Tag-arkiv: Toscana

2013 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2013 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienJeg har smagt Svoltacarrozzes eneste vin Toscana Rosso IGT hele 3 gange og hver gang været totalt fascineret af den skæve, underlige, skøre, mærkelige og alligevel helt fantastisk vin … som jeg nu smager i endnu en årgang … en årgang 2013.

Vinen er jo lavet af den unge, smukke Sebastiana Meoni fra hendes 8 hektar økologiske vinmarker. Hun laver kun én vin og det er altså denne Toscana Rosso IGT, som hun årligt laver 6.000 flasker af.  Den er lavet på 90% Sangiovese og 10% Cabernet Sauvignon, som er lavet klassisk som i helt gamle dage uden mindste tilsætninger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år på store slavonske fade og aftappet uden filtrering og næsten uden brug af svovl.

I glasset er det en lys og lidt smågrumset vin, men duften er faktisk mindre funky end både 2009’eren, 2010’eren og 2011’eren og den fortsætter dermed linjen fra 2011’eren. Atter er det landlig, lys og animalsk vin, men frugten virker renere og slet ikke så moden, men har både kirsebær fra Sangiovese druerne og solbær fra Cabernet Sauvignon druerne suppleret med kogte rabarber og luftig blomstersæbe.

Den minder på mange måder om 2011’eren … men måske er Sebastiana Meoni blevet mere voksen og følsom, knap så vild og uregerlig, men der er sgu fortsat lidt kant med syrlige drops, brunkul samt lidt Jura-gener … og det er fortsat vildt charmerende.

Og Svoltacarrozze Toscana Rosso 2013 smager fortsat SÅ godt og atter med en lidt  juicy, let og elegant stil. Den er ikke længere helt så tynd og har nogen tyngde, men med lette, burgundiske og feminine elementer, selvom der sikkert fortsat er nogle, som vil kalde den tynd eller letbenet.

Der er hindbær, jordbær, rabarber og ribs … farmand er sgu bare totalt imponeret og man undrer sig såre over, at vinen næsten har 10 år på bagen … og hvor lidt den koster.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker. Jeg siger det atter … røverkøb.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Tenuta di Querceta, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2016 Tenuta di Querceta, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienI mit toscanske raid har jeg oss’ smagt Brunello di Montalcino i den store 2016 årgang og her fra huset Tenuta di Querceta, der ligger ved Castelnuovo dell’Abate lidt syd for Montalcino.

Tenuta di Querceta er reelt en del af det gamle kloster, der jo tilhørte munkene i Sant ‘Antimo ordenen, der i 1462 blev fjernet fra ejendommen af paven Pious II. Men ejendommen blev så ejet af Enea Silvio Piccolomini fra Siena, men har gennem tiden så været  ejet af det adellige Tolomei dynasti, inden den i andel halvdel af 1900-tallet kom i Ciacci familiens besiddelse.

Det var Giuseppe Ciacci, der i 1955 plantede de første vinstokke på husets marker, der hidtil havde været brugt til at producere korn og olivenolie … suppleret med fåredrift for at lave fåremælk og ost.

Det var dog først i 1966, at Giuseppe Ciacci kunne frigive de første flasker vin … en Brunello, som dog på det tidspunkt blev klassificeret som bordvin. Faktisk var det først i det følgende år 1967, at Brunello erhvervede betegnelsen DOC og først i 1980 opnåede den første italienske DOCG betegnelse.

Vinhuset kan jeg ikke finde meget om … de har ganske vist en hjemmeside, men der står intet om ejere eller antal hektarer … men på etiketten står der, at vinen er flasket af Ci. Gi., mens der så på hjemmesiden står adressen Localitet Sesta, hvor man så finder vinhuset Tenuta di Sesta.

Og det kunne godt se ud til, at Tenuta di Sesta = Tenuta di Querceta, for begge er nemlig grundlagt i 1955. Det er samtidig også drevet af Ciacci familien og siden 1995 af Giovanni Ciacci, der får hjælp fra hans børn Andrea og Francesca.

