Tag-arkiv: Spanien

2021 Bodegas Martín Códax, Cuatro Pasos Mencía, Bierzo, Spanien

2021 Bodegas Martín Códax, Cuatro Pasos Mencía, Bierzo, SpanienSå genbesøger vi det meget spændende kooperativ Bodegas Martín Códax, som laver rigtigt fine vine. Forleden smagte jeg en charmende 2022 Marieta Albariño fra dem … men nu er det en rød 2021 Cuatro Pasos Mencía.

Vinen er – som navnet også angiver – lavet på ren Mencía, som kommer fra over 60 år gamle stokke på marker ved Valtuille, Villadecanes, Otero samt Villafranca. Vinen er gæret på ståltanke og så lagret 2-3 måneder på 300 liter franske og amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt virker vinen lidt våd træ, cedertræ, fyldig med grafit, lakrids og har godt med sorte kirsebær, blommer, violer, krydderier, grøn peber, vanilje, ristet toast, tør kakaopulver og blomster, noget lavendel … alt sammen på en lidt rustik og bondsk facon.

I munden er vinen meget saftig, krydret, fyldig og frisk. Det er mørk frugt, brombær, blommer, saftige kirsebær, hindbær og ribs, noget krydderkage, lakridspulver, kakaopulver samt en stringent, ren og småbitter syre, der aldrig bliver for vild, men binder alle tingene ret godt sammen til en fornøjelig, bondsk vin. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 A Pie de Tierra, A Dos Manos, Madrid, Spanien

2020 A Pie de Tierra, A Dos Manos, Madrid, SpanienVinområdet Sierra de Gredos er et nok et af Spaniens mest spændende områder i øjeblikket, bl.a. anført af vinhuse som Comando G, men der er også andre spændende vinhuse som nu fx A Pie de Tierra, hvorfra jeg smager deres 2020 A Dos Manos.

Sierra de Gredos ligger 100 kilometer vest for Madrid og vel nærmest lige i smørhullet mellem Madrid, Castilla y Leon og Castilla La Mancha og A Pie de Tierra ligger i Alberche dalen ved byen Méntrida.

Vingården er grundlagt i 2015, hvor Aitor Paul og David Villamiel mødtes på skolen for vindyrkning og ønologi i Madrid. Aitor var selv sommerlier på Lavinia, men David stammede fra en familie vinavlere fra Méntrida.

De afsluttede deres uddannelse sammen og havde også begge praktikophold på de mere prestigefyldte Valquejigoso og Comando G vingårde … og efter kort og intens læring, så besluttede de med en stor passion at drive Davids allerede familiearvede vinmarker i Méntrida som et fælles projekt … og det blev til A Pie de Tierra, hvilket betyder på jorden.

Samlet har vingården 20 hektar vinmarker, der primært ligger ved Méntrida, men dog ligger 4-5 hektar ved flodlejet i Alberche dalen g hører reelt til nabokommunen Aldea del Fresno. Markerne dyrkes ud fra en biodynamisk filosofi og der er primært gamle Garnacha vinstokke.

I vinkælderen vinificeres viene på naturlig vis med brug af både spontangæring med en stor andel hele klaser, en længerevarende maceration og udelukkende lagring på brugte fade.

Denne A Dos Manos – der betyder med de to hænder – er lavet på ren Garnache aka Grenache fra 30 år gamle vinstokke og er selvfølgelig også lavet med spontangæring med 60% hele klaser. Gæringen samt maceration er sket over 30 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte 225-liters franske egetræsfade.

I glasset er det bestemt ikke en mørk Grenache vin … tværtimod er det lyst og næsten transparent og sådan er duften også med jordbær og andre lyse bær … hindbær, moreller, lyse kirsebær og så buketter af sommerblomster, hvormed man omgående bliver i godt humør. Den har samtidig nogle Nebbiolo noter med rosenblade og violer, hvilket kun gør mig endnu mere forelsket og jeg mærker næsten sommerfuglene flyve.

