Tag-arkiv: 6½

2021 Tenuta di Carleone, Il Guercio, Toscana, Italien

2021 Tenuta di Carleone, Il Guercio, Toscana, ItalienLet skeløjet, enøjet og altid charmende … og så laver han bare imponerende vine. Det er Sean O’Callaghan fra Tenuta di Carleone jeg snakker om og her smager jeg så hans 2021 Il Guercio, som jo netop betyder den eneøjede.

Vil du læse mere om Sean O’Callaghan, så se mit indlæg; Distintos Meet the winemaker part 5 – Sean O’Callaghan fra Tenuta di Carleone.

Il Guercio er lavet på 100% Sangiovese, men her er det fra marken Mello i Gaiole i Chianti i 700 meters højde. Vinen er lavet ved, at druerne plukkes sent for at få maksimal modenhed.

Derefter er der sket fermenteret i cementtanke med 20% hele drueklaser og en lang maceration på hele 4 måneder. Sluttelig er vinen presset og har lagret 12 måneder på cementtanke inden endelig aftapning på flaske.

WAUW for pokker … det dufter rablende godt med blomster, tulipaner, grønne stilke, urolig levende, æterisk, svævende og har denne burgundisk lethed krydret med en vildskab og elegance. Der er en lys frugt med hindbær, kirsebær og sorte og modne kirsebær, lidt mynte, spidskommen, kanel og appelsinskal … jeg kan mærke, at jeg bliver helt blød i knæene.

I munden er det lidt samme fornemmelse … burgundisk og næsten helt som en Pinot Noir med rabarber, jordbær og lysere kirsebær, er både meget frisk og samtidig læskende elegant. Den har en markant, sart og næsten feminin syre, fine og næsten sarte tanniner … og den smager sgu himmelsk. 97 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, 40 Anos Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, 40 Anos Tawny Port, Douro, PortugalMed forrige 20 Anos Tawny Port var jeg total kisteglad … med 40 Anos Tawny Port fra Conceito Vinhos får jeg bare lyst til at dyppe helt kroppen i portvinen … den er vild grazioso, henrivende og uimodståelig.

Igen er vinen – som den 20 år yngre søster – lavet på ikke mindre end 20 forskellige druesorter og mest Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete, der kommer fra over 80 år gamle vinstokke på Quinta do Cabido ved Teja-floden i Numão-sognet.

Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der så bare tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og så en længere lagring på egefade.

Igen er det en portvin, som smager som sådan en 40 års sag skal, men kan være lavet af vine fra  forskellige årgange, men ældste er således over 40 år gammel.

I glasset er vinen nu nærmest ravfarvet … kobberfarvede, brunlige nuancer og samtidig overraskende transparent. Det dufter afsindigt godt. Det er virkelig moden frugt, udblødte blommer, figner, svesker, dadler og en snert af en lys, fin, sart og delikat syre, der går igennem hele duftspekteret. Den lange fadlagring har også givet vinen snert af karamel, nougat, mælkechokolade, vanilje, nødder, gammelt træ, mahogni, lakridskonfekt og stor dekadence. Man får en smule ærefrugt … meget flot.

Sjovt nok har portvinen også en lille animalsk landlighed … nærmest med en smule mødding, sved og tørre, brændte noter suppleret med en omgang nøddesirup.

Det smager sgu himmelråbende godt … har denne lyse, elegante og superbløde smag. Det er cremet og smooth, så det smelter i munden med lyse figner, bagte blommer, figner, svesker, flydende chokolade, karamel og æterisk luftighed. Det er sgu voksenslik fra den øverste hylde, som du normalt ikke kan nå. Alkoholen er blød, men bestemt til stede og giver lidt varme, men på en sart, fin og feminin måde.

