Tag-arkiv: Toscana

2019 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, Italien

2019 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, ItalienAzienda Agricola Poliziano ligger smukt lige på den vestlige side af byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter og det er derfra, at jeg nu smager en 2019 Rosso di Montepuliciano.

Vinen har jeg faktisk smagt før i årgang 2015 og dermed har jeg også tidligere skrevet om huset, der jo drives af Federico Carletti med hjælp fra hans ven og vinmager Carlo Ferrini.

Den Rosso di Montepuliciano er lavet på 80% Sangiovese og 20% Merlot fra forskellige marker, hvor druerne specielt er kendt for at give vinen en vis friskhed. De ligger i 280 til 350 meters højde.

Vinen er vinificeret i temperaturstyrede, rustfrie ståltanke med en samlet macerations- og gæringsperiode på 10-12 dage, hvorefter omkring 40% af vinen er lagret 8 måneder i brugte amerikanske egefade, mens resten blot lagrer i ståltankene inden samling og flaskning.

Næsen er lidt landlig … har godt med fin og lidt balsamisk frugt, en god italiensk syre og så strejf fra fadene. Der er kirsebær, tranebær og rabarber, tør jord, syrlige drops, stor tørhed, grannåle samt både vanilje, letbrændte fade samt lidt blæk, jern og friskhed.

I smagen er der en meget ren frugt, frisk med en lidt jernet smag, klart kirsebær, rabarber og ribs, læder, tobak, tør jord og skovbund, fin og frugtrig syre samt et godt bid.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen i øjeblikker på tilbud til 64,95 kr., hvilket er ultra attraktivt.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Castiglion del Bosco, Toscana Prima Pietra IGT, Toscana, Italien

2017 Castiglion del Bosco, Toscana Prima Pietra IGT, Toscana, Italien Vinhuset Castiglion del Bosco, ejes af den rige forretningsmand Massimo Ferragamo, der – som sin bror Ferruccio – har alle sine penge fra det store modefirma Salvatore Ferragamo. Vi smager nu en Toscana Prima Pietra IGT i årgang 2017.

Massimo står selv for det familieejede modeimperiums afdeling i USA. Der er han også bosiddende og har i over 20 år fungeret som formand for hele bestyrelsen af den amerikanske del. Da modefirmaet tilbage i 1993 købte Il Borro, så besluttede Massimo Ferragamo sig for også at investere i et italiensk vinhus.

Det blev til Castiglion del Bosco i byen af samme navn, tæt på Montalcino i hjertet af Val d’Orcia omkring 40 kilometer fra Siena og omkring 100 kilometer fra Firenze, hvor modefirmaet hos sit hovedkontor.

Han ledte egentlig efter en lille vingård med en smule jord, men endte nærmest med at købe en hel middelalderby med omkring 2.000 hektar jord, en kirke fra 1400-tallet, ruinerne fra en gammel fæstning og omkring 20 små gårde.

Der var tiden bogstaveligt gået i stå og Massimo Ferragamo blev bjergtaget af stedet og købte det i 2003. Jeg ved ikke, hvad prisen var, men det lyder som lidt af en investering … og det var endda den mindste del.

For Ferragamo startede med at restaurere den gamle hovedbygning og de mange små gårdhuse, hvoraf nogle tidligere blot havde været brugt til opbevaring af landbrugsredskaber. På den vinøse front tilplantede han omkring 60 hektar af jorden med vinstokke, således han kunne begynde et projekt med produktion af Brunello vine.

Derudover anlagde han såmænd også lige en 18-hullers eksklusiv golfbane med tilhørende klub samt åbnede et 5-stjernet hotel Rosewood Castiglion del Bosco med 23 værelser og 11 villaer … nogle af de små gårdhuse, som fulgte med i købet.

Alt blev selvfølgelig – med respekt af familiens gener fra selve modehuset – designet af hustruen Chiara Ferragamo og designeren Teresa Bürgisser Sancristoforo. Og kun de bedste materialer blev brugt ved istandsættelsen og indretningen.

