Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

2019 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandOg vi fortsatte sgu på samme mark … Große Lage marken Achkarren Schlossberg, for det er nemlig  Weingut Michels Achkarren Schlossberg Spätburgunder Großes Gewächs 2019.

Druerne er håndplukket i starten af september og strengt sorteret. Vinen er lavet med en gæring i rustfrie ståltanke over 20 dage. Efter presning er vinen så lagret 12 måneder på franske, burgundisk 228 liter barriques, hvoraf 60% er nye fade og den øvrige del brugt én gang tidligere.

Duftmæssigt er det en meget grøn, stilket, rank, stram og blæk’et vin, som lige suppleres af jern, syrlige kirsebær, hindbær, jordbær, røg, power, stenet mineralitet, egetræ og vanilje.

I munden er det også en grøn, kantet, meget rank og syrlig vin med en småbitter og mørkere frugt, meget stærk og intens med både en omgang kirsebær, jordbær, tranebær, nelliker, violer og nogle salte mineraler, ikke sådan easygoing eller nem, men kræver virkelig sin mand … eller lidt tid i kælderen. Houlberg er på 5-5,5 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 439 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Grauer Burgunder GG, Baden, Tyskland

2020 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Grauer Burgunder GG, Baden, TysklandDet er kun 2-3 uger siden, at jeg sidst smagte en vin fra Weingut Michel. Dengang var det 2019 Spätburgunder Alte Reben, men nu har Keeper steppet op med en fin Achkarren Schlossberg Grauer Burgunder Großes Gewächs 2020.

Marken Achkarren Schlossberg ligger lige bag Michels vinhus op i 350 meters højde og har stejle stigninger på op til 60%. Husets vinstokke står plantet på meget ufremkommelige, stenede skråninger med vulkanske aflejringer, der frembringer vine med udtalt mineralitet.

Al høst er foregået ved håndkraft i slutningen af august måned, hvorefter druerne er selekteret i både mark og ved ankomsten til vineriet. Vinen spontangæres og lagrer herefter i 10 måneder på brugte barriques.

I næsen er det klart en varmere og diskret fadpræget vin, hvor duften er både sol, strand, meget let og blomstret suppleret med brunet smør, vanilje, mælkechokolade og kanel, men meget luftig, æterisk, mens frugten er fersken, pære, modne citroner, honning samt kalket mineralitet.

Smagsmæssigt er vinen så let, så fin … igen pærer, æbler, lemon samt grape, har et godt bid i syren. Selvom vinen i duften er ret voluminøs, men det slår slet ikke igennem i smagen, som bare er så ren og uden den mindste sødme.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 255 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandBestyrelsesmødet hos Jan sluttede også med en vin, som jeg  har smagt før. Men det er dog næsten 10 år siden, at jeg sidst smagte 2008 Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Grosses Gewächs fra Weingut Bercher, som ligger smukt lige centralt midt i Burkheim.

Jeg har dog sidenhen selv besøgt vinhuset sammen med Jan, men det kan du læse mere i indlægget; Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim. Det var i 2016, hvor vi mødte den fantastiske Martin Bercher og fik både en god vinsmagning og fik set hele produktionen.

Denne Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG er en af husets topvine … og i 2008 var det en Grosses Gewächs. I dag laves der to røde topvine fra Burkheimer Feuerberg, en Erste Lage Burkheimer Feuerberg og en Burkheimer Feuerberg Kesselberg, som kommer fra GG parcellen parcel Kesselberg på bjerget.

Feuerberg refererer til Kaiserstuhls fortid som vulkansk område. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques i op til 15 måneder.

I glasset er vinen fin transparent med en svag let brunlig/orange kant, klart mere tydelig, eksplicit og udtryksfuld end de forrige vine, men fortsat med en landlig, animalsk hestestald, lyse bær, hindbær, jordbær, kirsebær, god krop, godt fadpræg med lakridskonfekt samt vanilje, sødme, chokolade, tobak … rund og venlig, men alligevel med sten, kant og virkelig ren frugt, hvor alderen faktisk ikke virker til at trykke nogle steder.

