Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2021 Domaine Didier Charton-Vachet, Montagny 1er Cru des Coères Blanc, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Didier Charton-Vachet, Montagny 1er Cru des Coères Blanc, Borgogne, FrankrigVi fortsætter med endnu en burgundisk hvidvin fra et lille familieejet vinhus i form af Domaine Didier Charton-Vachet, der ligger i byen Saint-Vallerin under Montagny appellationen. Jeg smager deres 2021 Montagny 1er Cru des Coères Blanc.

Vingården drives i dag af Florence Charton og Didier Vachet … og tidligere blev det drevet af Jean Vachet. Han gik dog på pension for 30 år siden, og efterlod gård og marker til sin datter Florence.

Didier Vachet er som fru Florence også selv fra Bourgogne og har altid været interesseret i vindyrkning. Hans bedsteforældre havde vinmarker i Nuits-Saint-Georges og havde siden sin barndom altid haft et vinprojekt i tankerne.

Han tog sin vinuddannelse i Beaune og har siden 2010 arbejdet 100% med vinene fra Domaine Didier Charton-Vachet.

I dag har Florence og Didier 3 hektar vinmarker, der næsten udelukkende er placeret i Monttagny, bl.a. omfatter det ejerskab af en lille ejerandel på 0,68 hektar af vinmarken Le May i Saint-Vallerin i Montagny … egentlig grundsten bag vinhuset.

Siden 2016 har alle elementer i produktionen været udført efter økologiske principper og siden 2019 har vinhuset nu også været  certificeret økologisk.

Druerne til denne vin stammer fra 1er Cru marken Le Coères, hvor de blot ejer et lille plot på 0,07 hektar. Det betyder, at de blot laver et enkelt fad af denne vin hvert år … sølle 300 flasker.

Vinstokkene er over 35 år gamle, så druerne høstet med håndkraft og gærer spontant i ståltanke alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på et enkelt brugt egetræsfad. Inden aftapning sker en let filtrering og derefter forbliver flaskerne i Didiers kælder i 14–18 måneder før frigivelse.

Så kom der mere krop og dybde i duften … næsten småoxideret, olieret med møbelpolish, linolie, røget, eksotisk og kandiseret frugt med en smule abrikos, fersken, melon og ananas. Der er til gengæld ikke vild megen fadpræg … der er lidt nødder, mælkechokolade og karamel krokant.

Smagen er virkelig lækker … igen godt med dybde, røget abrikos, fersken og kogte pærer. Det er en maskulin vin med brede skuldre samt en fed og varm syre. Det er en vin, der fylder meget i munden, larmer og buldrer frem med stor robusthed. 93 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Domaine Bernard Millot, Beaune Clos les Longes Blanc, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Bernard Millot, Beaune Clos les Longes Blanc, Bourgogne, FrankrigEn lille burgundisk vinsmagning med Pinochar Wine ved roret startede med et glas af denne 2021 Beaune Clos les Longes Blanc fra Domaine Bernard Millot, der ligger på Rue de Mazeray midt i Meursault.

Domaine Bernard Millot er et lille familieforetagende, der i dag ledes af 4. generation i form af af den unge Emilien Millot. Han fik i 2008 ansvaret for driften af vingården fra sin far og årgang 2010 blev Emiliens første helt egne årgang.

Familien ejer i dag 8 hektar vinmarker i både Meursault, Puligny-Montrachet og Beaune, hvor hovedparten ligger i Meursault, mens de blot har 2 plots i Beaune og en enkelt plot i Puligny-Montrachet.

Deres vinmarker er i det hele taget delt ud på en del forskellige plots, så der laves ikke ret mange af hver vin … selvom der er mange, der gerne vil købe husets vine.

De er ikke certificeret organisk eller biodynamisk, men arbejder efter de gældende retningslinjer herfor. Emilien har ikke planer om reelt at blive certificeret, for de koster jo mange penge, men det kan være, at dette ændrer sig i nær fremtid.

