Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2020 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2020 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNår en Côtes du Rhône kommer fra brødrene Gilles og Thierry Faravel på Domaine la Bouïssiere, så ved du omgående, at det er god Côtes du Rhône vin … og nu smager jeg 2020’eren.

Vinhuset i Gigondas ved foden  af bjergkæden Dentelles de Montmirail har jeg skrevet om før og denne Côtes du Rhône har jeg da også smagt før i både årgang 2018 og 2019.

Den er lavet på et mix af Grenache og Syrah druer fra de yngre vinstokke på Bouïssieres Beaumes de Venice marker og er høstet med håndkraft. Derefter er vinen igennem en lang gæring … typisk med brug af en ret stor andel hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret på store fade af ældre dato.

Det er duftmæssigt en luftig og alligevel klassisk Rhône næse, hvor der først kommer sorte oliven, blodpølse, flæsk, lakrids, tjære, asfalt, lejrbål, grannåle, grafit, kirsebær, tranebær og brombær, peber, kølig og med lidt brændte elementer, let fad med lakridskonfekt, vanilje samt tørre krydderier.

I munden er det mildest talt et kraftværk, for den er loadet med massiv kraft, tætpakket mørk frugt af solbær, sorte kirsebær og alt med en lille røget sødme. Der er mørkbitter chokolade og kakao, et stænk med peberkværnen, tørre og markante tanniner, som svagt lige lammer munden, men hvor er det godt … solid, mørk og intens, hvorved jeg havner på 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bodegas Amaren, Carraquintana Viñedo Singular de Amaren, Rioja, Spanien

2018 Bodegas Amaren, Carraquintana Viñedo Singular de Amaren, Rioja, SpanienIgen er sidste Bodegas Amaren vin nu en Carraquintana Viñedo Singular de Amaren i en årgang 2018 fra topserien Las Fincas de Amaren … kun lavet i små 2.016 eksemplarer.

Vinen er lavet på omkring 90 % Tempranillo, mens resterende 10 % består af mest Malvasia og lidt Garnacha og Graciano, der høstes fra mere end 85 år gamle stokke fra en af husets bedste enkeltmarker, nemlig marken Carraquintana i Leza beliggende i 570 meters højde.

Efter høst bliver hver klase udvalgt og afstilket inden de enkelte druer selekteres på baggrund af deres vægt. Druerne presses så nænsomt og koldmacererer ved 8 grader for udtrækning af farve og smag over 5 dage. Herefter gæres mosten i store beton-æg.

Efter endt gæring anbringes vinen på 100% franske 500 liter egetræsfade, hvor den gennemgår malolaktisk gæring og daglige
overpumpninger af mosten for at udtrække endnu mere farve, smag, tannin og en afrundet integration af fadet. Vinen lagrer derefter i 14 måneder på franske egetræsfade. Herefter aftappes vinen og lagrer yderligere mindst 14 måneder på flaske. Der er kun lavet 2.016 flasker af vinen og denne har nummer 1.794.

Som med 2017’eren er det en imponerende vin, som har en helt utrolig lethed med en burgundisk let frugt og så alligevel et  pænt og fint fagpræg. Frugten er nærmest levende, legesyg, saftig, lys, frisk  med jordbær, kirsebær, brombær, lys tobak, læder, cedertræ, lidt skovbund, svag saltlakrids, vanilje og grøn syre.

Åhhhh hvor smager den også godt … let, legende og feminin elegant med fjerlet præcision og i forhold til 2027’eren er frugten også svagt lysere med kirsebær, hindbær og endda lidt ribs. Der er syrligt, sødt, dansende og totalt let på tå. Overjordisk, æterisk, svævende, luftig og alligevel knivskarp. De tørre taninner er lyse, bløde samt sarte, hvorved vinen smelter i munden, mens mit savl løber ned af hagen med englemusik i baggrunden. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 4 flasker er 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Bodegas Amaren, Selección de Viñedos, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Amaren, Selección de Viñedos, Rioja, SpanienSå stod den på lidt vine fra Bodegas Amaren i Rioja og jeg startede det vinøse bal med en 2019 Selección de Viñedos.

Bodegas Amaren ligger ved Samaniego i Rioja og grundlagt i 1995 af Juan Luis Cañas, der i forvejen ejer det store, kendte vinhus Bodegas Luis Cañas.

Hans far Luis Cañas havde grundlagt det store Rioja vinhus i 1970, men hans farfar Carlos Cañas havde allerede årtier før lavet vin, som han så transporterede til markeder i vogne trukket af muldyr … ofte over 100 kilometer.

