2003 udvidede kooperativet imidlertid deres aktiviteter ved køb af en vingård i Cacabelos i appellationen Bierzo i Castilla y León. Der vil de lave vinen på den lokale drue Mencía. De har restaureret ejendommen og laver derfor en række spændende vine, bl.a. denne Pizarras de Otero, som netop er lavet på 100% Mencía.

Mencía druens oprindelse ligger ikke helt klart, nogle mener den er blevet bragt ind i området af Romerne, i hvert fald omtales vin fra Bierzo allerede for 2000 år siden, mens nyere forskning tyder på at druen er i familie med Cabernet Franc. Før i tiden var vin lavet på Mencía lette vine med en forholdsvis lys farve og de skulle drikkes unge, mens nutidens Mencía tværtimod giver kraftige vine, med masser af mineralitet og kraft, hvilket gør dem i stand til at lagre længe. Mencía er så at sige blevet genfødt i Bierzo.

Jeg har imidlertid ikke mange oplysninger om, hvordan vinen er lavet … så vi springer hovedkulds ind i mine smagsnoter. Og der er faktisk tale om en lille perle til billig pris. I næsen en meget tør frugt, brombær, ribs, violer, mineralsk, stram syre og en krydret note.

I munden fylder vinen godt … godt med garvesyre, tanniner … ja godt med syre og mineralitet i det hele taget. Tanninerne og syren bider godt, men der er også godt med frisk frugt og krydderier. Lidt en stram charmetrold … jeg er pænt overrasket. Mine tænder forsøger stille at overleve syreangrebet, men jeg hygger mig i krydderland.

Købt hos SuperVin i Hjørring, hvor vinen koster 59,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu billigt.

Rating 4,5/7 

2012 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2012 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, SpanienVores gourmet- and winetour til Århus startede i De Danske Statsbaners majestætiske IC3-tog … og hvad bedre proviant end en flaske 2012 Flor de Pingus …. passer perfekt til papkrus, DSB, bumletog og fredagstrafik. Helligbrøde vil nogle sikkert sige, men dér stoler jeg mere på den kvindelige, uniformsbeklædte DSB-konduktør, som blot myndigt konstaterede; “I hygger jer nok” … og det var nemlig spot on.

Peter Sisseck har jeg tidligere skrevet om på bloggen … da jeg smagte en tidligere årgang af denne 2. vin fra ham, nemlig Flor de Pingus- Han kom til Spanien i 1993 for at lede et nyt projekt finansieret af danske investorer.

Han fik en stor pose penge til at udvikle Hacienda Monasterio til et mønstervinbrug, men sideløbende med det puslede han i sin sparsomme fritid med sit eget lille projekt, baseret på købte Tempranillo druer fra et par små parceller med gamle vinstokke i Ribera del Duero, ikke langt fra legenden Vega Sicilia.

Projektet fik navnet “Pingus” som var Peters kælenavn i barndommen, og da han dukkede op med et par prøveflasker af den førstefødte 1995’er hos Corney & Barrow i London blev en legende født. Til stede var også en vis Robert Parker, som senere udtalte at dette var “den største unge rødvin jeg nogensinde har smagt fra Spanien”, og kvitterede med de nu historiske 96-100 point i augustnummeret af Wine Advocate … et helt år inden vinen overhovedet kom i handelen.

Siden har Parker fortsat sin gavmildhed overfor Pingus, og det gælder også for denne Flor de Pingus, som Parker typisk giver mellem 90 og 94 point, men jeg kan imidlertid ikke se, at denne årgang 2012 er ratet af den gode Parker. Det er vi sgu også totalt bedøvende ligeglad med, for jeg er sgu langtfra enig med den gamle amerikanske vingut.

I et DSB-tog … ganske vist ikke af papkrus, men af plastik-vinglas – fik jeg rystende noteret følgende noter: Næsen er engelsk lakrids, mørke men syrlige bær, brombær, champignon, kaffe … virker fortsat ung og stram i betrækket. I munden er vinen også ganske stram endnu … syrlig, fyldig, sindssyg frisk frugt og tanninerne bider dig i haserne. Eftersmagen er sindssyg lang … men virker – og det var vi alle enige om – en kende for ung endnu. Men godt smager det sgu, selvom jeg på ingen måde er blown away.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Løgismose Vin, hvor en flaske i dag koster 695 kr.

