Videre med en fransk vin … en smule sydligere, nemlig med vinen Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin fra den store Gérard Bertrand. Det er en vin, som jeg har smagt tidligere og været ganske begejstret for … lad os se, om det også er tilfældet med denne årgang 2011.
Château de Villemajou er den vingård, som Bertrand i 1992 overtog efter sin far, da han havde lagt fodboldstøvlerne på hylden, besluttet sig for at blive vinbonde og havde sat den målsætning, at han ville højne standarden, ikke bare for vingården, men for hele området.
Han ville være for Sydfrankrig, hvad Guigal er for Rhône. Ganske ambitiøst … men den gode Gérard Bertrand er såmænd godt på vej med.
Siden overtagelsen har Gérard Bertrand også investeret i endnu flere vingårde, vinslotte og vinmarker, fordelt over regioner som Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc, så han i dag har hele 470 hektar vinmarker.
Han far havde selv købt Château de Villemajou i 1970, da ejendommen, som ligger i Saint André de Roquelongue, blev sat til salg. Navnet Villemajou kommer af det romerske udtryk Villa Major (stor villa), hvilket var det navn, ejendommen bar, da erobreren Avitus boede i den.
Château de Villemajou ligger i Saint André de Roquelongue, lidt syd for Boutenac med 130 hektar vinmarker, et af de bedste terroirs i Corbières og markerne var allerede ved købet i 1970 tilplantet med gamle Carignan vinstokke. Og for Gérard Bertrand var det altid været et særligt sted, bl.a. som familiens hjem og ejendom, og som spydspids for Boutenac Premier Cru appellationen.
Jordbunden er en blanding af ler og store sten, som suger varme til sig i dagstimerne for så at afgive den til vinstokkene i løbet af natten. Og Gérard far Georg Bertrand var én af området første vinproducenter, som beviste at der kunne produceres stor vin i Corbières, bl.a. ved lang udblødning og efterfølgende brug af barrique, som ellers ikke var normalt i området.
Der laves 5 vine på Domaine de Villemajou, hvor topvinen hedder La Forge og er opkaldt efter den bedste, højest placerede vinmark på 8 hektar, som ligger på Miocene bakketoppen, et sted som ifølge tingbogen bærer stednavnet ” La Forge”. Gérard Bertrand har siden hans overtagelse også forbedret denne vinmark yderligere, bl.a i hyldest til hans nu afdøde far.
Druerne til Domaine de Villemajou Grand Vin er imidlertid hentet fra en lille parcel på Villemajou, hvor Carignan-stokkene er minimum 80 år gamle. Dette sammen med den meget stenede og derfor veldrænede jord holder udbyttet ned på 25 hektoliter pr. hektar.
Vinen er lavet på Carignan, Grenache, Syrah og Mourvèdre med traditionel alkoholisk gæring på ståltanke efterfulgt af den malolaktiske. Lagres efterfølgende 10–12 måneder på fade, hvorefter vinen tappes på flaske og lagrer yderligere 12 måneder. Vinen er selvfølgelig – som stort set alle Bertrands vine – økologisk.
Og igen – som med 2010’eren – er jeg begejstret. Der er tonsvis af sol, sødme, vanilje, figner, blommer, bacon, kød, sød engelsk lakrids og røgede toner. Virkelig lækker og indbydende duft. Smagen er ligeledes i samme boldgade med sødme, rosiner, blommer, blomster, fedme og fylde … godt cremet. Det er lidt voluminøs, men alligevel med lidt syre og rygrad.
Forhandles hos Vinspecialisten, pris 295 kr.
Rating 5,5/7 
Nåeee, I har måske ventet på fredagens Spätburgunder? Måske endda begyndt at spørge jer selv, om det houlbergske hus var løbet kold for de tyske dråber? Men det er ingenlunde tilfældet … og fredagens vin er endda ventetiden værd … en klassegod Spätburgunder fra et klassegodt vinhus.
På adressen Via Collina udenfor den lille søvnige by Montefiridolfi, ikke langt fra San Casciano Val di Pesa og vel omkring 10-15 kilometer syd for Firenze ligger Azienda Agricola il Borghetto, en lille vingård kombineret med B&B … en lille højborg for Gastronomi. De står bag vinaftenens næste vin, som kort og godt kaldes Bilaccio.
Som afslutning på fredagens 3 x Spätburgunder skulle Gert & Merete også lige smage Steinmetz’ Spätburgunder, specielt da vi jo havde smagt én af hans herlige Rieslingvine hos Rieslinghaus i Mosel.
Tredje og sidste vin hos Azienda Vitivinicola Accordini Igino var selvfølgelig husets Amarone … Le Bessole Amarone della Valpolicella, som allerede – som det hør’ og bør – var dekanteret timer forinden, og således klar til de to solblege og vintørstige danskere.
I en lille vinbutik i Lazise faldt Jesper over en lille hvid perle, endda nedsat 40%, og den nød vi ved svømmepølen én af de varme dage i det italienske land. Den lille perle er denne Le Bine de Costiola Soave Classico fra vinhuset Tamellini … total overraskende lækker Soave vin.
Det tredje glas var også bedste glas Amarone hos Zeni … endda klart i min kikkert. Det er husets barriques lagrede Amarone … Amarone della Valpolicella Classico Barriques, som der så smukt står på etiketten af den elegante Zeni flaske.
Gert og jeg har en speciel forkærlighed for Egon … ja, altså vine fra Mosels Rieslingkonge Weingut Egon Müller, men hvem har ikke det? Og fredag serverede Gert denne Kanta Riesling fra Egons australske projekt Kanta Wines. Men kan man egentlig lave ordentlig Riesling i det varme land Down Under? Omvendt, hvis nogen skulle kunne … så må det være Egon Müller.
Så er vi igen tilbage hos ét af de fabelagtige vinhuse i Mosel med denne Piesporter Goldtröpfchen Riesling. Vi er nemlig hos Weingut Günther Steinmetz, som holder til ved byen Brauneberg i Mosel tæt på Bernkastel-Kues.
Efter en perlerække med 3 flunkende kulturperler i bedste Mikimoto style på snoren onsdag/torsdag, så var ganen således allerede godt forvænt inden fredag. Men Martin fra Extra Brut Vinimport havde i kølvandet efterladt et par yderligere smagsprøver, og man skal jo rejse sig ved det træ, som man er faldet ved.