Tag-arkiv: Italien

2017 Aurelio Settimo, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Aurelio Settimo, Barolo, Piemonte, ItalienSelvfølgelig skulle vi også omkring Nebbiolo, så næste vin var en 2017 Barolo fra vinhuset Aurelio Settimo, der ligger på adressen Via Annunziata i La Morra i Piemonte.

Vinhuset er grundlagt i 1943 af Aurelio Settimo, som var en ret dygtig og lidenskabelig vinmager.

Aurelio Settimo forstod, hvordan han kunne fremhæve områdets karakteristika, dyrke vinstokke med opmærksomhed og omhu, udvælge de bedste druer og bruge traditionelle teknikker til at lave sin vine.

Aurelios dedikation og udholdenhed gav pote, godset voksede, og som tiden gik, etablerede det et ry for kvaliteten af sine vine, men i dag drives huset af Aurelios datter Tiziana  Settimo sammen med sønnen Davide og de har drevet familievirksomheden videre med succes.

Aurelio Settimo er kendt for at lave nogle fantastisk smukke vine efter traditionelle forskrifter i La Morra i Piemonte, bl.a. fra den fornemme mark Rocche dell’Annunziata.

I gennemsnit producerer Aurelio Settimo omtrent 40.000 flasker om året. De fleste af disse er Barolo DOCG eller Barolo fra den berømte mark Rocche dell’Annunziata. Vinene ældes utrolig flot og udtrykket Old School passer her helt perfekt.

Alle druerne kommer fra deres egne knap 7 hektar vinmarker, hvor alderen på vinstokkene varierer fra 20 til 50 år og denne almindelige Barolo er lavet efter de helt gamle traditioner med lang gæring og maceration over 15-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på franske egetræsfade, der rummer mellem 2.500 og 3.500 liter.

Duftmæsigt er det total Barolo vellugt … violer, tørrede roser, læder, balsamico samt noget blæk, grafit og mynte. Den er måske forsigtig i alle aromaer og således til den nærrige side, men også samtidig blød, lys med en amerikanske sødmed og en let frugt af jordbær, kirsebær samt eg, nelliker og mandler.

I munden er frugten sådan mest tranebær, hyldebær, ribs og så har den – som mange oldschool Barolo’er – vilde og tørre tanniner, der lige river i din mundhule og nærmest virker uforsonlige, krigeriske samt fjendske, virkelig total tørre suppleret syrlige drops, tjære, cedertræ og en smule fennikel. 94 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Marchesi Alfieri, Carlo Alfieri Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, Italien

2015 Marchesi Alfieri, Carlo Alfieri Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, ItalienFlemming fik os rundt i manegen, for efter både Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc vine, så var næste vin på ren Barbera, men en intens 15% Barbera … en 2015 Carlo Alfieri Barbera d’Asti Superiore fra vinhuset Marchesi Alfieri.

Der er tale om et historisk vinhus, der lige siden 1696 har været ejet og drevet af den adelige Alfieri familie.

Det var oprindelig Carlo Antonio Massimiliano Alfieri, der byggede slottet med hjælp fra ingeniøren Antonio Bertola. Det blev bygget i barokstil, men derudover lavede man også en park samt en moderne vinkælder.

Siden 1990 har det været de 3 søstre Giovanna, Antonella og Emanuela San Martino di San Germano, der efter deres fars død, har drevet vingården.

Marchesi Alfieri råder over 21 hektar med vinmarker i San Martino mellem Asti og Albas bakker og er en af områdets mest anerkendte producenter og mange af deres vine får ofte tildelt gode og rigtigt gode scores i den italienske vinguide Gambero Rosso.

Denne Carlo Alfieri Barbera d’Asti Superiore er en af husets absolut topvine og den laves kun i de allerbedste årgange. Udbyttet holdes  lavt på stokkene og derudover udvælges druerne klase for klase på sorteringsbordet.

Vinifikationen sker med lang og nænsom maceration og gæring i ståltanke med temperaturkontrol, nænsom remontage aka pump over samt pigeage. Den følgende malolaktiske gæring foretages på franske egetræsfade på både 225 og 500 liter. Herefter lang 4 års  lagring på fadene med løbende battonage og endelig flaskning.

