Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2017 Weingut Salwey, Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Salwey, Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandJeg har for nylig smagt både en Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG 2018 samt en Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG 2017 fra Weingut Salwey … men nu smager jeg også en 2017 Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG.

Weingut Salwey et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit indlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG er selvfølgelig lavet med druer fra Großes Gewächs marken Oberrotweiler Eichberg tæt ved vinhuset i Oberrotweil. Den er lavet med maceration i 7-12 dage, hvorefter vinen er lagret på barriques i 12 måneder.

Egetræet, der anvendes hos Salwey, stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, så træet bliver derefter sendt til de allerbedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Hold nu kæft for en snudelækker næse, en rund, sød og fadlagret note … æterisk, luft med lys, småsødlig og herlig landlig, animalsk kostald på den mest lette og svævende facon. Der er hindbær, tranebær, stikkelsbær, enebær, estragon og lærkeskud, karamel, mælkechokolade, vanilje, kanel og alt sammen på en moden og nærmest dekadent måde. Derudover kommer der nogle mælkede noter, flæsketern, grønne elementer, stilket, støvet med en halv grønthøster, grantræ, røg, jod, medicinskab og en lidt kalket mineralitet.

Smagsmæssigt har vinen en vild frugtagtig intensitet … men egentlig meget spændstig med en inderlig nerve. Der er det hindbær, tranebær, ribs og rønnebær,, blæk, jern, kul og så godt med sten samt mineraler, men dens grønne og lidt stilkede side fornægter sig heller ikke. Smagsmæssigt er Oberrotweiler Eichberg måske lidt mere rank og tæt end fx Oberrotweiler Kirchberg i samme årgang, måske også lidt mørkere, men klart med  et bittert bid og en smuk, fin og sart syre. Måske er den også mere rank og grøn i smagen, virker faktisk næsten endnu for ung endnu, men med masser af potentiale ved lagring i kælderen. Har klart store burgundiske referencer.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 385 kr., mens prisen er 340 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Georges Duboeuf, Crémant de Bourgogne Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Georges Duboeuf, Crémant de Bourgogne, Bourgogne, FrankrigJeg var forleden til en Beaujolais smagning med Remi Sahner fra Løgismose, hvor hovedvægten var lagt på vinhuset Georges Duboeuf. Vi startede dog ikke med en beaujolaisvin, men med en mousserende Crémant de Bourgogne Brut og østers.

Georges Duboeuf eller helt korrekt Les Vins du Georges Duboeuf er ubetinget største producent i Beaujolais og laver omkring 30 millioner flasker vin årligt som et negociantfirma med druer fra over 300 vinavlere over primært Beaujolais, men også resten af Bourgogne.

Georges Duboeuf er er selv opvokset på en lille vingård i Pouilly-Fuissé i Bourgogne og allerede som 6-årig hjalp han sine forældre med at høste druer. Han kvittede da også skolen før tid og som 18-årig cyklede han rundt og solgte sin storebrors Chardonnay til de lokale restauranter.

Da han opdagede, at der manglede noget rødvin i sit sortiment, så startede han sammen med broderen en mindre vinproduktion, men senere grundlagde han L’Ecrin Mâconnais-Beaujolais, hvor han fik samlet en gruppe bestående af over 40 lokale vinproducenter.

I 1957 mødte Georges så Alexis Lichine fra Château Lascombes, hvorefter de begyndte at lave forretninger sammen og det blev så grundlaget bag etableringen af negociantforretningen Les Vins du Georges Duboeuf i 1964.

Remi Sahner fortalte, at Løgismose har samarbejdet med Georges Duboeuf siden 1977, hvor Lene Grønlykke for første gang var forbi Georges Duboeuf. Remi fortalte også om det gode samarbejde, hvor de sælger de billigste Duboeuf vine via Føtex og Netto, men selv sælger de dyrere vine fra huset.

I dag varetages driften af det store negocianthus af Georges Duboeufs søn Franck Duboeuf og barnebarn Adrien … og sådan har det egentlig været i en del år, men i januar 2020 døde Georges Duboeuf som 86-årig og høsten i 2019 blev den sidste.

Vi startede smagningen af Georges Duboeuf vinene – hele 6 forskellige vine – med denne Non Vintage Crémant de Bourgogne Brut, der er lavet på halv Chardonnay og halv Pinot Noir fra udvalgte marker i bakkerne omkring Macon.

