Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2011 Rocca di Montegrossi, Geremia IGT, Toscana, Italien

2011 Rocca di Montegrossi, Geremia IGT, Toscana, ItalienRocca di Montegrossi ligger i Monti in Chianti tæt på den romanske kirke San Marcellino I Toscana. Det er et vinhus med en lang historie og det er derfra, at jeg smager denne IGT vin Geremia.

Vinhuset drives i dag af Marco Ricasoli-Firidolfi og han kommer fra familen Ricosali, der spillede en central rolle i hele Chianti Classico regionens historie og var med til at skabe grundlaget for Chianti Classico vinene. Ja faktisk er Ricasoli navnet uløseligt knyttet til hele Toscanas historie, da forfaderen Geremia Ricasoli etableret slottet ved Montegrossi i det 7. århundrede.

I 1411 gik familien ind i vinbranchen og overtog bl.a, Castello di Brolio og det var senere Bettino Ricasoli – også kaldt  jernbaronen – som skabte opskriften på Chianti vin.

Nu er det seneste slægtning i form af  Marco Ricasoli-Firidolfi, som driver det gamle vinhus Rocca di Montegrossi videre. Han har 100 hektar jord, hvoraf 20 hektar er vinmarker, 20 hektar olivenlunde og resten blot skovområder.

Marco overtog driften i 1994 med det mål at øge kvaliteten og lave kvalitetsvine. Derfor startede med at bygge et nyt vineri, kælder og startede en konvertering til økologisk drift. Siden 2010 har driften været certificeret økologisk. Selve vineriet er state of the art med solpaneler og han byggede også store cisterner til opsamling af regnskab til brug for arbejdet på gården.

Nå, men her smager vi så IGT vinen Geremia opkaldt efter den gamle forfader. Den er i denne årgang 2011 lavet på 70% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon, men fordelingen mellem de to druer er lidt forskellig fra år til år. Den lagrer udelukkende i franske Allier medium-toast  barriques 24 måneder, hvorefter den flaskes uden filtrering og ældes i yderligere 18 måneder inden frigivelse.

Selvom det stilmæssigt skal sigte efter Bordeaux, så virker vinen duftmæssigt langt kraftigere. Den har en aroma med dyb mørk frugt, meget gæret i frugten med solbær, sorte kirsebær og boysenbær, flæsk, bacon, lidt mælkede noter, mejeri, læder, finsk lakrids og engelsk lakrids. Duften virker måske endda lidt parfumeret, suppleret med lidt apotek, muldjord eller svagt jordslået.

I munden er vinen overraskende kraftig, masser af power, lakrids, tung og mørk frugt … dog med nogen friskhed. Det er samtidig lidt en saftig vin med et pænt niveau af frugtsødme, peber, salvie, mentol og fine, spinkle tanniner og så igen lidt jordrede smage. Det er måske ikke elegant Bordeaux stil, men en vin med masser af energi.

Forhandles bl.a. af Vitis Vinifera, hvor denne årgang 2011 fortsat kan findes til 270 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Ravines Wine Cellars, Le Petit Caporal, New York State, USA

2017 Ravines Wine Cellars, Le Petit Caporal, New York, USADen lille korporal aka Le Petit Caporal er sidste vin fra Morten Hallgren og hans vinhus Ravines Wine Cellars … igen et klassisk Bordeaux blend og et navn, der er en hyldest til Mortens afdøde ven Sam Argetsinger, som var en rigtig stor beundrer af den lille korporal Napoleon Bonaparte.

Det er alene 3. gang, at Morten har lavet vinen, hvor 2015 altså var første gang og en stor del af druerne til vinen kommer netop fra Sams elskede Argentsinger Vineyard, som Sams søn Beren Argetsinger i dag driver videre.

Blendet i Le Petit Caporal varierer lidt fra år til år, men i denne årgang 2017 består det af 43% Cabernet Sauvignon, 40% Cabernet Franc og 17% Merlot. Og Cabernet Franc druerne kommer fra den nederste del af Argentsinger Vineyard, mens Merlot og Cabernet Sauvignon druerne kommer fra den stejle Hoffman Vineyard.

Efter den manuelle høst er alle druerne afstilkede, hvorefter de gennemgår 5-6 dages koldmaceration inden gæringen sker i åbne kar over 3 uger med skindkontakt, daglige overpumpninger samt punch-down. Så lagrer hver druesort separat 10 måneder på et blend af 80% franske og 20% amerikanske barriques, hvoraf omkring 20% er helt nye.

Først derefter laves det endelige blend og vinen lagrer yderligere 6 måneder på neutrale, brugte fade.

