2021 Weingut Schloss Schönberg, Silvaner Weißer Granit, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2021 Weingut Schloss Schönberg, Silvaner Weißer Granit, Hessiche Bergstraße, TysklandDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en håndfuld vine fra Weingut Schloss Schönberg til 2020 årgangspræsentationen hos Mr Ruby, men nu smager jeg atter et par vine fra huset og starter med denne 2021 Silvaner Weißer Granit.

Det er sgu en vild vin, som det gode makkerpar Rabea Trautmann og Julien Meissner her har lavet. Der er ikke mange oplysninger om den på vinhusets hjemmeside, men Mr Ruby oplyser, at vinen har gæret med en flor-gær … en gærart med nogle særlige egenskaber.

Gæren er bl.a. anderledes ved, at den kan flyde. Når alt sukker i vinen er omdannet til alkohol, så dør de fleste gærceller i vinen, da deres opgave er løst, men florgæren arbejder videre.

Den lægger sig på overfladen af vinen, lever af ilt og næring fra glycerol og alkohol, som den omdanner til acethaldehyd. Florgæren kendes især fra sherry-produktion … og tilføjer syrlighed til vinen, et karakteristisk saltbid og en let krydret note.

Hvor dufter den godt … er lidt svulstig og samtidig med en nærmest småoxideret, øko-bio, landlig og let gærede og æterisk note. Det er fadpræget med vanilje, ristede nødder samt en juicy æblesaftagtig frugt, hvor æblerne er modne og melede, hvortil der også kommer lidt tropisk frugt med fersken samt blommemarmelade.

I munden er der også denne modne smag … virkelig blød, cremet, fyldig og har en sød og saltet smag af syltet frugt … syltet fersken, kvæde, grillet lemon med en sødbitter note, pærekompot samt en saltet syre, der kan virke lidt maskulin, men egentlig er pænt ren, mineralsk og elegant. Der kommer lidt søde krydderier med lidt safran og så igen moden æblejuice lavet på bitre madæbler, så dermed 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7