Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2019 Josep Foraster, Julieta Trepat, Conca de Barberà, Spanien

2019 Josep Foraster, Julieta Trepat, Conca de Barberà, SpanienDen lille appellation Conca de Barberà ligger i Katalonien og i byen Montblanc finder vi Josep Foraster, der står bag denne 2019 Julieta Trepat.

Vingården er reelt grundlagt i 1828, hvor Ramon Maria Foraster startede med at avle lidt druer, men under den spanske borgerkrig blev en del af gården dog ødelagt. Det var sønnen Josep Foraster Roselló, der igen startede driften med køer, grise, kyllinger og så vinavl, men druerne blev blot solgt til Montblancs vinkooperativ.

Det var først i 1998, at Josep Foraster Rosellós søn – der også hed Josep Foraster – selv startede med at lave vin på gården, men desværre døde han allerede året efter, hvorefter hans søster Julieta Foraster fortsat produktionen sammen med hende mand Josep Lluis.

Siden 2005 har det dog været Julietas søn Ricard Sebastià Foraster, der efter uddannelse til ønolog, der har stået for driften. Siden 2017 har han også fået hjælp af Adria Foraster … der er søn af afdøde Josep Foraster og gerne vil fortsætte i faderens fodspor.

Vingården har samlet 29 hektar og på den 9 hektar store Mas Castells mark dyrkes de to sorter Cabernet Sauvignon and Ull de Llebre, som er det lokale navn for Tempranillo.

På de øvrige marker dyrker familien Trepat, Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Syrah, Grenache, Garnacha Peluda og de hvide sorter som Garnacha Blanca, Chardonnay, Macabeu og Parellada.

Denne Julieta Trepat er opkaldt efter Ricard Sebastià Forasters mor og lavet på Trepat druen, som er meget dyrket i Conca de Barberà og kaldes et nordspansk alternativ til Pinot Noir.

Vinen er lavet med gæring og maceration på beton og efter endt fermentering er vinen skam også lagret 7 måneder i store betonæg.

I næsen er det en lys, luftig og let vin, hvor der er blomster, tulipaner, banan, Carletti skumbananer, kardemomme og julekrydderier, blæk, kirsebær, jordbær og lidt grønne stilke. Det er en utrolig, let og frisk rødvin med lidt skovbund og disse julekrydrede noter.

Sådan smager den også … utrolig, let og frisk … har søde og bløde kirsebær, jordbær, nærmest med Pinot Noir druens lethed, elegance suppleret med let samt læskende saftighed. Hvor er det en smuk, fin samt indbydende vin, man omgående knuselsker. 95 point.

Forhandles af Wohlenberg Vinhandel, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Conceito Vinhos, 20 Anos Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, 20 Anos Tawny Port, Douro, PortugalDe sidste to portvine fra Conceito Vinhos var begge de mest lækre, for det var henholdsvis 20 år og 40 år gamle Tawny portvine og jeg startede slutningen med denne 20 Anos Tawny Port.

Vinen er lavet på ikke mindre end 20 traditionelle, forskellige druesorter og mest Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete, der kommer fra over 80 år gamle vinstokke på Quinta do Cabido ved Teja-floden i Numão-sognet.

Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der så bare tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og så en længere lagring på egefade.

20 års Tawny er ikke en portvin, som kommer fra en årgang for 20 år siden, men typisk et blend af vine fra forskellige årgange og har smag som en 20 års portvin vil smage … det afgøres faktisk af et officielt smagepanel.

Fuck det dufter formidabelt … i glasset har portvinen også brune nuancer og aromaerne er også moden frugt, bløde blommer, figner, svesker, godt med karamel, nougat, mælkechokolade, vanilje, nødder og gule sultana rosiner. Føj, hvor er det lækkert og man fornemmer virkelig, hvordan alderen har gjort vinen blød, rund og samtidig finder jeg også lidt mahogni og gammelt læder.