Som med Maximilien Red Blend er sammenligningen med Bordeaux næsten skræmmende. Mørk og tør frugt, solbær, kirsebær, hindbær, stikkelsbær, violer, skovbund, cigarkasser, røg, kaffe, tobak, engelsk lakrids, mørk chokolade, kaffegrums, grøn peber … faktisk meget klassisk og dufter vildt godt. Har en sådan lille grøn nerve, som suppleres med lidt mentol og svagt lidt blomster.

I munden har vinen lidt samme indflyvning som Maximilien med syrlighed i frugten, virkelig frisk med et mineralsk bid, mellemrøde og syrlige bær, kirsebær, hindbær, blåbær, tonsvis af tanniner, som sætter sig på fortænderne. Vinen er tør, den er frisk, rank, syrlig, tanninrig og stor klasse … over mange gode Bordeaux vine.

Med forrige Maximilien skrev jeg, at den var bedste amerikanske Bordeaux- Wanna-Be i lang tid. Det fortryder jeg nu, for den titel tager denne Le Petit Caporal. Men som en gammel statsminister engang sagde; man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Ravines Wine Cellars, Maximilien, New York State, USA

2016 Ravines Wine Cellars, Maximilien, New York, USAOgså de sidste to vine fra Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars har Bordeaux som reference og fix-punkt. Denne hedder Maximilien og er lavet på 57% Cabernet Sauvignon og 43% Merlot fra Ravines husets egne marker rundt om Seneca Lake søen.

Omkring 76% af druerne kommer fra den kalkholdige mark White Springs Vineyard på den vestlige side af søen, mens de resterende 24% høstes fra den ler- og skiferholdige 16 Falls Vineyard på østbredden.

Alle druer afstilkes inden gæring i åbne gæringskar over 3-4 uger med skindkontakt, pigeage og daglige overpumpninger. Efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på barriques, heraf 18% nye fade. 20% af fadene er amerikanske fra Dargaud & Jaegle og hovedparten franske fra Taransaud og Francois Freres.

What? Det dufter vildt meget af Bordeaux, men den er altså lavet i USA, men slet ikke i en overfed eller opulent stil. I stedet møder din næse en kølig og klassisk bordeauxfil aroma med solbær, lidt knuste enebær, tør jord, cedertræ, cigaræsker, grøn peber, blæk og blyanter, mentol, kaffebønder … hallo, hvor det dufter vildt godt.

I munden er frugt også langt mere syrlig, rank og kølig end forventet og arghhh, hvor det smager godt. Vinen har en frisk smag med nogle mellemrøde og syrlige bær, kirsebær, hindbær, bitterhed, jern, jord, mærkbare, stramme og spændstige tanniner og så lidt blomster. Og tænk engang, at vinen fortsat er ung med masser af potentiale ved yderligere modning i kælderen. Noget af det bedste Bordeaux-Wanna-Be, som jeg har smagt fra USA i long time.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 De Stefani, Solèr, Veneto, Italien

2017 De Stefani, Solèr, Veneto, ItalienDe Stefani ligger i byen Fossalta di Piave i Veneto og er et af de vinhuse, som Glud Vin har et fint og stort samarbejde med. Det er derfra smager vi nu deres Solèr … en vin lavet på et mix af forskellige druer.

Vinhuset er grundlagt i 1866 af Valeriano De Stefani, der som første generation startede med at lave vine i byen Refrontolo i området mellem Conegliano og Valdobbiadene.

I dag har familien fortsat den gamle vingård i Refrontolo, men byggede i 1993 et stort og moderne vineri i Fossalta di Piave, hvor De Stefani i dag fortsat har som deres hovedkvarter og vineri, som endda er udvidet og moderniseret senest i 2013.

I dag drives vinhuset af Alessandro De Stefani som 4. generation og han startede allerede i 1992 med at hjælpe sin far Tiziano De Stefani i kælderen. Alessandro er selv uddannet vinmager og ønolog fra vinskolen i Conegliano suppleret med økonomistudier fra universitetet i Venedig samt Warwick i England.

I dag har De Stefani familien knap 61 hektar vinmarker og laver årligt omkring 400.000 flasker vin. De er fordelt på 4 ejendomme, som familien løbende har opkøbt. Første er selvfølgelig den gamle vingård i Refrontolo, nemlig ejendommen Colvendrame, men så ejer de derudover Podere Le Ronche i Fossalta di Piave, Podere Pra’ Longo i Monastier di Treviso og Podere Bailo i Valpolicella.

Markerne drives i dag efter både økologisk og biodynamiske principper, ligesom der ikke tilsættes sulfitter uden vinifikationen, der alene sker med druernes naturlige gærceller.

