Tag-arkiv: Hessische Bergstrasse

2021 Weingut Schloss Schönberg, Silvaner Weißer Granit, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2021 Weingut Schloss Schönberg, Silvaner Weißer Granit, Hessiche Bergstraße, TysklandDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en håndfuld vine fra Weingut Schloss Schönberg til 2020 årgangspræsentationen hos Mr Ruby, men nu smager jeg atter et par vine fra huset og starter med denne 2021 Silvaner Weißer Granit.

Det er sgu en vild vin, som det gode makkerpar Rabea Trautmann og Julien Meissner her har lavet. Der er ikke mange oplysninger om den på vinhusets hjemmeside, men Mr Ruby oplyser, at vinen har gæret med en flor-gær … en gærart med nogle særlige egenskaber.

Gæren er bl.a. anderledes ved, at den kan flyde. Når alt sukker i vinen er omdannet til alkohol, så dør de fleste gærceller i vinen, da deres opgave er løst, men florgæren arbejder videre.

Den lægger sig på overfladen af vinen, lever af ilt og næring fra glycerol og alkohol, som den omdanner til acethaldehyd. Florgæren kendes især fra sherry-produktion … og tilføjer syrlighed til vinen, et karakteristisk saltbid og en let krydret note.

Hvor dufter den godt … er lidt svulstig og samtidig med en nærmest småoxideret, øko-bio, landlig og let gærede og æterisk note. Det er fadpræget med vanilje, ristede nødder samt en juicy æblesaftagtig frugt, hvor æblerne er modne og melede, hvortil der også kommer lidt tropisk frugt med fersken samt blommemarmelade.

I munden er der også denne modne smag … virkelig blød, cremet, fyldig og har en sød og saltet smag af syltet frugt … syltet fersken, kvæde, grillet lemon med en sødbitter note, pærekompot samt en saltet syre, der kan virke lidt maskulin, men egentlig er pænt ren, mineralsk og elegant. Der kommer lidt søde krydderier med lidt safran og så igen moden æblejuice lavet på bitre madæbler, så dermed 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2020 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, Hessiche Bergstraße, TysklandDen sidste Spätburgunder fra Weingut Schloss Schönberg var deres Lagenwein Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, som jeg sidst smagte i en årgang 2016 … men denne eftermiddag var alle jo årgang 2020.

Julien Meissner bruger her sit trick med at afstilke komplet, og så tørre en del stilke i solen, til de bliver brune, for så at tippe dem i gæringskarret. Det giver vinen ekstra spicyness. Vinen har lagret 18 måneder på brugte fade. Vinen er tappet uden filtrering.

Duftmæssigt er Schönberg vildskaben der fortsat, men sikke en lækker vildskab, der bliver kombineret med urter og medicinskab, god bund, som virker mørkere og mere alvorlig en vom Ranker. Der er også hindbær, tranebær og sorte kirsebær, gran, lærkeskud, men også lidt nelliker og så let fadpræg med kanel, vanilje og mentol.

I forhold til vom Ranker, så er syren her voldsommere, men vinen virker også en tand mere frisk med masser af frugt, som næsten ikke kan være i munden. Smagen er virkelig pågående … både syrlig samt intens og vi er på et vildt højt niveau. Der er også noget bitterhed, en smule røgede og balsamiske noter, men masser af velsmag. 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2020 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandEfter vom Löss og vom Granit, så smagte vi også 2020 vom Ranker fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg … sidste fra deres serie Terroirwein.

Ranker er det tyske ord for diorit, som er en kornet eruptiv, magmatisk  dybbjergart, altså en slags stenart dannet af vulkansk magma. Diorit forekommer så gerne i yderkanten af områder, hvor magma er trængt ind for satans mange år siden. Der findes masser af granit samt diorit i Hessische-Bergstrasse, og Julien Meissner elsker det mineralske præg, som de vulkanske sten bringer hans vine.

Ranker er produceret på en Dijon-klon hentet i Chambertin. Den yder et ekstremt lille udbytte i de klimatiske og geologiske marker i Hessische-Bergstrasse og opnår derfor en fantastisk koncentration. Druerne er totalt afstilket. Efter gæring har vinen lagret 18 måneder på 2-4 år gamle egetræsfade, altså uden brug af ny eg.

Spätburgunder vom Ranker er – efter min vurdering – klart den bedste af de 3 Spätburgundere i Terroirwein serie, for allerede i næsen er den typiske Schloss Schönberg vildskab tøjlet mere og i stedet afløst af noget stenet, mere delikat og samtidig legesygt. Der er samtidig et tydeligt fadpræg med sødme, let vanilje, nelliker samt lakridskonfekt, mens frugten er brombær, kirsebær og jordbær.

