Bagepulver, kagemix, yoghurt, frossen pizza, pizzaburger, kagedekorationer, cornflakes, hævemidler, geleer … alt til bagning. Alle kender vist Dr. Oetker, som specielt er god til pizza bagt i ægte stenovn, hvis man i hvert fald skal tro på reklamerne.
Dr. Oetker Pizzaburger – til jer, der ikke bare har appetit men sult. Prikken over i’et til enhver dessert! Dr. Oetkers dessertsauce smager udsøgt både til varme og kolde desserter, og så fås de i 3 lækre smagsvarianter: toffee, choko og saltlakrids. Ja mulighederne med Dr. Oetker er mange.
Der eksisterer sågar en Dr. Oetker app, som hedder kagerullen og byder på opskrifter på herlig hjemmebag … selvfølgelig med brug af Dr. Oetkers mange vidundermidler.
Familien Oetker driver – med hovedsæde i Bielefeld i det nordlige Tyskland gennem 4. generationer – det gigantiske internationale madimperium, der omsætter for over 80 milliarder kroner hvert år og har over 30.000 mennesker på deres lønningsliste. Og så ejer de minsandten også et af Tysklands mest prestigefyldte vinhuse, nemlig det hæderkronede Schloss Johannisberg.
Jeg havde egentlig overvejet frem og tilbage, om jeg skulle skrive om besøget på Schloss Johannisberg, for det var jo egentlig ikke et rigtig vingårdbesøg … mere et turiststop på en overcrowded attraktion, hvor man tilfældigvis også kan købe vin.
Jeg besluttede dog, at jeg ville skrive dette indlæg, dels som ærlig beretning om et flot og imponerende sted med en fantastisk vinhistorie, men også som stræk og advarsel for dem, som gerne vil se, høre og smage, hvordan små vinbønder laver deres vine.
Som I måske så på blogindlægget omkring Chat Sauvage, så ligger Schloss Johannisberg på toppen af en de stejleste, sydvendte skråninger ned mod Rhinen. Det er så berømt, at det endda i 1971 fik sin helt egen appellation, som egentlig bare hedder Schloss Johannisberg. Det et da cool.
Historien om Schloss Johannisberg
Der har været lavet vin på netop dette sted siden middelalderen og omkring år 1100 blev der på stedet bygget et benediktinerkloster, som dengang blev kaldt Bischofsberg .. altså biskoppens bjerg og det blev samtidig identificeret til at være det bedste sted at dyrke vin i hele området.
Omkring 30 år senere udvidede munkene også klosteret med en romansk basilika, altså en stor og imponerende søjlekirke til ære for Johannes Døberen og siden blev både højen og klosteret kendt som Johannisberg, altså Johannes bjerg.
Søjlekirken blev dog ødelagt under den tyske bondekrig i 1525, men navnet hænger fortsat fast på stedet, som dog i de efterfølgende år skiftede ejer utallige gange.
I 1716 blev ejendommen og jorden imidlertid købt af præstedømmet under fyrst Konstantin von Buttlar fra den daværende ejer Lothar Franz von Schönborn. De opførte det imponerende barokslot og plantede i 1720 de første marker med Riesling, men under Napoleonskrigene skiftede slottet ejere mange gange.
I forbindelse med Wienerkongressen 1814-15 skænkede den østrigske kejser imidlertid godset til sin kansler, fyrst Klemens von Metternich og det blev herefter i familiens ejet helt frem til 1974, hvor det blev købt af Oetker familien.
Under 2. verdenskrig blev slottet totalt udbombet og der stod faktisk kun ydermurene tilbage. Det blev faktisk først genopbygget midt i 1960’erne af prins Paul Alfons von Metternich-Winneburg sammen med hustruen prinsesse Tatiana, som var af russisk afstamning.
Selvom Oetker familien havde købt slottet i 1974, så boede prins Paul på slottet frem til sin død i 1992 og prinsessen helt indtil hendes død i 2006.
Historien om de søde vine
Det var også her på Schloss Johannisberg, at den ædle søde vin blev produceret for første gang, da myndighederne i 1775 kom for sent med høsttilladelsen. Med historisk held prøvede man at se, hvad man kunne få ud af at vinificere de rådne druer, og det blev til den første vin af den typen, som vi i dag kalder Spätlese.
I 1787 opnåede man derefter for første gang det sødmeniveau, som vi i dag betegner Auslese. Herefter blev det et mantra at fremstille ædelt søde vine, og da en pludselig hård nattefrost ramte Schloss Johannisberg i december 1858, var det også her, at man for første gang pressede de frosne druer til Eiswein.
Og det med de forskellige sødmeniveauer satte vinslottet allerede i gamle dage i system. Man fandt nemlig på at forsegle flaskerne med lak i forskellige farvenuancer for at holde styr på de mange forskellige sødmegrader i de forskellige vine.
Og i dag lever systemet videre i bedste velgående, og alle flasker på Schloss Johannisberg er påsat farvestrålende kapsler efter følgende skala:
- Gul – Gelblack = Qualitätswein
- Bronze – bronzelack = Tradition
- Rød- Rotlack = Kabinett
- Grøn – Grünlack = Spätlese
- Sølv – Silberlack = Grosses Gewächs
- Rosa – Rosalack = Auslese
- Rosa/guld – Rosa-Goldlack = Beerenauslese
- Guld – Goldlack = Trockenbeerenauslese
- Blå – Blaulack = Eiswein
Der siges dog, at Schloss Johannisberg måske slet ikke var først med at udvikle vine med den ædle råd, men at der var sket tidligere i Tokaj i Ungarn … men der siges jo så meget. Det er under alle omstændigheder en af de mange historier, som hører sammen med det store og historiske Schloss Johannisberg.
Schloss Johannisberg i dag
I dag er Schloss Johannisberg en af området store turistattraktioner, og det gør selvfølgelig også, at alt omkring husets vine er sat i system. Således kan turister – udover at nyde den fantastiske udsigt – købe guidede ture i vinkælderen, Segway ture, besøge og købe vine i vinotheket, som mest er en shop, eller indtage et måltid i slottets restaurant, som efter sigende skulle være ganske god … men sikkert uden servering af pizzaburgere.
Derudover anvendes slottet i dag til en række kulturelle begivenheder, men man kan også – privat eller som virksomhed – leje lokaler til større møder.
Men der produceres også fortsat flotte vine på Schloss Johannisberg, som samlet har 35 hektar vinmarker, hvorfra husets vine med de farvede kapsler produceres.
Derudover ejer Schloss Johannisberg også vinhuset Weingut G.H. von Mumm og vinene derfra kan selvfølgelig også købes i vinotheket aka shoppen på vinslottet.
Sammen med en flok andre turister på stedet, der smagte vi skam også lidt vine, men man bliver aldrig helt opstemt. Måske skulle vi i stedet have sat os i restauranten … nu blev det hele bare en smule forvirrende og snart satte vi da også kursen mod turens sidste gårdbesøg.
