Med de to sidste Brandini vine gik vi over til den ædle druesort Nebbiolo, som næsten altid gør far glad. Og det gør denne 2017 Filari Corti Langhe Nebbiolo skam også.
Her har Giovanna Bagnasco lavet vinen på rustfrie ståltanke med spontangæring og det er så efterfulgt af 12 måneder lagring på store egefade inden vinen så endelig er tappet på flaske.
Duftmæssigt skuffer Filari Corti Langhe Nebbiolo ikke … her er både violer, tørrede roser, sorte trøfler, tranebær, ribs, hindbær, meget let, lys og feminin. Der er mentol, lakrids, let vanilje, syrlige drops, sæbe, mulle skovbund, mineraler samt garvet læder. Uha, hvor det dufter lækkert.
I munden er en frisk, let og vild tør vin med lyse bær, ribs, rabarber, granatæbler, masser af stram syre, tørre, lyse og stramme tanniner, bitterhed samt en fin, spinkel krop. Det er jeg sgu pjattet med. Det er bare Langhe Nebbiolo af bedste skuffe … lys, stringent, frisk og skarp … dermed er vinbloggeren så glad, så klart 5,5 tomler og endda samtidig med svag pil op.
Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 195 kr.