Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2009 Pelissero, Langhe Long Now, Piemonte, Italien

Så er det sgu lige fifty/fifty … halv Barbera og halv Nebbiolo i denne Langhe Long Now fra vinhuset Pelissero Azienda Agricola Vitivinicola.

Vinhuset Pelissero ligger i Treiso lidt sydøst for Barbaresco, ikke langt fra Alba og under 500 meter fra Bruno Rocca. Vinhuset er grundlagt i starten af 1900 af Giovanni Pelissero, som startede med at dyrke druer på sine jorder, men det var dog sønnen, som i 1960’erne startede med at flaske og sælge vinene under eget navn.

Siden 1990 har det dog været 3. generation i form af Giorgio Pelissero, som har drevet vingården. Det er ham, så I kan se på billedet ovenover.

Vinhuset har samlet 38 hektar vinmarker, som er fordelt på 5 store marker i henholdsvis Treiso, Neive, Barbaresco og Neviglie og det giver basis for en produktion på 250.000 flasker vin årligt, som eksporteres til mere end 50 forskellige lande.

En af de producerede vine er denne Langhe Long Now, altså lavet på halv Barbera og halv Nebbiolo, hvor druerne kommer fra marken Cascina Tolino mellem Treiso og Neviglie. Vinstokkene er plantet mellem 1950 og 2001 og denne vin er første gang lavet i år 2000.

Vinen er lavet med maceration på 10-12 dage for Nebbiolo druerne og 25 dage for Barbera druerne i rustfrie ståltanke og derefter er vinen blendet og lagret 15-18 måneder på barriques inden flaskningen. Derefter lagrer vinen yderligere 10-12 måneder,

Duftmæssigt først nogle egenoter, dyb fad … godt brændt fad, dyb engelsk lakrids, moden frugt, solbær, kirsebær, blommer, vanilje og tobak. Smagen er mørk og krydret, igen med masser af mørk frugt og så alligevel en klar syre, som går igen i hele smagsspektret. Den er virkelig svær at placere denne vin. Fyldig, syrlig, kantet.

Forhandles hos SuperVin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2009 Erpacrife, Nebbiolo Brut Zero, Piemonte, Italien

WTF? Pink slash orange mousserende vin lavet på Nebbiolo og lavet af 4 gamle studiekammerater. Det blev velkomstvinen ved seneste vinaften med rødderne.

De 4 studiekammerater hedder Eric, Paolo, Christian og Frederico og de fik den vandvittige idé, at de skulle lave nebbiolovin efter champagnemetoden. Federico hedder Scarzello til efternavn og så ringer der måske en klokke. Han driver nemlig til daglig Barolohuset Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli. Det vinhus har jeg tidligere skrevet om, bl.a. da jeg sammen med Jan drak en 2006’er Barolo Sarmassa Vigna Merenda fra vinhuset.

De fire kammeraters navne fremgår i øvrigt med underskrift på etiketten. De øvrige kammerater arbejder også alle hos andre vinhuse, så dette projekt … som de kaldte Erpacrife – efter en forkortelse af deres navne – er alene et hobbyprojekt, som de fire gutter startede i 2010 som et rent nonprofitselskab.

Alle de gamle vinproducenter i Barolo området syntes, at de var skøre, bl.a. fordi prisen på Nebbiolo druer var alt for høj til, at det kunne betale sig. I dag er sortimentet udvidet til også at omfatte en Erpacrife Bianco samt en Erpacrife Moscato … og alle vinene, der produceres i små antal – er meget efterspurgte.

Denne Erpacrife Nebbiolo er lavet på 100% Nebbiolo og druerne er høstet tidligt for at bevare et højt syreindhold og samtidig reducere alkoholen … nogle af de væsentlige betingelser for mousserende vine.

Efter udblødning af druerne følger den første alkoholiske gæring ved lave temperaturer. Det sker i store egefade og efter omkring 6 måneder kommes vinen på flaske til anden gæringen. Den varer mindst 24 måneder inden disgorgement … altså den klassiske fjernelse af gærresterne.

Og ja pinkfarvet med svagt orange skær i glasset samt en næse, som både skriger en smule Barolo, men mest af alt byder på lidt oxyderede noter, æbler, pærer, ribs, roser … virker tør og støvet med en anelse gærnoter samt karameller.