Duftmæssigt har vinen en dyb og samtidig frisk frugt, der mest er solbær, brombær, svesker og sorte blommer, grafit, kul, våde fade samt nogle balsamiske noter og engelsk lakrids, virkelig tæt, mørk med brede skuldre, modenhed i frugten og derudover tørre aftryk fra fadene med noget kaffe, kakao og egentlig ganske kompleks.

I munden er der lidt samme historie … dyb, mørk, fed og tæt … virkelig fyldig og intens vin, der først er virkelig cremet og helt forførende, har denne mørke og lidt syrlige frugt med masser af rabarbar og ribs, men samtidig en skinger syre samt ellers ganske bløde og næsten umærkbare tanniner … men alt strammet op med fitnessklar og muskuløs kropsnær power. 94 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 995 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Aia Vecchia, Orleto, Toscana, Italien

2018 Aia Vecchia, Orleto, Toscana, ItalienDen næste vin var en supertoscaner på ren Cabernet Franc og den gættede ingen vist. Det er vinen Orleto fra vinhuset Aia Vecchia, der ligger i Bolgheri i byen Donoratico tæt ud til kysten.

Aia Vecchia er ejet af Pellegrini-familien, der har været vinavlere i Bolgheri i flere generationer og egentlig i årtier blot solgte deres druer til nogle af de gode vinproducenter i regionen.

Men efter en genplantning af deres  vinmarker i 1995 med Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petit Verdot, så tog de det efterfølgende år springet og etablerede deres egen vingård med det mål at skabe en portefølje af små partier supertoscanere med fokus på Bordeaux druesorterne.

Med hjælp fra den berømte ungarske vinmager Tibor Gal købte Pellegrini familien i 20000 også en enestående ejendom i Bolgheri, hvor sammensmeltningen af mikroklimaet, terrænet og højden er helt perfekt for at dyrke de bedste druer.

De rekrutterede ogås den kendte agronom Daniel Schuster til at hjælpe med valg af sorter, kloner og forskellige grundstammer, som kommer direkte fra Bordeaux for at sikre kvaliteten.

I dag har Aia Vecchia 69 hektar jord, hvoraf 48 hektar er vinmarker og heraf ligger 30 hektar af vinmarkerne i Bolgheri DOC-zonen. Og det er også herfra ved Castagneto Carducci, at Cabernet Franc druerne til denne Orleto vin kommer.

Successen har også betydet, at man har måttet bygge et nyere og moderne vineri, som bl.a. har en stor barriques kældet med plads til ikke mindre end 2.000 barriques.

Orleto er lavet med 30 dages maceration og gæring i rustfri ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på barriques samt yderligere 12 måneder på flaske.

I næsen er det en spændende aroma med skovbær, brombær, sorte kirsebær og lidt blommer, men derudover dyb fadnote med ædeltræ, teak og mahogni, tør engelsk og sød finsk lakrids, tobak, vanilje samt noget sødme og søde krydderier. Frodig aroma.

Sådan smager vinen nærmest også … mørk frugt med sorte frugt, sorte kirsebær i førersædet, noget jordbund, grafit, engelsk lakrids og en sødme, der giver dybde. Det hele leveres smukt cremet, blidt og blødt, mens tanninerne til gengæld er heftige og knastørre og de suppleres med lidt peber og andre krydderier. 94 point.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 849 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2000 Villa Avanzi, Zero Zero, Lombardiet, Italien

2000 Villa Avanzi, Zero Zero, Lombardiet, ItalienNæste vin kommer fra Cantina Avanzi aka Villa Avenzi … altså samme familie, som jeg kort nævnte ved aftenens første vin … den mousserende vin fra Romantica Franciacorta. Men her er vi nede tæt ved bunden af Gardasøen ved Polpenazze del Garda og smager familiens 2000 Zero Zero vin.

Det var oprindelig Giovanni Avanzi, der grundlagde vinhuset i Lugana tilbage i 1931 og der i dag har 55 hektar vinmarker og laver vin under tre forskellige appellationer: Lugana DOC, Garda Classico DOC og Valtènesi DOC.

Produktionen strækker sig over både rødvin, hvidvin samt noget mousserende vin … og selvfølgelig lidt olivenolie. Familien anses som en af de førende i Garda-området.

