Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2016 Brandini, Barolo R56, Piemonte, Italien

2016 Brandini, Barolo R56, Piemonte, ItalienVi slutter Brandini raidet med en af husets topvine, nemlig en 2016 Barolo R56, der er opkaldt efter det udbytte, som Nebbiolo druerne er høstet med … Resa 56 eller 56 quintals.

I Italien måles høsten ofte i quintals, hvor 1 quintal svarer til omkring 100 liter. Dermed er 56 quintals lig med 56 hektoliter og selvom det måske er noget over helt små høstudbytter, så er det dog mindre end gennemsnittet på 80 quintals i Barolo. Og denne Barolo R56 er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra Brandini marken, som ligger rundt om selve vingården vest for La Morra.

Vinen er lavet med temperaturstyret gæring samt maceration i rustfrie ståltanke over 4 uger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 30 måneder på 20-60 hektoliter store egefade og derefter 6-8 måneder på flaske inden frigivelse. Der er lavet 4.120 flasker af vinen i denne årgang … og igen flasket med den forfærdelige Nomacorc Green Line plantebaseret prop.

Duften er ikke så let og lys som forrige Langhe Nebbiolo, men virker langt mere rund, cremet og dyb med violer, brombær, kirsebær, ribs, knuste rosenblade, læder, mentol, sandeltræ, tør jord, tobak, røg og våde egefade, knuste sten samt en noget balsamisk syre. Men der kommer også med mere luft i glasset lidt fadnoter med vanilje og allehånde. Det er sgu da meget nice.

I munden har Barolo R56 en fin, aromatisk og frisk frugt … tæt, livlig, elegant og med både kirsebær, jordbærkompot, appelsinskal, totalt tørre og småætsende tanniner, der lammer og bemægtiger din mund og sætter sig overalt sammen med smag fra knuste sten, en stram bitterhed, kul og er simpelthen så levende, frisk og elegant. Det er selvfølgelig endnu meget ung Barolo, som kun bliver bedre med alder, men allerede nu smager det vildt godt, så 6 houlbergske tomler med kæmpe pil op.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Brandini, Filari Corti Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Brandini, Filari Corti Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienMed de to sidste Brandini vine gik vi over til den ædle druesort Nebbiolo, som næsten altid gør far glad. Og det gør denne 2017 Filari Corti Langhe Nebbiolo skam også.

Her har Giovanna Bagnasco lavet vinen på rustfrie ståltanke med spontangæring og det er så efterfulgt af 12 måneder lagring på store egefade inden vinen så endelig er tappet på flaske.

Duftmæssigt skuffer Filari Corti Langhe Nebbiolo ikke … her er både violer, tørrede roser, sorte trøfler, tranebær, ribs, hindbær, meget let, lys og feminin. Der er mentol, lakrids, let vanilje, syrlige drops, sæbe, mulle skovbund, mineraler samt garvet læder. Uha, hvor det dufter lækkert.

I munden er en frisk, let og vild tør vin med lyse bær, ribs, rabarber, granatæbler, masser af stram syre, tørre, lyse og stramme tanniner, bitterhed samt en fin, spinkel krop. Det er jeg sgu pjattet med. Det er bare Langhe Nebbiolo af bedste skuffe … lys, stringent, frisk og skarp … dermed er vinbloggeren så glad, så klart 5,5 tomler og endda samtidig med svag pil op.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2010 Barale Fratelli, Barolo Castellero, Piemonte, Italien

2010 Barale Fratelli, Barolo Castellero, Piemonte, ItalienBrix fortsatte med lækre vine, bl.a. denne Barolo Castellero fra Barale Fratelli, der ligger midt i selve Barolo by.

Vinhuset Azienda Agricola Barale Fratelli er grundlagt helt tilbage i 1870 af Francesco Barale, som også var en af pionererne i produktionen af Barolo vinene.