I munden er boblerne meget afdæmpede … næsten lidt flad i udtrykket. Boblerne fiser hurtigt af … ikke at jeg er tilhænger af massiv og dominerende bobler, men her bliver de næsten for blide og for lidt mærkbare. Det er tørt, nærmest tanninrigt med en fin syrlighed, citron og ikke megen sødme. Sjov og charmende mousserende vin.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 290 kr.

Rating 4,5/7 

2007 Cascina del Monastero, Barolo Bricco Riund Riserva, Piemonte, Italien

Mer’ Nebbiolo i form af denne Barolo Bricco Riund Riserva fra vinhuset Cascina del Monastero, der ligger udenfor La Morra i området kaldt Annunziata.

Cascina del Monastero er grundlagt i 1926 af Alessio Grasso, som var vinmager fra Treiso. Han købte vingården Cascina Luciani og de omkringliggende marker. Gården havde tidligere tilhørt Benedictklosteret Mercenasco, og havde tidligere også i over 300 år været drevet af munke fra St. Peter klosteret i Savigliano. Derfor blev navnet også ændret til Cascina del Monastero.

I dag er det Alessios barnebarn Giuseppe, som driver stedet sammen med hustruen Velda, men deres børn – Loris og Giada – er også allerede involveret i driften, som udover vinproduktionen også omfatter en større udlejning af 10 værelser i den gamle bygning.

Cascina del Monastero har samlet 6-7 hektar vinmarker, og de bedste marker er Bricco Luciani og Bricco Riund. Huset laver 10 forskellige vine, lige fra Dolcetto og Barbera til Langhe samt Barolo’er.

Her er det husets Barolo Bricco Riund Riserva i en årgang 2007. Vinen er lavet med maceration i 14 dage og er derefter lagret i nye barriques i 12 måneder. Derefter lagrer vinen yderlogere 24 måneder i ældre og store 15 hektoliter egefade inden sidste lagring på flaske i yderligere 6 måneder.

Den er umiddelbart lidt mørkere og mere moderne i stilen … næsen byder på violer, gazebind, kirsebær, hindbær, enebær, våde egefade, babybræk, balsamiske elementer, roser, appelsinskal samt en gammel havelåge … eller i hvert fald noget jern og et sjat krydderier.

Alderen trykker ikke i smagen, for der er godt med stramme og strenge tanniner, syrlig frugt, balsamisk syre. Der er syrlige kirsebær, men der fornemmes også en lille sødme, som giver en smule modspil til syren. Man skulle ikke tro, at sådan en 2007’er næsten er for ung … men sådan har jeg det lidt.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 348 kr.

Rating 5/7   

2008 Grasso Fratelli, Barbaresco Vallegrande Riserva, Piemonte, Italien

Og det blev netop Nebbiolo i næste glas, nemlig denne Barbaresco Vallegrande Riserva fra vinhuset Azienda Agricola Grasso Fratelli, der er beliggende i Valgrande i Treiso … hjertet af Langhe.

Vinhhuset er grundlagt i år 1900 af Valentino Grasso og drives i dag af 3. generation i form af børnebørnene – de to brødre – Luigi og Alfredo Grasso. Huset laver deres vine meget traditionelt, men brødrene har dog taget nogle af de mere moderne metoder til sig, bl.a. med lagring på barriques. Selvom der er lavet vin på vingården siden år 1900, så begyndte familien dog først at flaske og sælge egne vine fra midt i 1970’erne.

Azienda Agricola Grasso Fratelli har samlet 15 hektar vinmarker med Nebbiolo, Dolcetto, Barbera, Moscato og Chardonnay. Deres bedste marker er San Stunet, Sorí Valgrande og Bricco Spessa. Vinene bliver skabt med en stor lidenskab og respekt for det traditionelle håndværk.

Gårdens flagskibe er uden tvivl deres Barbaresco vine, men de laver også en flot Barbera d’Alba Matiné, der kun laves i udvalgte årgange. Derudover laver de bl.a. også en Langhe Rosato Le Zolle, en piemontansk specialitet i form af en let perlende rødvin. Produktionen er i dag på lidt under 60.000 flasker årligt.