Alt er zen … og jeg husker ikke, at jeg før har smagt så god portvin eller i hvert fald er denne Conceito 40 Anos Tawny Port blandt de bedst smagte af slagsen … 97 point. Far er glad … meget glad … og bliver snart fuld … meget fuld.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 849,95 kr., mens prisen er 679 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Bernard Magrez, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2017 Bernard Magrez, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USADen i dag 87-årige franske vinmagnat Bernard Magrez, der samlet ejer over 43 vinslotte – herunder bordeauxslotte som Château La Tour Carnet, Pape Clément, Fombrauge og Clos Haut-Peyraguey – laver også kultvin i USA, som fx denne eminente 2017 Napa Valley Cabernet Sauvignon.

Via hans 43 vinslotte, så laver Magrez – eller rettere hans team af vinmagere – vin fra samlet lidt over 1.000 hektar vinmarker, men denne 2017 Napa Valley Cabernet Sauvignon er lavet med 100% Cabernet Sauvignon fra en 2,4 hektar lille mikromark i Rutherford, der er Napa Valleys historiske hjerte.

Og alle sejl er sat ind på at skabe en amerikansk pendant til store Premier Grand Cru Classé vine fra Bordeaux, så Magrez har hyret vinmageren Aaron Pott til at lave vinen.

Pott er en utrolig velanset vinmager, der startede med at studere ønologi ved University of California i Davis, mens han arbejdede på deltid i forskningslaboratoriet på Robert Mondavi Winery. Derefter tog han til Frankrig og fik en kandidatgrad indenfor vinavl fra Université de Bourgogne i Dijon.

Derefter blev Aaron assisterende vinmager på Newton Vineyard, men efter et møde med Michel Rolland, som så stort potentiale i den unge vinmager, så fik Aaron job som ansvarlig vinmager på Château Troplong Mondot i Saint-Émilion og derefter blev han direktør for Château La Tour Figeac … også i Saint-Émilion.

Efter 6 år i det franske vendte Aaron dog retur til USA, hvor han arbejdede for Beringer Wine Estates. Han arbejdede internationalt og rejste verden rundt, hvor han arbejdede sammen med de franske vinmagere Jean-Louis Mandrau fra Château Latour samt André Porcheret fra Hospice de Beaune og Domaine Leroy.

Senere i 2001 blev Aaron så ansvarlig for St. Clement Vineyards i St. Helena i Californien og i 2004 accepterede Pott også en stilling som vinmager og leder hos Quintessa også i St. Helena.

I 2005 dannede han så sit eget Huis Clos Consulting og startede samtidig også Pott Wines. Så i dag er han både vinkonsulent, der hjælper andre vinproducenter, men også laver sine egne vine fra knap 31 hektar marker i Californien.

Som vinkonsulent har han bl.a. hjulpet vinhuse som Fe Wines, bl.a. fik deres 2019 Fe Cabernet Sauvignon 100 point af International Wine Report.

Med denne Bernard Magrez 2017 Napa Valley Cabernet Sauvignon har Aaron Pott hjulpet det team, som normalt laver alle vinene på Magrez’ fineste slot … Château Pape-Clément.

Vinen er som sagt på 100% Cabernet Sauvignon fra en lille mark i det verdensberømte Rutherford i Napa Valley. De håndplukkede druer får 3 dages koldmaceration inden spontangæring med ved
26-30 grader og alene med druernes egne gærceller.

Under den 35 dages lange gæring og maceration udtrækker manuelle punch downs nænsomt farve, smag og tannin fra skindet. Herefter omstikkes rødvinen til en 18 måneder lang lagring med malolaktisk gæring på nye franske barriques.

Duftmæssigt er vi i lækker-lækker land … der er en dyb, fin og behersket aroma med tørv, grafit, røg, tørret kød, våde fade, noget mahogni, læder og en frugt af blommer, sorte kirsebær og brombær, mens fadlagringen også bidrager med vanilje og kanel … alt er meget smooth, glat, blødt og rundt.

