Bededag … lidt vin skal der da på bordet, og jeg havde valgt denne Barbera d’Alba Bussia fra vinhuset Giacosa Fratelli, der er blandt de store i Piemonte. Vinhuset ligger i Neive, hovedbyen for Barbaresco og har ialt omkring 50 hektar vinmarker.
Vinhuset, der blev startet af Guiseppe Giacosa i begyndelsen af 1900-tallet, regnes blandt områdets traditionalister. Gennem de sidste ca. 10 år har der nærmest været ”religionskrig” blandt vinproducenterne i Piemonte.
Den ene side har kæmpet for at bevare de gamle vinifikationstraditioner som eksempelvis lagring på store vinfade (fusti). På modsatte side står en række meget moderne tænkende vinproducenter, der eksperimenterer med lagring på små Bordeauxfade.
Stridsmålet er dog mere nuanceret end som så, men diskussionen er i hovedtræk, om Barolo/Barbaresco skal smage som i ”gamle” dage, eller om den skal tilpasses moderne forbrugere. Det er ikke til at afgøre, hvad der er rigtigt eller forkert, men Fratelli Giacosa hører altså til blandt håndhæverne af traditioner.
Gennem årene er firmaets markbesiddelser øget betragteligt. Specielt har Fratelli Giacosa været opmærksomme på de bedre cru’er ved Barolo, så som Bussia, Tenuta Le Mandorle og Cascina Canavere. Giacosa Fratelli’s flagskibe er naturligvis enkelmarksvinene fra Barolo og Barbaresco. Specielt markerne Bussia og Mandorle leverer Nebbiolodruer af en helt exceptionel karakter.
Næsten ligeså interessant er den fantastiske Barbera d’Alba, også fra Bussia marken. Barbera spillede tidligere rollen som andenviolin i områdets druehierarki. Dette er dog ikke tilfældet længere. Barbera er i dag den mest beplantede drue i Piemonte. Flere og flere producenter har forstået at behandle denne drue således, at den falder i god tråd med nutidens smag.
Her i glasset er der duft af gazebind, tranebær, jod, blomster og grønne blade … meget ung og rank i første indtryk. Altid rart, at første møde giver en fornemmelse af, hvad slags vin vi har i glasset. Smagsmæssigt også en ungdommelig vin med masser af syre, tørhed, tanniner samt masser af ung, lyserød frugt. Overraskende god Barbera !!!
Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris omkring 70 kr., som jeg lige husker det.
Næste vin, en Barolo fra Beni di Batasiolo, som drives af den energiske og karismatiske Dogliani familie. Ejendommen er beliggende i centrum af Barolo distriktet, og består af ni ”beni” dvs. vingårde med tilhørende vinmarker, hvilket garanterer høj diversitet. Vinmarkerne dækker et samlet areal på mere end 100 hektar i de bedste områder, hvilket også gør vingården én af de største i området.
I skal da heller ikke snydes for tirsdagens to vine, hvor den første var denne Primarone fra Cantine Paolo Leo i Puglia. Vinhuset ligger i den lille by San Donaci lige syd for Brindisi.
Fra Toscana gik turen ned til hælen i det italienske støvleland. I romertiden blev vinene fra Puglia anset for at være særdeles fine.
Efter turen til Pomerol røg vi til Italien med denne Chianti Classico fra Castello di Ama.
Eftermiddagens sidste vin var denne Roero Riserva fra vinhuset Giovanni Almondo. Jeg har tidligere skrevet en masse om vinhuset, da jeg smagte husets hvide 
Næste vin … en vin, som jeg har haft liggende i vinkøleskabet igennem en årrække og løbende smagt. Nu synes jeg, at vinen virker til at være på sin absolutte top, og lidt en skam, for dette var næstsidste flaske. Imidlertid skal man jo glæde sig over, at man har fået lov til at smage vinen her på toppen, for jeg synes, at der er tale om stor vin. Og det bedste … der er fortsat en flaske i skabet!
Vi slutter rundturen i Toscana i det lille prestigefyldte vindistrikt Bolgheri på den smukke toscanske kyststrækning mellem Livorno og Grosseto små 100 km sydvest for Firenze, hvor vi finder vinhuset Tenuta Argentiera.
Med aftenens næstsidste vin røg niveauet endnu engang op. Vi er igen hos vinhuset Tenute Loacker, og denne gang hos deres vingård Corte Pavone, som ligger i Montalcino. Rainer og Hayo Loacker havde i flere år kigget efter en ejendom i Montalcino, da de endelig i 1996 købte Corte Pavone.
Med næste vin til den store Toscana smagning rykkede vi til Bolgheri, helt præcis byen Castagneto Carducci, hvor vi finder vinhuset Michele Satta. Fra dette hus skulle vi smage hans Cavaliere IGT, og det skulle vise sig at blive én af aftenens helt store vine.