For omkring et år siden smagte jeg den fabelagtige Bolgheri vin Eneo fra den ret karismatiske, egenrådige og kompromisløse vinmager Fabio Chiarelotto, der laver sine Montepeloso vine i en gammel fabrikshal i Maremmea Eneo har en fin og charmerende lillesøster, som hedder A Quo og hende flirter jeg nu med i mit derangerede vinglas.
Historien om Fabio Chiarelotto, og hans vinhus Montepeloso ka’ du læse mere om i blogindlægget med anmeldelsen af Eneo … der er der også lidt om markerne, filosofien og ejerkredsen … bl.a. den schweiziske iværksætter Silvio Denz.
Men hvor Eneo er lavet med Sangiovese og Montepulciano, så er lillesøsteren A Quo her primært lavet på Cabernet Sauvignon samt Montepulciano, nemlig helt præcis 35% Cabernet Sauvignon, 30% Montepulciano, 15% Sangiovese, 15% Marselan og 5% Alicante Bouschet, men blandingen varierer fra år til år.
Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, en meget kort maceration og gæring, men vinen efter fermentering er lagret 4 måneder i store neutrale egefade og er flasket fuldkommen ufiltreret.
Uha … sikke en dejlig flæsket, mørk og gæret frugt med en smuk, kølig side, lidt mejeri og mælkede noter, sæbe, blomster, lavendel, timian, kokos, kamfer, noget landligt og smårustikt, engelsk lakrids, sorte kirsebær, blåbær samt en tyk balsamisk syre … fuck det hænger sgu godt sammen.
Smagsmæssigt er vinen et lille kraftværk … men uden hverken svovlforurening eller syreregn. Det er en tætpakket, cremet og koncentreret vin med mørke bær, solbær, brombær, blommer, men fortsat med samme elegante kølighed, som man også fornemmede i duften. Der er også både lidt sødme, svag bitterhed, tørre, markante tanniner, jern, rust, mineraler, tør leret jord, virkelig kompleks og med god struktur. Alt er skruet godt sammen i kraftværk, hvor eftersmagen er pæn lang med tør bitter syre. Mums.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.