Rating 5,5/7

2007 Finca Sandoval, Finca Sandoval, Castilla-La Mancha, Spanien

2007 Finca Sandoval, Finca Sandoval, Castilla-La Mancha, SpanienEt af de mere ukendte områder i Spanien er appellationen DO Manchuela i vinområdet Castilla-La Mancha. Man siger, at området fortsat er præget af kooperativer og at ingen vinhuse skiller sig ud. Men det er nu ikke rigtigt, for Bodegas Finca Sandoval hører til blandt de mest spændende vinhuse i Spanien i øjeblikket.

Og netop derfra har vi næste vin … også kaldt Finca Sandoval, en blød og cremet Syrah baseret vin, og den vender jeg selvfølgelig tilbage til om lidt.

Lad os først kigge nærmere på Bodegas Finca Sandoval, som ligger ved den lille by Ledaña i DO Manchuela, omkring 400 kilometer syd for Barcelona. Det er et område, som er lidt køligere end resten af La Mancha området. Der falder mere nedbør og markerne ligger i 700-800 meters højde, altså gode forhold for vindyrkning i forhold til regionen generelt.

Vingården ejes af Victor de la Serna, en anerkendt og berømt spansk journalist. Han grundlagde vingården i 1998 med hjælp fra ønologen Rafael Orozco. De startede med at tilplante markerne med Syrah og Touriga Nacional. Derudover købte de nogle marker med gamle vinstokke med nogle af de bedste røde sorter for området, bl.a. Bbobal, Monastrell, Garnacha Tinta, Garnacha Tintorera og Moravia Agria.

Samlet ejer og lejer vinhuset 26 hektar vinmarker, de fleste omkring Ledaña, men også i andre områder af Manchuela, lige fra Landete i nord ved grænsen til Aragón til Pozo Lorente mod syd. De ældste vinstokke er plantet i henholdsvis 1939, 1942 og 1960. Og alle markerne drives 100% certificeret økologisk.

Der laves 7 forskellige vine på vingården, nemlig denne Finca Sandoval, en Salia de Finca Sandoval, Finca Sandoval Signo Bobal, Finca Sandoval Signo Garnacha, Finca Sandoval Cuvée TNS, La Rosa de Finca Sandoval og Finca Sandoval Cuvée Cecilia. Vinene fra Finca Sandoval er – bodegaens korte historie til trods – allerede anmelderroste. Den gode Robert Parker giver stort set altid 90+ til vinene fra Finca Sandoval.

En af tiden mest omtalte vine i Spanien er Finca Sandovals Cuvée TNS, idet den stort set ikke kan skaffes. Den er fremstillet af 66% Torriga Nacional, resten af Syrah. Vinen lagrer på helt nye egefade, og tappes kun på magnumflasker. Det er meget sjældent at finde denne vin udenfor Spanien.

Denne Finca Sandoval er vingårdens primære vin, og den er lavet på 79% Syrah, 13% Mourvedre og 8% Bobal. Druen Bobal er vi vist ikke stødt på tidligere her på bloggen, men det er en sydspansk drue, som primært hører hjemme i regionen Utiel-Requena i Valencia, hvor den udgør omkring 90% af samtlige vinstokke. DO Utiel-Requena er også eneste DO, som druen er tilladt i.

Bobal var oprindeligt en blandingsdrue, der skulle give kraft til bulkvine i Sydspanien, men den findes også i områder som fx La Manchuela samt på marker i Ribera de Guadiana DO, Alicante DO, Murcia, Campo de Borja, Calatayud, Cariñena og Valdejalón.

Hos Finca Sandoval holdes høstudbyttet ekstremt lavt, blot 19 hektoliter pr. hektar til denne vin, som efter vinificering lagrer 11 måneder på 60% nye egefade og 40% brugte fade.

Og hvilken herlig vin, som i næsen giver dig godt md mejeri, bacon, flæsk, eg, trækul, røde bær, mørke bær, læder, vanilje, mælkechokolade og et touch af krydderier. I munden er vinen ekstremt blød og cremet … jeg snakker virkelig cremet. Lækkerbisken. Det er røde bær, brombær, blåbær, nødder, kakao, kaffe, ristede noter og mineralsk bid, mens peberen lige så stille bare kommer rullende og rullende … blidt og cremet. Det er sgu ganske lækkert.