Smagen er sindssyg lækker … WAUW for pokker. Det er let som en Pinot Noir, læskende og saftigt på en lys, fin, sart, feminin og æterisk, nærmest overjordisk facon. Det er jordbær, hindbær og ribs, virkelig let og smuk vin, som jeg omgående er vild med. Hvor er den energisk, levende, flagrende, fløjlsblød og silkeglat … jeg tænker omgående, at det vist er sommerens bedste køb … eleganto … og samtidig til menneskepenge … sommer kom bare an. 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker. Køb i spandevis, for 6 styk prisen er vildt attraktiv.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Tras la Yesca, Toro, Spanien

2021 Rodríguez Sanzo, Tras la Yesca, Toro, SpanienPå etiketten af denne sjove Tempranillo baserede Tras la Yesca 2021 er der en meget lignende og farverig karikaturtegning af Javier Rodríguez, som jo ejer og driver Bodegas Rodríguez y Sanzo.

Vinhuset ligger helt  præcis i udkanten af byen Valladolid cirka 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Javier Rodríguez kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere hundrede år og Javier har da også selv omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter ham selv og hans hustru … Rodríguez y Sanzo. Det er blevet et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal. Det er således siden starten blevet en pæn stor affære, har kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Denne 2021 Tras la Yesca 2021 er lavet på ren Tinta de Toro aka Tempranillo,  der høstes efter den biodynamiske kalender. Vinen har gæret på ståltanke med temperaturstyring. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på små 300 liters amerikanske samt franske egetræsfade.

Næsen er tør, krydret og koncentreret … der er både grønne urter, peber, nelliker, ristede noter,  tør jord samt  saltlakrids  og en frugt med brombær og blommer, en smule grannåle, chokolade samt lidt vanilje. Der er ingenting, som stikker helt af, så er velkomponeret, krydret og pænt tør.

Smagen er meget blødere, sødere og mere saftig end duften … her er der stort set ingen tørhed, men en stor venlighed med søde jordbær, brombær og saftige blommer. Der er ganske vist en smule peber, tæt varme og krydderier, men det bliver bare læskende, venligt, blødt og pleasende. Man fornemmer ikke rigtigt tanniner, men de sætter sig alligevel diskret i munden, men forsvinder hurtigt igen. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Bodegas Torre Oria, TO Viura Sauvignon Blanc, Valencia, Spanien

2022 Bodegas Torre Oria, TO Viura Sauvignon Blanc, Valencia, SpanienNæste sommervin er en billig af slagsen og kommer fra Bodegas Torre Oria og er deres 2022 TO Viura Sauvignon Blanc.

Bodegas Torre Oria er grundlagt tilbage i 1897 af familien Oria de Rueda, ligger i Utiel-Requena vest for havnebyen Valencia og regnes i dag som en af områdets vigtigste vingårde.

Vinhuset fik oprindelig succes med deres mousserende vine og var de første uden for Catalonien, som fik licens til at lancere dem som cava. Det erfarne vinhus producerer dog også rødvine og hvidvine … altid med fokus på value-for-money.

I 2012 kom Portobello Capital ejet af Eloy Bautista samt Pablo Aranda med i ejerkredsen med en 35% ejerandel … og med Eloy Bautista som leder har man startet en ny udvikling med fokus på produktion til eksportmarkederne og har planer om udvidelse af produktionen til 70 millioner flasker vin årligt.

Her smager vi deres TO Viura Sauvignon Blanc, der – som navnet også siger – er lavet på to druesorter, hvilket nemlig er 70% Viura aka Macabeo og 30% Sauvignon Blanc fra udvalgte marker nær Valencia. Vinen er alene lavet med en kølig gæring samt kort modning på ståltanke.

Duften er sådan lidt sødkrydret …frugten er klar melon, gul honningmelon, hyldeblomst, bløde pærer og lidt papkasser, umami aromaer samt en smule blandede nødder. Samlet en lidt lodden og smørblød duft.

