Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2017 Nicolas Vellas, 100% Grenache, Languedoc, Frankrig

2017 Nicolas Vellas, 100% Grenache, Languedoc, FrankrigNæste vin er 100% Grenache … og det er også navnet på vinen fra Nicolas Vellas … en vinmager, som vi tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Nicolas Vellas driver nemlig familiefirmaet Vignoble Vellas, som både er producent, negociant og handelsfirma. De laver således deres egne vine og vine på druer købt hos vinavlere rundt om i regionen. Mange af vinene laves også lokalt, fx hos lokale kooperativer, men denne 100% Grenache er tilsyneladende blot lavet af Nicolas Vellas … andet fremgår i hvert fald ikke.

Nicolas Vellas overtog for 20 år siden driften af Vignoble Vellas fra sin fader, der også grundlagde firmaet, selvom familien faktisk har været vinbønder i fire generationer.

De har egentlig ikke selv ret mange marker, alene 120 hektar omkring Montpellier fordelt på 5 ejendomme, Domaine Mas du Pont, Le Domaine Valinière, Mas de Gachon, Domaine Léo Vareille og Domaine Garoloup.

I stedet har de langtidsaftaler med en lang række vinavlere  i både Languedoc, Sud-Ouest, Rhône og Provence. Samlet har de aftaler med over 60 vinavlere og laver over 300 forskellige vine.

Denne 100% Grenache er lavet med druer fra særligt udvalgte små plots. Alle druer er håndplukket og der er kun udvalgt de bedste drueklaser til denne vin.

Under fremstillingen er der bl.a. anvendt lang udblødning og konstante pumpover for at udtrække mest muligt smag og nuancer fra skallerne. Vinen har fadlagret 8 måneder i nye franske egetræsfade.

Næsen emmer af mørk frugt, nærmest svagt gærede blåbær, figenpålæg, skovbund, røg, eg, grafit, en smule lakrids, vanilje og ellers stor tørhed.

Smagen er også god, mørk frugt, sød lakrids, mælkechokolade og det er en fyldig og kraftig vin med nogen sødme. Det er en dejlig rund, smagfuld, tæt og kraftig vin, som byder på koncentreret frugt samt tonsvis af drikkeglæde til en stor bøf.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, Frankrig

2018 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, FrankrigDen roséfarvede tsunami er snart på vej i takt med stigning i temperaturerne og jeres flittige vinblogger tester igen én af slagsen … vinen Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée fra negocianthuset Calmel & Joseph, som jeg har skrevet om nogle gange tidligere.

De to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph kalder sig selv for créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon, for de har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

De to ønologer laver bl.a. 3 vine under navnet Amstramgram .. en hvid, en rød og så denne Cérès Rosé Grande Cuvée, som er lavet på 30% Grenache, 20% Mourvèdre og 50% Cinsault.

Cinsault og Mourvèdre druerne er høstet på normale høsttidspunkter, men Grenache druerne høstes med optimal modenhed … alle druerne afstilkes, hvilket efterfølges af en kold maceration ved 15 grader i 2 timer efterfulgt af gæring med udvalgt gær ved 16 grader og der sker ingen malolaktisk gæring. Vinen har kun lagret kortvarigt i ståltanke.

Det er en rosévin med masser af frugt … jordbær, kirsebær, kiwi, banan og i det hele taget meget frugtagtig. Det er også klart nogle krydderier, lidt tyggegummi – men masser af rød frugt – og ellers noget syrefattig.

Heldigvis er der mere syre i smagen, end duften indikerede. Det er fortsat godt med med frugt, søde jordbær med friskhed fra citroner og en smule grape. Vinen har en god smag, selvom den måske mangler lidt lethed. Houlberg er Houlberg, så rosévine har svært ved at bryde mit beskyttende panser, men denne kunne jeg godt nyde på terrassen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Domaine de Cabaudran, Rosé, Provence, Frankrig

2018 Domaine de Cabaudran, Rosé, Provence, FrankrigMed foråret godt undervejs er det måske tid til at teste én af Houlbergs yndlingsaversioner, nemlig rosévinene og endda helt hedonistisk med 3 styk i streg. Vi starter med en Côtes de Provence Rosé fra Domaine de Cabaudran, der ligger lidt øst for byen Le Beausset.