Massimo Ferragamo brugte 5 år på at restaurere stedet, som åbnede i 2008. Men vogt dig … det er totalt luksus og vildt dyrt, således starter lejen for et gårdhus på 2.500€ for et døgn. Men i dag kan Ferragamo prale af, at stedet er besøgt af tidligere præsident Obama samt stjerner som Justin Timberlake og Jessica Biel.

I dag hører vingården Castiglion del Bosco selvfølgelig også til blandt de respekterede Brunello producenter, hvilket i høj grad kan tilskrives den ansatte, talentfulde vinmager Cecilia Leoneschi.

Hun har sørget for, at vingården laver både Rosso di Montalcino, Brunello, enkeltmarks Brunello’er under navnet Campo del Drago samt vine som Millecento, Zodiaco og supertoscaneren Dainero.

Her smager vi vinen Toscana Prima Pietra IGT, der er lavet på 47% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon, 13% Cabernet Franc og 10% Petit Verdot, som Castioglion del Boscos vinmager Cecilia Leoneschi, så lader selektere fra marken Prima Pietra, der med sin beliggenhed 450 meter over havet er den højest beliggende vinmark langs den toskanske kyst.

Hver druesort har gæret separat i 20 dage i rustfri stålkar ved 28 grader.Derefter er vinen så lagret 18 måneder op franske egefade og heraf 50% nye fade … og i de første 10 måneder lagrer hver druesort separat, men så sammenstikkes hele vinen og lagrer færdig inden aftapning på flaske.

Det bordeauxfile forbillede kommer hurtigt frem i duften … en gudesmuk og dekadent duft med muldjord, modent træ, cedertræ, solbær, brombær, kamferolie, læder, balsamolie, balsamico og det dufter faktisk bedre end mest Bordeaux. Duften er SÅ dragende og elegant, moden og har samtidig lidt fadnoter af lakrids, chokolade, kaffe og lidt nordsøolie likør.

I munden minder vinen også lidt om Bordeaux med et strejf af italienske gener … har en frisk, smooth og cremet smag, men det er fortsat med liv i frugten, solbær, brombær og hindbær, lidt småvilde tanniner, en rund, intens og vild lækker smag. Der kommer lidt søde fadnoter, lakrids, kaffe og ribsmarmelade. Det er sgu en vin, som jeg bare er totalt solgt over … en supertoscaner med fylde samt moden elegance, så 6 store tomler med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Collosorbo, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Collosorbo, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienSidste vin ved vor vinaften blev en Brunello di Montalcino, som kommer fra vinhuset Collosorbo beliggende vest for Castelnuovo dell’Abate syd for Montalcino.

Tenuta di Collosorbo di Giovanna Ciacci hedder huset også, for det drives nemlig af den gode Giovanna Ciacci med hendes to døtre  Laura Sutera Sardo og Lucia Sutera Sardo.

Giovanna startede sit vinhus i 1995 efter en opdeling af hendes families gamle ejendom Tenuta di Sesta, som oprindelig blev grundlagt i 1850.

Så Ciacci familien har næsten altid lavet vin og dyrker oliven .. det var Giuseppe Ciacci, der i 1966 aftappede godsets første Brunello di Montalcino i 1966 … samme år som Brunello fik sin DOC appellation.

Giovanna og hendes to smukke døtre har samlet 35 hektar vinmarker, som ligger i 250 meters højde. Der dyrkes selvfølgelig mest Sangiovese, men pigerne har også lidt Syrah, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot.

Ciacci familien laver 6 forskellige vine og denne Brunello di Montalcino er næsten topvinen, for der laves selvfølgelig også en Brunello Riserva. Vinen her er lavet på 100% Sangiovese, der alle er afstilkede let, knust en smule og gæret ved kontrolleret temperatur med hyppige pumpovers … i en lang maceration på skindet.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 3 år i en blanding af 12-54 liter slavonske og franske egefade. Efter samling og tapning på flaske er vinen lagret yderligere 8 måneder inden frigivelse. Det er Laura Sutera Sardo, som har lavet vinen sammen med den ansatte Paolo Caciorgna.