Emilien er uhyre talentfuld, og de nye årgange af hans vine bliver bare bedre og bedre. Fra at være lidt tunge klassiske Meursault vine, begynder hans filosofi at brænde igennem vinene, så de besidder nu en præcision og rankhed, der lover fantastisk for fremtiden.

Han bruger næsten også al sin tid i markerne og arbejder målrettet med at forbedre kvaliteten i alle aspekter af produktionen.

De fleste af husets vine gærer og lagrer på klassiske burgundiske egetræsfade. De bruger kun en meget lille andel nye fade, så deres vine er imødekommende og givende også som unge. Det er en ret klassisk Bourgogne produktion og så vidt muligt fortages alt med håndkraft. Gæring foregår ved naturens hjælp med den naturlige gær der findes i kælderen.

Denne 2021 Beaune Clos les Longes Blanc er lavet med Chardonnay druer fra den lille mark Clos les Longes, der er smukt beliggende højt på skråningen vest for Beaune. Emilien har et lille plot på marken og laver kun meget få flasker herfra.

Gæring er sket alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på egefade og kun 10% er nye fade. Efter de 12 måneder er vinen lagret og klaret i ståltanke over 4-6 måneder inden endelig aftapning på flaske.

Duftmæssigt har den en lille smørfrakke på, men det er en tynd sommerjakke, hvor der blot kommer en lille smule brunet smør, men ellers er det en let, luftig og blid aroma. Der er en smule nødder samt en kalket mineralitet, mens frugten er fersken, pærer og let abrikos, meget let, afbalanceret og struktureret.

Smagsmæssigt er det en frisk hvid burgundisk vin … har en lille beskeden cremethed og ligeledes fylder fadene ikke særligt meget i smagen, så dermed giver det et frisk og grønt bid, der endda næsten er helt blomstret. 91 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Cavas Marevia, Vega Medién Cava Brut, Valencia, Spanien

N.V. Cavas Marevia, Vega Medién Cava Brut, Valencia, SpanienCavas Marevia aka Unión Vinícola del Este er et cavahus, der ligger i byen Requena i Valencia regionen i Spanien og derfra smagte jeg forleden denne Vega Medién Cava Brut.

Cavahuset Cavas Marevia ejes af Hevia Ferrer-familien, der oprindeligt kom fra Santander og var efterkommere af Ferrer Sala-familien med over 100 års erfaring i produktion af mousserende kvalitetsvine.

De købte i 2019 Cavas Marevia, men har i forvejet siden 2007 ejet Union Vinicola Del Este og er i dag en af de store cavaproducenter i Requena, der laver deres vine både fra egne vinmarker, men primært via køb af druer fra over 100 vinavlere i Requena.

Her smager jeg deres Vega Medién Cava Brut, der er lavet på 75% Macabeo aka Viura og 25% Chardonnay. Druerne er håndplukket  og efter en skånsom presning, hvor man selekterer den bedste del af mosten, sker gæringen på ståltanke.

Basisvinen modner derefter nogle måneder sur lie inden aftapning på flaske til brug for andengæringen efter en helt klassisk méthode traditionelle teknik og der lagrer vinen samlet 18 måneder.

I starten er der egentlig godt med frugt, men duften er samtidig anderledes … virker nærmest tør med tørre papkasser, peanuts, melon, pærer og hybenroser.

Smagen virker til gengæld ikke særlig tør, for der er pænt med sødme og også for meget sødme. Der er sød kandiseret grape og det bliver samtidig lidt vandet … og dermed noget endimensionel. Den er jeg ikke ubetinget vild med. 87 point.

Set hos Vinoble, hvor prisen er 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Domaine Michel Caillot, Meursault, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Michel Caillot, Meursault, Bourgogne, FrankrigDomaine Michel Caillo laver formidabel Meursault vine og her smager jeg hans ualmindelig lækre almindelige Meursault i årgang 2018 og det er sand forkælelse for legeme, sjæl og sind.