Juan Luis Cañas overtog Bodegas Luis Cañas i 1989 i en alder af 33 år og gav vinhuset et frisk pust uden dog at miste de traditionerne i familien.  Han byggede bl.a. i 1994 et nyt og moderne vinhus, hvor han samlet laver vin fra 450 hektar kontrollerede vinmarker, som fordeles sig på over 1.000 små plots.

Da Juan Luis Cañas’ mor Ángeles – hustru til Luis Cañas – døde i 1995, så besluttede han at lave et vinhus for at ære hende og det blev så til Bodegas Amaren. Druerne til vinene på Bodegas Amaren kommer fra mikroskopiske vinmarker med gamle vinstokke, der kun yder meget små høstudbytter.

Samlet har Bodegas Amaren 65 hektar vinmarker i Rioja Alavesa med en tydelig maritim indflydelse fra Atlanterhavet, der kun ligger 120 kilometer derfra.

Denne Selección de Viñedos er lavet på 90% Tempranillo og 10% Garnacha, som Amaren selekterer manuelt fra egne topmarker og hovedparten af vinmarkerne ligger i Samaniego, hvor de relativt kølige terroirs veksler fra skråninger til vinterrasser med kalk og grus i jordbunden. Vinstokkene er 45 år gamle.

I vineriet er drueklaserne først sorteret, så kun dehele intakte og helt perfekt modne druer finder vej til den færdige vin. De to sorter vinificeres separat, hvor gæring sker i betontanke med efterfølgende 8 dages maceration. Herefter omstikkes den færdiggærede rødvin og lagrer 12 måneders på 225 liter barriquefade … 50% franske og 50% amerikanske. ‘

Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere ved 12 måneder flaskelagring i Amarens kølige vinkælder.

Duftmæssigt er det en landlig aroma … og læg dertil lidt fad, en mørkelilla frugt af blåbær, hindbær, svesker, røg og en smule gran, nelliker, rosmarin samt engelsk lakrids. Der er nogle søde krydderier, spidskommen, vanilje samt røget bacon.

I munden er det frisk, tørt med mørk frugt, måske lidt rustikt med tranebær, blåbær, brombær og svesker, men med en syrlig side og masser af træ, cedertræ … pænt tørre og markante tanniner samt virkelig et friskt bid med masser af syre. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Thomas Farge & Stéphane Usseglio, Oxymore, Rhône, Frankrig

2019 Thomas Farge & Stéphane Usseglio, Oxymore, Rhône, FrankrigHvad sker der, hvis man blander 65% Syrah fra 60 år gamle vinstokke på Domaine Guy Farges bedste skråninger med ren granitjord i det nordlige Rhône med lidt Grenache og Counoise fra Domaine Raymond Usseglio i Châteauneuf-du-Pape?

Resultatet kan i hvert fald ikke godkendes indenfor den franske vinlov, fordi man jo ikke må kombinere druer fra de to områder i samme vin. Men nu er det gjort med denne Oxymore, der så er en Vin de France … men resultatet er imponerende.

Selv den berømte vinanmelder James Suckling er begejstret og har smidt 96 point i nakken på vinen.

Domaine Guy Farges eller mere korrekt Domaine Thomas Farges har jeg lige skrevet om … men sjovt nok har jeg aldrig skrevet om Domaine Raymond Usseglio her på bloggen, men det råder jeg så bod på nu.

Det hedder helt korrekt Domaine Usseglio Raymond & Fils, da det siden 1999 har været Raymonds søn Stéphane Usseglio, der har haft ansvaret for vinfremstillingen.

Vinhuset ligger i Châteauneuf-du-Pape og er grundlagt af den italienske indvandrer Francis Usseglio, der i 1931 rejste fra Italien grundet stor arbejdsløshed. Han kom til at arbejde for vinbønder i Châteauneuf-du-Pape og fik efter krigen i 1948 sin egen ejendom.

Sønnen Pierre Usseglio overtog faderens ejendom, mens den anden søn Raymond etablerede sit eget Domæne i 1963, men i dag er det altså Stéphane Usseglio, der laver vinene fra familiens 16 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape, men laver også Côtes du Rhône vine fra  5 hektar i Saint Genies de Comolas og Vin du France fra yderligere 3 hektar.

Markerne har siden 2015 været certificeret agriculture biologique og senere certificeret agriculture biodynaiques.