Forhandles i Danmark af Theis Vine, hvor prisen er 319,95 kr., men pt. på bud til 223,95 kr.

Rating 5,5/7  

2006 Bodegas Faustino, Faustino de Autor Reserva Especial, Rioja, Spanien

2006 Bodegas Faustino, Faustino de Autor Reserva Especial, Rioja, SpanienEndnu en tur over Atlanten … retur til Europa, denne gang til det klassiske Rioja i Spanien og det store og velkendte vinhus Bodegas Faustino, som står bag denne specialvin Faustino de Autor Reserva Especial.

Bodegas Faustino er etableret tilbage i 1861 af Eleuterio Martinez Arzok. I starten var det primært bulk vin, som der blev solgt, men i 1930 blev vinhuset overtaget af Faustino Martinez Perez de Albeniz, og han begyndte at skrive Rioja på etiketten og sælge vinen på flasker.

I 1960 begyndte det store eksporteventyr for Faustino familien, som lancerede Faustino I til VII som et brand. I dag sælges vinene i 47 lande og Faustino er blandt de absolut største Rioja huse. Bodegas Faustino var også ét af de første store spanske vinhuse, som blev kendt i Danmark.

Bodegas Faustino ligger i Oyon Álava, 5 km fra hovedbyen i Rioja Logronos, hvor vinhuset ejer ikke mindre end 650 hektar vinmarker, hvilket betyder at familien næsten er selvforsynende med druer fra egne marker. De egne marker sikrer kvaliteten forbliver på et højt niveau, hvor druerne bliver plukket på det mest optimale tidspunkt og druerne undgår en lang transport.

Faustinos vinmarker er placeret på højsletten i det nordlige Rioja Alavesa. På dette område findes gode klimatiske og geografiske betingelser for dyrkning af vin med korte vintre, mange skråninger i form af bakker og dale samt en placering på 400 til 600 meter over havets overflade.

Faustinos vinkældre er fyldt med over 30.000 egetræsfade, hvor hvert fad i gennemsnit rummer 225 liter vin. Egetræsfadene kommer fra Limoges skovene i Frankrig og Virginia i USA. Hvert år udskiftes 3.000 af de gamle fade med nye. Specielt egetræet fra Virginia er med til, at give Faustinos vine sin karakteristiske noter af fad, vanilje og vilde bær.

Det var anden generation af familien Faustino (1867-1957), som begyndte at portrættere Faustinos etiketter med forskellige ansigter. Der er imidlertid ingen sammenhæng mellem billederne og relationen til Faustino, ud over at det var Faustino Martinez kone, som udvalgte portrætterne med baggrund i, hvilke ophavsrettigheder som var ledige. Det første billede blev sat på Faustinos vine i 1930’erne.

Etiketten på Faustino I bærer et billede af den nederlandske købmand Nicolaes van Bambeeck, malet af landsmanden Rembrandt Harmenszoon van Rijn (1606-1669) i 1641. Billedet er udstillet på kunstmuseet i Bruxelles. Rembrandt malede senere købmandens kone Agatha Bas, men de to portrætter blev på et tidspunkt skilt fra hinanden og maleriet af Agatha ejes i dag af den britiske dronning og hænger på Buckingham Palace.

Faustino er også kendt for sin talrække. Talrækken blev skabt med ambitionen om at lave kvaliteter fra 1 til 5, hvor 1 var den bedste kvalitet. Vinhuset fik imidlertid aldrig praktiseret ambitionen, hvorfor der kom huller i talrækken, som i dag går indeholder 1, 5 og 7.

I dag er det 4. generation af Faustino familien, som ejer og driver det store vinfirma Grupo Faustino, som udover Bodegas Faustino også omfatter en række andre vinhuse, nemlig Bodegas Campillo og Bodegas Marqués de Vitoria, ligeledes i Rioja samt Bodegas Valcarlos i Navarra, Bodegas Leganza i Mancha, Bodegas Portia i Ribera del Duero samt Bodegas Victorianas. Sammenlagt en stor historie.