Familien har samlet ikke mindre end 200 hektar jord, men det er skam kun 30 hektar, som er tilplantet med vinstokke, mens de øvrige marker er er kornmarker og ellers tilplantet med oliventræer.

Denne Querceta Brunello di Montalcino er selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese Grosso druer, der er gæret og macereret i 15-18 dage ved 29 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret i 36 måneder på 3.000 liter slavonske fade,12 måneder på ståltanke samt endelig 4 måneder på flaske.

Duftmæssigt er det virkelig parfume for næsen … en moden frugt med en vis fylde, kirsebær, modne blommer, masser af skovbund og andre tertiære noter med klare fadnoter, vanilje, sød lakrids, kaffe, bitter chokolade, tobak og nogen fylde. Duften er meget dragende og man ikke ikke lade være bare at sidde og dufte. Hmmmm.

Smagsmæssigt god, cremet og rund frugt … mere sødme end jeg havde forberedt mig på, men også en moden frugt, sorte kirsebær, saftige og mørke blommer, mens tanninerne er runde og slet ikke så vilde, som en Brunello ellers oftest vil byde på. Midt i den modne frugt og sødmen har vinen en ren og elegant frugtsyre, men det virker samlet som en kraftigere Brunello di Montalcino.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 280 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Rocca di Castagnoli, Poggio a’ Frati Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2016 Rocca di Castagnoli, Poggio a’ Frati Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienJeg er vist inde i en bølge af Toscana vine i øjeblikket og den næste er da også toscansk … en 2016 Poggio a’ Frati Chianti Classico Riserva fra vinhuset Rocca di Castagnoli.

Vinhuset er jeg stødt på tidligere i år, bl.a. med deres 2013 Pratola Merlot, en 2017 Hyspa samt en 2018 Chianti Classico, men her er det altså en Chianti Classico Riserva.

Vinen er lavet med 95% Sangiovese og 5% Canaiolo fra den 15 hektar store mark Poggio a’ Frati, hvor vinstokkene er mellem 10 og 35 år gamle.

Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage. Derefter er vinen lagret 15 måneder i typiske og klassiske Chianti fade og franske tonneaux, hvorefter den har ligget 6 måneder i ståltanke inden flaskning og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 20.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt dejlig tæt, mørk og lidt landlig næse, godt med sorte kirsebær, blommer, intens sød lakrids, kaffe, kakaopulver, våde og tunge egefade, muldjord, lidt mælkechokolade, baconfedt … virker faktisk lidt behåret, tæt og intens i aromaerne.

I munden er det lidt samme historie … saftig og så med en god, tør frugt, igen kirsebær, blommer og lidt tranebær, tæt og intens med balsamisk syre, læder samt vilde tanniner, der vitterlig sætter sig i munden og bliver der i lang tid. Der er masser er frugt, lidt sødme, hænger godt sammen og smager skisme godt.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Tenute Poggiocaro, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Tenute Poggiocaro, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDet er ikke lang tid siden, at jeg sidst smagte denne Brunello di Montalcino i årgang 2016, men her er det altså årgangen nyere og fortsat lavet af den mega- og kæmpestore Schenk koncern under navnet Tenute Poggiocaro.

Schenk mastodonten har jeg skrevet om før … de laver over 600 forskellige vine og bare i koncernen italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen,

Denne Brunello er- så vidt jeg kan se – produceret på Schenk Italias produktionsanlæg Lunadoro, som ligger ved landsbyen Valiano i Montepulciano området.

Den er lavet på 100% Sangiovese fra udvalgte marker omkring Montalcino. Gæringen er sket på ståltanke med temperaturstyring og en macerationstid på omkring 20 dage. Efter endt gæring har den så lagret minimum 36 måneder på traditionelle slavonske egefade samt næsten to år på flaske, før den er klar til frigivelse.