Smagsmæssigt har vinen – som for 10 år siden – denne lidt grønne, rene, ranke og klar stil, hvor der er godt med bid. Der er igen også et klart peberbid, en mineralsk og ren syre. Selvom alderen burde have mærket vinen en del, så står den fortsat klippeklar og præcis, har en lys lethed, blødhed og finesse.

Forhandles af Crimewine. Der nyere nye årgange af Burkheimer Feuerberg Spätburgunder 1G til 289 kr., mens Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2010 Weingut Holger Koch, Pinot Noir *** Selection, Baden, Tyskland

2010 Weingut Holger Koch, Pinot Noir *** Selection, Baden, TysklandNår vi nu er inde i gentagelser, repetitioner og replay, hvorfor så ikke lige skrive lidt om denne 2010 Pinot Noir *** Selection fra Weingut Holger Koch, som Jan også har købt på vingården og serveret i 2013.

Vildt hvor hurtigt tiden går og at Jan har haft denne liggende i nu næsten 9 år siden, at han satte den på bordet til en vinaften.

Holger Koch holder til mellem Vogtsburg og Bickensohl i Kaiserstuhl. Koch familien har gennem generationer dyrket vin her, men det var først da Holger og hustruen Gabriele overtog driften, at vingården begyndte at lave egne vine. Holger har nemlig en forkærlighed for vine på Pinot Noir, og han var fast besluttet på, at vinene endda primært skulle laves på franske Pinot Noir kloner … og ikke tysk Spätburgunder.

Holger Koch ejer sammen med sine forældre samlet 7,5 hektar vinmarker alle tilplantet med Weissburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder og Pinot Noir fra Bourgogne.

En del af vinstokkene stammer endda fra gamle vinplanter, så man bibeholder de gode gener. Kvaliteten forbedres ved at biodynamisk dyrkning og organisk gødning, som giver bedre og bedre jord år for år.

Al arbejde udføres manuelt hvis muligt. Mange vine fremstilles med den naturlige gær. Der producerer omkring 50.000 flasker årligt hos Weingut Holger Koch.

Denne Pinot Noir *** Selection er Kochs topvin og således en Grosse Gewächse, hvor alle druerne er burgundiske kloner, primært klonen Dijon 114 og selvfølgelig høstet manuelt og samtidig sorteret.

I vineriet er druerne igen sorteret inden forsigtig afstilkning og let knusning af druerne og premaceration i 4-5 timer før spontangæring i store træfade med 30 % hele klaser. Derefter er vinen  lagret 15 måneder på 300 og 500 liters træfade med løbende battonage.

I næsen er det en lidt varm Pinot Noir … frugten er sådan lidt indkogte blommer, solbær, blåbær og virker både gæret og en smule reduktiv med lidt krudt, sod, blomsterpollen, mælkebøtter, hyben, røg og granatæbler.

Smagsmæssigt er det dog en utrolig blød vin, har både blæk, solbær, blåbær og blommer, tranebær, hyldebærsaft, lidt syltetøj, blomster, meget aromatisk og mørksyrlig med en rustik syre. Stilen er faktisk meget specielt … lidt en Arnold Schwarzennegger på tæer … syrlig, saftig, men smager sgu ret godt.

Forhandles af Vinbutikken, hvor en flaske i nyere årgang koster 338 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2012 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandDet er ganske vist imod mine principper at anmelde en vin 2 gange, men når det er 7 år siden og vinen smager så forbasket godt, som nu denne 2012 Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Salwey, så gør jeg gerne en undtagelse.

Mest af alt er det selvfølgelig også for at smage, hvordan vinen har udviklet sig siden maj 2015, hvor Jan serverede den for mig første gang, for vinen er nemlig fra en kasse, som Jan købte nede på vingården for efterhånden lang tid siden.

Henkenberg Spätburgunder GG er selvfølgelig lavet med druer fra Großes Gewächs marken Oberrotweiler Henkenberg, som ligger på en flad højderyg mellem Oberrotweil og Burkheim. Jorden er af vulkansk oprindelse, mens marken er sit navn fra den offentlige, statslige galge, som i gammel tid fandtes der.

