Tag-arkiv: tempranillo

Tempranillo er en spansk, rød druesort, som er den mest udbredte røde drue i Spanien – og den 4. mest udbredte druesort i hele verden – og der er omkring 215.000 hektar vinmarker med druen i Spanien, hvor den specielt trives i Rioja og Ribera del Duero.

Den dyrkes også massivt i nabolandet Portugal, hvor Tempranillo er kendt under navnet Tinta Roriz og anvendes til både bordvin og portvine. Derudover findes der også marker med Tempranillo i Californien, Argentina og Australien.

Tempranillo betyder lidt tidligt og det navn har druen fået af vinavlerne, da druen modner tidligere end Garnacha aka Grenache, som den også ofte blandes med. DNA analyser har vist, at druen nok stammer fra Rioja og Navarra, men da klonerne over hele Spanien er forholdsvis ens, så indikerer det, at den er spredt over landet i nyere tid.

Tempranillo er en drue med et tykt skind og dermed et højt antal anthocyaniner og dermed  resveratrol, som er en polyfenol, som er en betegnelse for en antioxidant, som har en positiv effekt på vor helbred. Det giver vine med dyb farve og moderate tanniner, men smag meget velegnet til de moderne forbrugere.

Tempranillo druerne er bedst, når de opnår varme og solrige dage, som tillader modning af druens tykke skind kombineret med kolde nætter for at bevare den naturlige syrebalance. Så kommer druen virkelig til sin ret … og derfor er vinene fra de højtbeliggende marker i Ribera del Duero også nogle af verdens bedste på Tempranillo druen.

Vine på Tempranillo har smagsnoter, der spænder fra jordbær, solbær og kirsebær til svesker, chokolade og tobak afhængigt af vinmarkernes alder og det lokale mesoklima.

Samtidig reagerer Tempranillo ekstremt godt på lagring på egefade og i fx Rioja anvendes der traditionelt oftest fade af amerikansk eg, mens man længere mod vest i Ribera del Duero anvender en højere andel af franske fade og brugte fade for tillade mere frisk frugt.

2020 Dominio de Cair, Cair Cuvée 10 Meses, Ribera del Duero, Spanien

2020 Dominio de Cair, Cair Cuvée 10 Meses, Ribera del Duero, SpanienDominio de Cair ejes af Juan Luis Cañas, som vi jo allerede kender fra sine vine fra Rioja. Han har siden 2008 også lavet vine i Ribera del Duero og vi smager her fra Dominio de Cair en 2020 Cair Cuvée 10 Meses.

Dominio de Cair blev grundlagt i 2008 af Juan Luis Cañas, der jo i forvejen i Rioja driver det store vinhus Bodegas Luis Cañas og det imponerende Bodegas Amaren, som jeg også tidligere har smagt virkelig imponerende vine fra.

Det var Juan Luis Cañas far Luis Cañas, der grundlagde Bodegas Luis Cañas tilbage i 1970, men hans farfar Carlos Cañas havde allerede årtier forinden lavet vin, som han så transporterede til markeder i vogne trukket af muldyr … ofte over 100 kilometer.

Juan Luis Cañas overtog Bodegas Luis Cañas i 1989 i en alder af 33 år og gav vinhuset et frisk pust uden dog at miste de traditionerne i familien.  Han byggede bl.a. i 1994 et nyt og moderne vinhus, hvor han samlet laver vin fra 450 hektar kontrollerede vinmarker, som fordeles sig på over 1.000 små plots.

Da Juan Luis Cañas’ mor Ángeles – hustru til Luis Cañas – døde i 1995, så besluttede han at lave et vinhus for at ære hende og det blev så til Bodegas Amaren. Druerne til vinene på Bodegas Amaren kommer fra mikroskopiske vinmarker med gamle vinstokke, der kun yder meget små høstudbytter.

Samlet har Bodegas Amaren 65 hektar vinmarker i Rioja Alavesa med en tydelig maritim indflydelse fra Atlanterhavet, der kun ligger 120 kilometer derfra.