Udover vinene I til VII, så laver huset bl.a. også denne Faustino de Autor Reserva Especial, som dog kun produceres i en begrænset mængde. Vinen er et blend af 86% Tempranillo og 14% Graciano. Graciano er en af Spaniens store druer, der har fået en lille renæssance. Druen benyttes næsten kun i Rioja og Navarra, hvor den bidrager med finesse og tanniner, der er uundværlig i de store Reserva og Gran Reserva vine, som skal kunne gemmes i mange år.

Druerne kommer fra gamle vinstokke der blev plantet i 1958, og der er kun anvendt de bedste af druerne. Vinen er lagret 24 måneder på franske og amerikanske fade. Derefter har vinen lagret 1 år på flasken inden frigivelsen.

I næsen er her godt med indtryk. Den har en lidt flæsket næse med bacon, fersk kød, charcuteri, mørke bær, morbær, peber, rosmarin, tør og støvet jord samt lidt fernis eller lak. I munden er vinen blød, fyldig og har godt med sød og frisk frugt, godt med tanniner, syrligt bid, let peber og en meget lang eftersmag.

Forhandles af Vin Med Mere, hvor prisen er 185 kr. ved køb af 12 flasker og lidt mere ved køb af færre.

Rating 5/7 

2014 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, Spanien

2014 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, SpanienDen store Alvaro Palacios smagning sluttede med vinen La Vendimia fra Alvaros Rioja vinhus Bodegas Palacios Remondo. La Vendimia betyder årgang … og denne er en helt ung årgang 2014, frisk fra fad og lavet på halv Grenache og halv Tempranillo.

Det er en vin, som jeg også – mærkeligt nok – også har smagt før, nemlig i årgang 2009.

La Vendimia kommer fra Alvaro Palacios Herencia Remondo marker … en lang mark på skråningerne af Monte Yerga. Markerne ligger i en højde på omkrig 550 meter og jorden i området er meget kalkrig.

Det er en mørk og tæt vin, som er lavet i rustfrie ståltanke med maceration på 20 dage, og derefter lagret 5 måneder på franske egetræsfade, inden vinen flaskes ufiltreret. Det en entry-level vinen hos Bodegas Palacios Remondo.

Duftmæssigt er det mørke bær, kirsebær, brombær og blommer med lidt krydderier og urter, sådan nærmest spidskommen, lavendel og salvie. Ovenpå de store vine fra Palacios virker vinen en smule kantet med syrlig frugt, lethed og frisk. Trods den unge alder virker tanninerne modne og eftersmagen slutter med spansk varme. Hola.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 110 kr.

Rating 3,5/7  

2012 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, Spanien

2012 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, SpanienInden maden og madvinen skulle vi smage én af de mest historiske vine fra Alvaro Palacios, nemlig vinen fra den mark, som Alvaro startede med at købe i 1990, da han slog sig ned i landsbyen Gratallops i Priorat.

Det var selvfølgelig vinmarken Finca Dofi, som Alvaro tilplantede med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. Og det blev altså til enkeltmarksvinen Finca Dofi eller Priorat Clos Dofi, som den også kaldes.

Vi smagte den her i en årgang 2012, som har en Universal Wine Score på 94 point. Alvaro har lavet vinen siden opkøbet i 1990 … dvs. fra årgang 1989 og frem. 2011’eren regnes som én af de bedste Finca Dofi nogensinde, mens denne endnu ikke har fået så mange bedømmelser.

Finca Dofi er – specielt i forhold til Alvaros marker i Bierzo – en relativt ung vinmark på 9 hektar, fordelt over flere mindre terrasser. Kombinationen af forholdsvis unge vinstokke og fattig jordbund, som hovedsagligt består af småsten, bringer udbyttet helt ned på 20 hektoliter pr. hektar.

Finca Dofi er lavet på 80% Grenache og 20% Cabernet Sauvignon. I markerne håndplukkes druerne, og når de ankommer til vineriet, sorteres de før afstilkningen. Herefter bliver de nænsomt presset, hvorefter mosten lægges på egetræsfade.

Gæringen finder sted som en spontangæring, mens der dagligt foretages pigeage. Når gæringen er tilendebragt, så lægges vinen på nye franske egetræsfade i 16 måneder. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering.