Domaine de Cabaudran drives af Alex Amic, som er 4. generation på vingården. Indtil 2017 havde vingården alene leveret deres druer til det lokale kooperativ, men det har Alex ændret og startet med at lave vine under appellationerne Côtes de Provence og Bandol, selvom han kontraktmæssigt er nødsaget til et stykke tid endnu at levere nogle af sine druer til kooperativet.

De laver ikke mange vine … alene 4-5 forskellige vine, hvoraf denne Côtes de Provence Rosé er én af dem, lavet på 35% Grenache, 35%, Cinsault, 10% Syrah, 10% Rolle og 10% Mourvèdre, som alle kommer fra 20 år gamle vinstokke.

Druerne er høstet dels med maskine og håndkraft og vinen er lavet på rustfrie ståltanke efter en kort og kølig hvile. Derefter presses druerne og gærer ved 17 grader. Efter endt fermentering flaskes vinen og frigives til salg. Der laves årligt 6.600 flaske af vinen.

Næsen er helt straight-forward med jordbær, hyld, ananas samt en smule astronaut-is. Det er ikke så kompleks, men frugtlækker og direkte i aromaerne. I munden er vinen lidt i samme boldgade, sød og let med en smule grape i eftersmagen. Det er klart en terrassebasker til grin, smil og leg.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2015 Château du Mourre du Tendre, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige, Rhône, Frankrig

2015 Château du Mourre du Tendre, Châteauneuf-du-Pape Cuvee Prestige, Rhône, FrankrigI starten af marts måned smagte jeg en lækker Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes fra Château du Mourre du Tendre, men nu gearer jeg op med en vaskeægte 2015 Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige fra vinhuset.

Den første flaske havde egentlig en nasty stank af prop, men blev uden problemer byttet hos de flinke folk hos Andrup Vin … og denne flaske fejler heldigvis intet, men leverer varen på lige præcis den facon, som man forventer af en god Châteauneuf-du-Pape. Det er svært at blive træt af … god neuf er altid godt.

Denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige er Château du Mourre du Tendres topvin og lavet på 90% Grenache og 10% Mourvedre. Druerne kommer fra vinstokke kommer fra parceller på markerne La Crau, les Bédines og Les Saintes Vierges, hvor vinstokkene er mellem 70-100 år gamle.

Druerne er høstet i med håndkraft og afstilkes slet ikke, men undergår gæring i 35 dage i hele klaser på rustfrie ståltanke, hvor vinen faktisk også lagrer 30 måneder, altså en lagring helt uden brug af egefade. Efter en ufiltreret aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6 måneder inden frigivelse.

I næsen byder vinen på nogle af de klassiske Châteauneuf-du-Pape dyder, men slet ikke på en tung og mørk facon. Der er ganske vist en meget moden, blød og mørk frugt, men med en virkelig smuk og næsten dekadent syrlighed. Frugten virker endda sådan lidt gæret, animalsk og landlig, næsten over mod noget, som kunne være biodynamisk … landlig, charmerende og samtidig fin.

Smagen er rund og blød … det smelter sgu nærmest i munden. Det kan med det samme smages, at dette er god Châteauneuf-du-Pape, flot balanceret og som med duften på ingen måder mørk, overfed og overekstraheret, som man ellers tit kan finde i den nyere stil. Her er der lyst og delikat, men fortsat med neuf’ernes normale power og intensitet.

Det smager altså bare godt og thumbs up for at lave Châteauneuf-du-Pape i en let stil. Det er klart 5½ af de store houlbergske fingre og endda med klar pil op. Yammy.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Calmel & Joseph, La Madone, Languedoc, Frankrig

2016 Calmel & Joseph, La Madone, Languedoc, FrankrigCréateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon kalder de to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph fra deres negociantvinhus Domaine Calmel & Joseph sig. Denne La Madone er netop fra de to herrer under appellationen Corbières i Languedoc.

Calmel & Joseph er grundlagt i 1995 som et negociantfirma, som har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Selvom Domaine Calmel & Joseph er et negociantfirma, så ejer de også selv en gammel vingård, der kan spores tilbage til 1577 og oprindeligt tilhørte adelsmanden Jehan de Calmès.

Til ejendommen hører der 200 hektar jord, hvor 160 hektar er sammenhængende marker. Det er dog alene 20 hektar, som består af vinmarker, mens resten er olivenlunde, kornmarker og derudover dyrkes der også lavendler samt mandler på gården.