I 2008 besluttede Juan Luis Cañas så, at han også ville lave vin i Ribera del Duero, så derfor købte han jord og byggede en moderne kælder med ultramoderne arkitektur. Intet er blevet overladt til tilfældighederne, hvor hver detalje er designet til at give det, der virkelig betyder noget …. nemlig ideelle betingelser for at skabe enestående vine.

Dominio de Cair ejer og driver omkring 110 hektar vinmarker i distrikterne La Aguilera, Quintana del Pidio og Moradillo de Roa i Riberea del Duero. Markerne ligger på forskellige parceler i 830 til 950 meters højde og de er selvfølgelig tilplantet med Tempranillo.

Der laves i øjeblikket 5 forskellige vine på Dominio de Cair og én af disse er denne Cair Cuvée 10 Meses, der laves på 85% Tempranillo og 15% Merlot.

Efter høsten er druerne skånsomt knust og har gæret separat på ståltanke. Herefter bliver Tempranillo andelen lagret i10 måneder på 60% franske og 40% amerikanske træfade, som er mellem 1-3 år gamle. Merlot andelen er lagret på 100 % nye egetræfade og efter sammenstikning og flaskning, så lagrer vinen yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Det dufter sgu fremragende … har denne meget imødekommende, ristede og fadprægede aroma, hvor der er både chokolade, lakrids, lakridskonfekt, ristet brød, vanilje samt en frugt af sorte kirsebær, solbær og blommer. Der er også en venlig sødme, stor intensitet og godt med Ribera del Duero karakter.

Sådan smager vinen nærmest også … frugten er dog en anelse mere frisk med tranebær, solbær, kirsebær og umodne blommer. Den har en frisk syre med lidt citron, lemon og ribs, tørre og bitre tanniner og nogle druekerner. Det kommer igen let ristede noter, lidt peber samt mørk bitter chokolade … fint frisk bid i eftersmagen. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du kan købe vinen til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Rui Roboredo Madeira, Roboredo Premium, Douro, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Roboredo Premium, Douro, PortugalVi kender jo mest Rui Roboredo Madeira fra hans vine fra de højtbeliggende marker i Beira Interior i Portugal, men han laver også vine fra Douro området, som nu fx denne 2011 Roboredo Premium.

Rui laver både vine i Beira Interior, Duoro og endda også i Tro i Spanien. I Douro ligger hans marker nedstrøms Ribera del Duero ret tæt ved den spanske grænse på terrasser, der skråner stejlt ned mod Dourofloden i omkring 300 meters højde.

Denne Roboredo Premium er lavet på 50% Touriga Franca, 40% Touriga Nacional samt 10% Tempranillo. Efter høsten er druerne så afstilket og har gæret og macereret i ståltanke ved 28 grader, mens den derefter er presset og lagret 9 måneder på  nye og brugte franske barriques.

Duftmæssigt byder vinen på en god, overraskende og lidt ristet aroma, hvor der er en mørk frugt med sorte kirsebær, solbær og lidt blommemarmelade, lidt cedertræ, våde fade, fennikel, mynte, mørk bitter chokolade og tørre krydderier.

Smagen er blød, let krydret og samtidig ganske mineralsk eller stenet med en frugt af tranebær, kirsebær og brombær. Vinen virker også pænt tør og tanninerne er da også meget markante, tørre og så har vinen nærmest en parfumeret kant. Det er som altid hos Rui Roboredo Madeira skruet forbandet godt sammen, 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas López Cristóbal, Viracocha, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas López Cristóbal, Viracocha, Ribera del Duero, SpanienVinen Viracocha fra Bodegas López Cristóbal er deres mest eksklusive vin og i denne årgang 2019 er der alene lavet 1.550 flasker og denne er nummer 972.

Vinen har fået navn efter de gamle inkaers skabende gud, der hed Viracocha og betyder herre. Ifølge inkaerne har Viracocha skabt ikke blot alle verdslige ting, men også alle de andre guder som fx solguden Inti, månen, Venus, visse stjerner samt jorden og havet.