I glasset er vinen – i forhold til foregående vin – langt mere lys, men kun med små brunlige nuancer langs kanten, men de er næsten ikke synlige. Men i duften er der en ret lækker duft, som faktisk virker en kende moden og meget dragende. Der er  tørrede kirsebær, amarena kirsebær, læder, røg, allehånde, enebær, laurbærblade og nærmest en smule parfumeret samt med lidt fadnoter.

Smagsmæssigt også meget godkendt … en let, tør og moden frugt bestående af  blommer, kirsebær og lidt ribs, godt med tanniner, der lige markerer og strammer tøjlerne. Syren er vild, tanninerne er oss’ småvilde og det bliver virkelig et godt Brunello bid og virker som en ung vin med læder og er læskende og frisk … og tror egentlig, at den er bedre end 2016’eren.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, Italien

2019 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, ItalienAzienda Agricola Poliziano ligger smukt lige på den vestlige side af byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter og det er derfra, at jeg nu smager en 2019 Rosso di Montepuliciano.

Vinen har jeg faktisk smagt før i årgang 2015 og dermed har jeg også tidligere skrevet om huset, der jo drives af Federico Carletti med hjælp fra hans ven og vinmager Carlo Ferrini.

Den Rosso di Montepuliciano er lavet på 80% Sangiovese og 20% Merlot fra forskellige marker, hvor druerne specielt er kendt for at give vinen en vis friskhed. De ligger i 280 til 350 meters højde.

Vinen er vinificeret i temperaturstyrede, rustfrie ståltanke med en samlet macerations- og gæringsperiode på 10-12 dage, hvorefter omkring 40% af vinen er lagret 8 måneder i brugte amerikanske egefade, mens resten blot lagrer i ståltankene inden samling og flaskning.

Næsen er lidt landlig … har godt med fin og lidt balsamisk frugt, en god italiensk syre og så strejf fra fadene. Der er kirsebær, tranebær og rabarber, tør jord, syrlige drops, stor tørhed, grannåle samt både vanilje, letbrændte fade samt lidt blæk, jern og friskhed.

I smagen er der en meget ren frugt, frisk med en lidt jernet smag, klart kirsebær, rabarber og ribs, læder, tobak, tør jord og skovbund, fin og frugtrig syre samt et godt bid.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen i øjeblikker på tilbud til 64,95 kr., hvilket er ultra attraktivt.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Castiglion del Bosco, Toscana Prima Pietra IGT, Toscana, Italien

2017 Castiglion del Bosco, Toscana Prima Pietra IGT, Toscana, Italien Vinhuset Castiglion del Bosco, ejes af den rige forretningsmand Massimo Ferragamo, der – som sin bror Ferruccio – har alle sine penge fra det store modefirma Salvatore Ferragamo. Vi smager nu en Toscana Prima Pietra IGT i årgang 2017.

Massimo står selv for det familieejede modeimperiums afdeling i USA. Der er han også bosiddende og har i over 20 år fungeret som formand for hele bestyrelsen af den amerikanske del. Da modefirmaet tilbage i 1993 købte Il Borro, så besluttede Massimo Ferragamo sig for også at investere i et italiensk vinhus.

Det blev til Castiglion del Bosco i byen af samme navn, tæt på Montalcino i hjertet af Val d’Orcia omkring 40 kilometer fra Siena og omkring 100 kilometer fra Firenze, hvor modefirmaet hos sit hovedkontor.

Han ledte egentlig efter en lille vingård med en smule jord, men endte nærmest med at købe en hel middelalderby med omkring 2.000 hektar jord, en kirke fra 1400-tallet, ruinerne fra en gammel fæstning og omkring 20 små gårde.

Der var tiden bogstaveligt gået i stå og Massimo Ferragamo blev bjergtaget af stedet og købte det i 2003. Jeg ved ikke, hvad prisen var, men det lyder som lidt af en investering … og det var endda den mindste del.

