2014 Terre Del Barolo, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

Tirsdag bød på lidt vino … og et gensyn med en vin, som jeg tidligere er stødt på, nemlig en Langhe Nebbiolo fra kooperativet med navnet Cantina Terre del Barolo Cooperativa Tra Produttori. Sidst jeg smagte vinen var i en årgang 2011, men her altså en nyere årgang 2014.

Kooperativet holder til i byen Castiglione Falletto – lidt sydvest for Alba by.  Det er grundlagt i 1958 af en tidligere folkeskolelærer fra  Castiglione, nemlig Arnaldo Rivera. Han havde under krigen været medlem af modstandsbevægelsen omkring Torino, men levede nu som vinbonde. Han samlede nogle øvrige avlere og dannede kooperativet.

I starten var det alene 22 vinbønder, som deltog i kooperativet, men i dag er der 362 medlemmer og det dækker ikke mindre end 650 hektar vinmarker i Langa, Grinzane Cavour, Serralunga, Monforte d’Alba, Diano d’Alba, Barolo, Novello, La Morra, Verduno, Roddi og Castiglione Falletto.

Deres samlede årlige høst er på omkring 5.500 tons druer, som kooperativet knuser til ca. 38.000 hektoliter vin, primært Barolo, Nebbiolo d’Alba, Dolcetto d’Alba, Dolcetto di Diano d’Alba og Barbera d’Alba. Derudover laves der også lidt Verduno Pelaverga, Freisa, Grignolino, Favorita og Chardonnay.

Her har vi en klassisk Langhe Nebbiolo, som efter gæringen er modnet på stål og beton i flere måneder før den hurtigt flaskes, dvs. ganske normalt uden fadlagring.

Duftmæssigt klart og streng Nebbiolo med blæk, grafit, violer, jern, kirsebær, ribs og lidt kantet i frugten og har derudover lidt krydderier og skarp syre. Smagen er stram, ubalanceret og ufokuseret, syrlig og kantet.

Forhandles hos Philipson Wine, hvor prisen er 159,95 kr., men ved køb af 12 stk. koster den 129,95 kr. Det virker sgu lidt dyrt.

Rating 3/7