Til den mousserende vin havde Remi taget en lille overraskelse med, nemlig en østers til at skylle Crémant’en ned … eller omvendt, men de to ting går bare rigtigt godt sammen.

Ved produktionen af Crémant’en vinificeres mosten fra de to druesort hver for sig og sammenstikkes herefter med vin fra forrige års høst, inden den tappes på flaske for at gennemgå andengæringen på flaske over 9-11 måneder, hvorefter vinen får en dosage på 9 gram pr. liter.

Duftmæssigt er crémant’en let nøddet, har toast, gær, en lidt sød frugt med fersken, pærer og hyldeblomst. I munden er der en god mousse med fine bobler, æbler, grønne pærer, svag lemon og igen lidt hyld, så dermed er det bestemt ikke en helt tør Brut, men har tydelig og behagelig sødme, så 5 tomler med pil ned.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. E. Michel, Privée Demi-Sec, Champagne, Frankrig

N.V. E. Michel, Privée Demi-Sec, Champagne, FrankrigDer ligger faktisk mange champagnehuse på Avenue de Bammental i Blancs-Coteaux, fx ligger champagnehuset André Jacquart lige ved siden af Duval-Leroy og lige overfor ligger fx Champagne Christophe Collard. Nå men her smager vi så en Non Vintage Privée Demi-Sec fra E. Michel.

Denne halvsøde champagne er – som foregående – lavet på 90% Pinot Noir samt Pinot Meunier og 10% Chardonnay fra vinmarker i både Montagne de Reims og Vallée de Marne. Der er atter ikke ret mange informationer om produktionen, men altså lavet med andengæring på flaske i en periode.

I næsen er der godt med gærede noter, masser af wienerbrød, valnødder og hasselnødder, en god omgang vaniljecreme samt en frugt med pærer og eksotiske noter af ananas, mango og fersken … og så selvfølgelig en pæn portion frugtsødme.

I munden er der fed og fyldig tropisk frugt, nærmest kandiseret med abrikos, fersken, ananas og søde, henkogte klementiner, karamel, en venlig og vaniljeagtig sødme, honning og velvære. Det er måske en kende for sødt for nogle, men det er gjort så elegant.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. E. Michel, Privée Brut Réserve, Champagne, Frankrig

N.V. E. Michel, Privée Brut Réserve, Champagne, FrankrigChampagnehuset E. Michel ligger på adressen Avenue de Bammental 69 i byen Blancs-Coteaux. På samme adresse kan du også finde Champagnehuset Duval-Leroy, så jeg vil gætte på, at E. Michel er et brand derfra … og jeg smager netop først en Privée Brut Réserve.

Champagne Duval-Leroy er en familievirksomhed og en fransk institution, som er grundlagt i 1859 og fortsat drives af Duval-Leroy familien, nemlig af Carol sammen med hendes 3 sønner Julien, Charles og Louis, der samlet laver 14 forskellige champagner.

Champagnehuset E. Michel er reelt set også et familieforetagende, som  er gået i arv i flere generationer, men i dag drives det altså af Duval-Leroy med druer fra vinmarker i Côte des Blancs. Der laves samlet 4 forskellige champagner under E. Michel navnet.

Her smager vi først husets Privée Brut Réserve, som er lavet på 90% Pinot Noir og Pinot Meunier samt 10% Chardonnay fra vinmarker i både Montagne de Reims og Vallée de Marne. Der er jo ikke mange informationer om produktionen, men altså lavet med andengæring på flaske i en periode.

Rigtig dejlig og sprød duft … masser af rugbrød, ristet rugbrød, toast, masser af gærnoter, brioche, pærer, fersken, lemon, citroner, virkelig meget kalkede mineralske noter. Det dufter af langt dyrere champagner.

I munden er der god mousse … meget rank, ren med syrlige og småaggressive bobler, godt med lemon, citroner og grønne æbler, svagt lidt nødder. Der er frisk champagne, sprødt og hænger skisme godt sammen … slutter med en lille koket efterbrænder, som får smagen til at hænge lang tid i munden.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine du Bicheron, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine du Bicheron, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigHoulberg nappede da bare endnu en bourgognevin og det blev denne Bourgogne Pinot Noir fra Domaine du Bicheron i lidt vest for byen Péronne i Mâconnais.

Vi er i den sydlige del af Bourgogne og husets vinmarker ligger ved de charmerende byer Péronne, Azé, Saint-Maurice-de-Satonnay og Viré-Clessé.

