Selvom sommeren pludselig ikke længere er helt så solrig som forventet, så kan man da godt boble lidt videre og smage en ægte champagne, som nu fx denne Hémérence Champagne Brut fra champagnehuset Paul Laurent.
Champagnehuset er grundlagt tilbage i 1952 af Gilbert Gruet og hans kone Danielle i byen Bethon under navnet Le Champagne Gruet.
I 1993 ændrede champagnehuset navn til Champagne Paul Laurent til minde om to familiemedlemmer. Da Gilbert selv døde i 1999 blev vinhuset overtaget af hans datter Jacqueline og hendes mand Bruno Heinrich, der fortsat driver det sammen med deres søn og dermed også 3. generation i form af Christopher Heinrich.
Denne Hémérence Champagne Brut er ikke en del af husets normale sortiment, men er lavet på 90% Pinot Noir og 10% Pinot Meunier som selekteres fra Paul Laurents marker i og omkring byen Epernay.
Basisvinen gærer frugtbevarende på ståltank, og efter andengæringen på flaske får vinen ekstra fine bobler og brødagtig kompleksitet fra modning sur lie med gærresterne.
Duftmæssigt en lidt landlig og animalsk aroma med nogle støvede og gærede noter, lidt saltet havvand, kalk, kridt og frugt med æblemost samt pæresaft. Der er en skvis citron, toast og blomster.
Der er i munden et godt brus, der holder i lang tid og løbende kommer igen og igen som bølger på stranden, men har samtidig et virkeligt venligt ansigt med en vis sødme som i en champagnebrus is tilsat lidt lemon og æblemost. Det giver en champagne, der er utrolig let og behagelig at drikke, således alle kan være med, så det med Brut skal tages med et gran salt … dejlig omgængelig. 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.