Det smager sgu simpelthen bare monstergodt … blød, lys og moden med bagte blommer, tørret frugt, svesker, figner og dadler … er ren nektar og man fornemmer virkelig, hvor alderen har slebet alle små kanter runde og dermed er alkoholen også blevet blød og nærmest smuk med imponerende balance, lidt karamel og chokolade.

På en eller anden måde er det en lys, fin, sart og flot balanceret portvin, som jeg bare leverer varen big time … og så endda til en pris, der kan betegnes som røverkøb, for Houlberg ender på 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Conceito Vinhos, 10 Anos White Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, 10 Anos White Port, Douro, PortugalJeg fortsatte med mere hvid portvin, for den næste Conceito Vinhos portvin var denne 10 Anos White Port.

Som lillesøsteren er vinen lavet på omkring 10 forskellige og helt traditionelle druesorter, bl.a. Rabigato, Códega do Larinho, Códega, Gouveio, Donzelinho Branco, Folgazão og Arinto.

Druerne kommer fra en meget gammel, pre-phylloxera vinmark i Freixo de Numão, en landsby beliggende 15 kilometer vest for Foz Côa og beliggende i 600 meters højde på et lille granitplateau.

Disse druesorter arbejder i harmoni for at skabe en kompleks og nuanceret smagsprofil, der er karakteristisk for denne portvin Den mineralrige jordbund af granit tilfører vinmarken en unik terroir, der afspejler sig i portvinens smagsprofil.

Vinen er lavet ved, at druerne fodtrædes helt traditionelt i lagares de granito … her med 2 dages forgæring og maceration, presning og 3 dages gæring. Så er der tilsat vinbrandy efterfulgt af kort gæring samt lagring i 10 år på egetræsfade.

I glasset atter smuk portvin, der nærmest er mørk ravfarvet med brune nuancer og atter dufter det alarmerende godt … virkelig sød nektar med intens tørret frugt med abrikos, svesker, hasselnødder, karamel, nougat og brændte mandler. Mums.

Smagsmæssigt er portvinen smooth, blød, cremet og lækker … smelter nærmest i munden med englefryd, der kommer lidt tørret abrikos, karamel og brændte mandler med sødme, honning, meget tyktflydende lækkerier og jeg er tosset med den. 95 point og til prisen et stjernegodt køb.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Cà Bianche, Le Téna Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2019 Cà Bianche, Le Téna Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienDen næste vin var også en Valtellina Superiore fra Valgella subzonen og det var denne 2019 Le Téna Valtellina Superiore fra vinhuset Cà Bianche lige kort afstand nordøst for Tirano.

Vingården er grundlagt af Bana familien, som har drevet den igennem 3 generationer og i dag med Davide Bana ved roret.

Gården var tidligere blot et mindre landbrug, som dyrkede deres vinmarker og frugtplantage …. og blot solgt deres Nebbiolo druer til lokale vinproducenter.

Det blev da ændret i 2007, hvor Davide Bana overtog driften. Han havde forladt sin karriere som schweizisk bankmand for at følge sin passion og familiens arv. Han vidste, at hans families jord dyrkede en virkelig ekstraordinær Nebbiolo og hans intuition fortalte ham, at de selv kunne lave utrolige Valtellina Superiore vine.

Han byggede et topmoderne vinfremstillingsanlæg ind i bjergsiden af sin families ejendom og efter 6 års opslidende arbejde i vingården og vingården følte han endelig, at hans vine var klar til det kommercielle marked,

Udsigten fra Davide vineri udover hans 3 hektar vinmarker er forbløffende, men jorden er som altid i Valtellina uforsonlig og ret vanskelig at dyrke. for alt skal udføres i hånden, fra pløjning til beskæring til høst.

Her smager vi så Davide Banas 2019 Le Téna Valtellina Superiore, hvor druerne kommer fra over 50 år gamle vinstokke, der oprindelig blev plantet af hans farfar.

