Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2005 Louis Jadot, Beaune 1er Cru, Bourgogne, Frankrig

2005 Louis Jadot, Beaune 1er Cru, Bourgogne, FrankrigLørdag blev også Pinot times, dog med en flaske fra Bourgogne … området som nogle ikke forstår, og som andre får tårer i øjnene over. Bourgogne er også en forståelsessag.

Det ved alle, der forsøger at retfærdiggøre en investering på et par hundrede kroner eller det dobbelte.

Denne lørdags valg blev en rød Bourgogne fra Louis Jadot, inspireret af en stor, flot artikel i nyeste nummer af Gastro om Jacques Lardière, vinmager på det store negocianthus Louis Jadot.

Maison Louis Jadot er grundlagt af Louis Henry Denis Jadot i 1859. På det tidspunkt var Jadot familien allerede vinbønder, da de allerede i 1826 havde købt Premier Cru huset Clos des Ursules i Beaune.

Den unge Louis opbyggede herefter et hurtigt voksende negociantfirma med fokus på salg af vin til markederne i Nordeuropa.

Hans søn, Louis Jean Baptiste, overtog ledelsen af virksomheden i 1900, og udvidede driften ved at købe mange vinmarker, herunder Corton Charlemagne og Chevalier Montrachet Les Demoiselles, og hans søn … altså 3. generation … hed altså også Louis, nemlig Louis Auguste Jadot, og han drev vinhuset frem til hans død i 1962. Her blev driften overtaget af vinmageren André Gagey , som havde hjulpet Louis i kælderen siden 1954.

Siden 1962 har Maison Louis Jadot således været drevet af Gagey-familien, og siden 1985 har Gagey-familien også ejet huset og i dag er det Pierre-Henry Gagey, som sidder med det økonomiske og strategiske tømmer.

Vinmager i vinhuset har dog siden 1970 været én af Bourgognes store mænd, nemlig Jacques Lardière. Da unge Jacques blev ansat var han ikke ønolog, men biolog, så ansættelsen var usædvanlig, og allerede den første høst blev en kæmpe udfordring med masser af hagl.

Men den klarede han flot, og siden er både han og Jadot vokset med opgaven. Jacques Lardière har ansvaret for Jadots produktion af omkring 5 millioner flasker om året, og er meget optaget af terroir.

Som han siger, “Husk, at Pinot Noir ikke betyder noget i Bourgogne, det er terroiret, som er unikt. Pinot Noir formidler bare bedst vores terroir og forskellighederne mellem landsbyer og marker”. Og Jacques vil lave Bourgogne, som den oprindeligt smagte – nemlig af dens terroir.

Derfor anvendes der ikke ukrudtsmidler eller kunstgødning på Jadots marker (henved 10% dyrkes ligefrem biodynamisk), og begreber som enzymer og kunstig gær er bandlyst. Især de røde vine kan have en høj ekstrakt med meget markerede tanniner. De kræver tid, også de mindste vine. En usædvanlig stil for et hus, der har så mange flasker at sælge, men al ære og respekt værd. Jadots vine er for så vidt gammeldags vine, men tankegangen bag er ikke.

Maison Louis Jadot køber ikke kun druer, men de har også meget betydelige besiddelser i Côte d’Or, faktisk 154 hektar og er dermed en af de betydelige jordbesiddere i Bourgogne, bl.a. har de også en ejendom i Pouilly-Fuissé og de bestyrer Château de Jacques i Beaujolais. På egne og købte druer laver de vin fra flere end 100 appellationer, og Jacques Lardière er inde over dem alle.

I Robert Parkers bog, The World’s Greatest Wine Estates, udpeges Bourgognes tretten bedste producenter. Kun én af producenterne ligger i Beaune – og det er Louis Jadot.

Nok snak, lad os komme til vinen, en premier cru, dog ikke enkeltmarks. I glasset mørkere end den normale teglfarve, som kendetegner Pinot Noir. Duftmæssigt får jeg mange grønne blade, lidt indelukket kælder … det kan vi godt li’, røg, animalske mejeridufte og meget mineralitet. Egentlig ikke en stor næse, men absolut godkendt.