Vinhuset er grundlagt i 1961 af Roger Caillot og dengang hed det Domaine Roger Caillot, men i dag hedder det altså Domaine Michel Caillot, da det drives af Rogers søn Michel.

Michel Caillot startede allerede i slutningen af 1980’erne at arbejde ved sin fars side, inden han midt i 1990’erne overtog hele driften og hans evner som vinproducent er siden bemærket, bl.a. i år 1999, hvor selveste Wine Spectator belønnede hans Meursault La Barre Dessus med 96 point og hans Batard-Montrachet med 99 point.

I dag råder Michel over 13 hektar vinstokke – med hovedfokus på hvidvinene fra Meursault, Puligny-Montrachet, Batard-Montrachet og Santenay. Alle vinmarker dyrkes økologisk, dog uden certificering. Grøn høst og streng drueselektion bringer hans høstudbytte helt ned omkring 25 hektoliter pr. hektar, så kun perfekt modne Chardonnay druer finder vej til de færdige vine.

I kælderen arbejder Michel med spontangæring af hele drueklaser og hans vineri er bygget i 3 etager, så druer, most og vin kan flyttes rundt alene med tyngdekraften og helt uden brug af pumper.

Domænets kælder udhugget i kalksten er meget kold, hvilket hjælper med at trække gæringen ud og giver en mindre forceret udvikling af langt mere delikate aromaer.

Jeg har før smagt storesøsteren Meursault le Limozin i både årgang 2015 og 2016, Denne basis Meursalt har nogle af samme kvaliteter og lavet med Chardonnay fra 40 år gamle stokke. Da Caillots kældre er meget kølige, så varer gæringen længere end normalt … helt ind til april efter høsten.

Efter en malolaktisk gæring lagres vinen så på 228 liter barriques, hvoraf 20% er nye fade og derefter 12 måneder på ståltanke. Samlet har vinen lagret 2 år inden aftapning på flaske uden filtrering.

Hvis denne lækre Meursault var en bil, så var det en Dodge Challenger SRT Demon … bred, kraftig og larmende. Den er dækket af et fadtungt smørdækken, har brede fælge, sul på siden og dufter af ristede nødder, hasselnødder, Nutella, nougat og en svulstig fed og eksotisk frugt af dåsepærer, ananas, abrikos, mango og grillede citroner. Derudover er der lidt pilleglas, symaskineolie … men selv Challenger’en kører på racerolie.

Smagsmæssigt er der også ballade … men noget af smørfrakken er nu kastet ind på bagsædet af Challenger’en og i stedet fremstår der en mørkere, maskulin og syrligfed frugt med syltede citroner, lemon, umodne grønne æbler samt kandiseret grape.

Der er et syrligt bid med hvid peber og selvom syren måske nok er maskulin og smågrov, så hviner den i kap med den 8 cylinder 6,2 liter og over 1.000 hestekræfter store motor, hvilket giver power og en virkelig lang eftersmag.  96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 699,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, FrankrigNæste vin er hvid og burgundisk, for det er en 2020 Pouilly-Fuissé Blanc fra Madame Veuve Point.

Vinhuset er opkaldt efter enkefruen Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.

Hun var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.

I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.

Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.

Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.

Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2022 Pouilly-Fuissé.

Denne 2022 Pouilly-Fuissé Blanc er lavet med presning lige efter høst og sortering, hvorefter vinen hviler koldt ved 10 grader i et par dage, hvorefter der sker fermentering og så lagring på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Det er fandeme elegant næse … luftig, let og kalket, mens frugten virker både ren og samtidig en anelse eksotisk. Det betyder således, at der er pærer, honningmelon, fersken, ananas, noget vanilje og i det hele taget fadpræg, som dog er forholdsvis diskret. Der er lidt mandler, akacietræ og lidt tæt blomsterpollen.

