2019 Bodegas Luis Canas, Camino Leza, Rioja, Spanien

2019 Bodegas Luis Canas, Camino Leza, Rioja, SpanienVi kender allerede vinmageren Juan Luis Cañas fra hans skønne vine fra Rioja vinhuset Bodegas Amaren, som han grundlagde i 1995 ved siden af sit primære vinhus Bodegas Luis Cañas. Nu smager vi en af topvinene fra det primære vinhus … 2019 Camino Leza.

Hans far Luis Cañas havde grundlagt det store Rioja vinhus i 1970, men hans farfar Carlos Cañas havde allerede årtier før lavet vin, som han så transporterede til markeder i vogne trukket af muldyr … ofte over 100 kilometer.

Juan Luis Cañas overtog Bodegas Luis Cañas i 1989 i en alder af 33 år og gav vinhuset et frisk pust uden dog at miste de traditionerne i familien.  Han byggede bl.a. i 1994 et nyt og moderne vinhus, hvor han samlet laver vin fra 450 hektar kontrollerede vinmarker, som fordeles sig på over 1.000 små plots.

Denne Camino Leza er primært lavet på Tempranillo, men er egentlig et field blend fra marken Finca Camino Leza, der kun er på sølle 1,5 hektar beliggende i 532 meters højde og alle vinstokkene er plantet i 1965. På marken er der helt præcis 3.621 vinstokke med Tempranillo, 133 med Viura, 10 stokke med Malvasíago en enkelt med Calagraño og det er også blendet i vinen.

Efter høsten bringes druerne til vineriet, der ligger få hundrede meter fra marken. Her dobbeltsorteres klaser og druer enkeltvis, hvorefter de knuses nænsomt og gæres på ståltanke. Efter gæringen omstikkes vinen til brugte franske egetræsfade, hvor vinen modner  13 måneder. Der er kun lavet 2.298 flasker af denne årgang og her drikker vi nr. 1.016.

Slam … fed, mægtig og ekspressiv med våd tobak, tørret urtete, tør engelsk og sød finsk lakrids, hårdt ristede kaffebønner, tør cedertræ, tjære, figner, dadler, solbær, brombær, chokolade og vanilje. Under alle de fede og svulstige aromaer fornemmes en lettere og mere frisk frugt, der måske slipper løs hvad øjeblik, det skal være,

Det er dog mest i munden, at vinen viser sine biceps, for det er så cremet, smooth og blødt, men på en eller anden måde samtidig vildt tør med en kerne af mørk frugt, der både er intens, frisk, vild, stor og fyldig i munden … og vil slet ikke gå væk. Selvom vinen er kraftig, vild og intens, så er der sgu også balance … så du får en lammer på den helt rigtige måde og opsøger selv mere tærsk. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7