Vinhuset Bodegas López Cristóbal er grundlagt i 1994 af Santiago López, som ville udleve drømmen om at skabe sin egen vingård, da han overtog faderens ejendom i Roa. Faderen … som i øvrigt også hed Santiago … havde købt ejendommen tilbage i 1930’erne, da han flyttede til Ribera del Duero fra Santander.

Man have startet med at dyrke druer på ejendommen i starten af 1980’erne, dvs. samtidig med at DO Ribera del Duero appellationen blev grundlagt, men i mange år blev druerne blot solgt til andre vingårde.

Da Santiago overtog efter faderen, så flyttede han sammen med hustruen Lola Cristóbal ind på ejendommen og så startede de med at producere egne vine. Vinene blev solgt under navnet López Cristobal, dvs. efternavnet fra Santiago og Lola.

Senere fik de hjælp til produktionen af sønnen Galo. I dag er det primært Galo, som står for driften på Bodegas López Cristobal. Hans filosofi er, at vinene skal kunne drikkes unge. Derfor er de særdeles gode fra det øjeblik, at de frigives til salg.

Bodegas López Cristóbal har i alt 50 hektar vinmarker i Roa de Duero opdelt på 9 forskellige parceller. Der dyrkes selvfølgelig først og fremmest Tempranillo eller Tinta del País, som druen kaldes der. Faktisk er 48 hektar tilplantet med Tempranillo, men de sidste 2 hektar er plantet til med Merlot og Albillo.

Som med årgang 2017 – som jeg før har smagt – kommer vinen i en aldeles smuk og eksklusiv kasse med ædeltræ i bund og top. På den smukke indpakning står der også: Vino de Familia … familiens vin.

Vinen er lavet på ren Tempranillo og vinmageren er Galo López Cristóbal. Gæring og maceration er sket med hele druer, som ikke knuses forinden. Gæringen er sket ved 30 grader … en efterfølgende malolaktisk gæring i fade inden lagring på store franske fade i 15 måneder. Efter aftapning på flaske er vinen lagret 24 måneder.

Sikke lækker næse … lige til at slikke på. Det er tobak, kaffe, vanilje, lakridskonfekt, mælkechokolade, en sød finsk og tør engelsk lakrids, nougat, bløde og smeltende belgiske praliner, toast, ristede noter og lidt røg. Alt er dog doseret så forsigtigt og rigtigt med en blød frugt af sorte kirsebær, solbær, brombær og blommer suppleret med balsamisk syre. Det er mandeparfume af den tiltrækkende slags og enhver kvinde burde falde i svime, når manden sidder med et glas af vinen.

Overskud … hvor smager det fremragende, for du får kraft og samtidig en meget elegant frugt. Dermed bliver det aldrig en tyk, fadtung eller -pumpet vin med sødristede fade, for her finder man i stedet en frugtrig,  forfinet og slank Tempranillo, der er lidt moden i frugten, der mest kirsebær, jordbær, brombær, blommer og så lidt hindbær med masser af friskhed, noget lemonbitterhed, der giver bid og dynamik.

Tanninerne kommer diskret frem  … er tørre, men også ret polerede, men giver sammen med den tørre og småbitre syre et godt sammenspil. Det er en vin, der som sidst bare oser af kærlighed og saftig eksklusivitet. Floor de Pingus go home siger vinbloggeren igen og han har jo altid ret. 98 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2021 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Vendimia Seleccionada, Toro, Spanien

2021 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Vendimia Seleccionada, Toro, SpanienDen portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira fra São João da Pesqueira i Portugal kender vi efterhånden godt her på Houlbergs Vinblog. Han laver også vine i Toro i Spanien og denne Mío de M.O. Vendimia Seleccionada har jeg også smagt før, men nu smager jeg 2021’eren.