Sådan er smagen faktisk også … både ren og frugtig, men samtidig mærkes fadene også bare en lille smule. Dermed blider det på ingen måde en fadpumpet burgundisk Pouilly Fuissé, men en slank, ren og frugtrig vin, hvor frugten er melon, pærer, fersken og gule blommer. Syren er afdæmpet og det giver en lidt smooth, tynd, blød og cremet smag, der virker kalket, blød mineralsk og med fin struktur. 91 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Pierre Girardin, Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire, Bourgogne, Frankrig

2020 Pierre Girardin, Éclat de Calcaire Blanc, Bourgogne, FrankrigEfter vores battle hev Brix lidt flere vine frem, bl.a. en flaske magnum af en 2020 Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire fra det burgundiske vinhus Pierre Girardin.

Girardin familien har været vinbønder i Bourgogne siden 1570, men det var først i 1960’erne, at huset reelt fik sin egen identitet og startede med at flaske, markedsføre og sælge egne vine. Det skete, da Jean Girardin overtog driften på vingården, som dengang var på 12 hektar.

Da han senere i 1981 gik på pension, så blev vingården delt, hvorved hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques hver fik 3 hektar marker og delingen har medført, at Girardin familien og navnet i dag er udbredt i Bourgogne.

Således har jeg tidligere smagt og skrevet om vin fra både Jacques og Justin Girardin, der er drives af Yves’ bror Jacques og dennes søn Justin. Men derudover findes der også Domaine Aleth Girardin samt Domaine Vincent Girardin fra samme familie.

Og Pierre Girardin er netop søn af Vincent Girandin og dermed 13. generation i familien og nærmest opvokset i sin fars vinkælder og har dermed fået bourgognevin ind med modermælken.

Da Vincent Girardin solgte sin ejendom i 2011, så beholdte han 4,5 hektar af sine bedste parceller, som skulle overdages til sin søn, når han var klar til at lave vin. Og siden 2017 har Pierre således lavet sine egne vine.

Vingården ligger i Meursault og det er primært her husets egne marker ligger, bl.a. Meursault Narvaux, Puligny 1er Cru la Folatières og Batard-Montrachet suppleret med langvarige kontrakter med en række andre vinavlere. Samlet er det således 4,5 hektar og det betyder en produktion i dag på 80.000 flasker årligt.

Pierre dyrker sine marker økologisk og flere af de tilknyttede vinavlere driver også deres marker økologiske, men nogle få er ikke certificerede, så derfor er han endnu ikke certificeret økologisk. Det er dog målet, efterhånden som andelen af egne besiddelser vokser. Pierre ejer i dag 4,5 hektar og vil gerne op på 8 hektar.

Denne Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire er lavet på ren Chardonnay fra nogle lavere beliggende områder i Meursault og Volnay. Vinen er gæret i egefade og har derefter ligget 8 måneder på ståltanke inden tapning.

Det også både dufter og smager af Meursault, som i næsen har en tyk, varm og komfortabel smørfrakke på med lakridskonfekt samt vanilje, tørret abrikos, fersken og våde vaskeklude. Der er sun-lotion til at smøre hele kroppen. Der er brunet smør, ristede og saltede små noter, honning og virkelig slikmund lækkerier.

Smagen flyder dejligt, fløjlsblødt og smeltende ud i munden … igen med tørret abrikos, tørret fersken, syltede citroner og kraftig frugt, som både er fed, eksotisk, saftig og svulstig. Syren er kraftig, meget maskulin, men samlet giver det en koncentreret, smooth, cremet og blød Meursault, som smager skrækkelig godt. 95 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Pol Roger, Brut Réserve, Champagne, Frankrig

N.V. Pol Roger, Brut Réserve, Champagne, FrankrigDet er kun få måneder siden, at vi til et byggemøde smagte champagne fra champagnehuset Pol Roger og til vor battle fik vi igen lidt bobler derfra … en magnum flaske Non Vintage Brut Réserve.

Det er en champagne, der er lavet på lige dele af Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay, der kommer fra 30 forskellige crus og med omkring 25% reserve vin.