Men nu er Stéphane Usseglio gået sammen med Thomas Farges i et unikt samarbejde og lavet denne hybrid-vin Oxymore og 2019 er første årgang af de fælles anstrengelser. Den er  sammenstukket af tre komponenter, nemlig af

  • 65% Syrah fra 60 år gamle vinstokke på Domaine Guy Farges bedste skråninger med ren granitjord i det nordlige Rhône. De hele drueklaser gærer på ståltank med 30 dages udblødning af drueskallerne, inden vinen modner på 3-5 år gamle barriquefade fra Allier i det centrale Frankrig.
  • 30% Grenache fra Domaine Raymond Usseglio i Châteauneuf-du-Pape. Grenache-frugten fra over 60 år gamle buskvine gærer på betontank med delvis afstilkning samt 21 dages macertionstid, inden vinen moder på betontank.
  • 5% Counoise fra Domaine Raymond Usseglio i Châteauneuf-du-Pape. Druerne, der selekteres fra en parcel med de berømte rullesten, galets roulés, afstilkes 100% inden gæring med frugtbevarende temperaturstyring på ståltank. Efter 21 dages maceration af drueskindet omstikkes vinen til 8 måneders modning på mellestore franske egetræsfade.

Der er lavet 6.428 flasker af vinen.

Det dufter mest af Nordrhône … men med et lille sødere eller rundere knæk. Det er fortsat godt med blombær, lidt kirsebær, røget bacon, tørret kød, violer, blæk, oksefond, ristede kaffebønner, granit, peber og så klart nogle mere runde fadnoter med lakrids, både finsk og engelsk, chokolade plus lidt lakridskonfekt med et touch vanilje.

Smagsmæssigt spiller vi på samme boldbane … den mørke, klare, intense og sorte frugt, som får lidt opblødning og samlet giver en blødere og mere cremet vin end normalt for Nordrhône. Det er dog fortsat en streng, stenet og kraftig vin med stramme tanniner samt stenet granitholdig hårdhed … men samtidig med blødere finesse, rundere frugt med brombær, blommer, kirsebærsovs … og smager bare rigtigt godt … 2 Rhône verdenen i én vin. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 169,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Aux Mages, Ætheria, Californien, USA

2020 Aux Mages, Ætheria, Californien, USAVi fortsatte minsandten med mer’ saft fra Emil Skytte Pedersens Aux Mages projekt og det er nemlig med den vin, der brød lydmuren for Aux Mages i form af vinen Ætheria, som jeg da også har smagt tidligere i årgang 2016 og 2017 … her er det 2020’eren.

Som med de tidligere årgange er vinen lavet på 100% Grenache fra køligt beliggende marker i Santa Ynez Valley i Los Alamos omkring 3 timers kørsel nord for Los Angeles. Markerne dyrkes enten økologisk eller biodynamisk

Alt i produktionen foregår med håndkraft og på gammeldags vis, og således sker høsten selvfølgelig manuelt. Der er ingen smuthuller i kælderen og Ætheria er således blevet afstilket i hånden over 28 timer, fordi det var, hvad vinen havde brug for.

I vinifikationen trampes druerne med de bare fødder og presses på en gammel fransk hydraulisk presse, da Emil mener at det er denne proces, der skaber de største vine i verden. Der er således heller ikke anvendt pumpe under vinifikationen og gæring sker spontant med druernes naturlige gærceller, filtrering foretages ikke og svovl holdes til et absolut minimum, så vidt som muligt.

Vinen er modnet på brugte fade og aftappet med lidt voks på toppen, der – som forrige – er sket håndholdt med en lille gryde over et mobilt blus, selvfølgelig med sort voks.

Det er i glasset transparent, rent og Pinot Noirsk teglfarvet, mens næsen både er burgundisk let med malerspand, æteriske olier, syrlig frugt af rabarber, halvmodne hindbær, ribs og granatæbler, fennikel og lakrids … direkte lige op i dit fjæs. Det suppleret af mælkede noter og luftige grønne elementer … og så denne biodynamiske og landlige kant … shit man bliver i godt humør.

Den er sjovt nok ikke helt så syrlig som den nye Abscirrus, men har som årgangene før samme lette, lyse og småsyrlige tilgang til livet og så med et biodynamisk tvist tilsat en læskende saftig drikkeglæde i stride strømme. Der er stram syrlig frugt med rabarber, halvgrønne jordbær, ribs og med syrlig funkyness. Det er øko-bio grene, svedig bondemand og overjordisk beruselse. Det er svært ikke at blive overstadig, lykkelig og imponeret. 98 point.

Købt hos Bichel Vine til 425 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 Domaine la Sarabande, Misterioso, Languedoc, Frankrig

2020 Domaine la Sarabande, Misterioso, Languedoc, FrankrigMed næste vin skal vi igen retur til Languedoc eller mere præcis til Faugéres området, hvor vi finder Domaine la Sarabande og derfra smager jeg denne GSM vin Misterioso i årgang 2020.