Som med 2018’eren er vinen fortsat lavet i et samarbejde med kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña. M.O i det sjove navn Mío de M.O – hvor Mio står for min – refererer til  Marques de Olivara, for vinen er tidligere lavet af Bodegas Marques de Olivara, som var et vinhus, der levee en omtumlet tilværelse og bl.a. gik konkurs i 2011 sammen med dets ejer Nueva Rumasa Group.

Bodegas Marques de Olivara  eksisterer i dag ikke længere, men vinmageren Rui Roboredo Madeira har fået opsnuset nogle af de fantastiske og meget gamle vinmarker, der tidligere var ejet af det nu ophørte vinhus … og fra dem laver han nu denne vin og

Vinen er i dag lavet på kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña sammen med hans hustru Veronica Varela Villegas og den er lavet på 100% Tempranillo fra de 60 år gamle vinstokke, der har overlevet den frygtede vinlus phylloxera og står på den sandede samt stenede enkeltmark.

Mosten gærer på temperaturstyret ståltank med 25 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Vinen får ekstra dybde fra 14 måneders modning på franske egetræsfade. Til sidst afrundes vinen med 10-12 måneder flaskemodning før frigivelse.

Duftmæssigt er vi atter ovre i en varm og krydret vin, men den har alligevel en flot, flæsket og kølig side. Det er med sødbrændte og røgede elementer, godt med tørt træ, cedertræ, egetræ, grannåle samt en frugt af blåbær, brombær og blommer. Som med 2018’eren er der også klart noget saltlakrids, noget mineralitet og fra fadene også lidt vanilje, kaffegrums og bitter, mørk chokolade.

I munden er det en fed historie … fed, tør, varm og hele tiden med denne Campari eller sort te bitterhed. Dermed er det igen engelsk lakrids og lakridsrod suppleret af frugt med blåbær, blommer bitre druekerner. Tanninerne er vilde … ret vilde og tørre, så de rumsterer godt rundt i munden og på tænderne. Det er lidt til den kraftige, fede og rustikke side … en lastbilchauffør med sved under armene, men leverer godset solidt og sikkert dag efter dag. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Damalisco Roble, Toro, Spanien

2022 Rodríguez Sanzo, Damalisco Roble, Toro, SpanienHvorfor nu ikke blive i området? De 2 næste vine er nemlig begge fra Toro længere mod vest og vi er fortsat i Castilla y León vinregionen. Vi starter med en 2020 Damalisco Roble fra Bodegas Rodríguez y Sanzo, som vi også har mødt før på Houlbergs Vinblog.

Damalisco Roble er en vin lavet på 85% Tinta de Toro aka Tempranillo samt 15% Garnacha. Druerne kommer fra på 15-35 år gamle vinstokke på forskellige stenede og grusholdige parceller i Toro i 650-720 meters højde.

Efter minimum 4 dages kølig maceration har rødvinen gæret i temperaturstyrede ståltanke med en mikrooxygenering – en slags kontrolleret iltning – stabiliserer farven og blødgør tanninerne.

Efter malolaktiske gæring , så er vinen lagret 6 måneder i de store ståltanke, inden den omstikkes til 2 måneders modning på helt nye franske egetræsfade, som har nogle indvendige snit, der forøger kontaktfladen med vinen med hele 75%.

Den megen trækontakt er også meget fremtrædende i duften, som virkelig er woody … der er nærmest cedertræ, harpiks, ny skovet eg og en rustik – nærmest bondsk – frugt, der virker hård i filten og mest er blåbær, brombær og en snert af noget enebær. Derudover fanger jeg også godt med utøjlede grønne noter, grønne blade og lidt ligusterhæk.

Smagen er lidt i samme boldgade … rustik frugt og har sgu masser af liv, krydderier, tør syre og godt med et stærkt bid, der lige giver lidt krashed i munde. Frugten er mest blåbær, sorte kirsebær, tranebær, igen lidt ristede elementer, samt noget gran, kanel, kakao, vanilje og peber. hvorfor jeg lander på 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2020 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienI’m on a roll! Derfor fortsatte jeg da bare med mere vin fra Ribera del Duero og næste i rækken blev denne 2020 Viñas Viejas fra Hacienda Solano, som vi også før har mødt på Houlbergs Vinblog.