Smagsmæssigt en fyldig og meget ren smag, meget syre og mineralitet, der er stilke, tranebær, hindbær og måske lidt peber og eg. For pokker, hvor skal denne vin ha’ meget luft. Der er absolut ingen tegn på, at denne vin er 7 år gammel, tværtimod så kunne vinen faktisk godt tåle flere år i kælderen … hvis man nu havde en sådan. Så ja, en vin som kræver tid.

Købt i Randers Vinhus til en pris på 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2009 PinoTimes, Pinot Noir Trocken, Pfalz, Tyskland

2009 PinoTimes, Pinot Noir Trocken, Pfalz, Tyskland2 Lagen Ein Wein står der kækt på fredagens vin. Vinen hedder, meget passende på den ydmyge skribents tørst denne aften PinoTimes og er som navnet antyder en Pinot Noir … endda Trocken, og den kommer fra Pfalz i Tyskland.

Det med “de to” dækker over, at vinen her er lavet af 2 fætre og lavet på druer fra de to fætres respektive vingårde. Fætrene hedder Philipp Kiefer og Dominic Stern, og de er vinmagere på henholdsvis Wein- und Sekthaus Aloisiushof og Weingut & Brennerei Stern.

Wein- und Sekthaus Aloisiushof ligger i byen St. Martin, mens Weingut & Brennerei Stern ligger ca. 10 km længere sydøst i byen Hochstadt.

Hvis vi starter med Weingut & Brennerei Stern, så er det etableret af Dominics farfar Josef Stern, som købte vingården tilbage i 1952. Han var en dygtig snedker og bødker, og havde i mange år forinden bygget trætønder og kar til fermentering og lagring af vin.

I dag ejes gården af sønnen Wolfgang, men Dominic har efterhånden overtaget store dele af produktionen fra gårdens i alt 8,5 hektar vinmarker. Markerne ligger omkring byen Hochstadt, og er sandet, løs jord med pænt kalkindhold.

Der dyrkes hovedsagelig Pinot sorter som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Noir, men derudover Chardonnay, St. Laurent, Riesling, Silvaner, Müller-Thurgau, Kerner, Morio-Muskat, Dornfelder, Portugieser, Cabernet Sauvignon, Merlot og Gewurztraminer.

Pyha, det er da også en slat. Under sloganet “Mindre er ofte mere”, så lægges der vægt på økologi og kvalitet.

Wein- und Sekthaus Aloisiushof er en også en traditionel familie vingård, der blev grundlagt i 1950 af ægteparret Alois og Rita Kiefer.

I dag er der sønnen Michael Kiefer, som står for vingården 19 hektar vinmarker rundt om byen St. Martin, men vinfremstillingen er lagt i hænderne på den anden søn Bernard og han søn Philip Kiefer. Derudover er koner m.v. også inddraget i salg og administration.

Selvom begge vingårde har et stort udvalg af forskellige vine, så besluttede de to fætre og vinmagere imidlertid, at de ville vise deres vinkunnen via et samarbejde med et lille hobbyprojekt.

Under navnet “PinoTimes” har de derfor lavet deres egne vine, eller rettere to vine, nemlig denne Pinot Noir samt en hvid på Pinot Blanc og med druer fra begge vingårde, dvs, både fra St. Martin og fra Hochstadt.

Det var måske ikke en dårlig idé, bl.a. har det tyske vinblad “Falstaff Wein Trophy” kåret de to fætre som “Newcomer des Jahres 2012”, og deres vine har derudover opnået fine anmeldelser. Vinen sælges i øvrigt også fra både Weingut & Brennerei Stern og Wein- und Sekthaus Aloisiushof.

Men, men … lad os nu se, hvad denne kritiske vinskribent kan give disse tyske fætre af anmeldelse.