I munden er vinen så blød, elegant og cremet, at den nærmest smelter i munden med stor kompleksitet, dybde og samtidig en fin, sart og totalt balanceret frugtsmag. Vinen har derudover en nøddet smag, sådan lidt umami … komplet, tilbagelænet, overlegent som den mest velkomponerede sang, hvor alle toner mødes i mol og dur, en vinøs himmelsk akkord. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 1.699,95 kr., mens prisen er 1.399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Franzina Vini, St Sixtus Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2019 Franzina Vini, St Sixtus Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienAzienda Agricola Franzina Vini ligger ved landsbyen Ronco i kommunen Buglio i Monte og står bag næste vin, som for mig blev aftenens bedste vin … en 2019 St Sixtus Valtellina Superiore.

Franzina familien har i langt over 50 år drevet landbrug, men i 2014 startede Mattia Franzina med at lave vine fra familiens vinstokke.

Han er en ung og  talentfuld agronom, som blev udlært  i 2009 og når han ikke passer sine egne vinmarker, så rådgiver han en del af de helt små producenter i Valtellina.

>Mattia har ikke så mange marker … men drømmer om flere. Han ejer dog en række små parceller med mere end 100 år gamle vinstokke, flest med  Chiavennasca aka Nebbiolo), men også Rossola, Pignola samt den gamle sort Merlina spredt rundt på terrasserne.

Denne 2019 St Sixtus Valtellina Superiore er lavet på 100% Chiavennasca, men da der er tale om en meget lille producent, så er der meget beskeden info om vinen. Den skulle være gæret i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 24 måneder og heraf 12 måneder i store 10 hektolier  Veneta Botte fade og så aftappet på flaske og lagret yderligere 12 måneder.

I glasset er vinen dejlig lys og næsten transparent … har lidt bio bio samt landlige og dyriske noter, lidt kål, en malerspand og en utrolig let frugt med hindbær og lyse kirsebær. Der kommer lakridskonfekt fra fadene … men er faktisk meget sart, fin, delikat og feminin, men det forstærkes faktisk kun med mere luft i glasset … vinøse silkekniplinger med en saltet bjergmineralsk knytnæve.

Det smager sgu også rasende godt … har samme lyse, fine og sarte fornemmelse, der næsten virker helt burgundisk … selvom jeg fik at vide, at dette er et fyord ved smagninger. Men det er sgu en følsom og smuk blondedug, som endda har lyse tanniner og noget træ, der bare er integreret så fint. Det er lyst, cremet, æterisk, luftbåren og skruet forbandet godt sammen. 97 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men koster – så vidt jeg kan se – omkring 35€ i Italien … svarende til 261 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Jean-François Ganevat, Plein Sud Trousseau, Jura, Frankrig

2019 Jean-François Ganevat, Plein Sud Trousseau, Jura, FrankrigDen næste vin gættede jeg næsten spot-on … troede dog, at druen var Poulsard fra Jura, men det var tæt på, nemlig på Trousseau … en 2019 Plein Sud fra den megahypede Jean-François Ganevat.

Ganevat er en fabelagtig vinbonde, en lille stjerneproducent af guds nåde, somholder til i den lille by Rotalier syd for Lons-le-Saulnier i Jura.

Jean-François Ganevat driver vinhuset sammen med hans søster Anne lige uden for Rotalier i La Combe dalen … faktisk nabo til Peggy & Jean Pascal Buronfosse, som vi jo tidligere er stødt på her på bloggen. Jean-François Ganevat har endda løbende hjulpet Peggy Buronfosse med råd omkring vinproduktionen.

Jean-François har da også god erfaring, da han kommer fra en familie af vinproducenter, som gennem generationer har lavet vin i Jura. Siden 1650 har hans familie været bønder og både dyrket druer, lavet vin og opdrættet montbéliarde køer … som laver mælken til de berømte Comté oste, som jo også stammer fra Jura.

Det var Jean-François’ far, som i 1976 stoppede med at opdrætte køer og udelukkende begyndte at satse på vinproduktion. Den unge Jean-François deltog selvfølgelig i arbejdet … både i markerne og i kælderen.

I 1989 startede Jean-François på sin uddannelse til vinmager på skolen i Baune og arbejdede derefter i det prestigefyldte vinhus Domaine Jean-Marc Morey i Chassagne-Montrachet. Der regnede han egentlig ikke med, at han ville returnere til Jura, idet drømmen klart var selv at blive vinbonde i Bourgogne.