Vinhuset er oprindelig startet helt tilbage i 1889 af Antoine Rousset, men drives af 5. generation i dag og det er Denis og Geneviève Rousset. De har samlet 53 hektar vinmarker med Chardonnay, Pinot Noir og Aligoté og laver årligt lige omkring 100.000 flasker vin. Siden 2018 har marker været drevet efter HVE …High Environmental Value.

Deres to børn Quentin og Jonas Rousset har sammen med vennen Gauthier Delbecq i 2019 også lavet deres eget vinhus i Péronne og det er Earl Rousset Delbecq, hvor Jonas Rousset står for vinproduktionen.

Denis og Geneviève Rousset overtog Domaine du Bicheron i 1993 og laver i dag 9 forskellige vine, hvilket – udover et par mousserende vine – er en Viré-Clessé, tre Mâcon-Péronne, en Bourgogne Aligoté og så denne Bourgogne Pinot Noir.

Druerne til vinen kommer fra 50 år gamle vinstokke … lavet meget klassisk og så lagret 12 måneder på egefade.

Duftmæssigt er det absolut inden for skiven … en rigtig, god, rustik og lidt bondsk basis bourgogne og minder faktisk lidt om Benjamin Lerouxs basis Bourgogne Rouge. Den har samme saftighed og mørke frugt med  jordbær, rabarber, eg, jod, grannåle, grønne vinblade og blomstersæbe.

Smagsmæssigt er vinen også til den mørkere side med en lille beaujolaisagtig kant, godt med kirsebær, ribs, jern, peber, jod og en klar syre. Det er sådan lidt kluntet eller kejtet, men det er på en blød, cremet og saftig facon med masser af tæt drikkeglæde med denne ranke og burgundisk Pinot Noir smag … og til meget fornuftige menneskepenge.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2001 Stéphane Brocard, Charmes-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2001 Stéphane Brocard, Charmes-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigSom sagt smagte jeg endnu en Grand Cru 2001 bourgognevin, som Stéphane Brocard har købt til sit negocianthus Closerie des Alisiers i Marsannay og denne gang blev det en Charmes-Chambertin Grand Cru.

Denne gang er vi lige ovre på den anden side af Route des Grand Crus, for Charmes-Chambertin ligger lige overfor selve Le Chambertin midt på skråningen hældende mod øst.

Igen kan I se marken på kortet nedenunder, men det er en mark med en stenet jordbund med rødlig, jernholdig mergel over en undergrund af kalksten.

Vinen er lavet på rustfri ståltank med gæring og maceration i 12-17 med temperaturstyring samt en daglig pigeage. Efter fermentering har vinen lagret 18 måneder på helt nye 228 liters burgundiske barriques.

Duftmæssigt minder vinen en del om foregående Mazis-Chambertin, har lidt samme vildskab  af æteriske og dyb, moden, lys frugt, samme dekadente aroma med mahogni og gammelt teaktræ … blot en anelse mere animalsk og en snas mere parfumeret, hvilket jo kun trækker op. Der er også en lys og moden frugt, jordbær, saftige kirsebær, læderfedt, tyk mentol, lakrids og absolut samme fine, nervøs, vibrerende og anspændte syre.

Smagsmæssigt er vinen endnu dybere og – om muligt – endnu blødere end Mazis-Chambertin. Det smelter vitterligt i munden, selvom frugten efter 20 år står totalt snorlige, præcis, frisk og endda pågående. Alderen trykker ikke denne dame nogle steder. Der er sgu tørt, tanninerne en snas mere tørre og da klart strengere end Mazis-Chambertin, så igen vild smuk, feminin bourgognevin og havde det været en skuespillerinde, så var det Meryl Streep … moden, skarp … ikke til at spøge med.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.649 kr., mens prisen er 1.499 kr. ved køb af 6 flasker … men pt. på bud til 799 kr, ved de 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2001 Stéphane Brocard, Mazis-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2001 Stéphane Brocard, Mazis-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigJeg har før været på banen med et par spændende Grand Cru 2001 bourgognevine, som  Stéphane Brocard har købt til sit negocianthus Closerie des Alisiers i Marsannay. Nu smager jeg atter to af slagsen og starter med denne Mazis-Chambertin Grand Cru 2001.