Domaine la Sarabande drives af ægteparret Isla og Paul Gordon, der stammer fra New Zealand. De grundlagde vinhuset i 2009, hvor de rejste fra New Zealand til Frankrig og slog sig ned et par kilometer sydøst for den lille by  Cabrerolles i Faugéres området i Languedoc for at lave vin. Lige der fandt de alle de ting, som de ønskede sig for at lave vin og startede med at leje et par vinmarker samt et hos med kælder.

I New Zealand havde parret arbejdet i vinindustrien og Isla havde opnået sine færdigheder hos nogle af landet bedste vinavlere bl.a. Jeremy Hyland på det prestigefulde Astrolabe Winery, mens Paul  stammer fra Australien og havde arbejdet med vin der.

Efter endt vinuddannelse har han bl.a. arbejdet for vinhuse som Brokenwood, Domaine Chardon og Hardys. Derudover har han været flyvende vinmager i Gard og i Spanien, men faktisk også på Isabel Estate i Marlborough på New Zealand.

Parret mødtes dog i Australien, hvor Isla rejste rundt som backpacker og tog jobs undervejs. En dag efterspurgte en lokal vinavlere nogle til at plukke druer … og der meldte Isla sig og mødte sin kommende mand Paul. Og lige siden har Isla dygtiggjort sig som vinmager og er i dag også den bærende kraft på Domaine la Sarabande … men med god støtte fra Paul.

I dag har parret selv købt marker og har 9,5 hektar fordelt på markerne Mont Gras, Lou Sagnas og Les Rabasses. Alle marker drives fuldstændig økologisk.

Derudover er de i 2020 bygget deres egen vingård med et nyt og moderne vineri … en balancegang i arbejdet med vinene og deres to børn Rory og Peter samt hundene Scarba og Sherpa.

Denne Misterioso er Paul og Islas GSM med druer fra de yngste stokke. Den består primært af 70% Grenache 15% Syrah samt 15% Mourvèdre. Der er dog begrænsede oplysninger om produktionen, så vi springer hovedkulds ind i mine sirlige smagsnoter.

Som sidst dufter vinen rigtig godt med en mørk, gæret note, lidt flæsket med mejeriagtige elementer smidt med i puljen. Den har en en animalsk, landlig, bio bio karakter suppleret med sorte kirsebær, brombær og solbær, skovbund, våd kompost, tobak, aske, læder, blæk og en tyk, balsamisk syre med urter som timian og salvie.

Smagen er mere ren, direkte og frisk end duften. Der er stramme tanniner, bitterhed og mellemrøde bær som ribs, hindbær, brombær … alle en smule umodne, hvilket giver masser af vitalitet, kant og friskhed. Det bliver dermed også lidt surt. 88 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Xavier Vignon, Arcane La Temperance Cairanne, Rhône, Frankrig

N.V. Xavier Vignon, Cairanne La Temperance, Rhône, FrankrigArcane betyder mystisk … og vinmageren Xavier Vignon elsker mystik og måske derfor laver han også en serie vine under Arcane navnet og etiketter bestående af tarotkort.

Her smager vi en af hans skabninger … en La Temperance Cairanne lavet fra druer fra 4 forskellige årgange.

Jeg har – da Xavier startede med at lave vinene med tarot etiketterne – smagt og skrevet om Xavier og Arcane vinene. Det kan du læse mere om i mit lille blog indlæg; Seriesmagning af vinøse tarotkort … Xavier Vignons Arcane vine.

Denne Arcane La Temperance Cairanne er lavet på 90% Grenache og 10% Syrah fra nogle af Xaviers ældste vinstokke, som ligger i Cairanne og vinen er en limited edition, som er består af fire forskellige årgange, nemlig 2015, 2016, 2017 og 2018.

I vinkælderen bruger Xavier anderledes metoder for at skabe fremme det unikke Cairanne-terroir og fx modner og gærer han således vinen i særfremstillede 200 liters glaskupler, der er med til give det reneste udtryk af druerne. Metoden siges at være brugt blandt førende producenter i Loire og Bourgogne. Den trækker højoktan på 15%.

I næsen er det egentlig en frugtrig vin … nok pga. gæring og lagring på glasbowler, så man får masser af ren frugt, brombær, solbær og blommejuice, måske endda lidt hindbær, middelhavskrydderier, en anelse sød lakrids, kaktus og kernelæder. Men mærker på ingen måde den høje alkohol.