Pinot Noir druerne kommer hovedsageligt fra nogle af Montagne de Reims bedste Crus, mens Pinot Meunier er fra flere Crus i Vallée de la Marne og fra Epernay-området. Chardonnay druerne kommer fra Epernay og nogle af de bedste Crus i Côte des Blancs.

Når druerne er høstet, presses de øjeblikkeligt og skånsomt. Mosten gennemgår en første débourbage ved presningen og ligger derefter koldt ved 6 grader i 24 timer. Så sker den alkoholiske gæring ved 18 grader i temperaturkontrollerede rustfrie stålkar hver sort for sig.

Så gennemgår vinen malolaktisk gæring og vinen samles inden aftapning på flaske til andengæringen i Pol Rogers kølige kældre, der ligger 33 meter under jorden. Der lagrer vinen 4 år med traditionel remuage foretaget med håndkraft inden degorgering og så lige yderligere 3 måneders lagring inden frigivelse.

Hvor dufter det fremragende … der er wienerbrød, croissanter, butterdej, brunet smør, lakridskonfekt, tørret frugt af saftig fersken, kandiseret abrikos, mango og lidt pærer. Det er meget landligt og aromatisk.

Smagsmæssigt er champagnen blød og virker samtidig maskulin i stilen, men en dyb frugt med pæresaft, abrikos samt syltet appelsin og lemon, blomster, honning og en cremet fornemmelse. Boblerne er fine, delikate og fader forholdsvis hurtigt … men damm, hvor smager det fremragende. 95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. Champagne Universet, hvor en flaske 75 cl. koster 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, Italien

2022 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, ItalienVi skulle smage mer’ vin fra Gert E’s besøg på det store Castello Banfi, for næste vin er deres 2022 Fontanelle Chardonnay … en vin jeg tidligere har smagt.

Banfi har lavet  Fontanelle Chardonnay siden 1982. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, der efter høst først er afstilket, hvorefter den fritløbende most har hvilet køligt i 48 timer inden temperaturstyret gæring ved 16 grader i franske barriques.

Efter endt fermentering  er vinen lagret 7 måneder sur lie på 350 liters barriques med løbende batonnage og roulage, hvorefter den er flasket og lagrer yderligere 8 måneder.

Uha … det dufter sindssygt godt … der er både stor fed fadpumpet vaniljeoverfrakke, men er samtidig også frisk, livlig og levende med lidt nødder, kridt, kalk og samtidig aromatisk. Frugten er let syrlig og har lidt grønne elementer, men ellers er der lakridskonfekt, vanilje og ristede noter, men faktisk meget mindre end i 2019’eren.

I munden er det også en livlig, levende og viril vin, der både er ren, rank og clean med fersken, pærer, kvæde og noget tropisk frugt. Den har lidt burgundiske karaktertræk, men samtidig er det også noget andet, for den har en fin bidsk syre, som kommer godt frem med yderligere tid i glasset. 93 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Maison Idiart, Chardonnay Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2022 Maison Idiart, Chardonnay Pays d'Oc, Languedoc, FrankrigVi fortsatte i den billigere ende af skalaen med en Pays d’Oc … og det betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Her er det en 2022 Chardonnay Pays d’Oc fra vinhuset Maison Idiart.

Vinhuset ligger i Bordeaux og er grundlagt i 2014 af Nicolas Idiart, der startede sin karriere indenfor vin som 19-årig. Han dimitterede fra Blanquefort, som er en berømt fransk vinfremstillingsskole og begyndte at arbejde med det samme i vingårde i Loire-dalen, New Zealand og Australien.

Derefter flyttede an til Canada og arbejde med salg af vin, men returnerede til sidst til Bordeaux, men fortsatte i mange år med salg af vin til det nordamerikanske marked.

I 2014 grundlagde han Maison Idiart, hvor han opkøbet druer fra forskellige vinavlere og lavet vine fra faktisk hele Frankrig … både fra Loire, Rhône, Bordeaux og Languedoc-Roussillon … og betegnelsen Vin de Pays d’Oc på denne vin betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men på etiketten bag på flasken står der, at den er bottled at F11290 … og det lader til at være kooperativet Les Vignobles Foncalieu, der ligger i Arzens i netop Languedoc.