I glasset den klassiske lyse teglfarve … måske dog en anelse til “the dark side” end normalt for Spätburgundere. Duften er fandme fantastisk … der er den klassiske Pinot næse med sød kostald, måske dog knap så meget sødme som andre tyske Spätburgundere, men i stedet lidt flere grønne noter sammen med hindbær, solbær og en lille spice/krydderi, som jeg for nuværende ikke rigtigt kan identificere. Kan egentlig godt li’, at det ikke bliver for sødt i duften.

Lad os smage, … mere uhmmmmm, det er da flydende elegance. Der er blødhed, fin balance … fint med de lyserøde bær … alt holdt pænt på plads af tanninerne, som også giver en god – omend ikke lang – eftersmag. Det er sgu en fin vin. Jeg havde måske med det popsmarte navn forventet mindre, men det er altid rart at blive positivt overrasket. Synes faktisk, at det er lidt sjovt at finde sådanne små perler, som ikke kan fås i Danmark.

Vinen er købt i Tyskland til 18 €.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2010 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2010 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, TysklandJean Stodden … das Rotweingut. Frit oversat til “en rødvinsgut” … fedt ord! Ja, sådan står der i hvert fald på Jean Stoddens hjemmeside. Og hvor bor sådan en Rotweingut, ja selvfølgelig på Rotweinstraße i byen Rech i Ahr vinområdet. Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begynder Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, som er fordelt på¨4 parceller, Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Dornfelder og Dunkelfelder.

Her har vi Stoddens basis (laveste) Spätburgunder, hvor druerne kommer fra flere af markerne i Bad Neuenahr, Dernau og Rech. Druerne er håndplukkede, hvilket da tror fanden, når der er stigninger på op til 60 grader, og vinen er fermenteret uden stilke 14 dage ved kontrolleret temperatur, mens modningen er sket i gamle 1.000 liter egetræsfade.

I glasset klassisk fin teglrød farve indikerer klar Pinot Noir. Duftmæssigt slet ikke den typiske kostald sødme, men nærmere lidt fesen duft, nærmest som en lidt krydret Rhône, hvor gassen er gået af ballonen. Også lidt grønne noter og hindbær i næsen. Hmmmm, slet ikke typisk tysk.

Smagsmæssigt en sur rødvinsfætter, som vi har fat i her. Tanninerne og mineraliteten er voldsomt dominerende, og gør vinen usammenhængende. Der mangler frugt og balance, men måske skal vinen ha’ nogle år på bagen. Skal jeg have en vin fra samme område, så vælger jeg klart Meyer-Näkel, som kan fås til samme penge.

Købt i Tyskland til ca. 88 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7

2007 Schlossgut Diel, Pinot Noir Cuvee Caroline, Nahe, Tyskland

2007 Schlossgut Diel, Pinot Noir Cuvee Caroline, Nahe, TysklandFredag … tid til forkælelse, og hvorfor ikke gøre dette sammen med Caroline! Vi har nemlig fat i én af de mest fantastiske vine fra Tyskland, Diels Pinot Noir, Cuvee Caroline, her i en årgang 2007.

Schlossgut Diel ligger i byen Rümmelsheim ved borgruinen Burg Layen, ca. 20 km. sydvest for Wiesbaden. Vi er i Nahe, et uanset vinområde i Tyskland, hvor det primært er kooperativer, som laver elendig vin, men hvor der også findes enkelt gode producenter, og så altså også Schlossgut Diel, som laver fremragende vine.

Fæstningen Burg Layen blev bygget i det 12. århundrede og kom i Diel familiens besiddelse i 1802, da Johann Peter Diel erhvervede ejendommen, dens vinmarker, landbrugsjorder og slottet fra Baron Heribert Wolfgang von Dalberg under Napoleons besættelse af området.

Vinhuset drives i dag af Caroline Diel, som I ser på billeder ovenover. hun overtog driften i 2006. Caroline Diel har haft hendes læreår hos førende domæner verden over, dog især i Bourgogne, og hun har en fuldstændig perfektionistisk og kompromisløs tilgang til alle detaljer i arbejdet.