Og det er såmænd også en ganske kompleks vin, som dog fortsat – i min mening – er alt for ung. I næsen er den støvet, tør med jord, krydderier, blæk, mørkerøde bær, papkasser, lakrids, eg, tørrede blomster samt en smule mint eller eucalyptus. Smagen er syrlig, frisk med læder, rød frugt, tanninerne sammenpressede og stringente, mens eftersmagen er meget lang med en pebernote. Den mangler fortsat at åbne sig noget.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen i dag er 595 kr.

Rating 5,5/7 

2012 Alvaro Palacios, Moncerbal, Bierzo, Spanien

2012 Alvaro Palacios, Moncerbal, Bierzo, SpanienUdover Alvaro Palacios’ egen vingård i Gratallops, Tarragona samt den fædrene vingård Bodegas Palacios Remondo i Rioja, så driver Alvaro også en 3. vingård … nemlig Descendientes de J. Palacios i Bierzo. Derfra smagte vi denne Moncerbal, der ligesom den charmerende lillesøster Pétalos del Bierzo er lavet på ren Mencía.

Descendientes de J. Palacios er grundlagt i 1998 af Alvaro sammen med hans nevø Ricardo Perez, da han var færdig som ønolog. Richard havde som Alvaro også studeret vinproduktion i Frankrig, bl.a. på Château Margaux, Pétrus og Trotanoy.

De havde begge en stærk tro på, at der kunne laves god vin i Bierzo, så med det mål startede de med at købe et par hektar marker og lejede et lille kælderrum i Villafranca del Bierzo, hvor vinene kunne produceres.

Bierzo er et lidet prangende vindistrikt, som er omgivet af bjerge og befolkningstætheden er meget lav. Vinmarkerne ligger langs floden Sil i omkring 500-600 meter højde. Vinene er normalt kraftige og rustikke, men gennemsnittet er stadig et godt stykke fra at være virkelig interessante.

Og for at gøre det sjovere, så har Alvaro og Ricardo kastet sig over den lokale drue Mencía, som er en traditionel rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine.

Mencía druens oprindelse ligger ikke helt klart, nogle mener den er blevet bragt ind i området af Romerne, i hvert fald omtales vin fra Bierzo allerede for 2000 år siden, mens nyere forskning tyder på at druen er i familie med Cabernet Franc.

Før i tiden var vin lavet på Mencía lette vine med en forholdsvis lys farve og de skulle drikkes unge, mens nutidens Mencía tværtimod giver kraftige vine, med masser af mineralitet og kraft, hvilket gør dem i stand til at lagre længe. Mencía er så at sige blevet genfødt i Bierzo.

Siden startet er Descendientes de J. Palacios udvidet med en egentlig vingård i Villafranca del Bierzo og tilkøb af yderligere marker. I dag har man samlet 27 hektar vinmarker fordelt på næsten 200 stejle parceller med gamle vinstokke af høj kvalitet. Og det hele drives fuldstændig biodynamisk.

Og så laver makkerparret en række helt vildt spændende vine, nemlig Pétalos del Bierzo, Villa de Corullón samt de 4 ekstraordinære topvine, enkeltmarksvinene San Martin, Moncerbal, Las Lamas og La Faraona. Men også ganske dyre vine … specielt La Faraona, som næsten ligger i samme niveau som Alvaros egen L’Ermita.

Druerne til Moncerbal kommer fra fem små parceller på i alt 0,8 hektar på marken af Moncerbal. Vinstokkene er alle omkring 100 år gamle, hvilket – kombineret med det strenge og tørre klima – giver et naturligt lavt udbytte på beskedne 12,5 hektoliter pr. hektar. Hele fremstillingsprocessen – fra den daglige pleje af vinstokkene til den endelige flaskning – er som nævnt biodynamisk.

Mosten gæres ud på åbne nye franske egetræsfade, hvorefter vinen lægges på 100% nye franske egetræsfade i 14 måneder. Vinen tappes efterfølgende på flaske uden nogen form for filtrering.

I næsen en herlig landlig duft  … mejeri, animalsk fedt, bacon, kål eller surkål i kombination med våde fade, blæk, lakrids, mørke bær og en række syrlige noter samt en let parfumeret note med blomster. Det biodynamiske fornægter sig ikke … dufter vildt godt.