Druerne høstes omkring midten af oktober og overføres til vingården til helt naturlig alkoholisk gæring, kun ved brug af den naturlige gær. Gæring og maceration varer 30-40 dage og kommer så i ståltanke til malolaktisk gæring over 2 måneder.

Derefter er lagringen sket over 24 måneder på  fade af fransk og slavonsk eg efterfulgt af yderligere et par måneder i rustfri stålkar. Efter aftapning på flaske fortsættes lagringen i mindst yderligere 12 måneder.

Hvor dufter det godt … fadnoterne er tydelige og mine noter siger lakrids, tørrede rosenblade, hindbær, kirsebær, brombær, en næsten grøn og medicinsk note, røg, schweiziske Ricola urtebolsjer og med mere tid i glasset dukker der også lidt bolværk, tjære og krydrede noter frem. Hmmmmm.

I forhold til de to foregående Valtellina Superiore vine er frugten dybere og tanninerne også vildere … mere tørre og stringente med et virkelig vildt tannisk bid, der absolut ville gøre mange Barolo’er misundelig. Syren er let, elegant med en smule lemon eller Campari bitterhed, men samlet er vinen bundet fandens flot sammen med en unik og kompleks smag. Svær ikke at holde af … 95 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men koster – så vidt jeg kan se – omkring 29,70€ i Italien … svarende til 221 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Weingut Seeger, Leimener Herrenberg Lange Wingert Chardonnay S GG, Baden, Tyskland

2021 Weingut Seeger, Leimener Herrenberg Lange Wingert Chardonnay S GG, Baden, TysklandMan bør drikke vin fra Baden ugentligt … lægeligt, vinøst råd fra Houlberg og denne uge er medicinen en 2021 Leimener Herrenberg Lange Wingert Chardonnay S Großes Gewächs fra Weingut Seeger.

Vingården ligger i Leimen nær Heidelberg og grundlagt i 1707, selvom familien egentlig har lavet vin siden 1655.

Det var Andres Seeger, der i 1707 byggede en vingård midt i Leimen, men da den senere blev for lille, så byggede Georg W. Seeger i 1895 en nyere og mere ejendom og vineri på stedet … og den er i dag fortsat centrum for vinhuset, som også omfatter Weinstube Jägerlust.

Weingut Seeger drives i dag af 12. generation i form af Thomas Seeger, men hans søster Barbara sammen med mor Ingrid står for at servere  regionale retter af høj standard i Weinstube Jägerlust, der endda har en BIP Gourmand i Michelin guiden.

Thomas blev uddannet vinmager i 1985 fra Geisenheim i Rheingau og startede som kældermester hos far Helmut Seeger og har siden overtaget hele ansvaret for produktionen og vingården.

Familien har 12 hektar vinmarker og de bedste marker er parceller på Erste Lage marker som Leimener Herrenberg og Heidelberger Herrenberg samt selvfølgelig Grosse Lage markerne Leimener Herrenberg Spermen, Oberklam og Lange Wingert.

Herunder kan I se markernes placering ved Leimen:

Vinmarkerne er beskyttet mod stærke vinde af høje tjørnehegn og har vinstokke med 25% af Spätburgunder … Pinot Noir 777, 25% Weissburgunder, 15% Grauburgunder, 15% Lemberger, 10% Riesling, 6% Sauvignon Blanc og 2% Schwarzriesling.

Weingut Seeger er medlem af Deutsches Barrique Forum og Weißen Burgunder Charta, men derudover blev Seeger i 2010 også optaget i VDP – Verband Deutscher Prädikats-Weingüter. Vinguiden Eichelmann udråbte også i 2015 Seeger til Weltklasse efter at have fulgt hans udvikling over mange år.

Filosofien i kælderen er helt klar, nemlig at gøre så meget som nødvendigt og så lidt som muligt. Alle druerne behandles meget forsigtigt og malolaktisk gæring sker for alle rødvine og nogle af hvidvinene.