Caroline elsker at være i vinmarken og hun har i de sidste par år lært hver eneste vinstok på slottet at kende. Caroline er datter af en af de vigtigste figurer i Tysklands vinverden, Armin Diel. Indtil 2009 var han chefredaktør for vinguiden Gault Millau, som bedømmer alle de førende tyske producenters vine.

Perfektionisten Armin Diel er direkte og ærlig, vidende og grundig. Han siger sin mening klart og er ikke bange for konfrontationer. Derfor er han den fødte kritiker, hvilket han ikke ventede længe med at gøre opmærksom på, da han forlod vingården i 1979 for at studere jura. I sin studietid begyndte han at offentliggøre restaurantbedømmelser – uden at lægge fingrene imellem.

I dag er det den samme Diel, man møder på Schlossgut Diel. Armin vendte tilbage til slottet i midten af 80’erne med en drøm om at bringe vinproduktionen til tops i Tyskland. Knap 2 dekader senere har han med sin datters store hjælp nået målet.

Diels evner er uhyggelige. Han er en dygtig smager, og til sin vinguide og sine vinbøger smager han både alle de bedste tyske vine samt en stor del af verdens andre store vine. Samtidig er han ikke bange for udfordringer og for at sætte sig meget høje mål.

Schlossgut Diel ejer 3 klassificerede marker, alle “erste Lagen” – Nahe’s Grand Crus:

Goldloch

Diel ejer 4 hektar og er dermed den største ejer af denne legendariske mark. Nogle mener, at navnet Goldloch kommer fra, at minearbejdere søgte efter guld her i det 17. århundrede, mens andre mener navnet kommer fra, at vinene fra dette område er deres vægt værd i guld. Et tyndt lag af ler i undergrunden giver i hvert fald vinene kraft, elegance og dybde.

Burgberg

Siden 1997 har Schlossgut Diel ejet 1,8 hektar af denne vinmark, hvilket faktisk svarer til halvdelen af hele vinmarken, en unik og meget stejl skråning (30-40 grader) med fremragende mikroklima. Navnet Burgberg refererer til slottet Burg Layen, som jo også er ejet af Schlossgut Diel. Marken er speciel pga. den særlige lerjord med skifer- og grusaflejringer, som er optimalt for produktionen af elegante Riesling vine.

Pittermännchen

Schlossgut Diel ejer 1 hektar (1 ha) af den prestigefyldte mark. Navnet Pittermännchen går tilbage til det 16. århundrede, idet en Pittermännchen var en lille sølvmønt og navnet blev givet for at vise, at vine fra denne mark var af signifikant værdi. Jorden består af skifer og kvartsit med en masser af grus, og denne kombination giver en forfriskende mineralitet til vinene.

Nå, men nu til vinen, der bærer vinmagerens navn, cuvée Caroline, og som regnes for én af de allerbedste røde vine i Tyskland. Meget lys og næsten transparent i glasset. Op af glasset strømmer dufte af stald … ikke voldsomt. Duften er ikke så sød, som jeg normalt forbinder med de tyske vine, men måske lidt mere Bourgogne-agtigt med syre, røg, rabarber og jordbær. Dufter bare helt fantastisk. I munden meget tørhed, mega frugt intensitet og meget blødhed med frugtstyret tanniner, og en rigtig lang eftersmag. Det er topklasse. Meget, meget elegant.

Købt hos Atomwine, pris i dag er 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2009 Domaine Dupont-Tisserandot, Gevrey-Chambertin Vieilles-Vignes, Borgogne, Frankrig

2009 Domaine Dupont-Tisserandot, Gevrey-Chambertin Vieilles-Vignes, Borgogne, FrankrigMed næste vin fortsatte vi med den dejlige Pinot Noir drue, her med en Bourgogne fra Domaine Dupont-Tisserandot, som ligger i byen Gevrey Chambertin i hjertet af Bourgone.

