Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2015 Voltumna, 12-15 Pinot Nero, Toscana, Italien

2015 Voltumna, 12-15 Pinot Nero, Toscana, ItalienDet er en tilsnigelse, når jeg skriver, at denne 12-15 Pinot Nero fra vinhuset Voltumna er en 2015, for den modne vin er faktisk lavet som en cuvee bestående af to meget varme årgange … 2012 og 2015.

Voltumna har vi stødt på tidligere her på vinbloggen og det var sidste år, hvor jeg smagte deres lille genistreg Querciolo. Men her er det altså deres 12-15 Pinot Nero.

Vinhuset ligger i Dicomano i Mugello dalen nord for Firenze … en bred grøn dal afgrænset af Appeninerne mod nord og Monte Giove mod syd og med floden Sieve løbende på kryds og tværs i dalen.

Voltumna drives af Marzia Politi og hustruen Valeria. De overtog vingården i 2012 sammen med et andet ægtepar, der i forvejen allerede arbejdede på vingården. Ved købet oprettede de sammen et andelsselskab, hvorefter de navngav projektet Voltumna efter den etruskiske gudinde for jorden og underverdenen, men også det italienske ord for held … la fortuna.

Allerede efter overtagelse blev driften omlagt til biodynamisk produktion, hvilket i starten skete med vejledning fra vinmageren Michele Lorenzetti, men siden 2013 har Leonello Anello været brugt som konsulent til fremstillingen af vinene på Voltumna.

De har samlet 5 hektar vinmarker og de fleste vinstokke er plantet tilbage i år 2000, men har enkelte parceller med Sangiovse stokke, der stammer tilbage fra 1980’erne. Ud af de 5 hektar marker er der 1,8 hektar med Sangiovese fordelt på 5 forskellige parceller og de resterende marker er med Pinot Noir, Pinot Gris og så nogle parceller med et mix af forskellige druer.

12-15 Pinot Nero er lavet med druer fra en af husets marker beliggende i 300 meters højde og med en jordbund hovedsageligt af ler og selvfølgelig dyrker biodynamisk. De to årgange er vinificeret på hver deres måde: 2012 årgangen er vinificeret i rustfri ståltank, mens 2015 årgangen har ligget på fad.

Duftmæssigt er det også en virkelig moden Pinot Noir, men den holder sig lige på den rigtige side og bliver ikke for overmoden, men skal formentlig heller ikke gemmes så mange år mere. Og i glasset er der da også nogle changerende brunlige farver, som kommentator Poul Erik Andersson ville ha’ sagt i en kommentering i DM i dans.

Der er pænt moden frugt, kirsebær, blommemarmelade, svag hindbær, godt med champignon, svampemix, muldjord, gammelt træ, jernbanesveller og lidt røg.

I munden viser vinen imidlertid sin styrke … meget blød, smooth, ganske vist med en moden frugt, kirsebær, brombær, blommer, men samtidig med nogen syre, der giver svag friskhed, mens tanninerne er tørre om end omgængelige. En lille kæk Pinot Noir sødme giver et bidrag til den gode, behagelige balance med lidt afdæmpede krydderier og let bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Réserve Alte Reben, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Réserve Alte Reben, Pfalz, TysklandWeingut Bernhard Koch behøver vist ingen særlig præsentation her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt en del vine fra vingutten. Her smager jeg igen en … Kochs Hainfelder Letten Pinot Noir Réserve Alte Reben 2017.

Vinen har tidligere heddet Reserve HE og den har jeg før smagt i årgang 2015. Men den er i modsætning til 2015’eren nu alene lavet med druer fra marken Hainfelder Letten, som betegnes som den nok bedste mark i Hainfeld. Marken strækker sig fra Rhodt mod syd til Hainfeld og har en undergrund med et højt kalkindhold, som giver vinene en særlig mineralitet og lang levetid.

Vinen er lavet med maceration og gæring i store tanke og er derefter blot lagret 18 måneder på barriques og større egefade. Det er vigtigt for Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.