Viñas Viejas hører til husets serie kaldet Vinos de Pueblo – altså landsbyvine – og den er lavet med druer fra 70 år gamle vinstokke fra marker ved La Aguilera i Burgos. Det er primært Tinto Fino aka Tempranillo suppleret med lidt Albillo.

Druerne har ligget i kold maceration i 24-36 timer, hvorefter gæringen er sket ved 26 grader over 11 dage og efterfulgt af en malolaktisk gæring i 5 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder på franske barriques efterfulgt af 6 måneder på 500 liter tonneaux fade.

Den dufter da fremragende … har en herlig landlig, animalsk, flæsket aroma med tørre krydderier og denne lidt grannåleagtige noter samt en frugt med brombær, sortee kirsebær og solbærlikør. Tørheden er pænt tydelig og suppleres med tør engelsk lakrids, tørre papkasser, cedertræ, læder, toast og mørkbitter chokolade.

Smagen er kølig, ren, klar … men også tæt, fyldig med godt bid og – som duften – pænt tør. Der er tør engelsk lakrids, lakridsrod, blåbær, solbær og så har den ellers ret tørre og markante tanniner, der bare lige masserer gummer og sætter sig på fortænderne. Tanninerne får følgeskab af lidt peber, sorte teblade bitterhed og noget gran, så derfor bliver den en lille kompleks sag. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Bodegas López Cristobal, La Linde, Ribera del Duero, Spanien

2022 Bodegas López Cristobal, La Linde, Ribera del Duero, SpanienVi fortsætter i det højtbeliggende – men flade – Ribera del Duero, for den næste vin i glasset er denne 2022 La Linde fra Bodegas López Cristobal … et velkendt vinhus her på Houlbergs Vinblog.

Vinen er en Roble og lavet på 95% Tempranillo og 5% Merlot, der kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke på den kalkholdige vinmark Finca La Linde i Roa de Duero.

Vinen har gæret kontrolleret ved 23 grader i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 3 måneder på brugte 1-3 år gamle franske 225 liters barriques.

Det dufter sgu da meget godt … meget tro mod Ribera del Dueros klassiske stil, hvor der er godt med fyldig frugt og pænt fadpræg og det er virkelig tilfælder her. Fadene bidrager med nogle ristede eller toastede noter, tobak, kakao, kaffe, chokolade, tør engelsk lakrids, violer,  grannåle og frugt med blåbær, brombær og blommer.

Sådan er smagen faktisk også fyldig med ristede elementer samt en rigtig dejlig frugtsødme, der gør vinen rund, blød og rigtig Ribera del Duero, der virker mere komplet og åben end 2021’eren.  Der er lidt solbær, brombær, jordbær og lidt sødbitter lemon og sorte teblade, sød lakrids, gammel, mørk og lagret balsamico olie, gran grene og mørk chokolade og fine, velintegrerede tanniner. Det er sådan en Ribera del Duero man kan drikke hver dag, så 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2022 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienNår jeg nu allerede har fået god Ribera del Duero væske ind under vesten, så lad mig fortsætte med endnu en god kending og det er Picaro del Àguila fra Dominio del Àguila og her i årgang 2022.

Gammel kending skriver jeg … det er virkelig et lækkert gensyn, for jeg har før smagt vinen i både årgang 2018, 2019, 2020 og 2021, så det er en vin, som jeg kender rimelig godt.

Den er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde med kalkholdig undergrund.

Drueklaserne fodtrædes og den efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke, mens den malolaktiske gæring sker på egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden hverken klaring eller filtrering.