Domaine Dupont Tisserandot ejes af Bernard Duponts, som er 4. generation på vingården. I kælderen har Bernard Duponts dog overdraget ansvaret til svigersønnen Didier Chevillon, der i dag er en erfaren og visionær kældermester med utrættelig fokus på kvalitet.

Domænet råder over 20 hektar vinmarker med betydelige parceller i Gevrey Chambertin, hvor der rådes over 9 hektarer fordelt på 7 forskellige parceller, nemlig 2 små grand cru marker, 4 små premier cru marker og så en større “village” vinmark, og det er fra sidstnævnte, at denne vin kommer fra. Vinstokkene er 42 år gamle, og høstudbyttet ligger på 40 hl/hektar.

Herudover ejer domænet 2 hektar gamle vinstokke (45 år gamle) på 1. Cru Les Cazetièrs, hvor jordbunden er domineret af sandholdig limsten. På den fossilholdige 1. Cru Lavaux St. Jacques, der af mange regnes for den bedste af 1. Cruerne i Gevrey Chambertin, ejer domænet ligeledes parceller, ca. 1 hektar!

Herudover besidder Domaine Dupont Tisserandot en halv hektar af Grand Cru markerne Charmes Chambertin og Mazis Chambertin, hvor vinstokkene er mellem 50 og 60 år gamle.

Charmes Chambertinparcellerne er præget af et tyndt lag lerholdig limsten i overfladen, mens undergrunden er ren klippe. Mazis-parcellen er beliggende i området “Les Hauts Mazis” ligeledes med et tyndt lag lerholdig limsten i overfladen, mens undergrunden også her er klippedomineret. Udbyttet på de to Grand Cruer holdes konsekvent nede på ca. 35 hl/ha ved hjælp af intensiv udtynding og grønhøst.

Didier Chevillon er dybt dedikeret og ønsket er at lave dybt koncentrerede Gevreyer, som hver især viser områdets potentiale og vigtigst af alt, det fremragende terroir, herunder de store forskellle.

Efter ankomst til vineriet afstilkes drueklaserne og en kold-macerering ved 12 grader igangsættes over 5-8 dage.Herefter overtager gæringen i typisk 15-18 dage, hvorefter de forskellige vine lægges på barriques. Alle 1. Cruer og Grand Cruer lagres 18 måneder på 1 år gamle barriques, hvor de hviler på bærmen for herved at bevare og optimere frugten.

Lys, transparent vin, rubinrød eller teglrød. Duften er massiv kostald, der er mug, sure sokker, prut, blommer og jord. Det kunne jo umiddelbart lyde som en skidt cocktail, men det er sgu meget charmerende.

Smagsmæssigt meget stram, lyserøde bær, stikkelsbær. Lidt stram i betrækket, og skulle måske have haft lidt år på bagen. En frisk vin, som viser helt andre sider af Pinot Noir end vinen fra fx Karl H. Johner … men jeg elsker det sgu.

Fås hos Sigurd Müller, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2009 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandOnsdag bød på bestyrelsesmøde hos min god ven og vinblogger Jan. Det omfattede selvfølgelig også lidt vine, og én af vinene var denne Spätburgunder fra Karl H. Johner. Johner er et vinhus, som jeg tidligere har smagt og skrevet en smule om her på bloggen, nemlig deres Pinot Noir fra Gladstone i New Zealand.

Vil straks linke til Jans blog, hvor han har skrevet en fin artikel om sit besøg på Johner i Tyskland her i sommers.

Vingården i Tyskland er grundlagt i 1985, hvor Karl Heinz Johner og konen Irene slog sig ned efter ti år i udlandet. Årsagen til, at det lige blev i Bischoffingen i Kaiserstuhl skyldes, at det var Irenes hjemby, så hvad var mere naturligt end at slå sig ned der?