De to ihærdige vinmagere producerer forskellige vine fra forskellige steder i hele Languedoc-Roussillon regionen, men druerne til denne lille eksklusive topvin La Madone stammer faktisk fra Calmel & Josephs egne marker. Faktisk er det første og hidtil eneste vin fra egne marker og vinen er alene produceret i et meget begrænset antal på kun lidt over 4000 flasker.

Vinen er produceret af 80% Grenache og 20% Syrah. Vinstokkene er plantet i jord som er sandet, leret og med en del kalksten. Alle druerne høstes manuelt og er sorteret inden vinifikationen.

Gæringen sker samlet for de to druesorter – altså ikke separat – med maceration og gæring ved 25 grader over 4 uger, hvorefter der sker malolaktisk gæring og modning 15 måneder på brugte fade.

Frugten er herlig intens i næsen, gæret og alligevel med masser af friskhed. Virkelig en frugtrig næse, lidt mentol, brombær, solbær, noget gæret i frugten, eg, lidt lakrids samt mørk chokolade samt nogle Rhône krydderier

Smagen er virkelig også standhaftig … sætter og breder sig helt vildt i munden lang, lang tid med en smule peber i bidet. Det er vildt frugtrigt, fortættet og alligevel med en meget stor friskhed i syren, pænt med tanniner. Tørt og sparker dig lige i solar plexus.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Mas Gabinèle, Rarissime, Languedoc, Frankrig

2014 Mas Gabinèle, Rarissime, Languedoc, FrankrigDenne Rarissime fra Mas Gabinèle er lidt som en sexet vinøs atombombe, lille og tæt i den lave, brede flaske, kompakt, komprimeret og koncentreret med frisk, højoktan frugt.

Mas Gabinèle ligger nord for den lille by Laurens ved foden af bjergkæden Cévennes i den nordlige del af Languedoc. Vinhuset er grundlagt i 1998, hvor Thierry Rodriguez købte et par vinmarker af sin ven Gabriel Mas. Gabriel blev venskabeligt kaldt Gabinelle, og da Unà Gabinelà betyder et lille skur, så var det så oplagt at anvende dette til navnet på vinhuset.

Thierry Rodriguez havde inden købet drevet et lille handelsfirma Le Prieuré Saint-Sever, som havde specialiseret sig i vine fra området, men købet af markerne blev starten på vinhuset Mas Gabinèle.

Senere i 2013 fik Thierry Rodriguez dog også bygget sin egen vingård med 750 kvadratmeter under tag, en kælder med 20 store rustfri ståltanke, hvilket repræsenterer en samlet kapacitet på 1.330 hektoliter, samt masser af egefade.

Alt udstyr er blevet omhyggeligt udvalgt for at sikre maksimal bevaring af høstkvaliteten og alle tanke har naturligvis automatisk temperaturstyring, så man altid har kontrol over vinen.

I dag har Mas Gabinèle omkring 24 hektar jord, der er erhvervet tålmodigt gennem årene. Det er dog alene 20 hektar, som er omlagt til vinmarker, som ligger i omkring 180 meters højde og er tilplantet med sorterne Carignan, Mourvèdre, Syrah, Grenache,, Lledoner Pellut og Grenache Gris.

Jorden i markerne består af okker, grå eller blå sandsten og er meget stenet. Dette er meget krævende terroir, som naturligvis giver lave udbytter. Landskabet er bølgende, og vinmarkerne er omgivet af naturligt hegn, skov og hule egeskove.

Denne Rarissime er lavet på 90% Syrah og 10% Grenache fra vinstokke, der i gennemsnit er omkring 50 år gamle. Druerne blev håndhøstes, når de er optimalt modne og vinen laves med lang maceration ved høj temperatur og med daglige pumpover for at trække alt smag, farve og tannin ud af skallerne.

Efter gæring har vinen fadlagret 16 måneder i nye franske egetræsfade. Der produceres kun 12.000 flasker årligt af denne vin, som Parker for resten i denne årgang 2014 også har givet 95 point.

Næsen emmer af våde, gamle fade, en sand kraft-terning med eksplosiv styrke, dyb engelsk lakrids, sødbrændte fade, fed frugt, solbær, enebær, kul, grafit, tobak, lakridsrod, mørk chokolade, nogle grønne grene og samlet en vis modenhed over vinen.

