Rosévine i alle nuancer nærmest vælter ud af skabene i takt med, at sommeren sætter ind … eller i hvert momentvis sætter ind. Lidt en landeplage. Denne Rosado kommer fra vinhuset Bodegas y Viñedos Tamaral, der ligger lige udenfor for den lille by Padilla de Duero tæt på Peñafiel i appellationen Ribera del Duero.
Bodegas y Viñedos Tamaral er grundlagt i 1997 af familien De Santiago, som igennem 4 generationer har lavet vin. Det er Ricardo De Santiago, som i dag står i spidsen for vinhuset og laver vinene i samarbejde med ønologen Israel Martinez Ramon.
Vingården driver samlet 71 hektar vinmarker omkring Pesquera del Duero og Padilla Del Duero, nemlig markerne Vineyard Pago de la Mira, Vineyard La Calera, Vineyard Pago de Tablares, Vineyard Nava del Rey samt Vineyard Baños de Valdearados. Sidstnævnte er på 35 hektar og ikke selv ejet af familien, men derimod lejet på langtidskontrakt.
På alle markerne dyrker familien primært Tempranillo, hvoraf 30% af vinstokkene er over 100 år gamle, og 50% gror i en højde over 900 meter. Udover Tempranillo dyrkes der også lidt Verdejo.
Vinproduktionen sker i en forholdsvis ny bygning, hvor familien har investeret i fuldstændig up-to-date vinudstyr og en lagringskapacitet på 900 træfade, som udskiftes hvert tredje år.
Familien laver 6 forskellige vine, en hvid, denne rosé samt fire rødvin, helt traditionelt med Roble, Crianza, Reserva og Finca La Mira, som er en enkeltmarksvin … nærmest en Gran Reserva. Den samlede produktion ligger årligt på omkring 274.000 flasker vin.
Rosado’en er lavet på 100% Tempranillo druer, som kommer fra ældre vinstokke med marker i både Pesquera del Duero og Baños de Valdearados og lavet på rustfrie ståltanke fra første presning og uden lagring på eg af nogen slags.
Duftmæssigt er der godt med rød frugtsaftevand, jordbær, virkelig frugtsødme og virker lidt kunstig i næsen. Der er også nogle grønne elementer samt friske blomster.
Den smager okay og har let bitterhed, svag og blid syre, lidt citrus og forholdsvis kort eftersmag. Ved ikke helt hvad … den stikker sgu heller ikke af i nogen retninger.
Forhandles af Glud Vin, hvor prisen er 115 kr.
Rating 3/7