Fra marken Sorí Valgrande laver Luigi og Alfredo 2 forskellige Barbaresco vine, den almindelige Barbaresco Vallegrande samt denne Barbaresco Vallegrande Riserva, som vel også nok er husets bedste vin. I denne årgang 2008 har den endda også modtaget guld ved Decanter Wine Awards 2015.

Lavet på store gamle egefade – macerationsperioden kender jeg ikke – og derefter lagret på barriques i 14-18 måneder. Derefter er vinen selvfølgelig også modnet på flaske inden frigivelse.

Og duften er virkelig italiensk syre … italiensk Nebbiolo med syrlige kirsebær, hindbær, violer, champignon, æteriske olier, eg, fad, lakrids og lidt krydderier. Streng, let og med løftet pegefinger.

Smagen er blødere end forventet, men har selvfølgelig – som ægte Nebbiolo – et syrligt bid. Det er modent, elegant, lyst og igen de lyse bær, som dominerer, hindbær, lyse kirsebær, let peber, tørhed samt bløde tanniner. Det er meget harmonisk, velafbalanceret … en sød og streng lærerinde.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor prisen er 210 kr.

Rating 5,5/7 

2013 Massimo Rivetti, Barbaresco Froi, Piemonte, Italien

Og minsandten om vinbussens sidste stop på ruten – der var minutiøst planlagt og dirigeret af Paul med hans vinøse kompas – var hos Azienda Agricola Massimo Rivetti i den lille by Neive, så vi også kunne smage deres Barbaresco fra topmarken Froi.

Som med de øvrige vine fra Massimo Rivetti foregår al høst og sortering med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt. I kælderen starter gæringen spontant med de naturligt forekomne gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

Macerationen varer mellem 30-50 dage afhængig af årgang. Vinen lagres efterfølgende i 20 måneder på egefade, primært 25 hektoliter egetræsfade af slavonsk eg og små franske barriques.

I forbindelse med hele processen forsøger man at holde vinen så naturlig som muligt ved kun at bruge et absolut minimum af sulfitter.

Vinen aftappes ufiltreret for at bevare så meget intensitet og frugt som muligt samt for at opnå større fylde og styrke. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6 måneder, inden den frigives til salg.

Vinen har i denne årgang 2013 fået 2 ud af 3 glas i Gambero Rosso og 90 point af James Suckling.

Duftmæssigt læner vi os lidt op ad forrige vine … italiensk stramhed, syrlighed med blomster, roser, violer, lyserøde bær, hindbær, ribs og lakrids, engelsk lakrids, men også mere tæt og mere varm i duften. Der er en virkelig lækker lethed over vinen, et mineralsk islæt og svag babybræk.

Smagen er stram … virkelig stram og syrerig. Meget præcis med eg, cigaræsker, tørhed, fennikel, lakrids og lidt tobak og vanilje fra fadene. Syren spiller og driller … dejligt.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 289 kr. for en flaske, men 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7    

2011 Bosco Agostino, Barolo La Serra, Piemonte, Italien

Med Paul som kæk tourguide på bussen tilhørende Multivino Italiatours, så stoppede vi sgu igen hos Azienda Agricola Bosco Agostino, men denne gang blev det med en af deres to Barolo’er, nemlig Barolo La Serra, hvor druerne kommer fra marken La Serra.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2009 … altså to år ældre. Og den er selvfølgelig – som nævnt – lavet med druer fra marken La Serra, der ligger på en sydvestvendt skråning i 400 meters højde med en jordbund bestående af ler og kalk.

Alle druer høstes i hånden og gæringen og den efterfølgende maceration sker på temperaturkontrollerede ståltanke over en periode på 20-22 dage.

Herefter tilbringer vinen de næste 6-7 måneder på barriques, inden den omstikkes til 2.000 liter store botti af slavonsk eg. Efter omkring 2 år tappes vinen på flaske i august måned og lagrer nu indtil marts måned det efterfølgende år, før den endelig frigives til salg.

I næsen er stram italiensk syre, violer, gazebind, en smule parfumeret og bærrene er kirsebær, hindbær, stikkelsbær og byder derudover på lette krydderier, en svag sødme og der er også en smule kanel med i duftindtrykket.