Det allervigtigste for Thomas Seeger er,  at vinene viser sammenspil mellem jordbund, klima og vinbondens udtryk … og har tydelige og klare referencer til den enkelte marks terroir.

Denne 2021 Leimener Herrenberg Lange Wingert Chardonnay S Großes Gewächs er lævet fra druer fra 15-20 år gamle vinstokke på Herrenberg Lange Wingert marken … passet med grøn høst og høstet manuelt.

Vinen er – efter en blid presning – lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder sur lie i 228 liter franske barriques.

Duften smiler dig lige op i ansigtet … bred, erotisk, smørfed og absolut faglagret overlækker Chardonnay. Vi har her den brede pensel fremme og maler med en frugt af dåsepærer, fersken, mango, ananas og i en delikat og fandens behagelig aroma, hvor fadene lige bidrager med sødme, vanilje, kokos og lakridskonfekt. Derudover kommer der også en nøddet aroma … ristede hasselnødder samt nøddesirup. Det er sgu klasse.

I munden nærmest smelter vinen og bredder sig med saglig fryd eller sagt på en anden måde … det smager fandeme tæskegodt. Vinen har en saftig fylde, næsten med cryo-koncentreret æblemost, pæremost og lidt multifrugtjuice, men en blød syre sikrer alligevel, at det aldrig bliver helt for mushy … holder lige rygraden rank og giver dig helt en omgang lækker vinøs mundmassage. Det er yderst drikbart, cremet og vild blødt … har elegance, godt med fad, røg … men damm hvor jeg bare elsker denne vin, så dermed 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 262 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2019 Gustave Lorentz, Riesling Grand Cru Altenberg de Bergheim, Alsace, Frankrig

2019 Gustave Lorentz, Riesling Grand Cru Altenberg de Bergheim, Alsace, FrankrigRiesling Grand Cru Altenberg de Bergheim er lavet med druer fra en af vinhuset Gustave Lorentzs allerbedste marker og er en vin, som jeg har smagt før … sidst i årgang 2018, men nu smager jeg 2019.

Denne 2019 Riesling Grand Cru Altenberg er lavet på druer fra 30-50 år gamle stokke på den berømte sydvendte Grand Cru Altenberg de Bergheim. Den gærer på ståltanke alene med druernes naturlige gærceller og derefter har den lagret 12 måneder på store, gamle egetræsfade og så yderligere flere år på flaske inden frigivelse.

Som med 2018’eren er der godt med petroleum, diesel og terpentiske dampe, masser af inderlig energi, nerve og stenet mineralitet, røg, godt med citroner og grønne æbler, grønne urter, salvie og så ganske let både karamel, nogle ristede hasselnødder … det er sgu vildt og dufter endda bedre end 2018’eren.

Hvor smager den godt … cremet, let olieret og skarp på én gang … citroner og grillede citroner, koncentreret æblesaft, har en snas nødder, virkelig pivfrisk og samtidig med den er smørblød og smelter næsten i munden, som løber over med savl og begær … så pokkers god er denne vin altså bare … lige et niveau over 2018’eren … ærefrygt. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Raúl Pérez, La Vizcaina La Vitoriana, Bierzo, Spanien

2019 Raúl Pérez, La Vizcaina La Vitoriana, Bierzo, SpanienRaúl Pérez er et navn, der i disse tider klinger inden for den spanske vinverden, for Pérez er vel at betegne som forgangsmanden for hele stilændringen i Bierzo. Steffen havde taget Raúls 2019 La Vizcaina La Vitoriana med til smagningen.

I 2005 forlod Raúl Pérez familiens vingård i Bierzo for at skabe Bodegas y Viñedos Raúl Pérez. Siden har han ikke set sig tilbage, og han har for alvor været med til at sætte Bierzo på landkortet og står i dag som regionens klare referencepunkt.

I dag laver Raul også vin i Rias Baixas, Ribeira Sacra og Navarra, men det er hjemme i byen Valtuille de Abajo, hvor han har sit fokus og laver nogle af verdens mest eftertragtede vine.