Jeg har jo tidligere smagt en Clos-Vougeot Grand Cru 2001 og en Gevrey-Chambertin også fra 2001. Begge gange har det været fra et hemmeligt bourgognehus som på grund af COVID-19 ikke har kunnet levere deres vine til Michelin-restauranterne, så derfor har Stéphane Brocard købt et læs af flaskerne og nu sendt dem på markedet under sit eget navn.

Det er det samme med denne Mazis-Chambertin Grand Cru, hvor  Stéphane Brocard har fået fingrene i et glemt parti storartet Mazis-Chambertin, som han nu lancerer under egen label. Igen er det en vin, som kommer fra et højt anerkendt domæne med adresse i Gevrey-Chambertin.

På kortet ovenover kan I se Gevrey-Chambertin markerne, hvor de mørkerøde er  Grand Cru markerne og det siges, at vinene derfra er blandt områdets mest kraftfulde vine og Mazis-Chambertin – der jo ligger helt til højre – er ingen undtagelse.

Den østvendte mark er rig kalksten fra Juratiden og på overfladen finder man af og til skaldyrsfossiler fra dengang, at hele området var dækket af hav. Mazis-Chambertin ligger på højde med Chambertin og Clos de Beze og i Grand Cru hierakiet figurerer den lige under disse med lige så stor intensitet og næsten lige så flot struktur.

Så denne Mazis-Chambertin Grand Cru er altså lavet med druer fra en parcel på den 9,1 hektar store Grand Cru Mazis-Chambertin, der jo ligger som nabo til Clos de Bèze, Vinen er lavet på rustfri ståltank med gæring og maceration i 12-17 med temperaturstyring samt en daglig pigeage. Efter endt fermentering har vinen lagret 18 måneder på helt nye 228 liters burgundiske barriques.

Duftmæssigt en vild bourgognevin … både tæt med en sand urkraft af æteriske og dyb, moden, lys frugt, dekadent mahogni og gammelt teaktræ, skovbund, masser af jordbær, saftige kirsebær, virkelig ret dragende med læderfedt samt lidt mælkede noter samt en nervøs, vibrerende og anspændt syre.

I munden er det lys, let og moden frugt, smelter i munden på en lys, syret og slank måde. Det er hindbær, jordbær, stor frugtintensitet og lys tørhed. Tanninerne er egentlig bløde og medgørlige og vinen har en rigtig fin nerve, voldsom land eftersmag og eminent elegance. Fandeme da lige, hvad man har brug for sådan en lørdag aften.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.595 kr., mens prisen er 1.450 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Jean Gagnerot, Savigny-Lès-Beaune 1er Cru Les Lavières, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Savigny-Lès-Beaune 1er Cru Les Lavières, Bourgogne, FrankrigSå skal vi igen smage en Jean Gagnerot vin … et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group. Denne gang er det en nærmest smuk Savigny-Lès-Beaune 1er Cru Les Lavières 2017 … lige hvad man trænger til en solrig lørdag middag.

Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin, men nu kigger vi i stedet nærmere på denne vin, der kommer fra en parcel på den 17,66 hektar store 1er Cru mark Les Lavières, der ligger i den nordlige sektor af Savigny-lès-Beaune

Dér minder terroiret en del om naboappellationen Corton Grand Cru og med sin sydvendte og solbeskinnede eksponering er Les Lavières er opkaldt efter sine flade skifersten, der hjælper med dræningen og fremmer smagskoncentrationen i druerne.

Druerne høstes i hånden, mens vinen gærer på rustfrie ståltanke med temperaturstyring, men inden får druerne lov at koldmacerere nogle dage inden gæringen sættes i gang … lang og kølig med daglig punch downs og overpumpning. Vinen er så efter endt fermentering lagret  15 måneders på burgundiske 228 liter barriques, heraf 40% helt nye fade, mens resten er mellem 1 og 3 år gamle.

Hold da op … hvor er det en vild lækker vin. Det er som om, at alting sidder de rigtige steder. Havde det være en kvinde, så var hun måske nok moden, men med formene de rigtige steder. Det starter i glasset, hvor vinen er lys og transparent, men uden tegl på alder. Duften er nærmest berusende, men i næsen virker den moden, fornuftig med både jordbær, hindbær og kirsebær … en fin og dekadent trænote med teak- og mahognitræ, masser af lag, et diskret fadpræg, hvor der imidlertid hverken kommer tyk vanilje eller andre tung noter frem, for her er alt luftigt, frugtrigt og lidt blomsterrigt.