I næsen er det den klassiske søde og animalske kostald. Som altid hos Weingut Bernhard Koch, så der er godt skrald på fadpræget med sød og sjov tobak, vanilje, kanel, nelliker, træ, røg, mælkechokolade og kakao, lidt tørv, sorte kirsebær, tranebær … lidt gæret og tyk, men samtidig meget intens.

Smagsmæssigt er det en vin med power og råtyk elegance. Frugt er maggiterningintens, rank, saftig, syrlig med  jordbær, kirsebær samt tranebær suppleret med lidt theblade bitterhed. Det smager vildt godt.

Bernhard Koch forhandles af Vinvärket, hvor en flaske (2016) koster 319 kr., men pt. er udsolgt.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Domaine Achillée, Pinot Noir Granite, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Pinot Noir Granite, Alsace, FrankrigJeg skulle også fra Domaine Achillée Millésimes Alsace DigiTasting® smagekassen smage lidt Pinot Noir og det blev denne 2018 Pinot Noir Granite.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra 25-30 år gamle stokke fra nogle af husets granitholdige vinmarker.

Den er lavet med hele klaser og spontangæring og maceration i 22 dage. Derefter er vinen lagret 2 år med 40% af vinen på egefade og resten i ståltankene. Først derefter er vinen sammenstukket og den har 1,2 gram restsukker og der er lavet 4.745 flasker.

I næsen har Achillées samme landlighed som de foregående vine, en herlig og elegant frugtsødme med stald, syrlig friskhed, jordbær, kirsebær og måske endda også lidt mørkere bær, mørk chokolade, tørt træ, mandariner og røg.

I munden er vinen utrolig tør … pænt tanninniveau, tranebær, jordbær, lakrids, lidt peber og igen en lidt bitter mørk chokolade, kakaopulver … utrolig lang eftersmag med jordbær og kirsebær.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 38€ … svarende til 283 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, FrankrigJeg sluttede Millésimes Alsace DigiTasting® fra Domaine Bott-Geyl med Pinot Noir Les Galets Oligocène i årgang 2016.

Les Galets Oligocène har sit navn efter undergrunden på den markparcel, hvorfra druerne til vinen stammer.

Galets kan nemlig oversættes med sten og Oligocène til Oligocæn og hentyder til en tidsperiode for omkring 23-34 millioner år siden … bare sådan cirka. Da Oligocæn perioden begyndte, så faldt atmosfærens CO2-indhold drastisk, hvilket forårsagede at temperaturen faldt og antarktis iskappe dannedes … og det fik selvfølgelig stor betydning for aflejringer i undergrunden.

Anyway … Pinot Noir Les Galets Oligocène er med en kølig premaceration på 5-6 dage inden gæringen, som sker med druernes naturlige gærceller over 12-15 dage med let pigage. Efter presning er vinen lagret på barriques for malolaktisk gæring og har samlet lagret 14-18 måneder.

Nøj det dufter godt … lækker animalsk stald med lyse kirsebær, jordbær, tørrede rosenblade, nødder, røg, tobak, grøntsagsfond, lettere parfumeret, lidt tør jord og meget indbydende. Frugten er lys og moden, vinen i fin balance med lidt mineralske og jernagtige elementer.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så rund … pænt syrlig og lidt småbitter. Der masser af røg, jord, bitre elementer, krydderier, peber og en lidt syrlig eftersmag.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, men prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Domaine Barmès-Buecher, Pinot Noir Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Barmès-Buecher, Pinot Noir Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigSidste vin fra Domaine Barmès-Buecher var rød … for det var en 2018 Pinot Noir Vieilles Vignes, som jeg sluttede af med.

Pinot Noir druerne til vinen kommer faktisk fra 60 år gamle vinstokke, som står på Grand Cru marken Hengst.

Jeg har ikke så mange oplysninger om, hvordan vinen er lavet, men den gode Maxime Barmès skulle ha’ lagret den på barriques i 3 måneder for at give den lidt tyngde. Vinen har alene 1,7 gram restsukker og der er alene lavet 1.880 flasker af vinen.