Denne Zero Zero er en speciel vin, der er lavet på ren Cabernet Sauvignon fra marken Vigna Bragagna … en kalk- og lerholdig mark i det nedre Garda og år 2000 var der en fantastisk årgang. Vinen er så lavet med langsom vinificering og lang maceration.

Efter endt fermentering har vinen lagret ikke mindre end 15 år på henholdsvis slavonske og franske Allier egefade, efterfulgt af lagring i rustfrie ståltanke og endelig 2 år på flaske uden den mindske filtrering.

Der er også skrald på aromaer allerede fra start … kridt, mødding, virker næsten helt flæsket med tørret kød, sorte oliven og frugt med sorte kirsebær, brombær, fed lakrids og har samtidig mineralsk note, men virkelig fed, intens og kraftig.

I munden smelter vinen vitterlig på tungen, for den er ultra blød, rund og samtidig smukt balanceret, så den er saftig, bondsk. Man kunne forledes til at tro, at den så ville være lidt fluffy, men det er den faktisk slet ikke, for den har sjovt nok også en vis lethed, blæk, grønne noter og svulstig syre … men samlet meget intens og det smager sgu rasende godt. 95 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården en gaveæske med 2 flasker fås til 99€ … og det svarer til omkring 369 kr. for én flaske

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Romantica Franciacorta, Riserva Dosage Zero, Lombardiet, Italien

2011 Romantica Franciacorta, Riserva Dosage Zero, Lombardiet, ItalienVi startede vort byggemøde med et glas af denne Riserva Dosage Zero 2011, som er fra Romantica Franciacorta eller helt korrekt Romantica di Nicola e Giuseppe Avanzi.

Romantica Franciacorta ligger lidt syd for Passirano og syd for Iseosøen og svag nordvest for den større by Brescia i Lombardiet.

Vingården er forholdsvis ny og etableret i 2010 af Avanzi, som dog har over 80 års erfaring med at lave vine i Lugana området syd for Gardasøen, men benyttede den første lejlighed til at købe en vingård i Franciacorta.

Det var oprindelig Giovanni Avanzi, der grundlagde vinhuset i Lugana tilbage i 1931 og der i dag har 55 hektar vinmarker og laver vin under tre forskellige appellationer: Lugana DOC, Garda Classico DOC og Valtènesi DOC.

Produktionen strækker sig over både rødvin, hvidvin samt noget mousserende vin … og selvfølgelig lidt olivenolie. Familien anses som en af de førende i Garda-området.

Romantica Franciacorta har samlet 10 hektar vinmarker, hvor de dyrker  Chardonnay, Pinot Blanc og Pinot Noir.  Her smager vi deres 2011 Riserva Dosage Zero, der er lavet på ren Chardonnay, som er lavet med gæring i både rustfrie ståltanke og egefade.

Efter den første gæring er vinen flasket og lagret med andengæring på flaske i kælderen i 90 måneder og der er – som navnet indikerer – ikke tilført dossage.

Duftmæssigt er det en tør champagne med ristede hasselnødder, tørrede mandler … virker virkelig bonedry tør med tørre krydderier, abrikos, fersken, kvæde, grene, bark og brødskorper.

Der er faktisk ikke så mange bobler, så det er et mildt brus, meget stille med syrlige æbler, lemon, let grape … har sgu godt med syre, så ren og klar med jern, sten og er ganske mineralsk. Det er absolut på niveau med gode champagner, så dermed 93 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 47€ … svarende til 350 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Le Moire, Annibale, Calabrien, Italien

2017 Le Moire, Annibale, Calabrien, ItalienVor syditalienske vinsmagning sluttede med denne lille 2017 Annibale fra vinhuset Le Moire, der ligger ved byen Motta Santa Lucia i Calabrien.

Vingården er grundlagt i 2006 af Paulo Chirillo, der efter lang karriere i udlandet vendte retur til hans hjemegn sammen med sin sin venezuelanske hustru Ana.

Paolo Chirillo er egentlig læge og det er han også fortsat med i Motta Santa Lucia, men har samtidig grundlagt sin vingård, hvor han har investeret for at lave vine efter sit hjerte og stor dedikation.