I næsen har vinen egentlig frugtmæssig en stor renhed med modne kirsebær, bagte blommer og så ellers tør jord, mulle kælder samt en nærmest medicinsk note med hæfteplaster, medicinkasse og tobak, læder, sten, mineraler, te-blade og en håndfuld krydderurter … og derudover lidt fad med vanilje og lakrids.

Smagsmæssigt går krydderurterne igen … der er helt klart lavendler, støvede kirsebær, blommer, nogle ristede noter samt atter en stenet og mineralsk note, en stram syre og tydelige tanniner. violer, blæk samt grafit. Klar, ren og måske endda med lidt tobak. Sjovt nok vil vinen nok ha’ godt af flere år i kælderen.

Importør er Gobi Vin og vinen kan fås hos Meny, hvor normalprisen er 299,95 kr., men kan ofte fås på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Monteraponi, Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo, Toscana, Italien

2011 Monteraponi, Chianti Classico Riserva Baron' Ugo, Toscana, ItalienAzienda Agricola Monteraponi ligger i den gamle og smukke by Monteraponi, der stammer helt tilbage fra år 978. Men derfra smager vin nu topvinen Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo i årgang 2011.

Oprindeligt tilhørte den gamle middelalderlandsby Baron Ugo, der var greve og guvernør for det meste Toscana.

Senere donerede han byen til klosteret Poggibonsi Alto, som i mange år drev stedet og i dag er det meste af byen ganske  velbevaret. De drev også en vingård og havde over 200 hektar marker, men dog alene 12 hektar vinmarker.

I 1974 blev vingården overtaget af Braganti  familien, men det var først i 1997 – hvor Michele Braganti overtog vingården efter sin far – at der blev gjort noget seriøst ved vinmarkerne, der en beliggenhed i 420-560 meters højde ligger som nogle af de højeste i hele Chianti.

Micheles 12 hektar vinmarker dyrkes økologisk og vinene er alle lavet med spontangæring på cementtanke og det er selvfølgelig med druernes egne gærceller. Også den malolaktiske gæring finder sted spontant på cementtanke.

Denne Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo er selvfølgelig opkaldt efter byens gamle ejer og er i denne årgang 2011 lavet på 90% Sangiovese, 8% Canaiolo samt 2% Colorino.

Inden spontangæringen i cementtankene, så er alle druerne først kommet i en de-stemmer, hvor de afstilkes og så undergår en blød presning for at holde skindet så hele som muligt.

Efter den alkoholske gæring over 35 dage samt den malolaktiske gæring er vinen lagret i 36 måneder, de første 12 måneder på fade af slavonsk eg og de sidste 24 måneder på barriques fra Bourgogne

Duftmæssigt har vinen faktisk også en forholdsvis let, animalsk, mælket duft med baconfedt, flæskesvær og samtidig så klar og frisk med krydderurter, estragon, roser, modne kirsebær, granatæbler og tobak, peber samt pænt med egefade, mælkechokolade, vanilje samt kanel og læder.

Smagen er frisk og alligevel har vinen godt med syre, salt og peber, masser af frisk frugt, kirsebær … virkelig frisk og mineralsk med en god let tone, lysere end Chianti normalt og så samtidig med et vel nærmest animalsk bid. Der er noget svævende og overjordisk over vinen, har et 7. gear med tørhed og lys kraft.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, Italien

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, ItalienNår vi nu er ved fantastiske Simone Governi på Azienda Agricola Biologica Orciaverde, hvorfor så ikke smage hans 3. og sidste vin … topvinen 2017 Montecucco Sangiovese Riserva?

Vinen er som lillesøsteren fremstillet på 100% Sangiovese fra Simones bedst vin marker i Montecucco. Druerne høstes fra skråningerne ned mod floden Orcia, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Som med lillesøsteren har vinen gæret med temperaturstyring med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 18 måneders modning på franske egetræsfade og derefter er vinen så lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvis jeg før syntes, at Montecucco Sangiovese nærmest smagte som en mini Brunello, så bliver forvirringen ikke større, sammenligningen ikke mindre med denne Riserva udgave. I glasset er det en lys vin og den har lidt småbrunorange kanter, mens duften minder meget om lillesøsteren, blot med flere fadnoter, bl.a. et æterisk og ret gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, finsk lakrids, vanilje, kaffe og kakao. Det kommer altså bare lige oveni en frejdig og frisk frugt med ribs, hindbær og tranebær, violer, lidt lavendel, skovbund, nogle rå champignon samt en del sten.