Smagen er også blød med syltede citroner, lemon, grape og så ellers  modne pærer og melon. Vinen har sådan en sød bitterhed, som ikke er kompleks, men i stedet er meget ligetil med en rund venlig, så dermed 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 39,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2022 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, SpanienNår vejret nu engang skriger på hvidvin, så fortsætter jeg da bare med endnu en Albariño vin fra kooperativet Bodegas Martín og det var denne 2022 Martín Códax Albariño.

Vinen er på ren 100% Albariño, hvor druerne er høstet med et udbytte på 58 hektoliter pr. hektar og er så ellers lavet på temperaturstyrede ståltanke uden lagring af nogen slags.

Duftmæssigt minder vinen på flere måder om Marieta, men er ikke så vild og ustyrlig, men virker mere som den flinke pige i klassen, har en lidt federe og mere eksotisk frugt med melon, fersken, stikkelbær, pærer og lemon … søde krydderier samt jern efter brug af en vinkelsliber.

I munden er vinen dog langt mere frisk, syrlig og grøn med citroner samt en snas grape … meget frisk og ligetil. Der er også sure æbler, grønne æbler og meget aromatisk i smagene. Det smager sgu godt, selvom jeg fortsat har den vilde lillesøster Marieta i tankerne, men er man til den velopdragne og knap så flamboyante pige uden så meget parfume på, så er dette en lille ener.  91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen på tilbud er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, SpanienSommervejret både kaldte, råbte og skreg på hvidvin og svaret kom prompte i form af denne Marieta Albariño fra kooperativet Bodegas Martín Códax og i Marieta har i denne årgang 2022 aldrig været bedre … men det vender jeg jo fluks tilbage til.

Med Marieta er vi på kooperativets ejendom i Rías Baixas, hvor vinen selvfølgelig også er lavet på 100% Albariño, som jo er en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.

Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien.

Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer, men Albariño er rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Vinen er lavet med alkoholgæring ved 16-18 grader i rustfri ståltanke, men gæringen afsluttes ved kulde, således der bevares en smule sødme …. og den ligger på 14 gram restsukker pr. liter.

BOOM … sikke appetitlig aroma … blomster, tulipaner, blomtervand, hvidtjørn, tropisk frugt, mango, ananas, æblekompot, gær, med klar aromatisk slagside … pivfrisk og parfumeret med en lille vildskab, partymode og overstadighed.

Smagen er også pivfrisk med bid af citroner, lemonsaft … og så har den også både venlighed, let sødme, lemon syrlighed og bitterhed, men smager sgu bare vildt godt og atter på denne uhæmmede, tøjleløse og ustyrlige møde … jeg tror sgu ikke, at Marieta nogensinde har været bedre. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen på tilbud er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Bodegas El Grillo y La Luna, Grillo, Aragón, Spanien

2014 Bodegas El Grillo y La Luna, Grillo, Aragón, SpanienFor en uges tid siden smagte jeg vinen 12 Lunas Rosado fra vinhuset Bodegas El Grillo y La Luna og nu smager jeg atter en vin derfra, men nu med tonsvis af farve i form af rødvinen, som blot kaldes Grillo.

Vinen er lavet på 44% Syrah, 35% Cabernet Sauvignon, 14% Garnacha og 7% Merlot. Alle druerne er manuelt høstet fra vingårdens bedste vinmarker i den nordøstlige region Somontano. Druerne er høstet ved optimalt modenhed, som varierer fra de forskellige sorter og områder. Høsten er foregået fra midt september til slut oktober.

Efter ankomst til vingården, bliver druerne afstilket og gennemgås igen, for at sikre at det kun er optimalt modne druer der anvendes til denne vin. Herefter kold maceration i 5 dage, for at udtrække farve og aroma. Herefter gærer vinen og efterfølgende forbliver vinen i kontakt med druekvaset i 30 dage inden presning.

Efter en malolaktisk gæring, så er vinen lagret sammenlagt 13 måneder på 225 liter franske barriques … og der er lavet 59 fade af vinen … det svarer vist til 17.700 flasker.