Allerede fra start sigtede Paolo på produktion af bæredygtige og naturvine med høj identitetsværdi, et autentisk og unikt udtryk for det lokale terroir.

Han har samlet et rådgivende team af lokale operatører, landmænd, agronomer, ønologer, grafiske designere, som deler hans passion og kan hjælpe med gode råd og en hånd engang imellem.

Samlet har Paulo Chirillo 6 hektar vinmarker med druer som Sangiovese, Magliocco, Greco, Arvino og Mantonico … fordelt på 4 forskellige vine og en samlet produktion på 30-40.000 flasker.

Denne Annibale er lavet på 60% Magliocco og 40% Sangiovese, der er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over i 8-10 dage og efter endt fermentering lagret 18 måneder på de rustfrie ståltanke.

Duften er rund, blød og kraftig med sød tobak, søde kirsebær, brombær … godt med mørk og småbuttet frugtsødme, bred, tyk og lettere vamset.

Det smager godt, men ikke så kompliceret, men byder på stor drikkeglæde, solbær, tranebær og ribs, hvorved en også har en syre, der giver vinen en vis rank ryg, hvilket støttes af modne tanniner og en sødere eftersmag. 89 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Antonella Lombardo, Cheiras Bianco, Calabrien, Italien

2019 Antonella Lombardo, Cheiras Bianco, Calabrien, ItalienMed næste vin bliver vi i Calabrien, hvor vi helt ude på tåen af støvlen finder vinhuset Azienda Agricola Antonella Lombardo, der holder til den lille by Bianco. Vi smager her deres 2019 Cheiras Bianco.

Antonella Lombardo er oprindeligt fra Bianco, men byggede, efter endte studier i jura og en strålende karriere som advokat i Milano, sin egen vingård i hjembyen.

Det var i 2019, at hjemlængslen blev for stærk og Antonella flyttede tilbage til Bianco, hvor hun anskaffede sig 5 hektar vinmarker og lejede sig ind i beskedne lokaler for at begynde at lave vin.

Antonellas første vin kom på markedet i 2020, men hun og hendes vine har på ingen tid fået et kolossalt ry. Allerede i sit første år med vine på markedet blev Antonella udnævnt som årets bedste vindyrker af den prestigiøse Gambero Rosso-guide.

Denne Cheiras Bianco er lavet på 100% Greco di Bianco, der er høstet i løbet af september, hvor druerne allerede er tørret let på vinstokkene. Efter høsten er de så tørret yderligere i 20 dage i husets kælder før vinificering.

Derefter er druerne så afstilket og så er vinen lavet som en orangevin med gæring sammen med skindet og druernes egne gærceller ved kontrolleret temperatur i rustfrie ståltanke. Så er vinen lagret i tankene sur lie i 18 måneder … og yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en sødlig, let vammel og landlig vin, en smule mødding, ristede hasselnødder, noget humle og mjød, fersken, abrikos, kandiserede citroner samt en stor modenhed.

Smagen er fyldig, masser af smag, men også en tør friskhed, syre og dermed ikke helt en dessertvin. Den har en noget vandet lethed, en frugt af tørret abrikoser samt et ganske lille tanninhuk. 90 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Sergio Arcuri, Più Vite Riserva, Calabrien, Italien

2015 Sergio Arcuri, Più Vite Riserva, Calabrien, ItalienSergio Arcuri leverede både aftenens ringeste og bedste vin … og i første kategori var det rosévinen Il Marinetto Rosato Calabria, men her en ganske fortryllende 2015 Più Vite Riserva.

Men fælles for de to vine er faktisk, at begge er lavet på Gaglioppo druen, som til denne Più Vite Riserva kommer fra nogle af familiens allerældste krogede, gamle, buskformede vinstokke, som blev plantet på vinmarken Piciara i 1948.

De gamle vinstokke giver meget små mængder af fremragende druer, som i høj grad har været den primære årsag til Sergios ry som en fremragende kultproducent.

Druerne forvandler Sergio  nænsomt til decideret stor vin, ganske simpelt ved at gære og lagre vinen i 6 år på betontanke og derefter et år på flaske.

Det dufter ret fremragende … god kompleksitet med læderbælter, frisk mødding, rå-lakrids og lyse, lette og fine frugter, lyse blommer, jordbær, blomster  … utrolig luftig, æterisk, aromatisk og sikke fin, sart og feminint udtryk.