Smagen er ligeledes syrlig, stram, præcis, ren … med stikkelsbær. italiensk syre, grønne blade, eg, røg og en virkelig, virkelig lang eftersmag. Det er fortsat en ung og stram vin, som bestemt kan klare flere år i kælderen.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 325 kr. for en flaske, men 289 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7  

2005 Massolino, Barolo Vigna Rionda Riserva, Piemonte, Italien

Sidste lørdags vinaften sluttede med manér … nemlig med denne Barolo Vigna Rionda Riserva fra Azienda Agricola Vigna Rionda di Massolino, der ligger lige i udkanten af Serralunga d’Alba i Piemonte.

Vinhuset er grundlagt i 1896, da Giovanni Massolino købte ejendom og lidt jord i Serralunga d’Alba, men det var nu sønnen Giuseppe, der sammen med søsteren Angela i 1934 byggede vineriet og udvidede vinhuset med køb af flere gode marker i området.

I dag ejes vinhuset dog af Giuseppes tre børn Giovanni, Camilla og Renato. De har udbygget vinhuset yderligere, bl.a. med købet af parceller på markerne Margheria, Parafada og Vigna Rionda.

Sidstnævnte – husets topmark – lykkes det faktisk alene at købe ved at bytte med en større mark. Denne mark har haft ry som en af Barolo’s bedste siden 1700 tallet.

Næste genereration i form af Franco og Roberto Massolino er dog også allerede inddraget i driften. Franco er uddannet ønolog, og har bidraget med en vis grad af modernisme til huset, blandt andet ved mere brug af barriques og har i det hele taget løftet Massolino op i supereliten.

Samlet har Azienda Agricola Vigna Rionda di Massolino – i daglig tale blot kaldet Massolino – omkring 16 hektar vinmarker vinmarker og de bedste er Parussi, Margheria, Parafada og Vigna Rionda. Husets vine er opdelt i 3 klasser, Classic vine, hvidvine og Cru vine.

Denne Barolo Vigna Rionda Riserva er selvfølgelig en af Cru vinene og som nævnt er Vigna Rionda marken husets bedste mark. Det betyder også, at denne Barolo Vigna Rionda Riserva uden tvivl er Massolinos mest berømte vin. 1997 årgangen scorede 97 point i Wine Spectator.

Vinen er lavet med maceration 25-30 dage og har derefter været lagret hele 6 år. Først er den lagret 3½ år på slovenske egefade og derefter lagrer vinen 2½ år på flaske inden frigivelse. Vinen er lavet første gang i 1982 og der laves årligt mellem 8.000 og 9.000 flasker af vinen.

Den dufter vildt godt … urtet, lakrids, flæsk, mejeri, råt kød, kul, ældre – men lyse – bær, hindbær, kirsebær, balsamisk i næsen og derudover med et dybt animalsk element, kul, læder, lette trøfler og tobak.

Trods alderen er vinen herlig syrlig i munden … også langt mere end forventet. Der er lidt blæk, godt med lakrids, godt med tanniner, syre … en syre, der er godt pågående, ribs, hindbær. Denne Barolo lider på ingen måder af alderen, for den er virkelig godt syrlig.

Forhandles herhjemme bl.a. af Vinens Verden, hvor en flaske koster 899 kr. men 649 kr. ved køb af 2 flasker.

Rating 6/7

2006 Silvano Bolmida, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

Og hvorfor ikke nappe en Barolo … her en Barolo Bussia fra Azienda Agricola Silvano Bolmida, som ligger et par kilometer nord for Monforte d’Alba, faktisk på adressen Località Bussia, altså lige ved den berømte Barolo mark, som druerne til denne vin kommer fra.

Azienda Agricola Silvano Bolmida er reelt grundlagt i 1999, da Silvano Bolmida overtog familieforetagendet … en lille vingård med 5 hektar beliggende i Bussia di Monforte d’Alba. Silvano var i 1987 blevet uddannet ønolog og havde efterfølgende arbejdet 12 år hos et af de kendte Barolo vinhuse inden han startede for sig selv.

Der laves alene rødvine hos Silvano … 6 forskellige på henholdsvis Dolcetto, Barbera og selvfølgelig Nebbiolo. Denne Barolo Bussia er husets topvin, hvor druerne kommer fra Silvanos 2 hektar parcel på Bussia marken, hvor vinstokkene er omkring 50 år gammel.