Duftmæssigt lidt sød, vamset og krydret Pinot Noir. Fadet er tydeligt og fylder en kende for meget, men man finder dog lidt frugt med kirsebær, saftige jordbær, tranebær, lidt kanel, grannåle og ristede mandler.

I munden er vinen lettere, finere og langt mere feminin end ventet og fadene forstyrrer her på ingen måde, for vinen smager faktisk lettere burgundisk med kirsebær, hindbær og jordbær, let lakrids, violer, let peber og samlet rigtig fin og interessant.

Herhjemme forhandles vinene af Laudrup Vin, hvor denne koster 249 kr., mens prisen er 187 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Domaine Mann, Pinot Noir Steinweg, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Mann, Pinot Noir Steinweg, Alsace, FrankrigDen bedste Pinot Noir jeg smagte ved Millésimes Alsace DigiTasting® vinmessen var denne Pinot Noir Steinweg 2019 fra Domaine Mann.

Sébastien Mann laver sin Pinot Noir med spontangæring på små 223 liters barriques. Der tages hensyn til månecyklerne qua husets biodynamiske tilgang, men vinen lagrer også omkring 10 måneder inden stabilisering med en smule svovl og så en ufiltreret aftapning på flaske. Der laves alene 1.700 flasker Pinot Noir Steinweg om året. Dens franske navn er i øvrigt Pinot Noir Chemin de Soleil.

Dejlig direkte og frisk frugt … lige i fjæset. Der er bitre kirsebær, hindbær og ribs, masser af mineraler, masser af syre, lidt støvet fad, men den har bare en ultra lys, transparent lethed, som bare er så elskelig.

I munden er det lidt samme historie, bare så lys, stringent med sure kirsebær, granatæbler, hindbær, ribs, let lakrids, fennikel, svag brændt sødme … ihhh, hvor det altså er en god Pinot Noir.

Fundet herhjemme hos Compagniet, hvor en flaske (2016) koster 250 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Domaine Boehler, Pinot Noir Seiler, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Boehler, Pinot Noir Seiler, Alsace, FrankrigJeg skulle også smage en rødvin fra Domaine Boehler og det blev denne 2019 Pinot Noir Seiler og atter fra en af husets mange små Lieu-dits.

Her er den fra en parcel på Seiler marken, der har en jord med kalksten af ​​Muschelkalk typen, der jo er helt perfekt til vinstokke på Pinot Noir. Igen må jeg skuffe med produktion … for jeg har ikke fundet oplysninger om det … udover at vinen har 2 gram restsukker pr. liter og at der er lavet 2.100 flasker af vinen i denne årgang 2019.

Duftmæssigt bliver det en lidt rustik Pinot Noir, krydret, har tørt træ, bitre kirsebær, lidt flæsk og bacon, blæk og grønne grene. I min mund er det en virkelig tør vin, hvor der er godt med tanniner, sort peber, kirsebær, hindbær og så igen godt med krydderier. Den er måske lidt brovten og mangler klart lidt finesse og elegance.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2013 Famille Hugel, Pinot Noir Pflostig Grossi Laüe, Alsace, Frankrig

2013 Famille Hugel, Pinot Noir Pflostig Grossi Laüe, Alsace, FrankrigMed næste vin er vi oppe i Famille Hugels øverste top-niveau, som de kalder Grossi Laüe. Her er det deres Pinot Noir Pflostig Grossi Laüe.

Vinen er selvfølgelig 100% Pinot Noir fra Pflostig marken, som har en kalkstensholdig jord med finkornet muschelkalk og granit. Pfolstig marken ligger på den kølige Rosenbourg højderyg og giver ideelle betingelser for Pinot Noir.

Hugels Pinot Noir Grossi Laüe er blevet til efter burgundisk forbillede. Først afstilkes druerne og udblødes i 2 uger inden gæring. med løbende pigeage. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på barriques, som delvist fornyes hvert år. Derefter er vinen lagret i lang tid inden frigivelse.