Karl Heinz havde en idé om at lave vine i stil med Borgogne, fulde af magt og alligevel med enestående elegance, og det man ikke er langt fra Framkrig, så gik han i gang. I dag er Johner én af de mest berømte vingårde i Tyskland og Karl Heinz en af de mest respekterede vinmagere.

Johner ejer 17 hektar vinmarker, alle i og omkring Bischoffingen. Vinmarker tilplantet med mange forskellige sorter afhængig af jordbunden og placeringen. Ejer Steinbuck og Enselberg markerne. Johner producere sine druer og vine på en meget professionel måde.

Alle Johners vinstokke i Tyskland gror i vulkans jordbund og er over 30 år gamle. Intens optimering af vinplanterne inklusiv reduktion af blade og grøn høst giver druer af høj kvalitet. Til alle røde druesorter benyttes små træfade. Der produceres 80.000 flasker årligt.

Nå, men til vinen. Duften afslører hurtigt drue, der er stald … den fine animalske næse, der er sødme, candyfloss, som er typisk for Pinot Noir fra både Tyskland og New Zealand. Der er også lidt eg og jordbund, dufter ret fantastisk.

Smagsmæssigt er det også læske for sind og krop, der er blød fløjl, velour, lyserøde bær og fortsat sødme, men alligevel struktur med fast tannin. Fantastisk længde på eftersmagen. Dammm, det er godt. Thumbs up.

Jan har købt vinen hos Johner, pris 18€ … og det er sgu fornuftigt.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Domaine Comte Armand, Pommard 1er Cru Clos des Epeneaux, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Comte Armand, Pommard 1er Cru Clos des Epeneaux, Bourgogne, FrankrigOnsdag aftens 6. vin … fra Comte Armand, igen en fabelagtig Bourgogne extraordinaire, og samtidig også en vin jeg tidligere har smagt og skrevet om på min blog. Jeg linker straks til blogindlægget.

Druerne til vinen kommer fra marken “Clos des Epeneaux”, en brun mark af pulveriseret kalksten, stenet på overfladen og med et lag af hårde sten nedenunder. Pommard er kendt for en mere ‘maskulin’ stil, som kan tilskrives tilstedeværelsen af jern i jordbunden og den mineralrige ler, der er særligt fremherskende her.

Clos des Epeneaux vinmarken ligger – omkranset af gamle mure – i den nordlige del af Pommard mellem Chateau de Pommard og kommunengrænsen mod Beaune, og er én ud af 3 Pommard 1er Cru Epenots vinmarker, der konsekvent har produceret nogle af de fineste røde vine i Côte de Beaune.

De ældste af vinstokkene er op til 70 år, og den gennemsnitlige alder på vinstokkene er ikke mindre end 55 år. Clos des Epeneaux er samtidig også én af de største Premier Cru vine i Côte de Beaune og Côte de Nuits, og giver vine der har både magt og finesse.

Duftmæssigt er der svovl, flæskesvær, frugt … måske mere mørke bær og en lidt indelukket, “mulle” duft.  Smagen meget intens med grønne noter, tannin, bær … og den hele meget intens. En virkelig nydevin … hmmmm, hvor er det godt,

Købt hos Randers Vinhus, pris hele 785 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Perrières, Bourgogne, Frankrig

2009 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Perrières, Bourgogne, FrankrigSå var  det tid til den 5. vin i den flotte line-up, og en vin, som jeg både har smagt før og også anmeldt her på bloggen.

Jeg vil derfor starte med at linke til det tidligere blogindlæg og så ellers blot komme med lidt supplerende info samt mine smagsnoter, som jeg  noterede ved smagning af vinen her anden gang.

Vinhuset er som skrevet i første bloginlæg startet tilbage i 1860 af Chevillon familien. Dengang var det den unge Symphorien Chevillon, der begyndte at arbejde ca 30 hektar vinstokke på Nuits-Saint-Georges i eget navn.

Omkring 1914 overtog sønnen Eugène-François Chevillon (efter 2 års militærtjeneste og 5 års krig) domænet og købte et par yderligere Premier Cru marker.