Det tyske vinskrift, Der Feinschmecker, kårede ham til verdens bedste vinmager i 2014. Det samme gjorde det franske magasin, Bettane+Desseauve, i 2015, og i 2018 var det engelske Decanter, der med rette stillede spørgsmålet: Er dette verdens bedste vinmager?

Vindyrkningen går generelt den mere biodynamiske vej. Og med en vinificering, der samtidig tæller helklasegæring og lagring på neutrale fade, er der i højere grad fokus på friskhed og drikkevenlighed.

Foruden selv at lave mesterlige vine, konsulterer Raúl Pérez også en lang række andre producenter. Derudover deler han erfaringer med Rodrigo Mendes fra topproducenten Forjas del Salnes, når de i samme producents kældre i Rias Baixas frembringer vel nok Spaniens mest efterspurgte hvidvine.

Det er nemlig vine som Leirana Genoveva, Golliardo a Telleira fra Forjas del Salnes og The Sketch fra Raúl Pérez.

La Vizcaina La Vitoriana er en af Pérezs topvine fra La Vizcaina-serien, som generelt er kendetegnet ved at være lavet fra vinmarker omkring hans hjemby Valtuille de Abajo … og fra Mencia vinstokke med en gennemsnitsalder på minimum 50 år.

I tilfældet med denne La Vitoriana er der tale om en lille parcel på omkring 0,9 hektar med op til hele 130 år gamle vinstokke. Al høst og den nænsomme selektering kan kun foregå med håndkraft.

Vinificeringen foregår efter gamle principper med open-vat helklasegæring og en 30-60 dage lang maceration, før vinen til sidst lagrer på gamle fade af både 225 og 500 liter i 12 måneder og tappes uden klaring eller filtrering.

WAUW for en duft … toast, ristede noter, meget bondsk og landlig samtidig, har blæk, grafit, tryksværte, jern, engelsk lakrids, er noget parfumeret med et bundt blomster, en frugt med kirsebær, jordbær, tranebær og endda enebær, røg samt en kæk lys sødme. Det dufter vildt godt.

I munden er vinen blød, rund og nærmest cremet med denne sitrende nerve … sådan nærmest lysbitter frugt, æterisk, luftig og svævende … jordbær og hindbær og nogle mørkere bær som blåbær … alligevel slank, frisk og har en syre med lemonagtig bitterhed, har godt med tannin- og peberbid … det er stjernegodt, så 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske normalt koster 349 kr., men fås på tilbud i øjeblikket til 239 kr., hvilket nærmest er tyveri.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Silvio Grasso, Barolo Annunziata Vigna Plicotti, Piemonte, Italien

2019 Silvio Grasso, Barolo Annunziata Vigna Plicotti, Piemonte, ItalienPaul havde medbragt en flaske af denne flotte 2019 Barolo Annunziata Vigna Plicotti fra Silvio Grasso, som jeg jo har skrevet om en del gange her på vinbloggen.

Denne Barolo Annunziata Vigna Plicotti har jeg da også smagt før i årgang 2013 og endda ikke så lang tid siden … i oktober sidste år.

Nu havde Pauls søn haft denne flaske med hjem fra vingården efter et besøg for ikke mange måneder siden.

Her kommer Nebbiolo druerne fra enkeltmarken Plicotti, hvor Grasso har 1 hektar og stokke plantet i 1982.

Vinen er så vinificeret på samme måde som de øvrige Barolo vine hos Grasso, altså i rustfrie ståltanke med gæring og maceration over 15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i franske barriques og heraf er op til 80% nye barriques afhængig af årgang. Derefter er vinen lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen mørkere, mere bondsk, flæsket bacon suppleret med mere mejeri, end jeg husker. Der kommer også mere klassiske noter med violer, tørrede røde roser, læder, våde fade og cedertræ, en frugt med blommer, modne kirsebær, tranebær og moreller … er mere svulstig i frugten end 2013’eren. Der er røg, lakridskonfekt, balsamico, tør jord og generelt stor tørhed.