Men med mer’ og mer’ erfaring i bagagen, så besluttede Jean-François Ganevat i 1998 at returnere til Jura for at overtage driften af familiens vingård med det formål at forbedre driften og lave store vine … modsat hans far, som blot havde lavet almindelig bordvin beregnet til salg lokalt.

Da han overtog driften, så havde vingården samlet 6 hektar vinmarker og nogle af markerne var endda lejet fra andre vinavlere, men tilplantet med mange gamle og nu glemte sorter. Jean-François skiftede disse sorter til bl.a. Chardonnay, men fortryder i dag, at han ikke beholdte de gamle og glemte sorter.

I dag har Jean-François Ganevat samlet 8,5 hektar vinmarker, hvoraf 1 hektar dog er lejet på langtidskontrakter. Der dyrkes primært Chardonnay, Pinot Noir, Trousseau, Poulsard og Savagnin.

Markerne ligger tæt ved vingården omkring La Combe de Rotalier og omfatter marker som Les Chalasses, som er den største på 4 hektar, Les Grandes Teppes på 2 hektar samt Grusse en Billat på 1,8 hektar. Resten er småparceller omkring vingården.

Alt dyrkes fuldstændigt biodynamisk og produktionen sker også så naturligt som muligt, bl.a. tilsættes der overhovedet ikke svovl under produktionen, og faktisk er det alene de to cuvéer Florine og Billats, som får tilsat 1 gram svovl ved flaskning.

Udover vinene fra de 8,5 hektar, så laver Jean-François også en række negociantvine, hvor druerne opkøbes fra en række vinavlere. Og her eksperimenter han både med sorter som Grenache, Gamay, Riesling og Pinot Gris.

Der arbejdes også både med rustfrie ståltanke, egefade og store amphora krukker fra Toscana. I det hele taget har Jean-François en meget innovativ tilgang til vinproduktionen.

I september 2021 solgte Jean-François Ganevat sin vingård til den russiske milliardær Alexander Pumpyansky, en søn af stålmagnaten Dmitri Pumpyansky. Med Ruslands senere invasion af Ukraine har dette ejerskab selvfølgelig rejst spørgsmål blandt vinelskere og vinverdenen generelt.

Dette er efterfølgende også yderligere forstærket af, at både Dmitri og Alexander Pumpyansky allerede i marts 2022 blev tilføjet på EU’s sanktionsliste … men det skulle efter sigende ikke ha’ påvirket livet og produktionen på vingården. Der er forlydender om, at Ganevat skulle ha’ købt vingården tilbage.

Nå, men her smager vi – uden storpolitik – husets 2019 Plein Sud Trousseau, der kommer fra 15-60 år gamle vinstokke plantet på en stejl sydskråning med undergrund af hvid mergel, rasp og grus.

I vinkælderen er vinen lavet uden brug af tyndgekraft og med så lidt indgriben som muligt, hvilket bl.a. betyder en blid maceration og en gæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret 1 år i koniske egefade.

I glasset er der tale om en utrolig lys og grumset vin med en småbrun og orange kant. Omgående udsender vinen en bio bio aroma, der så dufter af malerspand, acetone, gazebind, hyben, stikkelsbær, ribs, appelsin, granatæbler, knuste jordbær, grønne oliven … virkelig en lys, rød frugt, meget frugtrig og parfumeret vin, der også  har noget grøntsagsfond, roser, mynte og grønne noter.

Smagsmæssigt kilder vinen næsten på tungen … lys, læskende og urtet, nærmest saftet, mostet med en æteriske og dybe side, en stor elegant kompleksitet med lyse og røde frugter, friske røde bolsjer og nærmest som at sutte på et lyst, syrlig og småsødt bolsje med nogle krydderier og kant. I munden er der sitrende energi og alt breder sig stramt og elegant. Det er vildt godt og jeg elsker denne stil, så dermed 97 point.