I munden er frugten klart lettere og mere syrlig, men fortsat langt mere kontrolleret end hos vom Löss og vom Granit.  Der er fortsat jordbær og brombær, men også lidt ribs og stikkelsbær, som giver et syrligt og lysere bid. Det gør sammen med en fin og en dirrende, vild syre, at vinen bliver let, frisk og levende på en fin facon. 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Weingut Schönberg, Weisser Burgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2021 Weingut Schönberg, Weisser Burgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandVi skal også et smut tilbage til Julien Meissner og Rabea Trautmann på Weingut Schloss Schönberg, for jeg har nemlig også hældt et glas op af denne 2021 Weisser Burgunder.

Dette er en Gutswein, der er lavet på Weißburgunder druer fra forskellige parceller i Auerbach og høstet fra begyndelsen til midten af ​​september. Julien Meissner siger selv, at området ved Auerbach – med en kombination mellem en sandet og stenet jordbund og det kølige klima – er perfekt til Weißburgunder.

Efter en manuel høst, der er sket i de tidligere morgentimer, er der sket en blid presning, men gæringen er sket spontant alene med alle druernes naturlig gærceller. Både gæring og efterfølgende lagring i 6 måneder er sket på en kombination af rustfrie ståltanke og egefade. Vinen har 3,8 gram restsukker pr. liter.

Dejlig vildskab i næsen … virkelig sådan legesyg, animalsk, grøn, aromatisk med lidt brændenælder, stikkelsbær og grønne æbler, en ganske lille snert af lidt Basset lakridskonfekt og endda mest de blå geléagtige slikknapper,

I munden er der en styrende syre … syrlige og umodne æbler, lemon, mirabeller og måske endda lidt citroner og grape. Det svier i munden på bedste vis og det forstærkes af en stenet mineralitet, Den er en frisk, syrlig og vild syrebasse … herligt. 90 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2020 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstrasse, TysklandJeg smagte også Spätburgunder vom Löss fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg.

Spätburgunder vom Löss er – modsat vom Granit – ikke lavet på franske Dijon druer, men på den tyske  klon Auer 2107, der er fremavlet af Martin Auer og godkendt i 1964 som egen klon.

Druen er særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot.

På Weingut Schloss Schönberg vokser vinstokkene på Auer klonen typisk på deres lavt beliggende marker. I dalene er det ofte eroderet jordbund, der dominerer og især sandarten Löss, som er en meget finkornet sandart bundet sammen af fugt. Lössgiver typisk en let karakter til vinen.

Spätburgunder vom Löss på helt samme måde som foregående, hvilket betyder en delvis afstilkning. Derefter er druerne overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – så gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret på nye og brugte franske barriques, men efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Igen er der en lille reduktiv og charmerende opstoppernæse, lidt parfumeret med denne lyse og syrlige side, hvor den friske frugt har lidt syrlige drops, rabarber, ribs, hindbær, lemon, lidt peber, fennikel, noget tyggegummi, lakridskonfekt … alt med lige præcis den sjove vildskab, som sikrer et anderledes og spændende indtryk.

I munden er det die gleiche geschichte … syrlig med en lys, levende og sprælsk friskhed. Der er så megen syre og bitterhed, at man lige kniber en tåre. Det er Pinot tilsat limesaft, næsten stikkende samt kradsende, men uden at punktere det vilde niveau. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2020 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstrasse, TysklandRabea Trautmann fra Weingut Schloss Schönberg er en skøn, vild og spændende vinmager i byen Bensheim i mere ukendte Hessiche Bergstraße. Vi har før smagt hendes vine, men hun er desværre blevet ramt af kræft og måtte trække sig som leder, så denne 2020 Spätburgunder vom Granit er lavet af Julien Meissner med Rabea på sidelinjen.

Den unge, vilde winzerin er dog kommet godt igennem sygdomsforløbet, hvorfor hun stadig er en del at produktionsteamet og blander sig med idéer og diskussioner.

Men grundet sygdommen har Rabea i 2018 været nødsaget til en ansætte en anden vinmager og der passer Julien Meissner som fod i handske … eller hvad det nu hedder 🙂

Han har nemlig tidligere været vinmager på J. Neus i Ingelheim og er en mester i Pinot Noir. Han passer bare sindssygt godt sammen med Rabea og er som hende også altid eksperimenterende og legesyg … lidt af en bulderbasse.

Han er også en vildmand, der stræber højt. Han har bl.a. ændret etiketterne, så de er blevet mere moderne og klare i deres udtryk. Han bruger også meget tid på at fremhæve den helt unikke jordbund i området … for den skal være med til at få Hessische Bergstrasse på det internationele vinkort.

Årgang 2020 er hans første vin på Weingut Schloss Schönberg og i denne Spätburgunder vom Granit fornemmer man også de ret store mængder granit i undergrunden. Denne er fra en parcel med Dijon kloner, som netop vokser i en undergrund med granit.

