Smagte lørdag denne Puritani IGT fra et lille vinhus Vinicola Valenti eller Cantine Valenti, som er det officielle navn. Vi er på Siclien i et lille familiebrug, grundlagt i 2004 og drevet af Francesca Valenti, sønnen Giovanni og hans søn Alessandro. Helt præcis er vi tæt på byen Catania og dermed i området ved vulkanen Etna.
Dette område var i 1800-tallet et betydningsfuldt vinområde, siden gik det dog af forskellige verdensøkonomiske årsager ned ad bakke og vulkanskråninger, men nu oplever vinen fra Etna-egnen en opblomstring, en renæssance, der nærmest bringer den på niveau med Bourgognes grand cru’er. Nogle af de senere års mest spændende italienske vine kommer fra Etna, hvor det især er druen Nerello Mascaslese – druen, som sammenlignes med Nebbiolo-druen – der dyrkes.
I skyggen af den stadig meget aktive vulkan har Valenti familien 20 hektar rig, vulkansk jord. De nordvendte skråninger og markernes placering i 500-1.000 meters højde medfører et for området unikt køligt klima, og refleksionerne fra havet og de modsatliggende kalkholdige bjerge giver et meget intenst og særligt lys. Perfekte forhold for elegante, aromatiske vine. Ud af familiens 20 hektar er 16 hektar da også vinmarker, mens de resterende jorder beplantet med oliventræer for produktion af god olivenolie.
Familien dyrker primært de lokale druer Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio, Carricante og Grecanico. Den ældre Francesco Valenti mener nemlig, at området omkring Etna er ét af Italiens store vinområder, og at man skal lave vine efter området, dvs. med de lokale druers unikke aroma og smag samt jordens specielle mineralitet.
Vinen her er lavet på netop Nerello Mascalese, eller i hvert fald 95%, mens de sidste 5% er Nerello Cappuccio. Det er med DNA-analyser fastslået, at Nerello Mascalese er en krydsning mellem Sangiovese og den lidet kendte grønne mantonico bianco. Navnet kommer formentlig af Nero (italiensk for sort) og byen Mascali på Etnas østlige skråning mod kysten. Nerello Mascalese modner sent og giver ved lavere udbytter relativt højalkoholiske vine (14-15% er ikke unormalt), hvilket dog sjældent præger dem i udstrakt grad. Efter de seneste års markant øgede interesse for sorten har nærmere undersøgelser vist, at der i markerne findes en del andre ukendte druesorter, som givetvis også ryger i en del af vinene.
Vinen er lavet med meget lang maceration, og den er lagret 18 måneder på slovensk eg, efterfulgt af 8 måneder på flaske inden frigivelse.
Duftmæssigt røg, tobak, brændte toner, krydderurter, brombær, læder, nødder … dufter faktisk rigtig lækker. Smagen har … hold da op, godt med syre og blommer … det er mine første indtryk. Derudover er der i smagen godt med tannin, forstår måske godt, at nogle kan sammenligne druen med Nebbiolo, selvom denne er mere fyldig og har fået langt mere sol. Den er sgu meget interessant, og det er faktisk en rigtig dejlig vin. Vinen har en lidt specielt og sjov smag … måske lidt mineralitet … måske det er fra den vulkanske undergrund … men det smager altså bare rigtigt godt.
Ikke fundet en forhandler herhjemme, men pris i Italien ligger på omkring 20€. Kan se, at der på et tidspunkt er solgt 24 flasker på Lauritz til samlet 1.050 kr., hvilket er ren tyveri. Jeg har købt min flaske vin en ven, vistnok en rest fra en konkursbo. Jeg gav 80 kr., og det er også billigt for denne flotte vin.
På Uhlandstrasse, en sidegade til Kurfürstendam ramlede vi – da sulten begyndte at melde sig – helt tilfældigt ind i den lille italienske restaurant Mizzio’s, som drives af den italienske familie Petrocelli, som i 1968 med Antonello Petrocelli i spidsen rykkede til den store by i vores broderland fra det skønne Syditalien for at lave ordentligt mad for tyskerne.
I den sydvestlige del af byen Montalcino i det dejlige Toscana finder vi vinhuset Il Bosco di Grazia Società agricola s. s. Det er en lille vingård, der drives af de smukke søstre Elisabetta og Giulia Rubegni – som I ser på billedet ovenover – sammen med deres mor Maria Grazia.
Vi fortsætter med endnu en vin fra Giovanni Manzone, idet vi her har hans topvine, fortsat en Barolo Gramolere, men nu i en Riserva udgave, og fra år 2005. Manzone kalder også bare vinen for Barolo Riserva, men druerne kommer fra den berømte Gramolere mark, som blev købt tilbage i 1965.
Selvfølgelig skulle vi også smage et par vine fra Giovanni Manzone, og vi startede med denne Barolo Gramolere i en årgang 2007.
Paul har en forkærlighed for vine fra Sydafrika, og vi burde ha’ gættet, at han selvfølgelig havde en vin med derfra. Vinen er en Shiraz fra Luddite Wines. Vi er hos ægteparret Niels og Penny Verburg, som driver deres lille vingård på de østlige skråninger af Houw Hoek bjergene, 30 km fra Atlanterhavet i Walker Bay, det som også er kendt som Western Cape vinområde.
Med næste vin røg vi til Spanien, nemlig til vinen Vetus fra vinhuset af samme navn, Bodegas Vetus, som ligger tæt på byen Salamanca i vinområdet Toro.
Så var det fluks Pauls tur … og han lagde også flot ud med en Barbera d’Asti Sansi Superiore fra vinhuset Società Agricola Azienda Agricola Scagliola, hvor familien Scagliola i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte har produceret vin i 4 generationer.
Aftenens første rødvin, og Steffen lagde ud med en ganske imponerende amerikaner, denne Lost Angel California Cabernet fra vinhuset Eos Estate Winery, som ligger i Paso Robles.
Fredagsvinen var som vanligt … Spätburgunder … ja, I er ved at lære det. Fredag er simpelthen Spätburgunderdag. Fuck, jeg er snart ved at løbe tør for Spätburgundere, som den vakse læser nok har erfaret, at jeg har en speciel forkærlighed for. Arghhhh, kan nu li’ meget forskelligt vin. Må ha’ fundet nogle flere Spätburgundere, som er et must i ethvert vinkøleskab. Nå, nok snak, vinen fra i fredags er fra Weingut Reichsrat von Buhl, som holder til i byen Deidesheim i Pfalz.