Smagsmæssigt er det en tør, stringent og ung vin … frugten også mørkere end forventet … sorte kirsebær, tranebær og blommer, en pose nødder samt nogle træagtige noter, tobak, jod, tjære, peber og så ellers tanniner, der bider og er vilde … men på en eller anden måde også lidt indhegnet og kontrolleret, så det ikke stikker helt af. Den har en knastør syre, der streng, frisk og skarp med masser af bid, goddaw og klar mineralitet. 95 point.

Forhandles af Italux, men denne er ikke i sortimentet pt. Denne er købt på vingården, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Domaine Christophe Violot-Guillemard, Saint-Romain Clos des Ducs, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Christophe Violot-Guillemard, Saint-Romain Clos des Ducs, Bourgogne, FrankrigDet er kun få måneder siden, at jeg smagte en 2018 Pommard la Vache fra Domaine Christophe Violot-Guillemard. Nu smager jeg atter en vin fra huset og det er denne 2021 Saint-Romain Clos des Ducs Blanc.

På etiketten står der også Monopole og det skyldes, at Viollot-Guillemard er eneejer af den højtbeliggende mark Clos des Ducs i Saint-Romain.

Markerne dyrkes alle økologisk og er under certificering og selve vinificeringen afspejles i et mål om at skabe terroirtro vine. hvilket betyder så lidt indblanding som muligt, længerevarende maceration og typisk kun brug af en mindre andel nye fade.

Duftmæssigt en meget pirrende aroma … dejlig fin, sart note med noget brunet smør, nødder, ristede hasselnødder, en frugt af fersken, pærer og modne æbler, let lakridskonfekt, nougat og en nærmest kalket mineralitet med kridt og bløde, hvide sten.

I munden er der også lidt fad … men det bliver ikke en  svulstig eller overdone Chardonnay, for midt i fyldigheden har vinen en ren, slank, mager frugt og en sart, blød, afdæmpet og stringent syre. Der er lidt fersken, pære, lemon og en smule citroner, som giver godt samt frisk bid med søde krydderier og lidt peber … og så denne sitrende nerve. Mums for en vin, så dermed 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 379 kr., mens prisen er 339 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Les Trois Terroirs, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Les Trois Terroirs, Bourgogne, FrankrigVi skal igen smage endnu en vin fra det familiedrevne vinhus Domaine Michel Rebourgeon beliggende i Pommard med rødder helt tilbage til 1540 og det er netop med en 2020 Pommard Les Trois Terroirs.

De 3 terroirs refererer til, at Pinot Noir druerne her er fra de 3 vinmarker La Rue au Port, Les Poisots samt La Vache, hvor den sidstnævnte mark i øvrigt også stå bag husets absolutte topvin.

Druerne afstilkes uden knusning og koldmacererer før  spontangæring med terroirets  og druernes egen gær. Med daglig pigeage udtrækkes nænsomt farve, smag og tanniner fra skindet inden vinen efter 3 uger presses med skånsom blærepresse.

Derefter er vinen lagret 18 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, hvoraf omkring 15% er helt nye. Der er lavet 1.600 flasker og denne er nummer 330.

I næsen en lidt mørk og maskulin vin … der er en skøn aroma af både mørk moden frugt som mørke kirsebær, blommer og hindbær, noget oksefond, teaktræ og mahogni. røg, lakrids, vanilje, chokolade, kaffe, skovbund med lidt friske blomster. Det er maskulinitet i habit, hvor alt er friseret, pænt, blødt og virker endda cremet og elegant.

Sådan smager vinen også … har en maskulin lethed, hvor det mørke, cremede og intense går hånd i hånd med en tynd lethed. Det giver en blød, cremet og lækker vin, hvor den næsten smelter på tungen, har blide muskler, er så ren og ordentlig … men smager ganske godt på denne tyndmørke facon. Glimrende. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7