Derefter var det Maurice Chevillion der overtog og også udvidede domainet ved køb af yderligere Premier Cru marker. Næste Chevillion var Robert, og i dag er det Roberts sønner: Denis, født i 1963, og Bertrand, født i 1967, som driver Domainet efter faderens pensionering i 2003.

Nå, lad os komme til mine noter; duftmsæssigt rigtigt meget kolstald … hmmmmm, det kan vi rigtigt godt lide, der er sød lakrids, der er eg, vanilje, røg, røde bær og en lidt jordagtig mineralitet.

Smagen er fløjlsblød og forførende, men fortsat med syrebid. Der er vildt flot balance i vinen og blødheden fantastisk. Nejjjjjj, hvor er det altså bare godt. Som tidligere blev denne vin min klare favorit. Hvor var gensynet bare dejligt.

Købt i Randers Vinhus til en pris 525 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin 1er Cru Les Champonnets, Bourgone, Frankrig

2007 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin 1er Cru Les Champonnets, Bourgone, FrankrigUhmmmmm, endnu en Bourgogne, og denne gang ligeledes 1er Cru fra Domaine Jean-Michel Guillon.

Domaine Jean-Michel Guillon ligger i byen Gevrey Chambertin. Jean-Michel Guillon kom til byen i 1980. Jean-Michel Guillon havde ingen familiemæssige relationer til Gevrey-Chambertin, ej heller venner i byen. Men ved et besøg i Gevrey-Chambertin i begyndelsen af firserne blev han betaget af byen, og det at dyrke og fremstille vin. Han opgav sit virke og slog sig ned i Gevrey-Chambertin, fastbesluttet på at blive vinproducent. Han har siden stille og roligt skabt sit domæne helt fra bunden. Jean-Michel var tidligere pilot samt ingeniør med speciale i aeroteknik, og han dyrker fortsat flyvningen i fritiden.

Domainet er i dag på 12,5 ha, og ud over Gevrey-Chambertin har han også parceller i Chambolle-Musigny og Nuits-Saint- Georges og laver et utal af cuvéer. Hans søn, Alexis, har allerede været med i driften i mere end 5 år. Hans stil i vinfremstillingen er anderledes end den gængse i byen. Han bruger forholdsvis mange nye vinfade, og desuden anvender han koldmaceration i nogle dage, inden gæringen sættes i gang, hvilket resulterer i vine med en fin balance af træ og frugt.

Duften er flot og meget intens, der er kostald, der er kirsebær, våd og kold jord. Smagen er nuanceret og elegant med syre, lyserøde bær, svampe, rødt og blodig kød, Dandy tyggegummi samt grønne toner. Meget indbydende i munden, og bekræfter klart årsagen til at vi bare elsker Bourgogne.

Købt hos Jysk Vin til 394 kr. … og hos Theis Vine koster samme vin i øvrigt 540 kr. Thumbs Up for Jysk Vin.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2007 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Cloux, Bourgogne, Frankrig

2007 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Cloux, Bourgogne, FrankrigDen 3. vin fra Domaine Jacqueson var ikke en gammel kending, men en “ny” kending, da jeg for få dage siden skrev om netop denne vin på min blog, eller rettere sagt samme vin, blot i årgang 2009. Her det imidlertid 2007 udgaven, så I får lige mine smagsindtryk.

Du kan eventuelt starte med at læse om Domaine Jacqueson i det tidligere indlæg.

Duftmæssigt er der kostald … også mere end i 2009’eren. Der er lidt krydret duft, som jeg har noteret som lavendel og salvie, og derudover helt klart lidt grønne toner.

Smagsmæssigt meget nem og tilgængelig, meget frugtrig og ren, men fortsat med lidt stenet smag eller en form for mineralitet.  Det er altså et rigtigt fint glas vin, og en fornøjelse af drikke.

Købt hos Jysk Vin til 175 kr., men tror ikke 2007’eren fortsat kan fås.

Vinanmeldelse 5/7