Herhjemme forhandles Ganevat af Pétillant, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg heller ikke, men vinene er sgu ikke billige.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2013 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

2013 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, FrankrigEfter de imponerende to årgange af Piper-Heidsieck Cuvée Rare og 2012 Moët & Chandons Cuvée Dom Pérignon, så blev vi i det højere luftlag med en 2013 Dom Pérignon.

Jeg har jo skrevet om denne ikoniske drik tidligere, da jeg efterhånden har smagt Dom Pérignon i årgang 1993, 2000, 2002, 2004, 2005, 2006 og 2012.

Hele historien bag Dom Pérignon er både lang og spændende …. bestemt værd at læse om. Det kan du fx gøre i mit blogindlæg om 2002’eren.

I årgang 2013 er Dom Pérignon som vanligt lavet på druerne Chardonnay og Pinot Noir … normalvis cirka 60% Chardonnay og 40% Pinot Noir, men det nøjagtige forhold for 2013’eren fremgår ikke nogle steder.

Vinen er dog sammensat af mere end 100 forskellige parceller, ganske som den plejer. Primært er er det druer fra Premier Cru og Grand Cru marker, men også marken ved klosteret i Hautvilliers, mens degorgering er sket i oktober 2022 efter 9 år i kælderen.

Man skulle måske ikke forvente, at den ville have samme niveau som 2012’eren, men det har den … næsten i hvert fald. Det er ikke helt så bred og faddomineret , men har en aromatisk, dejlig duft med bedre balance, hvor man først ligger mærke til denne ret luftige, kalk- eller kridtagtige lethed, der så suppleres af ristede hasselnøder, mandler, en smørfed frugt af Pære Belle Helene, blommer, abrikos og svag ananas.

Der kommer også lakridskonfekt, vanilje, røg, friskbagt franske croissanter, tørre krydderier, mynte, kardemomme og ristede noter med toast, butterdej og walesboller med flødeskum.

Smagen er fabelagtig, saftig og læskende med et kysselækkert blødt brus, slank, fin, flot og balanceret på tungen. Boblerne er blide og de fader også hurtigt ud og fremhæver frugten med pærer, gule æbler, lemon bitterhed og nogle grillede citroner.

Den har en mere feminin, let, kalket og smuk smag, selvom dybden måske ikke er helt så stor som i 2012’eren. Her er det nok mere den anonyme, usynlige, effektive og tætte snigmorder, der opererer i det skjulte, men får jobbet gjort med præcision og lethed. 97 point.

Forhandles flere steder, bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 1.750 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2008 Piper-Heidsieck, Cuvée Rare, Champagne, Frankrig

2008 Piper-Heidsieck, Cuvée Rare, Champagne, FrankrigOpvarmning med gode bobler er da lige til at holde til … og efter 2002’eren af denne Piper-Heidsieck Cuvée Rare, som bare sad lige i skabet, så smagte vi efterfølgende også 2008’eren, som er en del anderledes.

Læs om den spændende historie i min anmeldelse af 2002’eren … her skal jeg blot kigge nærmere på champagnen i årgang 2008.

Cuvée Rare er lavet på 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir fra marker i Montagne de Reims regionen. Det er en champagne, som alene fremstilles i de år, hvor druehøsten er helt exceptionel og hvis vinmageren vurderer, at det kan blive en helt ekstraordinær cuvée.

Den første Cuvée Rare blev fremstillet i 1976 efter en utrolig intens varmebølge dette år. Siden da har Cuvée Rare kun været produceret 8 gange, nemlig i 1979, 1985, 1988, 1990, 1998, 1999, 2002, 2008 samt 2013, mens den tilsyneladende ikke er lavet i den ellers flotte årgang 2012. Der er kun udgivet 16 årgange på mere end 45 år.

Denne 2008’er er et blend fra 8 Grand Cru marker, hvilket for Chardonnay druerne bl.a. er Oger, Villers-Marmery og Avize og for Pinot Noir Verzy. Den har efter almindelig vinificering lagret mindst 60 måneder vinkælderen hos Piper Heidsieck inden første prøve disgorgement udføres.