Vinen er lavet ved, at druerne plukkes i hånden i små kasser og sorteres derefter igen i vingården og afstilkes delvist. Derefter er de overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret på nye og brugte franske barriques, men efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Duftmæssigt har Spätburgunder vom Granit bevaret lidt af Rabea Trautmans vildskab, for den har en lillebitte reduktiv note, men det er ellers en lille syrlig, luftig og superfin Spätburgunder. Der er både grønne og modne jordbær, hindbær og lyse kirsebær, men alligevel med en vis alvorlighed, tæthed og styrke. Det suppleres med et touch fadnoter … vaniljesødme og mandelkager.

I munden er det en syrlig, let, lys og spillevende vin … masser af stram rabarber, tranebær, ribs og bitter lemon. Det er virkelig ret syrligt med Schloss Schönbergs karakteristiske uhæmmede, vilde og provokerende kant, som giver den mest friske og småbitre vin, der får nakkehårene til at rejse sig. Man mærker oss’ virkelig en stenet, mineralsk og hård dirigentstok i vinen. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Höllberg Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2018 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Höllberg Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandDen anden rødvin fra den talentfulde Rabea Trautman fra Weingut Schloss Schönberg er et niveau op, for det er nemlig en 2018 Auerbacher Höllberg Spätburgunder.

Det er en enkeltmarksvin med druer fra Auerbacher Höllberg marken og endda fra den del af marken, som er kaldt Bubberg … et højt og vestligt beliggende plateau, hvor der går en dyb granitåre i undergrunden.

Efter høst har druerne først gennemgået 5 dages kold maceration inden temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til nye franske barriques, hvor den har tilbragt 24 måneder.

Auerbacher Höllberg Spätburgunder minder på mange måder om lillesøsteren … lys, let og transparent teglfarvet væske i glasset og en duft to die for. Igen finder du sådan et sart og delikat balance mellem en lys frugt med søde jordbær, tranebær og søde kirsebær, blomster samt et yderst let fadpræg … blot med en fin vaniljesødme, italienske mandelbiscotti og endda en syre, som virker lettere italiensk og balsamisk.

Igen har vinen smagsmæssigt en lidt rank side … men her bundet klart mere kompleks sammen og knap så skinger. Derfor laver jeg heller ikke kyssemund … men får blot et bredt smil over fjæset. Der er hindbær, ribs, rabarber og bitre kirsebær med en drilsk, frisk syre, syrlige røde drops, salte mineraler og vild frisk frugt … den giver de mest behagelige frugtknopper på tungen, syrlig ringen for ørerne samt øjeblikkelig frydefuld henrykkelse.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2019 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandDen unge, vilde Rabea Trautmann på Weingut Schloss Schönberg er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Fra sit vinhus i byen Bensheim i Hessiche Bergstraße syd for Frankfurt am Main laver hun de mest fantastiske vine … og nu smager jeg to røde fra hende, hvor denne Auerbacher Spätburgunder er første.

Weingut Schloss Schönberg et det nyeste vinhus i det lille vinområde Hessische Bergstraße … det lille område med kun 439 hektar vinmarker og dermed et af de mindste af Tysklands 13 vinområder. Schloss Schönberg er grundlagt i 2016 af Rabea Trautman og hun er oprindelig fra Paderborn.

Rabea var egentlig i gang med en uddannelse til landskabsarkitekt, da hun pludselig skiftede spor og besluttede at blive winzerin og selv producere vine. Hun driver hendes lille vinhus fra en flot, gammel ejendom, hvor sekthuset Griesel & Compagnie også holder til.

Ejendommen er fra 1904, og har tidligere tilhørt Hessischen Staatsweingüter, men er nu base for Griesel & Compagnie, som den unge Rabea Trautmann har indledt et tæt samarbejde med.

Udover vinkælderen i ejendommen, så deler de også vilde gærkulturer samt druer fra nogle af de to vinhuses vinstokke på markerne omkring Auerbacher og Schönberger.

Weingut Schloss Schönberg har i dag 14 hektar vinmarker, og de fleste placeret i det område, hvor fyrsterne Erbach-Schönberg på slottet Schloss Schönberg i århundrede producerede vin. Det er bl.a. markerne Schönberger Herrwingert, Auerbacher Fürstenlager, Auerbacher Höllberg, Zwingenberger Steingeröll og Alsbacher Schöntal.

Rabea er meget økologisk bevidst, gærer på naturgær, forstår at bruge sit egetræsfad, så det underbygger og ikke dominerer. Hun laver samlet omkring 20 forskellige vine og herunder altså også denne Auerbacher Spätburgunder, som er lavet af druer fra vinmarkerne Fürstenlager og Höllberg.