For Ferragamo startede med at restaurere den gamle hovedbygning og de mange små gårdhuse, hvoraf nogle tidligere blot havde været brugt til opbevaring af landbrugsredskaber. På den vinøse front tilplantede han omkring 60 hektar af jorden med vinstokke, således han kunne begynde et projekt med produktion af Brunello vine.

Derudover anlagde han såmænd også lige en 18-hullers eksklusiv golfbane med tilhørende klub samt åbnede et 5-stjernet hotel Rosewood Castiglion del Bosco med 23 værelser og 11 villaer … nogle af de små gårdhuse, som fulgte med i købet.

Alt blev selvfølgelig – med respekt af familiens gener fra selve modehuset – designet af hustruen Chiara Ferragamo og designeren Teresa Bürgisser Sancristoforo. Og kun de bedste materialer blev brugt ved istandsættelsen og indretningen.

Massimo Ferragamo brugte 5 år på at restaurere stedet, som åbnede i 2008. Men vogt dig … det er totalt luksus og vildt dyrt, således starter lejen for et gårdhus på 2.500€ for et døgn. Men i dag kan Ferragamo prale af, at stedet er besøgt af tidligere præsident Obama samt stjerner som Justin Timberlake og Jessica Biel.

I dag hører vingården Castiglion del Bosco selvfølgelig også til blandt de respekterede Brunello producenter, hvilket i høj grad kan tilskrives den ansatte, talentfulde vinmager Cecilia Leoneschi.

Hun har sørget for, at vingården laver både Rosso di Montalcino, Brunello, enkeltmarks Brunello’er under navnet Campo del Drago samt vine som Millecento, Zodiaco og supertoscaneren Dainero.

Her smager vi vinen Toscana Prima Pietra IGT, der er lavet på 47% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon, 13% Cabernet Franc og 10% Petit Verdot, som Castioglion del Boscos vinmager Cecilia Leoneschi, så lader selektere fra marken Prima Pietra, der med sin beliggenhed 450 meter over havet er den højest beliggende vinmark langs den toskanske kyst.

Hver druesort har gæret separat i 20 dage i rustfri stålkar ved 28 grader.Derefter er vinen så lagret 18 måneder op franske egefade og heraf 50% nye fade … og i de første 10 måneder lagrer hver druesort separat, men så sammenstikkes hele vinen og lagrer færdig inden aftapning på flaske.

Det bordeauxfile forbillede kommer hurtigt frem i duften … en gudesmuk og dekadent duft med muldjord, modent træ, cedertræ, solbær, brombær, kamferolie, læder, balsamolie, balsamico og det dufter faktisk bedre end mest Bordeaux. Duften er SÅ dragende og elegant, moden og har samtidig lidt fadnoter af lakrids, chokolade, kaffe og lidt nordsøolie likør.

I munden minder vinen også lidt om Bordeaux med et strejf af italienske gener … har en frisk, smooth og cremet smag, men det er fortsat med liv i frugten, solbær, brombær og hindbær, lidt småvilde tanniner, en rund, intens og vild lækker smag. Der kommer lidt søde fadnoter, lakrids, kaffe og ribsmarmelade. Det er sgu en vin, som jeg bare er totalt solgt over … en supertoscaner med fylde samt moden elegance, så 6 store tomler med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Collosorbo, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Collosorbo, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienSidste vin ved vor vinaften blev en Brunello di Montalcino, som kommer fra vinhuset Collosorbo beliggende vest for Castelnuovo dell’Abate syd for Montalcino.

Tenuta di Collosorbo di Giovanna Ciacci hedder huset også, for det drives nemlig af den gode Giovanna Ciacci med hendes to døtre  Laura Sutera Sardo og Lucia Sutera Sardo.

Giovanna startede sit vinhus i 1995 efter en opdeling af hendes families gamle ejendom Tenuta di Sesta, som oprindelig blev grundlagt i 1850.