På tysk hedder den en Richtstätte … et skafot, hvor dømte blev henrettet. Nu er jeg ikke specil stærk i tysk, men jeg vil gætte på at Henkenberg kommer fra “hängenberg” … altså hængebjerget. En del af Henkenberg kaldes endda også Galgenbuck. Weingut Salwey har primært Grauburgunder og Spätburgunder på Oberrotweiler Henkenberg.

Druerne er høstet med et udbytte på omkring 40 hektoliter pr. hektar og og håndselekteres inden gæringen i åbne tanke. Gæring og maceration foregår med delvist hele klaser ved en høj temperatur på 25-33 grader over 7-12 dage, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på barriques, heraf 33% nye fade.

Egetræet, der anvendes hos Salwey, stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, så træet bliver derefter sendt til de allerbedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Som sidste gang en smuk, lys og transparent vin i glasset, mens duften – trods alderen – er meget oprejst, rank og endda lidt grøn, stilket, støvet og krydret med gran, estragon, animalsk landlighed, en frugt der virker lidt mørkere end jeg husker Salwey … brombær, lidt blåbær og hindbær, nogle mælkede noter, flæsketern, sødme, klare fadnoter med vanilje og mælkechokolade og så bare en funklende, æterisk og fin syre.

I munden er vinen meget som sidst … blød som vat, blid, rund og smelter bare i munden med stoisk ro samt overbevisende lette trin. Selvom det er Bamseline blødt og modent, så er det samtidig bare så rent og klart med både kirsebær, rabarber, blæk, jern, kul og så godt med sten samt mineraler. Den har en lille sødme, lidt chokolade og imponerende lethed, frisk frugt, syre/sødme balance  på den lyse, nærmest feminine måde. Mums.

Jan havde købt kasse på vingården, hvor en flaske dengang kostede 26,00€ … eller omkring 194 kr. Herhjemme forhandles Salwey i dag af Vinova, hvor en flaske i nyere årgang koster 335 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2009 Weingut Dr. Heger, Inhringen Winklerberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2009 Weingut Dr. Heger, Inhringen Winklerberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandJan havde også fundet en vin frem fra fra et vinhus, som vi begge har besøgt før, nemlig Weingut Dr. Heger i Ihringen i Baden … og her det endda også en 2009 Inhringen Winklerberg Spätburgunder Grosses Gewächs.

Det var i tilbage i 2016, at vi besøgte Heger … et besøg, som du kan læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen.

Vinen er lavet med Spätburgunder druer fra parcer på en af Hegers bedste og primære marker, nemlig vinmarken Ihringer Winklerberg,  som samtidig er én af de varmeste vinmarker i Tyskland.

Der er flere parceller på Winklerberg, nogle er kategoriseret som Erste Lage og nogle som Grosse Lage … her er det fra de bedste GG marker. Vinen er lavet helt klassisk med gæring og maceration, mens vinen så derefter er lagret 18 måneder på barriques, hvor omkring 70% var nye fade.

I næsen virker vinen først lidt tilbageholdende … som om, at den grundet alderen lige skal vågne. Det er sgu da også sin sag lige at sove tornerosesøvn i 13 år og så lige skal være frisk med det samme. Men det gør også bare, at den duftmæssigt virker rund, blød, lidt støvet, men med en lækker kerne af totalt frisk frugt bestående af jordbær, kirsebær … er bare så fin og betagende.

Samme feeling får du smagsmæssigt, hvor vinen er cremet, rund og utrolig behagelig, endda saftig, smooth og letløbende. Gennem de 13 år er alt modnet, mens kanter og tanninerne er slebet af, rundet. Det efterlader en vin med masser af skovbær, flot integrerede tanniner, røgede og krydrede elementer, let mørk chokolade og slutterlig oss’ en klar mineralsk nerve. Stor vin.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske i nyere årgange koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Weingut Michel, Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland

2019 Weingut Michel, Spätburgunder Alte Reben, Baden, TysklandEfter en række italienske topvine, så er det altid rart at smage god, tysk Spätburgunder, som nu fx denne Spätburgunder Alte Reben 2019 fra Weingut Michel.