Herefter frigives med mellemrum små håndtappede partier, der typisk er lagret mellem 74-108 måneder, men ellers så længe flasker haves. Det betyder naturligvis at de enkelte partier ikke smager helt ens og at oplevelsen forbliver Rare, men kompleksiteten er altid nær det ekstraordinære.

I forhold til 2002’eren er duften mere ren … ikke helt samme dybde og ekspressive aromaer, men klart mere mineralsk og stenet … dog er der fortsat nogle af samme noter, blot mere afdæmpede som om, at de lige skal vågne op. Således er der fortsat toast, bløde brioche boller, smør, noget butterdej, karamel, hvide blomster, lidt grønne vinblade, hasselnøder, lemon, kiwi, mango, æbler og pærer.

Boblerne er også klart vildere, yngre, mere virile og brusende end hos 2002’eren og derudover er der langt mere syre, således man ikk’ lige fra første mundfuld får denne smeltende fornemmelse. Men til gengæld er alt så rent, præcist, flot og balanceret med citroner, en smule lemon og blomsterstøv … virkelig frisk.

Man får på en eller anden måde et mix af lidt sødt, lidt krydret og et strejf af bitterhed … næsten hedonistisk som et piskesmæld med en viril syrerygrad, der skærer gennem lokalet og ender engleblidt i munden. 97 point.

Forhandles flere steder … billigste er set hos VildMedVin, hvor en flaske koster 1.395 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, TysklandAlting får en ende … også aftenen hos Keeper, som vi sluttede med endnu mere Pinot Noir og endda på fornemmeste måde via denne 2018 Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir fra det fabelagtige Weingut Chat Sauvage.

Det er et vinhus, som jeg tidligere har besøgt, hvilket du kan læse om i mit spændende blogindlæg; Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland og derfor skriver jeg heller ikke her mere om huset, men kigger blot lidt nærmere på denne vin, som jeg faktisk også har smagt før i både årgang 2007, 2014 og 2016.

Rüdesheimer Drachenstein marken ligger nedenfor de store statue og mindesmærke Niederwalddenkmal. Andre producenter som fx Weingut Josef Leitz, Weingut Dr. Nägler og Weingut Jakob Scholl Nachf har skam også parceller på marken.

Druerne er høstet manuelt … og sorteret både ved selve høsten og ved ankomsten til vineriet. Efter presningen foretages gæringen på ståltanke efter en kort udblødning. Efter endt fermentering har den så gennemgået malolaktisk gæring og er lagret 18 måneder på franske barriques fra Bourgogne.

Hvor dufter det himmelsk … animalsk, fadfint og totalt lækker med lette koldrøgede noter, rosenblade, mineraler, sten samt stringent, lys og syrlig frugt med hindbær, jordbær, ribs, lyse umodne kirsebær samt en diskret fadnote med fennikel, vanilje, mælkechokolade samt en lidt grøntsagsfond og mentol. Vinen har denne luftige, æteriske, slanke og smukt parfumerede aroma, som en hundedyr eau de toilette med de skønneste duftolier.

Smagen er lys, sart, delikat og fin med denne forbandede lethed, blødhed og elegance. Det er lyse og syrlig frugt med ribs, jordbær, mirabeller, rabarber og lemon … masser af bid. men med en frisk og prikkende syre, der virker æterisk, forførende og feminin, så det nærmest er vinøse blondetrusser på den hvideste og reneste marmorhud. Det smager rasende godt, så 97 point.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor den efterhånden koster 729 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2009 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, Frankrig

2009 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, FrankrigDen anden Syrah vin i sæt 4 var bestemt ikke ringere … nærmere tværtimod, for det var nemlig en 2009 Cornas Renaissance fra én af de bedste producenter i det nordlige Rhône og det er selvfølgelig A. Clape.

Renaissance er en Cornas, blot på yngre stokke, selvfølgelig lavet på ren Syrah. Vinstokkene har en alder på 12-20 år, og vinen lagrer 22 måneder på store, gamle foudres.