Så Ciacci familien har næsten altid lavet vin og dyrker oliven .. det var Giuseppe Ciacci, der i 1966 aftappede godsets første Brunello di Montalcino i 1966 … samme år som Brunello fik sin DOC appellation.

Giovanna og hendes to smukke døtre har samlet 35 hektar vinmarker, som ligger i 250 meters højde. Der dyrkes selvfølgelig mest Sangiovese, men pigerne har også lidt Syrah, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot.

Ciacci familien laver 6 forskellige vine og denne Brunello di Montalcino er næsten topvinen, for der laves selvfølgelig også en Brunello Riserva. Vinen her er lavet på 100% Sangiovese, der alle er afstilkede let, knust en smule og gæret ved kontrolleret temperatur med hyppige pumpovers … i en lang maceration på skindet.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 3 år i en blanding af 12-54 liter slavonske og franske egefade. Efter samling og tapning på flaske er vinen lagret yderligere 8 måneder inden frigivelse. Det er Laura Sutera Sardo, som har lavet vinen sammen med den ansatte Paolo Caciorgna.

I næsen har vinen egentlig frugtmæssig en stor renhed med modne kirsebær, bagte blommer og så ellers tør jord, mulle kælder samt en nærmest medicinsk note med hæfteplaster, medicinkasse og tobak, læder, sten, mineraler, te-blade og en håndfuld krydderurter … og derudover lidt fad med vanilje og lakrids.

Smagsmæssigt går krydderurterne igen … der er helt klart lavendler, støvede kirsebær, blommer, nogle ristede noter samt atter en stenet og mineralsk note, en stram syre og tydelige tanniner. violer, blæk samt grafit. Klar, ren og måske endda med lidt tobak. Sjovt nok vil vinen nok ha’ godt af flere år i kælderen.

Importør er Gobi Vin og vinen kan fås hos Meny, hvor normalprisen er 299,95 kr., men kan ofte fås på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Monteraponi, Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo, Toscana, Italien

2011 Monteraponi, Chianti Classico Riserva Baron' Ugo, Toscana, ItalienAzienda Agricola Monteraponi ligger i den gamle og smukke by Monteraponi, der stammer helt tilbage fra år 978. Men derfra smager vin nu topvinen Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo i årgang 2011.

Oprindeligt tilhørte den gamle middelalderlandsby Baron Ugo, der var greve og guvernør for det meste Toscana.

Senere donerede han byen til klosteret Poggibonsi Alto, som i mange år drev stedet og i dag er det meste af byen ganske  velbevaret. De drev også en vingård og havde over 200 hektar marker, men dog alene 12 hektar vinmarker.

I 1974 blev vingården overtaget af Braganti  familien, men det var først i 1997 – hvor Michele Braganti overtog vingården efter sin far – at der blev gjort noget seriøst ved vinmarkerne, der en beliggenhed i 420-560 meters højde ligger som nogle af de højeste i hele Chianti.

Micheles 12 hektar vinmarker dyrkes økologisk og vinene er alle lavet med spontangæring på cementtanke og det er selvfølgelig med druernes egne gærceller. Også den malolaktiske gæring finder sted spontant på cementtanke.

Denne Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo er selvfølgelig opkaldt efter byens gamle ejer og er i denne årgang 2011 lavet på 90% Sangiovese, 8% Canaiolo samt 2% Colorino.

Inden spontangæringen i cementtankene, så er alle druerne først kommet i en de-stemmer, hvor de afstilkes og så undergår en blød presning for at holde skindet så hele som muligt.

Efter den alkoholske gæring over 35 dage samt den malolaktiske gæring er vinen lagret i 36 måneder, de første 12 måneder på fade af slavonsk eg og de sidste 24 måneder på barriques fra Bourgogne

Duftmæssigt har vinen faktisk også en forholdsvis let, animalsk, mælket duft med baconfedt, flæskesvær og samtidig så klar og frisk med krydderurter, estragon, roser, modne kirsebær, granatæbler og tobak, peber samt pænt med egefade, mælkechokolade, vanilje samt kanel og læder.