Vinhuset holder til på Winzerweg i byen Achkarren i Kaiserstuhl fpr  foden af den ikoniske Schlossberg mark. Vinhuset drives af Josef Michel, der overtog driften fra sine forældre i 1983.

De havde drevet den lille vingård siden 1960’erne, men overlod driften til Josef, som var uddannet Weinküfer … en ældre titel for en vintekniker, og altså et uddannelsesniveau under almindelig vinmager.

Men 3. generation i form af Josefs søn Robin Michel er også allerede begyndt at hjælpe i produktionen. Sammen passer far og søn deres 13 hektar marker, hvor de bedste marker er Achkarrer Schlossberg. Achkarrer Castellberg og Munzinger Kapellenberg.

På markerne dyrker de primært burgunder sorter, bl.a. Grauburgunder, Weißburgunder, Chardonnay og Spätburgunder, hvilket danner baggrund for pt 18 forskellige vine.

Weingut Michel er stadig relativt ukendt på den internationale vinscene … og måske er det også derfor, at vinhuset til trods for deres eftertragtede markbesiddelser og medlemskab af VDP stadig formår at lave vine til rørende lave priser sammenlignet med andre af områdets kvalitetsproducenter.

På den nationale scene ser det dog helt anderledes ud, for der er Michel som producent belønnet med 5/5 stjerner og dermed status som Weltklasse i det anerkendte magasin Eichelmann. Derudover har vinhuset tre drueklaser i Gault & Millot.

Her smager vi husets Spätburgunder Alte Reben 2019, hvor alle druerne kommer fra særligt udvalgte, gamle vinstokke på husets vinmarker omkring Achkarren. Al høst er foregået ved håndkraft, hvorefter druerne er nænsomt selekteret i både mark og bagefter ved ankomsten til vineriet. Vinen gæres på ståltanke og lagrer herefter i 12 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt er vinen ikke sådan arketypisk Kaiserstuhl Spätburgunder, for den har en lidt mere rank, grøn og kantet næse med gran, nelliker, vinblade, tørrede blomster, tranebær, jordbær og hindbær samt et klart mineralsk strejf, mens fagpræget ganske svagt med blot en anelse vanilje og mælkechokolade.

I munden er vinen lidt mildere end i duften … ren, lækker og frisk frugt med halvsøde jordbær, hindbær og tynd kirsebærlikør, en lys syre, der giver et frisk udtryk, blide tanniner, let peber og ellers bare voldsom stor drikkevelbehag. Smuk Spätburgunder.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., men kan fås til 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Weingut Ziereisen, Rhini Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2014 Weingut Ziereisen, Rhini Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandLad os fortsætte i Baden med mere Spätburgunder … og når vi næsten lige har været hos Weingut Ziereisen, så napper vi da bare en af slagsen derfra … en 2014 Rhini Blauer Spätburgunder.

Her kommer druerne til vinen fra Ziereisens bedste og mest jernholdige parcel på Efringer Oelberg. Vinen er lavet med 80% hele klaser da Hanspeter Ziereisen selv er inspireret af de store vine fra Domaine de la Romanée-Conti i Bourgogne.

På Efringer Oelberg er druerne også mest franske kloner … ja faktisk er der over 20 forskellige kloner på marken.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og en samlet gæring samt maceration over 6 uger, hvilket så er efterfulgt af lagring 24 måneder på 225 liter tyske barriques fra Andreas Assmann, heraf 10% helt nye. Endelig er vinen tappet uden klaring eller filtrering

Duftmæssigt er der tale om lækkerier … voksenslik med eksklusive dufte for myndige, vingladiatorer og kendere. Det er klart en mere varm, tæt og moden duft med sådanne rolige, beherskede, dybe og umamiagtige noter, soyasauce, svampe, let mentol, skovbund, lidt harsk baconfedt, erotisk blomsterpollen, mælkechokolade, moden frugt med bløde kirsebær, gamle jordbær, enebær, grøntsagsfond, laurbærblade og alt sammen på en lidt beskeden facon.