Det gør du faktisk heller ikke i smagen, der er utrolig fløjlsblød, tilbagelænet og fyldig. Der er ingen modhager nogle steder, men i stedet en dejlig tør, mørk og fyldig smag … tør engelsk lakrids, tør kakaopulver, mørk bitter chokolade, sød tobak, peber, tør jord og tanniner, der er levende, lyse og alligevel spiller sammen til et harmonisk, mørk og intenst bid. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Calmel & Joseph, Les Arques, Languedoc, Frankrig

2015 Calmel & Joseph, Les Arques, Languedoc, FrankrigSidste Calmel & Joseph vin var ikke fra Les Crus serien, men fra den højere Les Cuvées Rares og det var denne 2015 Les Arques fra vinområdet Minervois i Languedoc.

Vinen er lavet på 40% Syrah, 20% Grenache, 20% Carignan og 20% mourvèdre og druerne er håndhøstet mellem  løbet af september.

Druerne kommer fra et lille område kaldet Les Arques, som ligger i det østlige Minorvois. Her er jorden meget ler- og kalkholdig samt meget stenet. Vinstokkene er plantet på en solvendt skråning. Vinen har lagret 12 måneder på franske egetræsfade.

Duftmæssigt har vi bestemt løftet os … herlig intens frugt, nærmest med kogt frugt blandet med frisk og vild frugt, hvor man fornemmer, at den er ældre og mere moden. Der er solbær, figner, hindbær samt garrigue, læder, sorte oliven, vanilje, kanel og chokolade … og så lige nogle mynte- og rosmarinagtige noter.

Smagen er blåbær, tranebær, kirsebær og kogte blommer, masser af læder, sort te, småbitter kakaopulver, mørk chokolade, blæk, noget som minder om hyben. Smagen er meget lilla, hvis I forstår, hvad jeg mener. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Calmel & Joseph, Terrasses du Larzac l’Art du Vers, Languedoc, Frankrig

2019 Calmel & Joseph, Terrasses du Larzac l'Art du Vers, Languedoc, FrankrigNæste Calmel & Joseph vin fra Les Crus serien blev så denne 2019 Terrasses du Larzac l’Art du Vers, der også er lavet på et GSM blend.

Vinen er produceret af 50% Mouvedre, 25% Syrah og 25% Grenache fra området Terrasses du Larzac i Coteaux du Languedoc, hvor jorden meget gruset af kalksten, ler og sand … høstet med udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Igen er det med afstilkede og knuste druer, hvor gæring samt maceration er sket i betonkar over 25 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder på egetræsfade, hvor 30% er nye fade og resten brugt 1-2 gange tidligere.

Igen er det en mørk og tæt vin, men den større fadlagring kan omgående duftes, for vinen er i næsen mere sød, har mindre mejeri samt tørret kød, men dog fortsat en mørk frugt med sorte kirsebær, brombær og blåbær, men også lakrids, mørk bitter chokolade, kakao samt noget vanilje.

Fagpræget gør også smagen mere rund og knap så syrlig, hvilket virkelig klæder vinen. Der er lakridspiber, solbær, blåbær, blommer og hindbær, men frugtkvartetten spiller godt sammen og de ristede fadnoter af vanilje, chokolade, kakao og kaffegrums vipper også med foden i smukt jazznummer suppleret af runde tanniner. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Calmel & Joseph, Pézenas Entre Amis, Languedoc, Frankrig

2019 Calmel & Joseph, Pézenas Entre Amis, Languedoc, FrankrigVi fortsat i næsten samme rille, for næste Calmel & Joseph vin var denne Pézenas Entre Amis 2020 … en rigtig GSM vin fra Languedoc.

Vinen er lavet på 40% Syrah, 40% Mourvèdre samt 20%  Grenache … alle høstet med ved Pézenas med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Vinificering er traditionel med afstilkning, delvis knusning og så gæring og maceration over lang tid for at opnå stor tæthed. Efter en malolaktisk gæring er 80% lagret 12 måneder i cementtanke og de resterende 20% i egetræfade.

Det er duftmæssigt en mørk og våd aroma … tørret flæsk, mejeri, tæy og dyb frugt samt garrigue. Det er solbær, brombær og enebær, figner, lidt sorte oliven og så alligevel med en lysere og lidt frisk syre, chokolade, kaffegrums og en lille landlig note binder duften ret godt sammen.

I munden er det en tør vin … en tæt og tør smag med tør engelsk lakrids, peber, frugt med hindbær, brombær og solbær, men alle med syre og en let bitterhed, knastørre og krydrede tanniner samt en  granitagtig mineralitet. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7