I dag drives vingården af Sergio Barale sammen med sine døtre Eleonora og Gloria Barale. De har samlet 20 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Castellero og Cannubi i Barolo og Bussia i Monforte d’Alba området.

Her smager vi altså husets 2010 Barolo Castellero, hvor Nebbiolo druerne kommer fra marken Castellero, hvor stokkene er plantet i 1978 og siden 1991 har været drevet 100% økologisk. Efter høsten er druerne afstilkes og knust, hvorefter gæringen er sket i egefade alene med druernes naturlige gærceller over 30 dage.

Herefter er vinen så lagret 3 år i 15-30 hektoliter franske egetønder, hvorefter vinen er tappet på flaske uden filtrering og så lagret ekstra 12 måneder inden frigivelse.

I næsen er der lys, herlig overmoden frugt, næsten gammel og en smule oxideret kombineret med tørrede blomster, røde rosenblade, violer, mynte, syrlige kirsebær, tranebær med lille lys bolsjesødme, rå champignon, gamle egetræsplanker, meget kompleks og ganske nuanceret med lidt fennikel og lakridsrod.

Smagsmæssigt er der også godt med syrlig og småbitter frugt, masser af ribs, tranebær og rabarber, totalt tør med voldsomme tørre tanniner, masser af knuste sten og mineraler, tobak, igen en sødligsur rød bolsjesødme. Det er stramt, irettesættende, smukt og med så mange lag, elegance, og balance udført med cremet, blød samt håndfast kærlighed. Dermed 6 store tomler med pil op.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2016 koster 598 kr., mens prisen er 449 kr. ved 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, ItalienByggemødet bød også på andre kendte navne, som nu fx Andrea Oberto … den lille piemontiske Barolo producent i La Morra og det blev med hans basis Barolo i årgang 2016.

Azienda Agricola Andrea Oberto ligger en smule nordøst for byen La Morra i det skønne Piemonte. Andrea Oberto var oprindelig lastbilchauffør, og så passede han derudover 3 hektar vinmarker, som han havde arvet fra hans far. De fleste af druerne blev solgt til det lokale kooperativ Cantina Soziale, mens en lille del blev lavet til vine og drukket af familien eller solgt til private kunder i store demijohns.

Senere opgav Andrea dog jobbet som lastbilchauffør og helligede sig sin passion for vin. Og de små 3 hektar vinmarker er nu blevet til 16 hektar, hvorved den årlige produktion ligger på mere end 100.000 flasker vin. Og fra kun at blive solgt lokalt, så eksporteres Obertos vine nu over hele verden.

I dag er sønnen Fabio Oberto også indtrådt i familieforetagendet og sammen med faderen laver huset en række rigtig spændende vine, nemlig 11 forskellige, bl.a. Dolcetto, Barbera, Langhe og selvfølgelig Barolo, hvor denne Barolo er huset almindelige Barolo.

Azienda Agricola Andrea Obertos topmarker er de 3 marker Brunate, Rocche og Albarella på henholdsvis 0,6 hektar, 0,8 hektar og 0,8 hektar. Denne standard Barolo er lavet med druer fra 3 forskellige vinmarker på samlet 1,1 hektar i La Morra.

Vinen er lavet med fermentering ved 32 grader, en maceration på knap 2 uger og derefter lagres vinen 24 måneder i både barriques og store, gamle egefade … vel således en mellemting mellem modernist og traditionalist, men nok mest det første. Der laves årligt 16.000 flasker af denne Barolo.

I næsen er det klassisk Barolo med violer, roser, syrlig, let og lys frugt, ribs, granatæbler, sure kirsebær, lyse blommer, en ren og klar balsamisk, italiensk syre, hybenroser, gazebind og kul.

Smagen er rigtig tør, fin med syrlig frugt, både granatæbler, tranebær og ikke megen fyldig modernisme her. Vinen har også en meget hård  side med sten, salt og mineraler, straffende tørre tanniner og endnu utrolig ung Barolo, som med fordel kan hengemmes i kælderen nogle år endnu.