Smagen er præget af de mørke bær, umodne blommer … en god ren frugt, meget direkte. Der er fin tørhed, elegance, kølighed, peber samt lette krydderier. Tanninerne er vildt stramme, men de bliver ikke ubehagelige. Der er også en let syrlig undertone i vinen, som giver lidt finesse og elegance.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 1.395 kr. for en 1½ liter flaske.

Rating 6/7    

2011 Alvaro Palacios, Vi de Vila Gratallops, Priorat, Spanien

2011 Alvaro Palacios, Vi de Vila Gratallops, Priorat, SpanienMed næste vin – Vi de Vila Gratallops – fortsatte vi opad stigen med Alvaro Palacios’ Priorat vine, og denne vin kommer netop fra området omkring landsbyen Gratallops, hvor Alvaro har hans vingård i Priorat og hvor hele eventyret begyndte.

Da Alvaro Palacios købte de første vinmarker i 1990 og startede som selvstændig vinbonde, så skete det samtidig med, at vinmageren René Barbier samt et par andre af Alvaros venner også slog sig ned som vinbønder.

De kaldte deres projekt med vinproduktion i det dengang mere ukendte Priorat for Gratallops Projektet, netop opkaldt efter den lille landsby Gratallops.

Samlet har Alvaro opkøbt 7,2 hektar jord omkring byen, nemlig i form af vinmarkerne La Baixada, Coll del Corral, Obagues, La Capella, Manyetes, Mas d’en Pallares, Coll de Falset, Cinta, Socarrats og Ermites.

Vinmarkerne er fordelt over en række stejle terrasser, som har en nord/østlig eksponering. Denne eksponering nedsætter mængden af sollys samtidig med, at vinmarkerne udsættes for en kølig brise ind fra havet. Dette nedsætter såvel den phenoliske modning som sukkermodningen.

Dette ville være et kæmpe problem i et nordligt beliggende vindistrikt, men er en stor fordel, da det giver druerne mulighed for at udvikle mere komplekse phenoler samtidig med, sukkermodningen holdes tilbage. Det betyder vin med højere syre og lavere alkohol og dermed også en bedre balance.

Vinen er lavet på 65% Grenache og 35% Carignan … eller Samsó, som de lokalt kalder Carignan druen. Alle druer håndplukkes selvfølgelig.

Når druerne ankommer til vineriet, så sorteres de inden de afstilklingen. Herefter presses de nænsomt, og mosten lægges på egefade, hvor gæringen finder sted som en spontangæring, mens der dagligt foretages pigeage. Efter gæringen lægges vinen på nye franske egefade i 16 måneder, inden den tappes på flaske uden nogen former for filtrering.

Og dette er en fantastisk kompleks vin, som i næsen byder på utrolig intensitet, mørke bær, næsten marmelade … kirsebær, brombær, nærmest an blanding af røde og mørke bær. Der er lidt mulle kælder, sødbrændte fade, søde og mørke krydderier, lakrids, farvekridt og sluttelig også nogle florale noter … blomster. Hmmmmm.

I munden er det mørk frugt, god dybde og tydelige tanniner. Sikke en balance og elegance. Balance mellem syre, frugt og tørhed … meget frugtrig, mens tanninerne sætter sig på fortænderne. Der er også en smule sødme med i smagsbilledet og det hele slutter i en voldsom lang eftersmag. Dette er sgu ret godt.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 350 kr.

Rating 6/7 

2013 Alvaro Palacios, Les Terrasses, Priorat, Spanien

2013 Alvaro Palacios, Les Terrasses, Priorat, SpanienI Alvaro Palacios kavalkaden røg vi med næste vin Les Terrasses til Priorat i Catalonien … det område, som Alvaro slog sig ned i, da han i 1990 stoppede som ønolog for Moueix-familien på Château Petrus, og startede med at producere egne vine.

På det tidspunkt var Priorat hovedsagligt kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

Men da Alvaro købte sin første vinmark Finca Dofi havde han et mål om at fremstille en stor vin … en blanding mellem kraft og elegance … en krydsning mellem Pétrus og La Grange.

I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken L’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 begyndte kritikerne at overøse Alvaro Palacio med deres roser.