Nå, men her er det altså vinen Solèr … en Rosso Veneto lavet på 20% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon, 20% Carménère, 20% Refosco
og 20% Marzemino … de sidste to druer, som jeg ikke umiddelbart har stødt på tidligere. Så lad os endelig kigge nærmere på dem:

Refosco – også kaldet Refoshi – er en gammel rød druesort, der primært findes i Norditalien i Friuli-Venezia Giulia, den vestlige del af Slovenien og samt på Istrien i Kroatien.

Nyere DNA analyser fra 2005 har vist, at der findes 6 forskellige variationer af Refosco aka Refoschi, hvor varianten Refosco dal Peduncolo Rosso aka den rødstilkede Refosco drue er den mest udbredte og primært er den sort, som findes i Friuli-Venezia Giulia, hvor den findes i Friulis Colli Orientali DOC vinene.

De andre varianter – hvor nogle har flere navne – kaldes Carso Terrano/Refosk, Refosco di Faedis, der også kendes som Refoscone, Refosco Nostrano og Refosco di Rochis, Refosco dal Peduncolo Rosso, Refosco del Botton/Tazzelenghe samt Refosco di Guarnieri/Trevisana Nera.

Marzemino er også en rød, italiensk druesort, om hovedsagelig dyrkes i Trentino-Alto Adige, men også i både Veneto, Lombardiet og Emilia-Romagna vinregionerne i Italien.

Marzemino er hoveddrue i de søde Colli di Conegliano Refrontolo Passito vine, hvor Marzemino druerne først tørres i flere uger eller måneder efter høsten. I Lombardiet bruges Marzemino næsten udelukkende til at blande i vine sammen med Sangiovese, Barbera og Merlot, især i DOC’erne Capriano del Colle og Botticino.

Marzemino  modner sent, giver vinene aroma med lidt urter, masser af syrlige kirsebær og er egentlig ganske syrlig, men giver ofte god balance med syre og sødme.

Men, men det var Solèr vinen, som vi kom fra. Marzemino druerne kommer fra markerne ved Colvendrame gården i Refrontolo, mens alle de andre kommer fra Ronche gården i Fossalta di Piave. Både Marzemino og Refosco druerne er tørret og vinificeres for sig.

De øvrige druer er vinificeret helt klassisk med kontrolleret temperatur. Derefter sammenstikkes vinen og lagret så 12 måneder på barriques og derudover 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften er bare mørk, frugtrig og samtidig pænt frisk. Der er både sød og syrlig frugt, en meget blommeagtig frugt, svesker, masser af egetræ, kanel, sødbrændte fade, hvid peber, mentol, eukalyptus, gazebind og lidt lakrids.

I munden er vinen også frisk … har samme frugtrige sødme, som i duften med stor intensitet, masser af peber kombineret med nogen sødme, kirsebær, brombær, blommer og et saftigt aftryk. Det er ikke en elegant vin, men en intens og kraftig vin med et lidt anderledes udtryk.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

 Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Athenaeum Wine Cellars, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2018 Athenaeum Wine Cellars, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAVi napper en Napa Valley Athenaeum vin mere, nemlig deres Napa Valley Cabernet Sauvignon 2018 fra Purple Wine + Spirits’ serie af deres eksklusive vine … Exclusive Brands, som de selv skriver.

Brandet Athenaeum – eller på dansk Athenæum – er opkaldt efter templet for Athene, den græske gudinde for visdommen. Om man dermed bliver klog af at drikke vinen, skal være usagt. Ofte lyder man klogere, når man har fået lidt vin … men det er der vist også delte meninger om 🙂

Imidlertid bliver jeg ikke så meget klogere på, hvordan vinen er produceret, efter at ha’ surfet det meste af internettet. Der findes ikke meget info om vinen, men så springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen er da en pænt fadpræget Cabernet Sauvignon, hvor der er masser af træ, røg, solbær, blåbær, cigarkasser, vanilje, lakridsrod, en espresso, en mørk bitterhed, mørk chokolade, mentol og så nogle lidt flæskede noter, baconfedt og tør muldjord.

I munden har vinen lidt at samme sødme, som den foregående Merlot, men ikke helt så udtalt. Der er tørhed, bitterhed, medium tanniner, alkohol, god bund i frugten, som er både mørk, frisk, fed, cremet, jammy og blød. Det er vin med skrald på … sådan meget fin, venlig, storladen og amerikansk. Det smager sgu fint.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., men kan fås til 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Emil Bauer, Cuvée Noir Drunk Trocken, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer, Cuvée Noir Drunk Trocken, Pfalz, TysklandJeg bliver ved med at ramle ind i vine fra de idérige og innovative brødre Alexander og Martin Bauer hos Weingut Emil Bauer. Denne gang er det med vinen, som på etiketten har den skøre titel; If You Can’y Be Happy At Least You Can Be Drunk with my Noir.