I munden er det så tørt … og man mærker allerede fra start, at man rundet tingene lidt af med tungere fadkontakt. Det klæder den sgu, men der er fortsat en yngre, tæt, lys og let moden frugt af hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Tanniner er fortsat total mærkbare, men det virker som ung, at de skarpeste hjørner er slebet en smule af,  selvom tanninerne fortsat udtørrer munden og skriger på mad. Det er svært ikke at blive forelsket i denne vin, som jeg gladelig drikker i stedet for andre ligegyldige Brunello’er.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Prisen er skør .. og så siger jeg endda ikke, at den pt fås på bud til 109,95 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, Italien

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, ItalienAzienda Agricola Biologica Orciaverde har jeg smagt et par vine fra her på vinbloggen, bl.a. deres Montecucco Rosso, men denne Montecucco Sangiovese har jeg også smagt før i årgang 2017 … nu smager jeg den i en 2018 årgang.

Vinhuset gider jeg ikke skrive om igen, så derfor kigger vi nu videre på denne Montecucco Sangiovese, der er én af de kun 3 forskellige vine, som Simone Governi laver på hans lille kombinerede vingård og agriturismo kaldet Antico Casale.

Vinen er fremstillet på 100% Sangiovese, som håndhøstes fra små parceller med ler og tufa-kalksten. Markerne ligger lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 10 måneders modning på franske egetræsfade.

Jamen altså … igen leverer Montecucco Sangiovese fra første sekund, hvor en balsamisk mørk og tobak’et næse er tillokkende med tørre og klart italienske noter med violer, lyng, lavendel, lidt svampe, er virkelig frugtrig med hindbær, tranebær, ribs, tør jord samt knuste sten.

I munden er det vitterlig en frisk og spændstig vin, hvor syren er i forsædet sammen med en lys, streng og frisk frugt med hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Der er masser af tanniner i vinen, virkelig unge, virile og knastørre, udtørrer munden massivt sammen med lidt bitre frugtkerner. Sikke et bid. Frugten er lys og streng, men det er alligevel med en vis modenhed. Jeg er atter totalt imponeret over denne lille mini Brunello … et vildt godt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Fattoria Carpineta Fontalpino, Fontalpino Chianti Classico Bio, Toscana, Italien

2018 Fattoria Carpineta Fontalpino, Fontalpino Chianti Classico Bio, Toscana, ItalienFattoria Carpineta Fontalpino ligger ved byen Monteaperti i nærheden af den historiske by Castelnuovo Berardenga cirka 5 kilometer øst for Siena … derfra smager jeg nu denne økologiske Fontalpino Chianti Classico Bio 2018.

Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Cresti, selvom gården har traditioner for vinfremstilling, som går langt tilbage som sidste århundrede.

Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Cresti er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Cresti er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.

Gioia Cresti er også kæreste med Carlo Ferrini, og han er en af Italiens dygtige vinmagere, som også hjælper søskendeparret med produktionen af vinene på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer som bl.a. Petit Verdot og Alicante. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.

Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.

Der laves 6 forskellige vine på Fattoria Carpineta Fontalpino og næsten kun rødvine … herunder altså denne Fontalpino Chianti Classico Bio, der er lavet på 100% Sangiovese fra Fontalpinos tre økologiske topmarker i Castelnuovo Berardenga.

Markernes nordøstlige orientering og jordbunden med tuff, jern og sand er forklaringen på vinens kølige, mineralsk elegance. Vinen har gæret med 15 dages skindkontakt i cementtanke og herefter lagret 12 måneder på 500 liter franske tonneaux-fade før aftapning på flaske og frigivelse.

I næsen lidt balsamisk, frisk og syrlig med stor tørhed, mørke bær, sorte kirsebær, blåbær, hindbær, violer og virker meget frugtrig. Det er ikke en vildt og eksplosiv aroma, men har sådan en ren balsamisk næse med en smule babyfedt, hvorved den på ingen måder fremstår skinger, hvilket også lige afhjælpes af svag og tør fadnote med lidt sødme, rundhed og let harpiks.