Slam … allerede i næsen markerer Picaro del Àguila sig anderledes ud med en mælket aroma, masser af fersk og hængt kød, vildskab og gæret frugt tilsat en dusk gamle blomsterstilke, dampende mødding, virkelig landlig, animalsk og har mentol- og saltlakrids, lakridspulver, sorte oliven, frugt med solbær, brombær, Amarena kirsebærsauce og det bliver derfor en vild, ekstraheret og tegneserieagtig vin.

Smagen er nærmest lige så vild … har sådan bære noget cremet, blødt og intenst, men også en vild frisk frugt med en tør bitterhed, engelsk lakrids samt saltlakrids. Allerede hurtigt i smagen kommer der vilde, stramme og knastørre tanniner frem, men frugten halter bagefter med sorte kirsebær, solbær og ribs. Det giver en virkelig pivfrisk og mørk vin … du får med andre ord både i pose og sæk, hvorved vinbloggeren igen er imponeret og glad, så 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Bodegas Arrocal, Arrocal Selección Especial, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodegas Arrocal, Arrocal Selección Especial, Ribera del Duero, SpanienTrip, trap og træsko … og dermed sluttede vi smagningen af Bodegas Arrocals Ribera del Duero vine med deres 2021 Arrocal Selección Especial, der har fået 18 måneders fadlagring.

Den er som foregående lavet på 100% Tempranillo, men her alene med druer fra marken Pago Los Astrales, der også ligger i 855 meters højde og har 45 år gamle stokke.

Gæring og maceration er sket over 20 dage ved 25-27 grader i temperatur styrret ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på  franske og amerikanske barrique og derefter så yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Rodrigo og Asier Calvo Bros laver årligt 15.000 flasker af denne vin.

Nu er der skruet op for alle badofix’er … det strømmer op af glasset med mørk, fed, rund, blød og intens velduft. Der er godt med fad og det er sød finsk og tør engelsk lakrids, tobaksblade, lakridskonfekt, vanilje, kanel, kakao, kaffe og chokolade, mens frugten er blommer, solbær og blåbær … igen denne svagt aristokratiske aroma af gammelt træ, mahogni og andre søde mørke sorter.

I munden mærker man nu Ribera del Duero for alvor, for vinen smelter nærmest i munden, for den er cremet, velourlækker, har en fed viskositet med tobak, tyk og gammel balsamico, maskulin, mørk syre og godt med toast og ristede noter. Alt er placeret, balanceret og komponeret perfekt … ,mums og lige til at blive glad i låget af, så 94 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Bodegas Arrocal, Arrocal Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodegas Arrocal, Arrocal Crianza, Ribera del Duero, SpanienFra 9 til 12 måneder fadlagring, for den næste vin fra  Bodegas Arrocal i Gumiel de Mercado i Ribera del Duero blev så denne 2021 Arrocal Crianza.

Den er som foregående produceret på 100% Tinto Fino aka Tempranillo og her fra 30 år gamle vinstokke på marker i 830 meters højde.

Gæring og maceration er sket over 15 dage ved 23-25 grader i temperaturstyrede ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på barriques suppleret med 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Rodrigo og Asier Calvo Bros laver årligt 30.000 flasker af denne vin.

Det er utroligt, hvad 5 år ældre vinstokke og 3 måneders længere fadlagring kan gøre, for nu begynder vinen duftmæssigt at være en tak mere kompleks, komplet og moden. Der er mere våde fade, lidt ædeltræ som mahogni og teak, vanilje, kanel, sød lakrids, tobak og noget chokolade, hvilket følges med en mørk frugt, der også er mere intens og dyb med blåbær, solbær og sorte kirsebær, vådt læder og lidt krydderurter samt nelliker.

Smagen er mørk, oaky og ristet … det er frugt med blommer, blåbær, solbær og lysere hindbær, hvilket gør smagen mere frisk end duften, der er god syre, der virker balanceret og meget frugtrig, Dertil får du også lidt tør engelsk lakrids, sød tobak, bløde og velintegrerede fine tanniner, Det er sgu temmelig fremragende … og endda kun en Crianza, så dermed 92 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7