Vinen er lavet ved, at druerne er presset og overført til rustfri stålkar, hvor de gærer køligt over 20 dage. Derefter er vinen blot lagret kortvarigt i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vi igen et lidt sjovt og landligt sted, hvor der er grønne blade, hybenroser, grønne pærer og ganske svagt lidt nødder, men generelt virker den lidt nærig eller neutral i aromaerne.

Smagen er sådan set indenfor skiven … den er blød, rund, har lidt nødder og en frugt af fersken, ananas, abrikos og andre eksotiske frugter, men det bliver lidt en-dimensionelt. 85 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske normalt koster 130 kr., mens prisen på tilbud er 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

N.V. Giacomo Sperone, Baccara Vino Spumante Brut, Piemonte, Italien

N.V. Giacomo Sperone, Baccara Vino Spumante Brut, Piemonte, ItalienOperaen i Randers et en succesfuld brætspilscafé, som drives af en flok unge fyre og de lavet vildt mange sjove ting. De afholdte bl.a. i den netop afholdte Randersuge en vinsmagning i samarbejde med Vinhuset Randers og den var vi selvfølgelig med til.

Det blev dog lidt en fesen oplevelse og trods en pris på 300 kr. pr. mand, så var der alene 4 glas vine af virkelig ringe kvalitet, hvilket kom til at stå i skærende kontrast til en pris pr. glas på 75 kr. Den første vin var denne Baccara Vino Spumante Brut fra vinhuset Giacomo Sperone.

Vinhuset ligger på adressen Via Bellini i Cusano Milanino i Piemonte og er grundlagt tilbage i 1911 af Antonio Sperone, men dengang holdt vinhuset til i en lille kælder i udkanten af ​​Torino og lavede vermouth og likør vine. Det var dengang, at vinene blev leveret i tromler læsset på hestevogne.

Det er dog Antonio søn Giacomo Sperone, som vinhuset er opkaldt efter og han var en kvalificeret vintekniker, som overtog efter sin far og byggede en ny og meget moderne fabrik i Cusano Milanino med det mest moderne og banebrydende udstyr til produktion af vine, hvilket også gjorde det muligt at lave mousserende vine.

I 1970’erne og 1980’erne sluttede Giacomos to sønner Paolo og Antonio sig til firmaet og de ejer det fortsat i dag. Det sket via deres holdingselskab Il Gruppo Sperone, som også ejer endnu en vingård etableret i 1982 i Casalotto di Mombaruzzo og det er med mere prestigefyldte vine under brandet Neirano.

Jeg kan ikke se, hvor mange vinmarker vinhuset har eller om de køber alle deres druer fra en række vinavlere, men de har en kæmpe produktion med en samlet kapacitet på omkring 65.000 hektoliter og et tappeanlæg, med en kapacitet på over 100.000 flasker om dagen.

Her smager vi deres Baccara Vino Spumante Brut, der er lavet på et blend af Pinot Blanc, Trebbiano og Chardonnay, der efter høst bliver presset blidt inden gæringen ved kontrolleret temperatur i ståltanke og boblerne er også tilført i tanke efter den billige Charmat metode.

Duften er lidt aparte … grøn med hækplanter, pigeonæbler, hyben samt nogle lidt nøddede aromaer, men man fornemmer samtidig, at der er en vis mængde sødme i vinen.

Smagsmæssigt er det faktisk også lidt sødt pjask … der er blød mousse, søde kirsebær, fersken, ananas, sød lemon og det bliver en kende saftevandsagtig … lidt kønsløs og ligegyldigt. Savner virkelig noget syre og noget dybde. 82 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske normalt koster 120 kr., men kan fås på tilbud til 75 kr. eller samme pris, som vi gav for et glas af vinen.

Vinanmeldelse 3,5/7