Smagsmæssigt en forholdsvis let vin med en vis friskhed, kirsebær, brombær, ribs og lidt tranebær, Der er urter, merian, let peber samt svag bitterhed, krydderier. Det er ikke vildt kompliceret eller endda avanceret, men smager bare rigtigt godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men kan pt fås til 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Tenuta Sette Ponti, Orma, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Orma, Toscana, ItalienNår vi lige har smagt både Tenuta Sette Pontis smukke Crognolo og forleden topvinen Oreno, hvad er så mere naturligt end at smage vinhusets anden topvin, der simpelthen bare hedder Orma.

Som I måske har læst i  et af de tidligere indlæg om vinene fra Tenuta Sette Ponti, så kommer Orma vinen fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri.

Orma ejendommen købte Antonio Moretti Cuseri – den store modemogul – i 2004 efter i mange år at ha’ ledt efter en yderligere vingård til at lave kvalitetsvine … og Orma må siges at opfylde det kriterie, da ejendommen ganske vist kun har 5,5 hektar vinmarker, men de ligger til gengæld lige mellem Sassicaia og Ornellaia.

Og disse 2 ikoniske vinhuse ville også gerne ha’ haft fingrene i de eksklusive 5,5 hektar, men det blev den stenrige Antonio Moretti Cuseri, der skaffede sig skødet på jorden.

Så dermed laver Antonio både den Sangiovese baserede Tignanello dræber Crognolo, kultvinen Oreno og derudover altså Orma … lidt af et felt af vine … vildt.

Orma er fremstillet på et bordeauxblend af 50% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc, som håndhøstes fra den famøse mark i smørhullet. Vinen er lavet med gæring over 15-18 dage i ståltanke og er så lagret 18 måneder på 225 liters franske barriquefade og 12 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Og det er på mange måder også – som Oreno – en kult vin, som fx i denne årgang er endt 16 pladser foran Ornellaia på James Sucklings Top 100 og har med 97 point fået samme point som Sassicaia.

Duftmæssigt er vinen pænt tør, mørk og har en vis modenhed, solbær, brombær, blommer, skovbær, skovbund, sandeltræ og andet tørt træ, klar, moden og balsamisk syre … dejlig aroma.

Vinens styrke er dog mest i munden, hvor det er ultra smooth, cremet og så bare skide tørt. Tanninerne udtørrer munden med stor og overbevisende kraft, stramme, uforsonlige og samtidig med en rig balsamisk syre, kirsebær, ribs og tyttebær … men vildt pågående, rund og skarp. Smuk vin og jeg ligger lige mellem 6 og 6,5 fingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 529,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, Italien

2018 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, ItalienTenuta Sette Ponti er vi før stødt her på Houlbergs Vinblog, bl.a, med flere årgange af husets topvin Oreno, men denne gang er det husets Crognolo i en årgang 2018.

Vinen er Sangiovese baseret … helt præcis på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra højtliggende og sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini.

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 14 måneder, hvorefter den flaskes og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Dejlig duft … tør med jordbær, hindbær, tranebær, lyse blommer, der egentlig er meget friske. Det suppleres sandeltræ, tørt træ, violer og lidt mentol, timian samt estragon. Der er grønne blade, brændt note, balsamisk syre, tør jord, kaffe og  mørk chokolade.

Hvor er vinen let, cremet og elegant i munden … let og endda lysere, mere frisk og rank, end duften egentlig lagde op til. Det er en spinkel, fin og ren vin med lyserød frugt, hindbær, ribs og tranebær, blide og venlige tanniner, pæn og bare så elegant. Samtidig har vinen nogle mineralske elementer, som er med til at give vinen dette rene udtryk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Il Palazzone, Rosso del Palazzone, Toscana

N.V. Il Palazzone, Rosso del Palazzone, ToscanaIl Palazzone Società Agricola ligger under 1 kilometer sydvest for Montalcino by på de smukke, nordvestlige skråninger. Derfra smager jeg denne spændende Rosso del Palazzone, der er et blend af forskellige årgange.