Vinen L’Ermita fra denne mark er også i dag én af Spaniens dyreste vine. Hos Vinspecialisten koster vinen også imponerende 7.500 kr. i årgang 2011. Det er en vin, som Parker giver flotte point, men sjovt nok aldrig har opnået de magiske 100 point. Mener, at højeste rating var 99 point for årgang 2010.

Denne Les Terrasses er er noget billigere, men også en helt fantastisk vin. Det er en vin, som jeg har smagt en del gange tidligere, bl.a. årgangene 2005 og 2007, men her har vi altså vinen i nyeste årgang 2013.

I denne årgang er det et blend af 60% Carignan, 30% Grenache samt 10% Cabernet Sauvignon og Syrah. Les Terrasses kommer fra forskellige parceller omkring de seks landsbyer Gratallops, Poboleda, Porrera, Les Vilelles, Torroja og Bellmunt el Molar. Fælles for vinmarkerne er, at de ligger på meget stejle skrænter, som alle har en helt perfekt eksponering i forhold til solen.

Udbyttet er lavt, ofte helt nede på 20-26 hektoliter pr. hektar og det er sgu ret lavt. Til sammenligning høster de fleste slotte i f.eks. Bordeaux gerne omkring 45 hektoliter pr. hektar og de bedste Chateauneuf du Pape producenter ligger omkring 30 hektoliter pr. hektar.

Alt håndplukkes naturligvis. Når druerne ankommer til vineriet, sorteres de, før de afstilkes. Efterfølgende presses de nænsomt, og vinen lægges på cementtanke. Førstegæringen finder sted, mens der dagligt foretages remontage. Når gæringen er tilendebragt efter 18-20 dage, så lægges vinen på franske egetræsfade i 12 måneder, både nye fade samt fade, som er anvendt en eller to gange før. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering og klaring.

Thomas fra Vinspecialisten fortalte, at vinen er lavet for sidste gang i årgang 2014 og herefter udgår af sortimentet fra Palacios. I stedet kommer der selvfølgelig en anden vin fra de druer, som ellers er anvendt til denne vin. Det må vi lige holde øje med i de kommende år,  selvom det er svært at forestille sig, at der skulle komme bedre vin af det.

I næsen er der kirsebær samt lidt mørkere bær, mørk kælder, lidt jord, mineralitet, kridt samt en smule blæk. I munden er vinen langt mere kompleks end de forrige, mere blød og rund med bløde tanniner, tørhed, syre og balance. Smagen er fin, elegant, frugtrig og særdeles blød. Lidt varme i eftersmagen og meget letdrikkelig.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 250 kr., hvis ikke vinen allerede er udsolgt.

Rating 5,5/7  

2005 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa Reserva Selección Especial, Rioja, Spanien

2005 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa Reserva Selección Especial, Rioja, SpanienOg hvorfor ikke fortsætte med storesøsteren … endda en væsentligt ældre storesøster, La Montesa Reserva Selección Especial i årgang 2005? Selvfølgelig stadigvæk et blend på Grenache, Tempranillo og Mazuelo fra vinmarken La Montesa del Monte Yerga i Rioja.

I denne skulle fordelingen være 40% Grenache, 45% Tempranillo og 15% Mazuelo … dvs. væsentligt mere Tempranillo end hos lillesøsteren. Men det er nu ikke så langt fra den almindelige La Montesa fra 2005, hvor fordelingen er 55% Garnacha, 40% Tempranillo og 5% Mazuelo.

Da det er en Reserva, så har vinen også lagret længere, minimum 3 år og ikke under 6 måneder på egetræsfade. Denne her har ifølge Vinspecialisten lagret på nye fade i 12 måneder, men der andre steder på nettet står, at den har lagret 16 måneder på eg, 80% franske fade og 20% amerikanske fade og alle næsten nye fade.

I næsen er bærerne mere mørke med elementer af blommer, vanilje, kaffe, muskatnød, cola, jord, kaffe, våde fade, cigaræsker, eg, jord og lidt brændte og mørke krydderier.

Og i munden er vinen også langt mere fyldig, fed, rund og mørk. Det er let peber, engelsk lakrids, brombær, eg, bitter chokolade … og selvom vinen har 10 år på bagen, så er der stadig frisk frugt og tanninerne markerer sig også sammen med fin tørhed og en smule bitterhed i eftersmagen.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 230 kr.

Rating 5/7