Det dufter af et herremåltid … en kombination af tør engelsk og sød finsk lakrids, en plade mørk chokolade, en toast, ristede nødder, lidt sød tobak, Beef Jerky og syltede blommer. Frugten virker sgu meget moden med kirsebærsauce, figner, dadler, fed balsamisk, dyb, peber samt masser af tørt træ og småsøde krydderier.

I munden virker vinen ikke så overmoden som duften, for der kommer en frisk frugtsødme, selvom frugten bestemt er moden, blød og cremet. Det er sorte kirsebær, bløde blommer, solbær, figner og hindbær … godt med stærk – men ikke for stærk – alkohol, ristede aromaer, røg,  lakrids og en snert lemon, mens tanninerne bestemt er tilstede, men blide samt føjelige. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 325 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Bodegas El Grillo y La Luna, 12 Lunas Rosado, Aragón, Spanien

2022 Bodegas El Grillo y La Luna, 12 Lunas Rosado, Aragon, SpanienVi ridder da bare videre på rosébølgen og endda en spansk bølge, for den næste rosévin er denne 12 Lunas Rosado 2022 fra Bodegas El Grillo y La Luna, der ligger i appellationen Somontano i Aragón vinregionen.

Bodega El Grillo y La Luna er et nyere vinhus, der er grundlagt i 2007 af to familier som ønskede at starte et innovativt projekt indenfor vinens verden og blive et alternativ til klassiske vine med base i Barbastro i  Somontano appellationen.

De har valgt navnet Bodegas El Grillo y La Luna, som betyder på dansk betyder fårekyllingen og månen og laver vinen fra deres i alt 53 hektar vinmarker fordelt på 5 forskellige vinmarker.

53 hektar kan lyde som en del, men det gør vingården til en af de mindste vingårde i Aragón-regionen. De arbejder fra markerne med  skabe vine med en særlig sjæl og karakter og tålmodighed en dyd, da de ikke høster før druerne er absolut perfekt modne.

De har undervejs bl.a. fået hjælp af den store vinkonsulent Michael Rolland, som vi jo er stødt på mange gang her på vinbloggen. Han har været med til at gøre vinene mere komplekse.

Bodegas El Grillo y La Lunas vine præsenteres i to serier;, som er Grillo og 12 Lunas, der repræsenterer forskellige dele af vingårdens marker. Her smager vi netop 12 Lunas Rosado, er er lavet på ren Syrah … og endda kun den fritløbende saft, så kommer efter 24 timers maceration på knuste druer.

Gæringen er derefter sket ved 15 grader oven en måned, hvorefter den afsluttet, således bærmen kan sorteres fra. Derefter er vinen så lagret i de rustfrie ståltanke en periode, hvor man løbende rører rundt i vinen inden endelig aftapning på flaske.

I glasset har vi kastet den helt lyse og sarte Provence farve, for nu viser vinen i glasset en kraftigere og mere lilla/lyserød farve, mens duften også er langt mere rustik, men samtidig også godt blomstret og har en frugt, der mest er brombær, hindbær og kirsebær, som er  suppleret med noget mynte, skyllemiddel samt sødlige krydderier. Men fornemmer noget saftighed og noget sødme.

Smagen er også saftig med en lidt jernagtig mineralitet, let peber, sød frugt af brombær, hindbær og jordbær. Den har bondsk, landlig og rustik saftighed, så den er ingen elegantier, men leverer varen som en solid bondekone, der går langt på literen. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Reserva, Toro, Spanien

2017 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Reserva, Toro, SpanienMer’ Maderia … men her er det dog ikke i form af hedvin fra den solbeskinnede ø, men en varm og krydret rødvin fra den fabelagtige vinmager Rui Roboredo Madeira, som efterhånden er godt kendt her på vinbloggen. Vinen er en Mío de M.O. Reserva 2017.