For nemheds skyld kalder de fleste bare vinen Cuvée Noir Drunk Trocken … men damm og for helvede, hvor er brødrene  sindssyge, for hvem andre end dem kan finde på at mixe sorterne Spätburgunder med Nebbiolo, Merlot og Cabernet Sauvignon?

For det er netop tilfældet her … selvom jeg ikke kender det helt nøjagtige mix imellem de fire forskellige druesorter. Vinen er dog lavet med gæring i rustfrie ståltanke med med lagring på store egefade … men andet oplyser brødrene faktisk ikke.

Duftmæssigt er det mørk frugt med dybe, nogen sødme, ristede noter, lakrids, chokolade, blæk, grønne urter, men bestemt ikke helt overdone, for den har også lidt en kølig side med flæsk og Bacon. Det er frugtmæssigt blåbær, kirsebær suppleret med urter og vanilje.

I munden er det også en lidt krydret, bastant med nelliker, spidskommen, mørke bær, blåbær, brombær, sorte kirsebær, rustik med en lidt saftig og mørk fornemmelse samt en snas sødme. Og selvom det er et sjovt mix, så er det faktisk en velsmagende vin.

Vinene fra Weingut Emil Bauer forhandles af Mr Ruby, men denne er ikke i sortimentet, så prisen kendes heller ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Château de Panigon, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2016 Château de Panigon, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau de Panigon ligger på den øverste del af Médoc halvøen lige nord for byen Civrac-en-Médoc og stammer tilbage til 1850. Her smager jeg nu deres flagskib … en rigtig lækker Bordeaux Cru Bourgeois i årgang 2016.

Siden 2006 har vinslottet været ejet af Leveilley familien, nemlig af Jacqueline-Kate og Jacques Robert Leveilley, men det drives i dag af deres datter Corinne Leveilley Dadda og svigersønnen Georges Dadda.

De har samlet 90 hektar jord til slottet, hvoraf 53 hektar er vinmarker og de har på det seneste investeret for at producere de bedste vine … og til at hjælpe dem har de hyret den berømte ønolog Eric Boissenot. Og sammen producerer de to vine … begge  Cru Bourgeois, nemlig Château de Panigon og Château Amour.

Denne 2016 Château de Panigon er lavet med 50% Merlot, 45% Cabernet Sauvignon og 5% Petit Verdot høstet med fra ler samt kalkholdige marker et udbytte på 49 hektoliter pr. hektar. Vinen er gæret på henholdsvis temperaturstyrede ståltanke og egefade over 3-5 uger efterfulgt af 14-18 måneders lagring på barriques.

Sikke en tyk, fed og og alligevel frisk, urtet næse, landlig, animalsk, masser af våd muldjord, spagnum, tobak, mynte, grønne blade, godt med solbær, blommer, lakrids, grafit, røg, lejrbål … og sikke en dybde, som denne vin byder på. Det dufter af klasse Bordeaux.

Smagen er tør, intens og dyb med med blød og forførende frugt, hindbær, solbær, grafit, tørhed, engelsk lakrids med en tynd, fin og elegant syre, en mineralsk nerve … det smager vildt godt og er bare høj klasse Bordeaux for sådan en undseelig Cru Bourgeois til fornuftige menneskepenge.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut am Klotz, Isteiner Cabernet Sauvignon, Baden, Tyskland

2018 Weingut am Klotz, Isteiner Cabernet Sauvignon, Baden, TysklandVi sluttede den fantastiske tyske vinaften med Michael, Lasse og Morten fra Vinvärket med 2 vine mer’ fra Weingut am Klotz, hvor den første så blev serveret blindt, men af nogle korrekt spottet til at være på Cabernet Sauvignon.

Det nye Keller/Reinecker  vinhus kalder selv vinen for deres eksotiske vin, der er lavet på fuldstændig samme måde som deres Pinot Noir vine og efter endt fermentering lagret på franske egefade hvoraf omkring 30% er nye fade. Det er første årgang og der er alene lavet 1.490 flasker af vinen.

Da Vinvärket besøgte Keller og på Fritz Kellers kontor smagte am Klotz vinene sammen med deres sommelier Yannik, så fortalte han netop om, hvordan vinen er anderledes ved, at den er lavet på helt samme måde som deres Pinot Noir vine … altså nærmest efter burgundisk forbillede. Det giver simpelthen en anden form for elegance og det kan faktisk smages med det samme.