Smagen følger lidt samme spor … intens og dynamitkraftig vin med en næsten skræmmende intensitet. Der er lidt grafit, tørhed, fyldig sødme og alt serveret blødt, blidt og stærkt. Det er fransk rå kraft med subtil elegance, det er en tur i Eiffeltårnet midt i vinmarken, skoleeksempel på, at Frankrig både er elegance, kraft og satans dygtige vinmagere.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Château du Mourre du Tendre, Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2016 Château du Mourre du Tendre, Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigRhône floden er 812 kilometer lang og har sit udspring i Valais i Schweiz. Men når jeg hører ordet Rhône tænker jeg nu udelukkende på vin, som fx denne Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes fra Château du Mourre du Tendre.

Vinhuset ligger midt i Châteauneuf området i byen Courthézon, ja faktisk nabo til fodboldklubben Sporting Club Courthézon. Det drives af familien Paumel og blev købt af Jacques Paumel i 1962, men han lavede alene lidt vin til eget forbrug, selvom han egentlig var 5. generation af vinavlere i området.

Det er først sidst i 1980’erne at der rigtigt kommer gang i vinproduktionen hjulpet på vej af Jacques’ to børn Richard og Florence Paumel. Op til 1988 havde man solgt alle druer til større grossister.

I dag er driften af Château du Mourre du Tendre dog overtaget af Florences søn Paul Paumel og 7. generation … fortsat med hjælp fra moderen, mens onkel Richard ikke længere deltager i driften. Paul startede selv i vinkælderen som 14-årig, og har siden 2013 været ansvarlig for hele produktionen.

Château du Mourre du Tendre har samlet 7,5 hektar vinmarker, hvoraf de 2 hektar er i Châteauneuf-du-Pape på tre lieux-dits La Crau, Les Bédines og Saintes Vierges samt 5,5 hektar Côtes du Rhône Village, Plan de Dieu og Côtes du Rhône.

Udover vinproduktionen, så udlejes 2 Chambres d’Hotes og der drives også en lille vinbar i den smukke, gamle villa, som I også kan se på billedet ovenover.

Denne Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes er lavet på 80% Grenache og 20% Mouvédre fra 65-80 år gamle vinstokke fra den stenrige mark Les Grenadiers. Druerne høstes med håndkraft og afstilkes ikke førend vinifikationen.

Gæringen sker på rustfrie ståltanke over 25 dage på de hele klaser og lagres derefter 30 måneder i ståltanke … helt uden lagring på egefade, men er efter aftapning på flaske uden filtrering lagret yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Lagringen alene på stål kan næsten ses i glasset … langt lysere end forventet af en Rhône vin, men har i næsen klart nogle af de klassiske og skønne dyder som mejeri, mælkesyrer, yoghurt samt en ældre, moden, lys og syrlig frugt, kirsebær, tranebær og let peber.

Smagen er nærmest parfumeret, igen ganske lys i frugten, tør, godt med tanniner, lakridspulver, peber, en provokerende lille sødme med vanilje og mælkechokolade blander sig også. Det er lys og elegant Rhône med fin syre. Den lyse side forvirrer måske, men grundlæggende gælder det, om man kan li’ den? Og det kan jeg, specielt den lyse, lette og lidt urhônske side.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Mas Bécha, Excellence Rouge Charles, Roussillon, Frankrig

2017 Mas Bécha, Excellence Rouge Charles, Roussillon, FrankrigVi sluttede rødvinene fra Languedoc og Roussillon med denne Excellence Rouge Charles fra Charles Perez hos Mas Bécha.

Det er i øvrigt en vin, som jeg har smagt tidligere tilbage i 2012 i en årgang 2009. Dengang var jeg pænt begejstret, men lad os se, om det også gælder i dag.

Det er igen GSM blend, men med Syrah i førersædet, da det består af 80% Syrah, 10% Grenache samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et meget beskedent udbytte på sølle 20 hektoliter pr. hektar.

Til trods for, at det er en af husets røde topvine, så er den lavet helt uden lagring på eg. Vinen er således både vinificeret og lagret kort tid på rustfrie ståltanke, men er derudover lagret 1 år på flaske inden frigivelse.

Næsen er fed og mørk frugt, solbær, enebær, mejeri, tørret kød, beef jerky, asfalt, bagepulver, sorte oliven, modellervoks,  fed engelsk lakrids og total tæt i aromaerne. Det er tæt og mørkt.