Markerne ligger direkte sydvendt med en jordbund af löss aka silt samt granitsten. Spätburgunder stokkene er gamle tyske … blanding af Freiburger-kloner, en lokal Auer-klon og 20-25 år gamle. Der er gået 40% hele klaser med i gæringskarret.

Gæringen er startet spontant og efter endt fermentering er vinen fyldt på 225 liters nye og brugte franske barriques. Her har vinen hvilet 16 måneder og gennemgået malolaktisk gæring og herefter tappet ufiltreret.

Christ for en lækker duft … mit hjerte hamrer hurtigt afsted. For fanden frøken Trautmann. Udover vinen i glasset er smukt, fræk og lys transparent, så er duften ligeledes let, lys med alt doseret smukt, perfekt og afdæmpet. Der er søde jordbær, hindbær, lyse karameller, vanilje og skumgummifidusser, men så afdæmpet, forsigtigt, sart og skrøbeligt. Det dufter så vidunderligt, at man bare dufter, dufter og dufter, men helt glemmer at smage på vinen.

Jeg får taget mig sammen og tager en slurk … men så bliver livremmen sgu spændt, for lige så let og svævende som dufter er, så er smagen anderledes stringent, stram, frisk og strunk. Det bliver et lille, fint og rent syrebid, syrligsaftig … ribs, tranebær, rabarber, som nærmest er presset direkte i dit glas. Syren får mig til at lave spids trutmund efter Rabea i både måben, respekt og ærefrygt … og prismæssigt er det et røverkøb for denne vilde oplevelse.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Schloss Schönberg, PetNat Fast Forward, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2018 Weingut Schloss Schönberg, Petnat Fast Forward, Hessiche Bergstrasse, TysklandRabea Trautmann på Weingut Schloss Schönberg er en crazy winzerin, men for satan hvor kan hun lave spændende vine og det er denne hippe, funky og trendy Petnat Fast Forward et glimragende eksempel på … en lille vinøs genistreg.

Indtil nu har jeg hver gang været totalt blown away, når jeg har smagt vinene fra Weingut Schloss Schönberg og spoler vi frem til denne 2018 Petnat Fast Forward fra Rabea, så må den også gerne få en plads på min nyeste spilleliste med nye, provokerende numre.

Jeg har tidligere skrevet om PetNat … hvilket står for Pétillant Naturel. Det er en vin, som har fået sine små bobler ved, at vinen er tappet på flaske mens den første alkoholiske gæring fortsat er i gang, og altså modsat en mousserende vin efter den traditionelle champagnemetode.

Det betyder blandt andet et mindre tryk og fortsat lidt gærrester i vinen. De fleste PetNat vine er også forsynet med en kapsel i stedet for en prop, hvilket også gælder denne PetNat Fast Forward.

Rabea har lavet sin vilde PetNat med spontangæring på 100% Kerner …  en drue, som man ikke ofte støder på. Kerner er en tysk drue, der er en krydsning mellem Riesling og Trollinger. Den har et forholdsvis højt sukkerindhold og giver et højt udbytte.

I glasset er vinen funky, grumset gul …lidt som øko æblemost, mens duften er sådan lidt federweißer, æbler, ananas, papaya, skocreme, lidt Gori Træbeskyttelse, umodne grønne stikkelsbær og har i det hele taget pænt med grønne og stikkende noter.

Smagsmæssigt er vinen meget frisk og smager langt mere “normal”  end duften. Der er godt med smag af grape, som sidder virkelig lang tid i munden, mens boblerne prikker og bruser. Der er grønne æbler, fersken … saftig, syrlig, bitter, frisk og har samtidig en mineralsk og rank side. Masser af velsmag uden pause … bare fast forward på allertiders spilleliste.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandJeg gik næsten i selvsving, da jeg tidligere smagte Weingut Schloss Schönbergs Lagenwein 2016 Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder. Nu er det Rabea Trautmans Ortswein 2017 Auerbacher Spätburgunder, som byder på masser af samme kvaliteter.

Vinen er også lavet på næsten samme måde som Lagenwein storesøsteren, altså med en 5 dages kold-macerering, hvorefter temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til små egetræsfade hvor den har tilbragt 18 måneder.

Næsen er igen herlig vild … næsten bio og har både blomster, røg, sød animalsk kostald, eg, kirsebær,  jordbær, nelliker, kanel, vanilje, mentol og samme gærede syrlighed som hos storesøsteren … det dufter vildt godt. WAOW.

Smagsmæssigt minder vinen også meget om storesøsteren, men er måske ikke helt så vild. Igen en meget juicy følelse, saftig, syrlig med lyse kirsebær, ribs, balsamiske elementer og klare mineraler. Det er vild god Spätburgunder og til prisen et røverkøb.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7