Forhandles bl.a. af Gallovini, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Carlo Revello & Figli, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2019 Carlo Revello & Figli, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDe fleste ved, at jeg er pjattet med Langhe Nebbiolo, for man får ofte lækker vin til fornuftige penge. Denne Langhe Nebbiolo fra Carlo Revello & Figli smager også bare monstergodt.

Vingården ligger ved Serra dei Turchi i skønne La Morra og drives af Carlo Lorenzo med hjælp fra hans hustru og to sønner Erik og Niklas. De har dejlige nordiske navne, men det skyldes, at Carlo er svensk gift med Paola Lili Brosow, der er barnefødt i Stockholm, men senere flyttede til Østrig og senere Italien, hvor hun mødte Carlo.

Sammen har familien 6 hektar vinmarker og laver årligt 45.000 flasker vin fordelt på 4 forskellige vine på henholdsvis Dolcetto, Barbera og Nebbiolo … og stilen er modernistisk og de har således altid været de nærmeste disciple til Elio Altare.

Det betyder med andre ord altid grøn høst, kort maceration og lagring på de små barriques fremfor de klassiske, traditionelle store og gamle botti.

Carlo drev tidligere Revello vingården sammen med sin bror Lorenzo, men de valgte for år tilbage at dele deres vingård op i to dele, så deres børn – der er er uddannet indenfor vin – ikke skulle slås om ejerskabet senere. Det betyder, at Carlo Revello e Figli med tiden skal drives af Erik og Niklas.

Det er dog Erik, der er mest vintosset og i 1995 uddannet vinmager fra Enologica Umberto I di Alba og senere også har arbejdet hos en række forskellige i både Langhe og udlandet. Niklas er derimod uddannet indenfor ingeniørvidenskab ved Polytechnic i Torino.

Her smager vi så husets Langhe Nebbiolo, hvor druerne kommer fra vinmarker ved Annunziata i 230-250 meters højde og fra vinstokke plantet tilbage i 1960.

Vinen er lavet … først med premaceration i vandrette roterende maceratorer omkring 4 dage og så gæring i rustfrie ståltanke over 10 dage, hvorefter den malolaktiske gæring også er sket i tankene inden lagring på brugte franske barriques i 12-14 måneder.

Vinen er fin transparent i glasset, hvilket vi jo elsker og det gør det ingenlunde ringere, at vinen duftmæssigt har en dejlig æterisk samt fin lys duft med violer, blodrøde roser, svampe, lys modne bær, ribs,  hindbær, masser af italiensk balsamisk syre, ler, tør jord og hvor er det vitterlig en aroma, som vil få mange Barolo’er til at rødme af misundelse.

I munden er der fortsat denne lyse lethed, hvilket kombineres fint med sødme, lys balsamisk syre, lyse og sødbitre bær, jordbær, ribs og hindbær, tørre og alligevel lette tanniner, meget lette krydderier og frisk, levende og spændstig i udtrykket. Det er sgu svært ikke at blive forelsket i denne Langhe Nebbiolo. Klart 5 med kæmpestore pile op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2012 Giulia Negri, Barolo La Vetta, Piemonte, Italien

2012 Giulia Negri, Barolo La Vetta, Piemonte, ItalienUnder webinaret med Giulia smagte jeg denne 2012 Barolo La Vetta, som kommer fra en del af MGA marken Serradenari i 530 meters højde.

Som nævnt laver Negri ikke længere denne vin, men den skulle være lavet som de øvrige af hendes vine, altså med gæring i store kegleformede egekar og en lang maceration, hvor hun så ofte omstikker og lader en tynd cap blive tilbage, så ekstraktion forbliver begrænset. Perioden for macerationen varierer fra år til år afhængig af druernes kvalitet. I gode årgange med godt skind bliver macerationen længere.