Bussia marken er en af de mest anerkendte marker i Monforte d’Alba og vel også mere kendt af andre kendte marker som Cicala, Colonnello, Dardi, Ginestra, Mosconi, Munie, Romirasco og Santo Stefano.

Vinen er lavet meget traditionelt med vild lang maceration … hele 4 uger, hvorefter vinen lagrer 1 år i barriques, efterfulgt af 2 år i store 500 liters tonneaux inden yderligere 14 måneder på flaske inden frigivelse.

Umiddelbart er næsen lidt mere anonym end foregående Pomerol, men langsomt åbner vinen sig med lidt luft i glasset. Det er leret jord, balsamiske noter, hindbær, yogurt, mejeri, blæk, grafit, svampe, østershatte, trøfler, let babybræk, hæfteplaster og en snas lakrids. Det er sgu da ikke så ringe … hmmmmm.

I munden er der godt med syre … klart italiensk Nebbiolo. Det er lagret balsamisk syre, stram og pågående syre, tørhed, jern, virkelig godt med stramme tanniner, som driller din tunge og mundhule. Det er klart mere rustik end foregående Pomerol, men har herlige Barolo elementer.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 300 kr. Forhandles også af Laudrup Vin, hvor en flaske i magnumstørrelse koster 449 kr.

Rating 5,5/7 

2007 Gianfranco Bovio, Barolo Gattera, Piemonte, Italien

Sjovt nok havde Jan også fundet lidt Barolo med alder frem, nemlig denne 2007 Barolo Gattera fra Gianfranco Bovio  … og dermed kunne vi jo smage de to Barolo’er op mod hinanden.

Azianda Agricola Bovio Gianfranco – ja de italienere bytter altid om på rækkefølgen af fornavn og efternavn i de officielle navne – ligger et par kilometer længere mod nord end Scarzello, nemlig lige nordøst for La Morra og i øvrigt ikke mere end knap en kilometer fra superproducenten Elio Altare.

Som Scarzello ejes vinhuset også af 3. generation i form af Gianfranco Bovio, der overtog driften i 1970’erne efter hans far Alessandro.

I dag er Gianfrancos datter Alessandra – jeps, hende på billedet ovenfor – dog på vej ind i familieforetagendet sammen med hendes mand Marco Boschiazzo, hvilket dog sker med hjælp fra vinmagerne Matteo Franchi og Robert Tofan.

Azianda Agricola Bovio Gianfranco har samlet 6,5 hektar vinmarker, der ligger i La Morra, Barolo og Castiglione Falletto. Vinhuset laver tre Barolo vine, en almindelig Barolo samt de to enkeltmarksvine Arborina og denne Gattera.

Derudover laver de en Nebbiolo Firagnetti, en Barbera d’Alba Ciotto og en Barbera d’Alba Regiaveja, en Dolcetto d’Alba Dabbene samt en hvid Langhe Bianco Alessandro.

Som hos Scarzello laves vinene meget traditionelt med lang maceration og lagring på store egefade, så på den måde er der også mange lighedspunkter mellem de to vinhuse.

Udover vinproduktionen driver familien også restauranten Ristorante Bovio i La Morra – ja faktisk er det Alessandras mand Marco Boschiazzo, der er le chef … køkkenchef på restauranten, som udover formidabel udsigt og italiensk gourmetmad kan prale af en mægtig vinkælder med vine fra over 1.000 forskellige vinhuse fra hele verdenen.

Mon ikke, at man også kan få denne Barolo Gattera på restauranten? Vinen er lavet med druer fra marker Gattera, som er på omkring 1 hektar. Lavet med maceration på mellem 30-40 dage efterfulgt af lagring 24 måneder på store slovenske egefade, 6 måneder i betontanke og 6 måneder på flaske. Der er ikke sket filtrering ved flaskningen. Der produceres årligt 4.500 flasker af denne vin.

I næsen er der også lidt af samme nuancer som hos Scarzello vinen, altså lidt balsamisk syre, kirsebær, ribs, trøfler, tjære, kirsebær og tørrede urter, men virker en anelse mere varm … mere omfavnede i næsen. Der er også mere snert af jord, let mentol, tobak og måske lidt bitter chokolade? Dufter også rasende godt.