Dejlig blød Pinot Noir duft … egepræg, men let og moden frugt, hindbær, jordbær, lyse kirsebær, tranebær, havtorn, røg, egetræ, vanilje samt lidt nogle brændte noter. Det er sgu ikke helt skævt, selvom stilen kan være svær liger at fæstne. Det dufter sgu godt.

Der er god syrlig frugt, hindbær, ribs og tranebær, en del tanniner, lidt peber og svag bitterhed. Til trods for, at det er en 2013’ner, så er der godt bid, surhed og den læner sig nok mest op af de burgundiske landsmænd med en lidt grønsyrlig sjæl.

Forhandles herhjemme af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 369 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Domaine Léon Beyer, Pinot Noir Comtes d’Eguisheim, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Léon Beyer, Pinot Noir Comtes d'Eguisheim, Alsace, FrankrigDen 3. vin fra Domaine Léon Beyer var da også fra Comtes d’Eguisheim topserien. Det var deres 2016 Pinot Noir Comtes d’Eguisheim.

Vinen er lavet med 35-40 år gamle vinstokke på en mark, der grænser lige op til Grand Cru marken Eichberg. Druerne er høstet i starten af september, hvorefter de er sorteret og knust inden spontangæring og maceration over 15 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret med 50% på brugte franske barriques og den anden halvdel i rustfrie ståltanke. Léon Beyer producerer årligt 9.000 flasker af denne vin.

Meget lys og transparent I glasset … god overraskelse. Duften overrasker også med en sødlig, let fadpræget aroma med tonsvis af tørt træ, tør og krydret med kirsebær, hindbær … måske lidt lukket.

Smagen er vitterlig totalt blød … sådan feminin, sart og forsigtig. Der er lys moden frugt, jordbær, moreller, muld med en saftig syre og lidt nødder.

Forhandles af Løgismose, men denne er ikke fundet i deres udvalg, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Jülg, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Spätburgunder, Pfalz, TysklandIndrømmet … jeg er vild med Jülg. Den rare Johannes Jülg laver simpelthen bare nogle lækre vine. Jeg har også tidligere i år været til en onlinesmagning med Johannes og der smagte jeg bl.a. hans basis Spätburgunder i årgang 2018. Nu er 2019’eren her, så selvfølgelig smager jeg også den.

Du kan i øvrigt læse om onlinesmagningen i mit indlæg; Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg.

Denne basisvin aka Gutswein er lavet med halvdelen af druerne fra det tyske side og den anden halvdel fra den franske side … og så er det alligevel ikke helt rigtigt. For 2019 blev endnu et varmt og især tørt år i Pfalz og derudover ødelagde hagl enkelte marker i foråret med mindre udbytte end normalt.

Derfor høstede Jülg tidligt … bl.a. med mindre bær, som gav stor koncentration i vinene fra årgangen, så i denne 2019 er der en lidt større andel af druer fra de franske Pinot Noir kloner … som den gode Johannes også løbende planter mere og mere af.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efterfølgende lagret 12 måneder på store gamle træfade aka großes Holzfass.

Sidst med sidste årgang er Jülgs basisvin lidt mørkere og grovere end Johannes’ langt dyrere vine, men leverer fortsat et fremragende niveau, hvor der er kirsebær, blommer og endda mørkere bær som brombær og stadig med lidt røg, gran, nelliker, grønne blade, mens den mere animalske side i stedet er afløst af en mer’ kirchagtig note med jod, jern og medicinskab. Meget intens.

Smagen er fortsat kirsebær og brombær tilsat lidt tranebær med jern, sten og mineraler, Earl-Grey te, masser af markant tørhed, en fin, frisk, bitter og syrlighed i frugten. Tanninerne er kraftigere end i i 2018’eren, men vinen giver samme indtryk … en rustik, fortættet og bombastisk Spätburgunder med en vidunderlig syre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7