2001 Stéphane Brocard, Mazis-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2001 Stéphane Brocard, Mazis-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigJeg har før været på banen med et par spændende Grand Cru 2001 bourgognevine, som  Stéphane Brocard har købt til sit negocianthus Closerie des Alisiers i Marsannay. Nu smager jeg atter to af slagsen og starter med denne Mazis-Chambertin Grand Cru 2001.

Jeg har jo tidligere smagt en Clos-Vougeot Grand Cru 2001 og en Gevrey-Chambertin også fra 2001. Begge gange har det været fra et hemmeligt bourgognehus som på grund af COVID-19 ikke har kunnet levere deres vine til Michelin-restauranterne, så derfor har Stéphane Brocard købt et læs af flaskerne og nu sendt dem på markedet under sit eget navn.

Det er det samme med denne Mazis-Chambertin Grand Cru, hvor  Stéphane Brocard har fået fingrene i et glemt parti storartet Mazis-Chambertin, som han nu lancerer under egen label. Igen er det en vin, som kommer fra et højt anerkendt domæne med adresse i Gevrey-Chambertin.

På kortet ovenover kan I se Gevrey-Chambertin markerne, hvor de mørkerøde er  Grand Cru markerne og det siges, at vinene derfra er blandt områdets mest kraftfulde vine og Mazis-Chambertin – der jo ligger helt til højre – er ingen undtagelse.

Den østvendte mark er rig kalksten fra Juratiden og på overfladen finder man af og til skaldyrsfossiler fra dengang, at hele området var dækket af hav. Mazis-Chambertin ligger på højde med Chambertin og Clos de Beze og i Grand Cru hierakiet figurerer den lige under disse med lige så stor intensitet og næsten lige så flot struktur.

Så denne Mazis-Chambertin Grand Cru er altså lavet med druer fra en parcel på den 9,1 hektar store Grand Cru Mazis-Chambertin, der jo ligger som nabo til Clos de Bèze, Vinen er lavet på rustfri ståltank med gæring og maceration i 12-17 med temperaturstyring samt en daglig pigeage. Efter endt fermentering har vinen lagret 18 måneder på helt nye 228 liters burgundiske barriques.

Duftmæssigt en vild bourgognevin … både tæt med en sand urkraft af æteriske og dyb, moden, lys frugt, dekadent mahogni og gammelt teaktræ, skovbund, masser af jordbær, saftige kirsebær, virkelig ret dragende med læderfedt samt lidt mælkede noter samt en nervøs, vibrerende og anspændt syre.

I munden er det lys, let og moden frugt, smelter i munden på en lys, syret og slank måde. Det er hindbær, jordbær, stor frugtintensitet og lys tørhed. Tanninerne er egentlig bløde og medgørlige og vinen har en rigtig fin nerve, voldsom land eftersmag og eminent elegance. Fandeme da lige, hvad man har brug for sådan en lørdag aften.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.595 kr., mens prisen er 1.450 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7