2013 Weingut Günther Steinmetz, Piesporter Goldtröpfchen Riesling, Mosel, Tyskland

Så er vi igen tilbage hos ét af de fabelagtige vinhuse i Mosel med denne Piesporter Goldtröpfchen Riesling. Vi er nemlig hos Weingut Günther Steinmetz, som holder til ved byen Brauneberg i Mosel tæt på Bernkastel-Kues.

Vinhuset har i generationer været drevet af familien Steinmetz, men siden 1999 har det været Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith har stået i spidsen for den lille vingård, som driver omkring 9 hektar vinmarker omkring Brauneberg.

Her ejer de bl.a. topmarkerne Brauneberger Juffer, Kestener Paulinshofberg, Kestener Paulinsberg, Kestener Herrenberg, Piesporter Goldtröpfchen, Wintricher Geierslay og Oligsberg, Mülheimer Sonnenlay, Veldenzer Grafschafter Sonnenberg samt Dhroner Hofberg.

Det er primært Riesling og Pinot Noir, som dyrkes på markerne, hvor 95% af vinstokkene er mere end 30 år gamle, nogle endda mellem 50 og 70 år gamle. Læg hertil, at de fleste er markerne er ekstremt stejle, hos Steinmetz er omkring 85% af markerne med meget stejle skråninger.

Denne Riesling kommer fra én af de klassiske topmarker, nemlig Piesporter Goldtröpfchen, en sydvendt skråning med en undergrund af sølvgrå skifer. Marken er – i bogstaveligske forstand – historisk og er således allerede nævnt som en særlig vinmark tilbage i år 371 af den romerske lærer og digter Ausonius i digtet Mosella om den tyske flod Mosel.

I 1985 blev der ved foden af Piesporter Goldtröpfchen endda fundet rester fra en romersk vinpresse og vineri fra det 4. århundrede. Vineriet havde 7 bassiner, der kunne håndtere druer fra ikke mindre end 60 hektar, hvilket gør det fundet til det største historiske vineri nord for Alperne.

Og dokumenter fra år 777 viser også, at marken på et tidspunkt blev doneret til benediktinerklosteret i Prüm. Siden 1400-tallet har Piesporter Goldtröpfchen været tilplantet med Riesling og kurfyrsten Clemens Wenceslaus skrev endda en forordning, som gjorde at Piesporter Goldtröpfchen altid skulle være tilplantet med Riesling.

Senere i 1868 klassificerede de preussiske vinkort marken som en Klasse 1 Lage og marken er i dag under VDP klassifikationen fortsat en Erste Lage mark.

Duftmæssigt en helt fabelagtig Riesling med skønne aromaer af mandariner, citrus, melon, grape … lidt sødme og frisk, sprød syre. Der er en nærmest fugtig mineralitet i næsen … ingen petroleum endnu, men det fornemmes næsten, at der vil komme lidt petroleum med alderen.

I munden er vinen intens, frisk, sprød … næsten knasende, men syren bliver aldrig dominerende. Syren er vedkommende gennem hele forløbet og danser med grapefrugter, meloner og en tæt fylde … samt lidt sødme i flot balance med syren … og i det hele taget en stor Riesling. Det er dæleme godt!

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 110 kr., hvilket nærmest er latterligt billigt for denne skønne Riesling.

Rating 5,5/7  

2 tanker om “2013 Weingut Günther Steinmetz, Piesporter Goldtröpfchen Riesling, Mosel, Tyskland”

  1. Uhmmm…! Lige så jeg næsten kan smage vinen ! Super-fin pris – den vil jeg overveje at lægge på vinreolen en 3-4 år til min datters konfirmation, hvis man ellers kan holde fingrene fra vinen. Skrevet på ønskelisten.

  2. Hej Lars … en god overvejelse, hvis vinen kan skaffes. Absolut anbefalelsesværdig vin. Håber du får sikret dig nogle flasker af vinen.
    vh Ulrik

Skriv et svar