Næste vin var også fra Graillot … og vel også lavet af Alains søn Maxime Graillot, og samme årgang … og vel basalt set lavet på samme måde, blot fra et andet område i det nordlige Rhône, nemlig Saint-Joseph.
St. Joseph er ikke det største … den ære tilfalder jo Crozes-Hermitage … men derimod det længste vindistrikt i det nordlige Rhône. Det strækker sig fra syd for Condrieu til nord for Cornas. Og hele vejen ned er vinområdet kun på den vestlige Rhônebred.
Området dækker 640 hektar med vinstokke og producerer årligt omkring 21.500 hektoliter vin. Det bedste område i Saint-Joseph er hvor vinmarkerne ligger tættest på Hermitage. Her er der skråninger, hvor vinen har de bedste betingelser. De øvrige vinmarker i Saint-Joseph er flade og giver slet ikke den samme gode vin.
Saint-Joseph vine er i hvert fald kendt siden det 16. århundrede og blev blandt andet drukket af de franske konger. Vinen er også nævnt i den franske forfatter Victor Hugos “Les Miserables” fra 1800-tallet. Det nuværende område er en sammenslutning af mindre vinområder, som er foretaget mellem 1956 og 1969.
Alain ejer 52 hektar vinmarker i Crozes-Hermitage med 30 år gamle vinstokke … og det er hovedproduktionen hos Graillot, men han ejer også to små parceller i Saint-Joseph, og herfra laver han denne vin, som han selv betegner som lidt friskere og tidligere drikkenmoden.
Duftmæssigt er vinen også knap så kantet som Graillots Crozes-Hermitage. Der er mørke bær, våd hund, gazebind, lakrids og ymer. Dufter sgu også ganske fabelagtig. Smagen er blødere og rundere end Crozes-Hermitagen, endda lidt lettere i udtrykket med lidt peber, syre. Vinen leverer en fin præcision og god intensitet.
Købt hos Bichel Vine, pris 219,75 kr.