Smagen er frisk og alligevel har vinen godt med syre, salt og peber, masser af frisk frugt, kirsebær … virkelig frisk og mineralsk med en god let tone, lysere end Chianti normalt og så samtidig med et vel nærmest animalsk bid. Der er noget svævende og overjordisk over vinen, har et 7. gear med tørhed og lys kraft.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, Italien

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, ItalienNår vi nu er ved fantastiske Simone Governi på Azienda Agricola Biologica Orciaverde, hvorfor så ikke smage hans 3. og sidste vin … topvinen 2017 Montecucco Sangiovese Riserva?

Vinen er som lillesøsteren fremstillet på 100% Sangiovese fra Simones bedst vin marker i Montecucco. Druerne høstes fra skråningerne ned mod floden Orcia, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Som med lillesøsteren har vinen gæret med temperaturstyring med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 18 måneders modning på franske egetræsfade og derefter er vinen så lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvis jeg før syntes, at Montecucco Sangiovese nærmest smagte som en mini Brunello, så bliver forvirringen ikke større, sammenligningen ikke mindre med denne Riserva udgave. I glasset er det en lys vin og den har lidt småbrunorange kanter, mens duften minder meget om lillesøsteren, blot med flere fadnoter, bl.a. et æterisk og ret gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, finsk lakrids, vanilje, kaffe og kakao. Det kommer altså bare lige oveni en frejdig og frisk frugt med ribs, hindbær og tranebær, violer, lidt lavendel, skovbund, nogle rå champignon samt en del sten.

I munden er det så tørt … og man mærker allerede fra start, at man rundet tingene lidt af med tungere fadkontakt. Det klæder den sgu, men der er fortsat en yngre, tæt, lys og let moden frugt af hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Tanniner er fortsat total mærkbare, men det virker som ung, at de skarpeste hjørner er slebet en smule af,  selvom tanninerne fortsat udtørrer munden og skriger på mad. Det er svært ikke at blive forelsket i denne vin, som jeg gladelig drikker i stedet for andre ligegyldige Brunello’er.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Prisen er skør .. og så siger jeg endda ikke, at den pt fås på bud til 109,95 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, Italien

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, ItalienAzienda Agricola Biologica Orciaverde har jeg smagt et par vine fra her på vinbloggen, bl.a. deres Montecucco Rosso, men denne Montecucco Sangiovese har jeg også smagt før i årgang 2017 … nu smager jeg den i en 2018 årgang.

Vinhuset gider jeg ikke skrive om igen, så derfor kigger vi nu videre på denne Montecucco Sangiovese, der er én af de kun 3 forskellige vine, som Simone Governi laver på hans lille kombinerede vingård og agriturismo kaldet Antico Casale.

Vinen er fremstillet på 100% Sangiovese, som håndhøstes fra små parceller med ler og tufa-kalksten. Markerne ligger lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 10 måneders modning på franske egetræsfade.

Jamen altså … igen leverer Montecucco Sangiovese fra første sekund, hvor en balsamisk mørk og tobak’et næse er tillokkende med tørre og klart italienske noter med violer, lyng, lavendel, lidt svampe, er virkelig frugtrig med hindbær, tranebær, ribs, tør jord samt knuste sten.

I munden er det vitterlig en frisk og spændstig vin, hvor syren er i forsædet sammen med en lys, streng og frisk frugt med hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Der er masser af tanniner i vinen, virkelig unge, virile og knastørre, udtørrer munden massivt sammen med lidt bitre frugtkerner. Sikke et bid. Frugten er lys og streng, men det er alligevel med en vis modenhed. Jeg er atter totalt imponeret over denne lille mini Brunello … et vildt godt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7