I munden er vinen virkelig næsten tyktflydende, sort væske og det sætter sig på tønderne med fede tanniner. Det er en stor mundfuld og hvis foregående Roc Blanc er Ying, så er dette Yang. Det er tæt med et massivt bid, men det smager godt.

Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Château Gilbert & Gaillard, Roc Blanc Saint-Chinian, Languedoc, Frankrig

2015 Château Gilbert & Gaillard, Roc Blanc Saint-Chinian, Languedoc, FrankrigSidste vin fra Château Gilbert & Gaillard var også deres topvin, nemlig vinen Roc Blanc Saint-Chinian, hvor druerne kommer fra marken Roc Blanc, som ligger højest af alle husets vinmarker.

Roc Blanc er igen et klassisk GSM blend på 60% Syrah, 30% Grenache og 10% Mourvédre fra marken, der ligger 215 meters højde. Druerne høstes med håndkraft, sorteres derefter også manuelt inden en delvis afstilkning af klaserne og gæring i husets store tulipanformede betontanke.

Gæringen varer omkring 3 uger og efterfølgende malolaktisk gæring, hvilket efterfølges af lagring i 24 måneder på let ristede  barriques af fransk eg. På billedet ovenover kan I se Philippe Gaillard smage Roc Blanc vinen foran fadene.

Næsen er ikke sædvanlig GSM tung og kraftig, men derimod let og parfumeret med blomster, sololie eller solcreme, let yoghurt, lyse bær, brombær, svag fennikel og lidt krydderier. Det er nærmest en feminin, lys og meget delikat aroma.

Der er også blomster i smagen, som er rund, sprudlende med masser af liv, syrlighed og friskhed. Frugten er slet ikke er mørk som normalt for sydfransk GSM, men klart til den lysere side med det parfumerede og mineralske bid samt lidt vildhed i smagen. Det er faktisk en superlækker vin og klart 5½ houlbergske tommeltotter.

Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Mas Bécha, Classique Rouge Charles, Roussillon, Frankrig

2017 Mas Bécha, Classique Rouge Charles, Roussillon, FrankrigDen store, karismatiske og super passionerede Charles Perez har sat en tegning af sig selv på denne Classique Rouge Charles fra hans vinhus Mas Bécha lidt øst for landsbyen Ponteilla omkring 5 kilometer svag sydvest for Perpignan i den sydligste del af Frankrig.

Det er i Roussillon og alene nogle få kilometer fra den spanske grænse i området Aspres mellem foden af Pyrenæerne og Middelhavet med vinmarkerne placeret på 3 små høje, hvor der er lave terrasser med en masse småsten.

Og det er også god grund til, at Charles har placeret sig centralt på etiketten af vinen, for Charles Perez er også det altafgørende centrum for Domaine Mas Bécha.

Han overtog driften af vingården fra sin familie i 2008 og straks besluttede han sig for en fuldstændig reorganisering af vingården. Charles frasolgte 50 hektar vinmarker og beholdt kun de bedste 25 hektar med henblik på for fremtiden kun at producere kvalitetsvine.

Dernæst blev produktionen samtidig omlagt til ren økologisk drift, og vinen laves efter principperne om mindst mulig indgriben og så begrænsede mekaniske processer.

Det betyder en række spændende vin opdelt i serierne Classique, Excellence og Rouge Barriques, men alle med sjove etiketter med tegninger af enten Charles selv eller andre fra hans familie … kæresten, katten eller andre.

Denne Mas Bécha Classique Rouge Charles er lavet på 60% Syrah, 20% Grenache og 20% Mourvèdre, altså det samme klassiske blend som foregående vin. Den er også lavet nogenlunde på samme måde, i hvert fald alene lagret på ståltanke og uden brug af egefade.

I næsen er vinen mindre eksplosiv end foregående vin, mere tilbagetrukket og diskret. Der er brombær, solbær, lakrids, kul, sorte oliven, peber og der er en vis friskhed over vinen.

Smagen er til gengæld langt mere kompleks og givende … virkelig flot frugt og man smager ganske meget af frugten i vinen. Det er flot balanceret og koncentreret med en pæn syre samt peber, som begge er med i en lang eftersmag. Stramt, flot komponeret og lækker smag, der klart har referencer til Rhône.

Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7