Il Palazzone er oprindelig grundlagt i 1985, men i år 2000 blev huset købt af newyorkeren Richard Parsons, der er tidligere har været CEO for Citi Group, CBS og Paramount.

I dag ejes Il Palazzone dog af det amerikansk ægtepar Peter og Kirsten Kern. De har tidligere rejst meget i Toscana og har nu taget skridtet mod deres drøm om at eje en vingård i Montalcino. De har ikke erfaring med at lave vine, for Kirsten har arbejdet i kokke- og restaurantbranchen og Peter har arbejdet med medier og rejser.

De har samlet 5 hektar vinmarker, der er fordelt på de 3 marker Le Due Porte, Vigna del Capa og La Vecchia. Selvom ægteparret har en stor passion for vin – særligt Brunello – så har de ansat ægteparret Laura Gray og  Marco Sassetti til at drive vingården, hvilket sker sammen med vinmageren Paola B. Martino.

Laura er egentlig fra Scotland og har en uddannelse indenfor engelsk litteratur fra University of Oxford og er også uddannet sommelier, men hun har nu boet i Montalcino siden1995 og siden dengang altid arbejdet med vin, mens hendes mand Marco kommer fra den nærtliggende by Saint Angelo in Colle og står for det meste af markarbejdet.

Laura har siden 2003 været leder af Il Palazzone, som også drives miljømæssigt bæredygtigt. Det vil sige, at pesticider og andet kemi i markerne er bandlyst. Alt arbejde i markerne foregår også manuelt, hvor man har valgt også at bandlyse maskiner.

Ydermere gør man meget for biodiversiteten og laver forskellige tiltag for at øge diversiteten af insekter ved at plante flere andre planter og blomster i og omkring vinmarkerne.

Det særlige ved Il Palazzone er, at samtlige 5 hektar marker udelukkende er tilplantet med Sangiovese Grosso druer, altså den klon af Sangiovse, som anvendes til Brunello vinene.

Der laves i øjeblikket 4 forskellige vine, herunder 2 forskelige Brunello vine. De 2 Brunello’er laves totalt ærkeklassisk med lagring i 4 år på store slavonske egefade og derefter to år på flaske. Denne Rosso del Palazzone er en lille anderledes vin, som er lige præcis i denne udgave 1/21 er lavet på Sangiovese Grosso druer fra 3 årgange.

Når man laver Brunello’erne, så vinificeres hver mark separat og først senere finder Laura ud af, hvor meget der skal anvendes fra de forskellige marker i den endelige vin. Resten bruges så i denne Rosso del Palazzone, så dermed bliver det en mini-Brunello med rester fra forskellige årgange.

I denne 1/21 er der fx 10% af årgang 2020, 60% af årgang 2019 og endelig 30% af årgang 2018, altså simpelthen egetønder frasorteret Brunello produktionen. Dermed har vinen også ligget på fad i op til knap 2 år og efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 2 måneder.  Det lyder sgu da lidt spændende.

Duften er fin … tør og støvet med bitre kirsebær, godt med røg, tørv, skovbund, tør tobak, en balsamisk note, pænt med egetræ, et strejf af kakao og mørk, småbitter chokolade samt en vis lethed med en buket blomster.

I munden er vinen sådan forholdsvis let og nærmest læskende. Vinen  har – selvom den reelt er lavet af fade med Sangiovese Grosso vin, der kunne være endt som ægte Brunello – mindre dybde, men til gengæld en lys, fin og frisk frugt, nærmest som en toskansk udgave af piemontisk Langhe Nebbiolo, men til billigere pris,

Det smager vildt godt og du får klart et strejf af Brunello på en virkelig charmerende måde med lyse og modne bær, kirsebær, lidt hindbær og pænt elegant med lette og fine tanniner, frisk, legesyg og har også en lille sødme i slutfasen. Den har denne imødekommende ærlighed og er virkelig svær ikke at holde af … og til prisen er  vinen bare en no-brainer. Houlberg er på 5 tomler med pil op.

Forhandles af Olsson Wine, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7