Uha hvor det smager godt, lys, let og spændstig med en vild, klar samt vibrerende og syrlig nerve. Alderen trykker på ingen måde, for det er nærværende og tanniner både tørre, lyse og skarpe tanniner, meget elegant med en lys og lemonagtig syre, som medvirker til at skabe en frisk, syrlig, blød og smuk vin.  95 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Rocca del Principe, Aurelia Taurasi, Campanien, Italien

2019 Rocca del Principe, Aurelia Taurasi, Campanien, ItalienVi skulle lige for en stund tilbage til Rocca del Principe, som vi jo smagte aftenens 2. syditalienske hvidvin fra, men har var det så deres røde 2019 Aurelia Taurasi.

Denne er også aftenens første vin, der er lagret på egefade, da alle de forrige er lagret på stål, men Aurelia Taurasi er også lavet på Aglianico, der tit regnes som den syditalienske Nebbiolo.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke over 25 dage og efter endt gæring er vinen så lagret 12 måneder på barriques, 12 måneder på store slavonske egefade og endda yderligere 18 måneder på flaske.

Duftmæssigt … tør, stram og med god kraft, dyb frugt og det pæne fadpræg trænger godt igennem og dermed virker vinen klart mere mørk og simpel end fx en Barolo. Frugten virker mørk, gæret og der er sorte kirsebær, tørret blomster, tørrede urter, lidt violer og så en omgang læder … ganske flot og mørk vin med nerve.

Nu smager vinen også som en flot, stram og alligevel saftig vin med markante og tørre tanniner, som virkelig er mundudtørende, bare på en mere mørk facon. Den har også godt med syrlighed, lidt tjære og syrligheden fortsætter i en lang eftersmag. 92 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Paolo Calì, Pruvenza Frappato Vittoria, Sicilien, Italien

2017 Paolo Calì, Pruvenza Frappato Vittoria, Sicilien, ItalienVi øhopper igen til Sicilien, men denne gang til den sydøstlige del af øen nede ved Vittoria, hvor vi finder Azienda Vitivinicola Paolo Calì, der har lavet denne 2017 Pruvenza Frappato Vittoria.

Paolo Calì er egentlig selv uddannet farmaceut/apoteker inde i Vittoria, men kommer fra en gammel, lokal familie, der altid har dyrket jorden og lavet vin på stedet.

Han er også startet med at lave vine helt efter sit eget hoved fra 15 hektar vinmarker, som han har overtaget fra familien og endda er de bedste marker med gamle sandklitter og masser af kalkfossiler. De drives alle bæredygtigt, men det tørre klima betyder, at sprøjtning ofte er helt unødvendig.

Sandet og fossilerne giver lys jord, der kaster meget lys tilbage og derfor er med til at holde markerne relativt kølige. Markerne ligger i 200 meters højde og kølige nattevinde fra nærliggende højder køler dem yderligere ned.

Efter overtagelse af markerne, så har Paolo Calì plantet de lokale druesorter Frappato, Nero d’Avola og Grillo, men han holder udbytte i markerne lave og høster ved balanceret modenhed.

Denne Pruvenza Frappato Vittoria er lavet på druen Frappato, der også kaldes Frappato di Vittoria. Her kommer druerne fra marken Pruvenza, der ifølge Paolo Calì altid giver de bedste Frappato-druer på hans jorder.

Som med de foregående vine, så er denne alene lavet på ståltanke og alene med druernes egne gærceller. Her er gæring og maceration så sket over 15-20 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på ståltanke.

Hvor dufter vinen let, luftig og fin med en sødlig, blomstret aroma samt lys frugt af jordbær samt lyse kirsebær. Den er så fin aromatisk, bondsk og lys, leret og virker overraskende elegant, ren og hele tiden med denne note af ler, skov og efterårsluft. Mums.

Smagen er skam også lys, let og blomstret … virkelig easy-going, saftig, læskende og ren. Selvom tanninerne ikke er særlig markante, så kan den smagsmæssigt minde en smule om en lys Nebbiolo, har en frugt af kirsebær, grønne jordbær, hindbær og lemon, bare så fuldstændig ren, fin og næsten sart. 94 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7