Hvor er smagen blød, cremet og letflydende … meget fyldig i hele munden med en frugt, som er en anelse mørkere end normalt for Spätburgunder med kirsebær, blommer og brombær, peber og jern, mens syren også er fuldvoksen og får tingene til at ske med overblik, erfaring og stoisk ro. Der er lidt bitterhed, runde tanniner, men shit hvor hænger vinen lang tid i munden. Klasse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Achkarren Spätburgunder, Baden, Tyskland

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Achkarren Spätburgunder, Baden, TysklandHvor er det lang tid siden, at jeg sidst drak en Spätburgunder fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Vi skal i hvert fald tilbage til november 2020. Men nu har jeg så fået lidt 2019 Achkarren Spätburgunder i glasset … und alles ist gut, ørnen flyver igen.

Weingut Franz Keller Schwarzer Adler har jeg skrevet om utallige gange og endda besøgt tilbage i august 2016. Men det kan du jo eventuelt selv læse om i mit lille blogindlæg; Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

I stedet kigger vi bare lige nærmere på denne Achkarren Spätburgunder, der er en Ortswein, altså niveauet over husets basisvine. Her er druerne fra marker ved byen Achkarren og det er helt præcis fra de to marker Achkarren Schlossberg og Achkarren Castellberg. Gæringen er sket i de store gæringskar af eg og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske barriques.

Dejlig lys næse … ganske animalsk, landlig hestestald med rygende ensilage, en totalt lækker og lys frugt bestående af rabarber, ribs og lyse kirsebær, nogle lidt mælkede noter, ymer, drikkeyoghurt, kul, en inderlig fin og vibrerende syre, et drys søde krydderier, candyfloss, blomster og svagt en smule mælkechokolade, nelliker … og den lille sødme binder næsen vildt godt sammen.

I munden er det en superfrisk og ren Spätburgunder … crisp, let, lys og saftig med jordbær, ribs, rabarber og en smule tranebær, feminin, fin, elegant og næsten burgundisk syre, lidt appelsinskal, mineraler og middel tanninbid og så igen en let koket sødme. Men det smager voldsomt godt … balanceret, smukt og vanedannende.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 280 kr., mens prisen er 224 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Weingut Ziereisen, Heugumber Gutedel, Baden, Tyskland

2019 Weingut Ziereisen, Heugumber Gutedel, Baden, TysklandForleden smagte jeg en 2018 Viviser Gutedel Unfiltered fra Hanspeter Ziereisen og fortalte, at han specielt er kendt for sine vine på druen Gutedel. Det vil jeg her forfølge med endnu en Gutedel vin, nemlig en 2019 Heugumber Gutedel.

Det dog ikke en af Hanspeters Premium vine, men nærmere en Gutswein, som huset beskriver som et frisk alternativ til vine på Riesling … en perfekt terassevin.

Gutedel druerne til vinen kommer fra den op til 50% stejle og kalkstenholdige topmark Efringer Oelberg i det sydlige Baden og er lavet ved, at druerne er presset ved relativt højt tryk på 6 bar og så spontangæret med druernes naturlige gærceller, hvorefter vinen er lagret 9 måneder sur lie på store, brugte egefade.

I næsen virker vinen først en smule reduktiv, har landlig mødding, en blød frugt med melon, fersken, mirabeller, gule blommer samt nogle sødsaltede, kalkede elementer, intens blomsterpollen suppleret med lidt røg, nødder og halvsøde krydderier.

Smagsmæssigt er det en rank, frisk og ganske mineralsk vin. Der er lemon, citroner, stikkelsbær og grønne æbler samt saltvand. Syren er superfrisk, tør, giver kant og bid, så dermed bliver det en meget rank og ren vin, hvor der slet ikke mærkes det mindste spor af egefade … overhovedet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7