Næsen er dejlig animalsk med stald og våd hund, men aftrykket fra egefadene også hurtigt springer op af glasset med tung småristet eg, sødme, kanel, vanilje, blæk og så en frugt der starter med lidt blåbær, men bestemt ikke er mørk … snarere tværtimod, for der er faktisk oss’ nærmest lidt lette Pinot Noir med kirsebær og hindbær, der dristigt blander sig i legen og giver Cabernet’en fin lethed.

I munden er det samme historie … ja faktisk bliver vinen lidt tannisk, letbenet med lidt skarpe kanter, men i stilen – og det lyder måske en smule underligt – faktisk lettere burgundisk i stilen. Det er en vin, som virkelig overrasker og er sindssyg interessant.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2006 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USASikke luksus … sådan lige at søbe sig i lækker Cabernet Sauvignon med to topvine fra Vineyard 7 & 8 i streg. Nu er vi kommet til 7 Reserve Cabernet Sauvignon i årgang 2006.

Den er lavet som de to foregående årgange, altså med Cabernet Sauvignon druer fra den gamle Spring Mountain vingård, nu Vineyard 7 & 8. Druerne er høstet i hånden og sorteret to gange i vineriet. Mosten har gæret med hele 30-45 dages udblødning med skallerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på flere typer af eksklusive franske egetræsfade, heraf 75% nye.

I glasset er 2006’eren en kende mørkere end 2005’eren og måske også en smule mere grumset. Duften er også en kende anderledes, en kende mere fluffy, varm og  sødlig, selvom der fortsat er tør engelsk lakrids, lakridsrod, cedertræ og cigarkasser.

Der er til gengæld skruet en kende op fra fadet, for der kommer sødlige, brændte noter, vanilje, kaffe, røg, mens frugten er lidt mere moden med blomme, solbær og kirsebær. Der er ikke samme slags krydderier som i 2005’eren … her er det mere sådan lidt mynte og derudover fortsat lidt grøn peber.

Smagen er også lige en tak mere sød, men fortsat med noter fra lidt klassisk Bordeaux, en del peber, masser af tørhed og så vildt mange tanniner, som bare rammer din mund og tænder med ubarmhjertig vildskab. Det er fortsat en rigtig frisk, syrlig, stram og stringent vin med spillevende frugt og det smager monstergodt. Selvom jeg måske bedre kunne li’ duften fra 2005’eren, så smager de begge monster godt … bare med en lille forskellighed som 2 søskende. Men det er fortsat nobelt, smukt og distingveret.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2005 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2005 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USAI sommer drak jeg første gang vinen 7 Reserve Cabernet Sauvignon fra Vineyard 7 & 8 i en årgang 2004 … og nu gør jeg det sgu igen – endda dobbelt – for jeg tester altså vinen i de 2 efterfølgende årgange, nemlig denne 2005 og bagefter i årgang 2006.

Historien om Vineyard 7 & 8 skrev jeg om i det forrige indlæg om vinen 7 Reserve Cabernet Sauvignon i årgang 2014.  Og denne 2005 er lavet på samme måde som 2004’erne med 100% Cabernet Sauvignon fra den gamle Spring Mountain vingård, nu Vineyard 7 & 8.

Vinen er lavet i tæt samarbejde med Chateau Latours winemaker gennem 14 år, nemlig Christian Le Sommer, der i da i øvrigt arbejder som konsulent i Bordeaux. I dag er det dog ønologen Martha McClellan, der laver vinen sammen med Wesley Stefffens.

Druerne er høstet i hånden og sorteret to gange i vineriet. Mosten har gæret med hele 30-45 dages udblødning af drueskallerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på flere typer af eksklusive franske egetræsfade, heraf 75% nye.

WAUW … har lidt af samme aromaer som 2004’eren med noget røget kød, tør engelsk lakrids, lakridsrod, cedertræ, timian, salvie, tør mørk frugt, sorte kirsebær, solbær, grøn peber, sort peber, lidt præg fra fadene med røg, vanilje, kaffe og det dufter vildt godt. Det dufter slet ikke moden, måske nærmere som en helt ung, spændstig og frisk vin … freaking lækker duft. Far er glad.

Det smager nærmest også som en ung vin og der er klart noget bordeauxsk over smagen, der er tør, frisk, syrlig, stram og stringent med spillevende frugt, meget vedkommende og med vilde tanniner. Som med 2004’eren er der noget klassisk, dekadent og storslået over smagen … nobelt er det rette ord. Distingveret skrev jeg vist sidst og det beskriver måske meget godt vinen. Smuk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7