Jeg så forleden et fedt tv-program på DR2, Anthony Bourdain i Canada, ja faktisk efter et fif over Facebook fra Jan. Kort fortalt følger programmet den amerikanske kok og tv-vært Anthony Bourdain rundt om i verden, hvor han med sarkastiske vid, intellektuelle nysgerrighed og oprigtighed kigger på madkulturen i forskellige lande.
Under hans besøg i Quebec i Canada møder han Fred Morin og Dave McMillan, som begge er medejere af Montreal restauranten Joe Beef, og han følger deres normale hverdag med is-fiskeri på en frossen sø, og ikke mindst deres normale gastronomiske frokost i den lille is-hytte, hvor den står på både foie gras og gode vine, bl.a. denne her Cornas Reynard fra Thierry Allemand.
Det gjorde mig en smule nysgerrig på Thierry Allemand, så jeg læste lidt om manden og vinene … og skrev efterfølgende til Jan, at det kunne være fedt at smage Allemands Cornas vine på et tidspunkt … uden at vide, at Jan faktisk havde købt netop samme vin til vores lille vinaften, og at det skulle blive aftenens sidste vin.
Thierry Allemands far var en fabriksarbejder i Valence, men familien boede i Cornas. Der var hér, at Thiérry blev grebet af vindyrkning og besluttede sig for at blive vinbonde.
Han havde ikke rigtigt nogen uddannelse og næsten heller ingen penge, så han begyndte derfor i stedet i 1981 at arbejde i kælderen hos den legendariske Joseph Michel.
Her lærte han masser om vinproduktion fra sønnen Robert Michel, og det gav året efter Thierry mod på at købe en vinmark på La Côte, ja faktisk en mark, der støder op til én af Auguste Clapes marker. Marken havde brug for genbeplantning, men det var en ædel Cornas terroir. Og så var Thierry Allemand pludselig i gang med at producere druer, men det er først senere i 1991, at han begyndte at lave vine i eget navn.
To år senere købte Thierry Allemand sit første stykke jord i Chaillot, én af de store terroirs i Cornas med jord af ler, kalksten og meget stejle, sydvendte skråninger. Senere købte han også jord i Tézier. Ved hvert køb var det primært skovområder, som først skulle ryddes for at kunne plante vinstokke.
Så Thierry kom ikke sovende til tingene, og da han heller ikke kunne leve af sin egen produktion, så fortsatte han om dagen med at arbejde for Joseph og Robert Michel, mens han flere nætter også hjalp Noël Verset, som var kommet op i årene og ikke havde arvinger til at hjælpe han med produktionen.
Det betyder også, at Noël – både som tak og i tiltro til Thierrys evner – solgte Thierry nogle af de bedste vinmarker i Reynard, hvor vinstokkene kan dateres til begyndelsen af 1900-tallet. Senere købes også 2 hektar i henholdsvis Pigeonniers og Chaillot, hvor sidstnævnte støder op til Geynale.
I dag har Thierry samlet omkring 5 hektar vinmarker fordelt på en række stejle parcer rundt om i Cornas. Og da han samtidig laver en kraftig selektering af druerne i marken både før og under høsten er den samlede produktion på kun 6.000 flasker hver år.
Alle vine gæres med stilke i åbne træfade og vinen fra hver parcel lagrer separat i 24 måneder inden den endelige sammenblanding og aftapning.
Duftmæssigt en kraftig fætter med solbær, sort peber, mint, grønne toner, kaffebønner, sten og beton, blyanter, flæsk og læder. Smagen er skarp og stram … snakker vi babymord for tredje gang denne aften? Det er selvfølgelig kun en 2011 og derfor stadig ung … og måske endnu ganske utæmmet, men det er skrappe sager, hvilket skal forstås på den gode måde. Der er grønne toner i munden, voldsomt med tanniner, som sidder på fortænderne. Kraft og saft … utæmmet og vild … gad vide, hvordan sådan en flaske vil udvikle sig i løbet af 5 eller 10 år?
Hvem medbragte vinen: Jan
Forhandles af Otto Suenson, pris 719 kr., så selvom den er fra Allemand, så er prisen jo langt fra for alle mand.