2012 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, TysklandSom afslutning på fredagens 3 x Spätburgunder skulle Gert & Merete også lige smage Steinmetz’ Spätburgunder, specielt da vi jo havde smagt én af hans herlige Rieslingvine hos Rieslinghaus i Mosel.

Og da jeg tidligere har smagt hans 2012 Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert … hvad var så mere oplagt end at smage hans Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert?

Og i det houlbergske hjem er der ikke langt fra tanke til handling. Derfor røg proppen hurtigt af denne vin, så den kunne lade livet under den overdækkede terrasse.

Weingut Günther Steinmetz har jeg tidligere skrevet om her på bloggen. Det holder til ved byen Brauneberg, altså på Bernkastel siden af Mosel floden, mens marken Kestener Paulinsberg – og Kestener Herrenberg for den sag skyld – ligger på den modsatte siden af floden ved byen Kesten.

Vinhuset har i generationer været drevet af familien Steinmetz, men siden 1999 har det været Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith har stået i spidsen for den lille vingård, som ejer omkring 9 hektar vinmarker omkring Brauneberg.

Her ejer de bl.a. topmarkerne Brauneberger Juffer, Kestener Paulinshofberg, Kestener Paulinsberg, Kestener Herrenberg, Piesporter Goldtröpfchen, Wintricher Geierslay og Oligsberg, Mülheimer Sonnenlay, Veldenzer Grafschafter Sonnenberg samt Dhroner Hofberg.

Det er primært Riesling og Pinot Noir, som dyrkes på markerne, hvor 95% af vinstokkene er mere end 30 år gamle, nogle endda mellem 50 og 70 år gamle. Læg hertil, at de fleste er markerne er ekstremt stejle, hos Steinmetz er omkring 85% af markerne med meget stejle skråninger.

De to marker Kestener Paulinsberg og Kestener Herrenberg ligger som nævnt lige ved byen Kesten. Det er nok marken Kestener Paulinsberg, som er mest berømt af de to marker, men hos Steinmetz er hans Kestener Herrenberg Pinot Noir vel at betragte som storesøster i forhold til denne … og koster også lige en spids mere.

De to marker ligger ellers ganske tæt, Paulinsberg er en lang tange, som går langs Mosel floden fra Kesten – faktisk også henover Kesten – i den modsatte retning af Kues og samtidig klemt inde af Kestener Herrenberg, som består af 3 særskilte områder, hvoraf 2 af dem ligger ovenover Paulinsberg og det sidste på den anden side af Kesten i retning mod Kues.

Herrenberg marken har sit navn efter de gestlige “herren” fra de omkringliggende klostre, mens Paulinsberg har sit navn efter det kirkelig stift St. Paulin i Trier, som i tidernes morgen var den største jordbesidder i Kesten og stod bag grundlæggende af marken, som i dag hedder Kestener Paulinsberg.

Og for at gøre forvirringen større, så findes der faktisk også en vinmark mere ved Kesten, nemlig Paulinshofberger, som ligger ovenfor det sidstenævnte stykke af Herrenberg … altså det stykke hen mod Kues. Det er den absolutte topmark ved Kesten.

Skal men generalisere, så siger man, at vinene fra Paulinsberg er frodige og omsluttende, men også frugtagtig med floral noter, mens vine fra Herrenberg er solide og sprøde med forfriskende syreindhold, krydderier og aromastoffer. Imponerende med sådanne forskelle på marker, som reelt set ligger så tæt … men det er jo også det fascinerende ved vin.

Steinmetz Pinot Noir vinstokke stammer fra Bourgogne, og ellers er denne vin lavet i store åbne egetræskar uden afstilkning, med spontangæring, lagret på brugte barriques fra Bourgogne og aftappet ufiltreret direkte fra tønderne.

I glasset er vinen herlig transparent … uhmmm, hvor jeg elsker den farve, her endda med et ganske svagt brunligt skær i kanten. Næsen er heldigvis også dejlig animalsk med hestevrinsk, kobjælder og mødding. Herudover er der jord … nærmest skovbund, lidt eg eller træ af en slags sammen med grønne blade, noget mineralsk, lidt yoghurt og lyserøde frugter, lidt lyse hindbær, syrlige kirsebær, sød tobak – nej ikke den slags – og endelig lidt krydderier. Man fornemmer måske også lidt blomster … sådan ganske svagt.

I munden er vinen langt mere feminin og let end den forrige fra Ahr. Det er blidt, rundt, fortsat med en ihærdig grønthøster, præcis syre, mineralitet, salt, og tanniner. Det er som om, at der er flere lag i vinen, og der er kraft i vinen, trods letheden og femininiteten. Der er fin syre og friskhed i det grønne hjulspor. Dejligt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 155 kr. Sindssyg billigt pris for denne vin.

Rating 5,5/7 

Skriv et svar