Jeg har tidligere smagt vinen Mío de M.O. Vendimia Seleccionada i årgang 2018 fra projektet. Det en vin, der laves i Toro i samarbejde med kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña.

M.O. står for Marques de Olivara, for vinen er tidligere lavet af Bodegas Marques de Olivara … et vinhus, der har levet en omtumlet tilværelse og bl.a. gik konkurs i 2011 sammen med dets ejer Nueva Rumasa Group.

Så vidt jeg kan se, så eksisterer Bodegas Marques de Olivara i dag ikke længere, men Rui Roboredo Madeira har fået opsnuset nogle af de fantastiske og meget gamle vinmarker, der tidligere var ejet af det nu ophørte vinhus … og fra dem laver han nu nogle Mio de M.O. vine, hvor M.O. jo står for Marques de Olivara.

Vinen er i dag lavet på kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña sammen med hans hustru Veronica Varela Villegas og den er lavet på 100% Tinta de Toro aka Tempranillo. Der er ikke mange oplysninger om vinen, men den skulle efter endt fermentering være lagret 22 måneder på franske barriques.

Det spansk/portugisiske samarbejde har givet en vin med en højoktan alkoholprocent på 15,5% … og der er til Reserva vinen kun brugt de allerbedste fade.

Hold nu kaje … sikke da en dyb, fed og lækker duft. Det er en herlig kombination af sød finsk og tør engelsk lakrids, lakridspiber, noget Basset lakridskonfekt, kaffe, kanel, vanilje, chokolade, tjære, koks, kul og tørret kød. Frugten er brombær, solbær og saftige blommer, lidt sødere blommemarmelade og i det hele taget dufter det ikke som en Toro vin, men mere som en lækker Ribera del Duero.

Sådan smager vinen også … mørk, tør og powerfuld, som en Syrah vin fra Nordrhône, masser af mørk, uforsonlig og stenet mineralitet. Der er samtidig vilde og knastørre tanniner, der lige bemægtiger sig din mund og efterlader munden tør som et vulkansk krater.

Den har dog Ribera del Duero varme , dybde og smagseksplosion med de mørke bær, virker næsten helt tørret og derudover har vinen peber, grafit, blæk og saftigt bid. Elsker den sgu, så 93 point,

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Bodegas Rectoral de Amandi, Manolo Arnoya Menzía Barrica, Galicien, Spanien

2017 Bodegas Rectoral de Amandi, Manolo Arnoya Menzía Barrica, Galicien, SpanienVinen Matilda Nieves fra Bodegas Rectoral de Amandi har fået masser af lovprisninger og er blevet en storsællert hos Jysk Vin, men vinen har en storesøster og det er denne Manolo Arnoya Menzía Barrica, som jeg smager i årgang 2017.

Her kommer alle Menzía druerne fra op til 60 år gamle vinstokke plantet på nogle stejle og ufremkommelige skifer- og granitholdige skråninger i Ribeira Sacra.  Al høst er derfor foretaget med håndkraft i 20 kg bokse, hvorefter druern er fragtet til vineriet hurtigst muligt.

Druerne sorteres igen ved ankomsten til vineriet, hvorefter de afstilkes og gærer under temperaturkontrollerede forhold på stål. Slutteligt lagres vinen i 6 måneder på egetræsfade af forskellig oprindelse, hvorefter den sammenstikkes til endelige blend.

Duftmæssigt er det en rigtig lille, lodden og pjusket bulderbasse, hvor der er sød flæsk, kaktus, blommer, blåbær, kirsebær, lærkeskud, lidt spidskommen, lakrids, vanilje og tyk, fed balsamico … virkelig bondsk.

Smagen er lidt i samme boldgade … lidt mærk, vamset og lodden, meget saftet og minder om vinøs sort velour. Den har denne mørke, blommede juicy smag, sorte kirsebær, blåbær, tranebær og en lemon bitterhed, mens tanninerne er bløde, medgørlige, mens syren mest bare er saftig, venlig og poleret. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7