I munden er det comfort og luksus på 1. klasse og der er ingen grønne, burgundiske binoter, men bare en rund, luftig og feminin frugt med jordbær, hindbær og en svag frugtsødme. Hun er svær ikke at blive begejstret over … og ovenpå Pinot Noir fra et par andre steder i verdenen, så smager denne vin som at komme hjem … alt er på de rigtige pladser og gjort med elegant finesse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens vinen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Shiloh Road Winery, North Coast Pinot Noir, Californien, USA

2017 Shiloh Road Winery, North Coast Pinot Noir, Californien, USADer findes intet vineri med navnet Shiloh Road Winery, for det er udelukkende et af mange brands hos det her på bloggen efterhånden godt kendte Purple Wine Company. Men nu smager vi en Shiloh Road Winery North Coast Pinot Noir 2017.

Vinkoncernen – som vi før er stødt ind i her på Houlbergs Vinblog – ligger i Californien, nemlig i Graton omkring 10-15 kilometer vest for Santa Rosa.

Det er en stor historie, og firmaet har da også udover dets produktionsfaciliteter i Graton også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Pico & Vine, Cryptic, Calista, Wheelhouse, Rampage, Avalon, Raeburn, Lucky Star, Zynthesis, Randall-Monroe,Four Vines og altså Shiloh Road Winery.

Denne vin er lavet  på 92% Pinot Noir og 8% Petite Sirah, som høstes fra marker i Sonoma, Napa og Mendocino. Ved ankomst til vineriet foregår afstilkningen ekstra forsigtigt, så flest mulige druer forbliver intakte. Herefter følger flere døgns koldmaceration inden gæring i åbne gæringskar med manuelle punch downs. Efter fermentering er vinen lagret 10 måneder på små franske egetræsfade, heraf 20% helt nye fade.

Duftmæssigt er det en lidt krydret Pinot Noir … har først en smule læder, violer, svagt nelliker, mens frugten er lidt tæt med kirsebær, tranebær, nogle meget intense og nærmest parfumerede blomster dufte … stærk pollen, hæfteplaster, blæk og grønne noter … virker bestemt ikke særlig amerikansk. Med lidt luft kommer der små fadnoter frem, men meget lidt … kaffe og bitter chokolade.

I munden kommer der amerikanske ophav mere frem, for der er sødmen mere dominerende, men kommer sammen med lidt peber, søde kirsebær og vanilje. Supervin skriver selv Cherry Coke og det er faktisk meget spot-on. Tanninerne er ikke særlig markante, men vinen har gennem gennemgående lette bitterhed, peber, sødme samt krydrede noter.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Toi Toi Wines, Pinot Noir Clutha, Central Otago, New Zealand

2020 Toi Toi Wines, Pinot Noir Clutha, Central Otago, New ZealandVi slutter Toi Toi Wines smagningen med en rødvin, nemlig denne 2020 Pinot Noir Clutha, som ikke er lavet med druer fra Marlborough, men fra marker i Central Otago,

Vinen lavet med Pinot Noir druer fra tre vinmarker i Central Otago regionen, dog med klar hovedvægt på druer fra Clutcha marken, men suppleret med en del druer fra både Immigrants Vineyard og Mount Dunstan i den sydligere Alexandra zone af Central Otago.

Alle druerne er høstet med maskiner og selve vinifikationen er starter med en kølig 5-7 dages pre-maceration i åbne gæringskar, hvorefter der er sket  spontangæring alle med druernes naturlige gærceller. Gæringen er startet ved 20 grader og og topper omkring 34 grader med 3-4 daglige punch downs. Efter endt fermentering er maceration fortsat i 10- 14 dage og derefter er vinen lagret 10 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er det en glad, rund, solskinsvin pakket med kirsebær, kirsebær og så lyse, modne kirsebær, måske lidt blommer men så er der derudover runde og småsøde Pinot Noir noter. Der er læder og mælkechokolade, kaffe, vanilje samt grønne vinblade.

Smagen er lidt som duften … sådan med lyse bær, hvor der både er søde og let bitterhed. Frugten er lys, men solrig, har kirsebær samt hindbær, lidt tranebær og svagt en smule grapefrugt. Det er en ret saftig, venlig vin … klart oversøisk i stilen, men er bestemt ikke helt overdone, bare sød, klar, venlig og solskinsglad.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7