Efter endt fermentering er vinen lagret på store 60 hektoliter egefade i 30 måneder, hvorefter den så aftappes på flaske og så lagrer yderligere inden endelig frigivelse.

I glasset er La Vetta virkelig fin transparent teglfarvet med lysebrune nuancer … og man bliver øjeblikkeligt glad i låget, hvilket kun forøges, når du stikker trynen ned i glasset. Op strømmer nemlig den mest lækre Nebbiolo aroma med lys og moden frugt, violer, røde rosenblade, sæbe, tør jord, granatæbler, ribs, lyse kirsebær, tørt træ, balsamisk noter og svagt vulkansk sten samt vanilje.

Smagsmæssigt tyngder alderen på ingen måde … tværtimod, så er der masser af spændstig, ung, tør og småkantet syre, vilde tanniner, som Gnags sang engang … arghh det var vist vilde kaniner. Med masser af luft i kæften sætter tanninerne sig syrligt og småbittert i munden, hvor de masserer gummerne og  dominerende nærmest ætser tænderne. Man kan smage blomster suppleret med lys, frisk frugt, den lidt rustikke og massive tørre syre. Det er sgu fin afstraffelse på smukkeste facon og La Vetta leverer varen.

Denne La Vetta laves ikke mere, men alle vinene fra Giulia forhandles af Distinto, så denne vin har jeg ikke en pris på i dagens marked.

Vinanmeldelse 6/7   

2016 Massimo Rivetti, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Massimo Rivetti, Barolo, Piemonte, ItalienDer kom endnu en vin fra Massimo Rivetti på bordet og det var såmænd deres Barolo, som vi her smagte i en frisk årgang 2016.

Druerne til vinen kommer fra en 1 hektar stor mark i La Morra og fra 30 år gamle vinstokke i 450 meters højde. Vinen er lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke ved 28 grader 12-15 dage, hvilket så er efterfulgt af eftermaceration et par uger mere, hvorefter vinen har lagret 24 måneder på store 25 hektoliter slavonske egefade og så yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen klart lysere end de forrige mange vine og næsten på vej til at være helt transparent. Op af glasset strømmer det med violer, roser, læder, blomster, kirsebær, tranebær … herlig syrlig og parfumeret med eg, røg og fadnoter.

Munden fyldes næsten også med blomster og syrlig, ren frugt, ribs, hindbær, tranebær, tørhed, renhed, kalkagtige mineraler og en lille sødbitter note. Der er urter, tjære, masser af syre og stramme, unge og livlige tanniner. Selvom vinen fortsat bare er en knøs, snothvalp eller barnerumpe, så smager det totalt lækkert.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr. mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Bergadano, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Bergadano, Barolo, Piemonte, ItalienVi slutter den lille trio fra Piercarlo på Azienda Agricola Bergadano med deres Barolo … selvfølgelig.

Som med Piercarlos Langhe Nebbiolo er denne Barolo også lavet med druer fra deres mark Pugnane i Monforte d’Alba.

Druerne er høstet ved håndkraft i små kurve og kun de bedste druer indgår i vinen, der så gærer og macererer i rustfrie ståltanke – som de øvrige vine – med remontage flere gange dagligt, der giver en god ekstraktion. Gæringen er temperaturstyret og foregår ved 26-28 grader over 15 dage.

Derefter sker der en spontan malolaktisk gæring, hvorefter vinen lagres i 24 måneder på italienske botti … store fade på 1.800 liter lavet af fransk egetræ. Efterfølgende lagres vinen yderligere 12 måneder på ståltanke inden den flaskes og lagres i yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er denne Barolo rank, stenet og ren i udtrykket. Der er godt med roser, violer, tør jord, læder og læderfedt, bivoks, kirsebær, jordbær, lidt mælkede noter, balsamolie, mentol, mandler og en klart større dybde og kompleksitet. Der kommer også snert af tør tobak, mørk chokolade og lidt vanilje.