Smagsmæssigt er Bovio også mere varm, blød og rund i udtrykket … selvom der bestemt fortsat er godt med syre. Syren er dog i virkelig flot balance. Der er også syrlige kirsebær, fennikel og noter af eg. Virkelig lækker vin.

Bovio er mere imødekommende, blød og varmere end Scarzello’en, men Scarzello’en måske er mere præcis, punktlig og håndfast i dybden. Fedt at smage disse vine efter hinanden.

Mener Jan nævnte, at den var købt på S’vinbar, men prisen kender jeg ikke. Mon ikke den ligger omkring 250-300 kr.

Rating 6/7

2006 Scarzello, Barolo Sarmassa Vigna Merenda, Piemonte, Italien

Jeg havde medbragt lidt Barolo … tænkte, at det kunne være sjovt med lidt Scarzello, da Jan selv tilbage i maj 2011 havde medbragt Barolo fra Scarzello til en vinaften. Denne gang blev det en 10 år gammel Barolo Sarmassa Vigna Merenda.

Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli ligger i den nordlige del af Barolo by i Piemonte. Scarzello familien har en lang historie, men vingården er reelt grundlagt i 1947 af Giuseppe Scarzello, som efter 2. verdenskrig startede som vinbonde i Barolo.

I dag er det 3. generation i form af Federico Scarzello, som driver vingården. Federico overtog tøjlerne i det gamle familiebrug, da han i år 2000 var færdig med vinskolen Scuola Enologica  i Alba som 20-årig og han har siden knoklet løs for at hæve niveauet … siden 2009 helt uden faderens hjælp.

Federico  er en meget ung, ambitiøs, kompromisløs og charmerende Piemontesisk vinbonde, som laver dybe, intense og klassiske Piemonte vine.

Federico går mod den moderne strøm, der har hersket i Piemonte i mange år med brug af små nye fade og kort macerationstid. Federico laver klassiske vine med lang macerations og lagring på store brugte fade, vine der tydeligt er inspireret af Giacomo Conterno og vennen “Beppe” Rinaldi.

Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli har samlet 5 hektar vinmarker og ejer bl.a. 3 hektar på topmarken Sarmassa, fordelt på 4-5 parceller, hvor der dyrkes på Nebbiolo og Barbera. De er således eneejer af Vigna Meranda parcellen. Derudover ligger husets marker i Terlo og Pajagallo.

Alle markerne drives økologisk, og derudover arbejder Federico også efter biodynamiske principper, men er dog ikke certificeret biodynamisk. Federico nedtoner også selv sit troskab til både økologi og biodynamik, idet han ikke vil konkurrere på, hvem der er mest økologisk eller biodynamisk og vil ikke lade certificeringen definerer hverken ham eller hans vine.

Der produceres alene 4 forskellige vine på Scarzello, nemlig en Barbera d’Alba Superiore, en Langhe Nebbiolo, en Barolo del Comune di Barolo og så denne Barolo Sarmassa Vigna Merenda, der således er topvinen fra vingården.

Barolo Sarmassa Vigna Merenda kommer fra 4 forskellige parceller på Sarmassa Vigna Merenda og alle parceller vinificeres separat. Vinstokkene er ikke voldsomt gamle, alene 10-15 år, selvom denne vin faktisk er lavet første gang tilbage i 1978.

Den er lavet med voldsom lang maceration, hele 50 dage og derefter lagret på store 25 hektoliter egefade i 30 måneder efterfulgt af yderligere 2 års lagring på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt alene omkring 6.000 flasker af denne vin.

I glasset fornemmes det, at vinen nu efterhånden er 10 år … de brune nuancer kan klart fornemmes, men i næsen trykker alderen på ingen måde, for der er godt med syre, nærmest balsamisk med trøfler, tjære, kirsebær, ribs, flint, marcipan, tørrede urter, basilikum, svag babybræk og røg. Herlig næse.

Smagen er syrlige kirsebær, fennikel, eg og tanninerne er fortsat ganske stramme, men man fornemmer af alderen har pudset de skarpeste kanter af. Koncentration, styrke, syre og elegance i flot samspil.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 375 kr. De har ikke årgang 2006, men ældste årgang er 2008’eren.

Rating 6/7