I munden er vinen også langt mere kompleks og komplet end sin Langhe Nebbiolo lillesøster, for vinen har en ren, rank og helt strunk karakter, en elegant dansende lys syre med lidt bitterhed samt stor tørhed. Tanninerne er som hos lillesøsteren fine, lyse og sætter sig også langt mere håndfast og truende på fortænderne, men de bliver aldrig crazy vilde, for sammen med lidt sødme, så giver det vinen et meget balanceret, tørt og sammenhængene udtryk. Det er sgu god og venlig Barolo, så klart 5,5 tomler med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Bergadano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2018 Bergadano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienNæste vin fra Piercarlo på Azienda Agricola Bergadano blev hans Langhe Nebbiolo i årgang 2018. Jeg er selv ret pjattet med Langhe Nebbiolo, da man tit får rigtig meget god vin for pengene.

Piercarlos Langhe Nebbiolo er lavet med druer fra huset 0,5 hektar store mark Pugnane i Monforte d’Alba. Efter høst så gærer vinen på ståltanke ved 26-28 grader over 8 dage med remontage flere gange dagligt, hvilket giver en god ekstraktion. Så lagrer vinen i 12 måneder på  franske barriques og  italienske tonneau. Efterfølgende flaskes vinen og lagres i yderligere 6 måneder inden den frigives.

Og duften er vitterlig meget lys, syrlig og animalsk med lys frugt, blommer, ribs, lyserøde, umodne jordbær og mirabeller. Det er en spinkel, lys og let aroma, meget frugtrig med noter af violer, roser, pelagonier, læder, tør jord og let ristet træ.

Smagsmæssigt er det også en lys og let Nebbiolo vin, men den har nærmest en lidt rund, småsød side … lidt som lys jordbær og hindbær syltetøj samt lidt søde, røde bolsjer. Dermed bliver det ikke en sådan pivskarp og stringent Nebbiolo, men har dog fine, løse tanniner, en blid bitterhed, fin lys syre og frugtrigdom, som samlet gør vinen meget venlig, elegant og utrolig behagelig, Dermed ligger vinbloggeren i underkanten af 5 fede fingre.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Silvio Grasso, Barolo Giachini, Piemonte, Italien

2016 Silvio Grasso, Barolo Giachini, Piemonte, ItalienNår vi nu er ved Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico i La Morra, så lad os da også smage hans 2016 Barolo Giachini.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2010 og som selvfølgelig er enkeltmarks Barolo med druer fra vinmarken Vigna Giachini, hvor grasso har en parcel på omkring 1 hektar med stokke plantet i 1975.

Vigna Giachini har stort set samme jordbund som nabomarken Rocche dell’Annunziata. Producenter som fx Fratelli Revello og Giovanni Corino har også parceller på Giachini.

Barolo Giachini er vinificeret på samme måde som den normale Barolo, altså på rustfrie ståltanke med fermentering og maceration over 15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i franske barriques og heraf er op til 80% nye barriques afhængig af årgang. Derefter er vinen lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er her ny- og hårdtgarvet læder, knuste sten og stenmel, violer, jern, rust og kul, blæk, rosenblade, syrlige kirsebær, tranebær og moreller … ganske moden i udtrykket. Der er en hel og fin  buket tørrede blomster, som er knust, lidt lakrids, røg, lejrbål samt en strenghed, som med balsamisk præcision truer med at afstraffe dig med knastørre tæsk.

I munden er vinen lidt tættere og en tand mørkere end den almindelige Barolo. Dermed virker frugten mere som kirsebær, tranebær og lyse blommer, men syren og tanninerne er unge, friske og knastørre. Vi bliver holdt på dydens smalle spor med stor tørhed, markant syre, blomster, streng og svag sødlig bærfrugt og masser af tanniner, som sætter sig i mundhulen og masserer gummerne. Det er pinedød fortsat vildt skarpt og ungt … smertefuld og fantastisk.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 296 kr.

Vinanmeldelse 6/7