Cornas Renaissance har jeg også smagt og skrevet om tidligere … således både i årgang 2006 og 2007 … og hver gang er jeg blevet imponeret, for Renaissance ligger ikke langt fra Clapes normale og dyrere Cornas … der i dag koster ret meget.

Duften er dyb, kølig, mørk, klassisk og imponerende med animalsk og landlig mødding, dyb kælder, hængt kød, flæsk, Beef Jerky, mejeri samt kærnemælk, blæk, røg, tobak, blomsterpollen, blåbær, hindbær og brombær, let mentol, svag peber, læderfedt og måske endda lidt kaffe.

Hvor smager det bare himmelsk … kølig, rank, klassisk og alligevel blød, rund, elegant og fortsat med denne kerne med tonsvis af frugt samt en bundløs dybde. Der er flæsk, dybmørke bær, blæk, kul, grafit og fortsat med tørre tanniner, der snerrer og viser tænder, men ikke mener det så alvorligt. Det er skarpt og præcis … så jeg bliver bare glad i låget … 97 point.

Forhandles i dag af Bichel Vine, hvor den kun sælges på allokation.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2021 Domaine Albert Morot, Beaune 1er Cru Les Cent-Vignes, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Albert Morot, Beaune 1er Cru Les Cent-Vignes, Bourgogne, FrankrigLad os fortsætte i Bourgogne, hvor vi nu har bevæget os til Beaune. Dér på Avenue Charles Jaffelin finder vi det gamle hus Domaine Albert Morot, hvorfra vi nu smager en 2021 Beaune 1er Cru Les Cent-Vignes.

Vinhusets historie går helt tilbage til 1820, hvor Philibert Jacques Angélique Morot først startede med at sælge vin fra sin vingård og fragtede dem til sine kunder med hestevogn.

I 1860 fik han selskab af sine to sønner i form af Simon fra Rouen samt Albert i Beaune. Det blev dog Albert, der i 1880 fortsatte med at drive vinhuset og selvfølgelig også derfor, at vinhuset i dag fortsat bærer hans navn.

Det var også Albert, der – sammen med svigersønnen Louis Jean Blanlot – købte jorden ved La Creusotte og i 1898 byggede det fine og imponerende Château de la Creusotte, der også kan ses på vinens etiket. De to købte også i 1890’erne flere vinmarker i Beaune og Savigny grundet de lavere priser efter phylloxera-krisen.

Louis Jean Blanlot døde dog tidligt i en alder af 52, hvorefter først hans hustru Mme Berthe Blanlot og derefter datteren Yvonne drev vingården, men solgte bl.a. deres vinkælder og butik på Rue Sainte Marguerite i Beaune og samlede vinproduktionen på slottet.

Senere fulgte nogle svære år … under 2. verdenskrig beslaglagde tyskerne al produktionen og slottet var endda flere dage besat af de tyske besættelsestropper. Efterkrigsårene var også svære. bl.a. var der ikke meget vinforbrug og slottet kan i økonomiske problemer og var tvunget til at sælge 2 hektar vinmarker.

I 1952 overtog Yvonnes ældste søn Guy Choppin driften i en alder af blot 23 år, men de økonomiske vanskeligheder fortsatte, så vinhuset i 1980 måtte igennem en rekonstruktion, hvorefter Guys søster Françoise Choppin overtog tøjlerne.

Hun stoppede omgående en negociantforretning og koncentrerede  sig helt om egenproduktionen, ændrede kvaliteten og udviklede den eksport, som allerede var startet efter 1. verdenskrig.

I 2000 overtog hendes barnebarn Geoffroy Choppin de Janvry og han har ufortrødent fortsat arbejdet med at forbedre kvaliteten og han har bl.a. implementeret en bred vifte af tiltag med mere fokus på arbejdet i markerne, herunder grøn høst og udtynding af blade samt dobbeltsortering under høst.

Samlet har Geoffroy 8 hektar vinmarker, der siden 2015 har været dyrket økologisk certificeret og man arbejder endda henimod at man kan blive komplet biodynamiske. De 8 hektar vinmarker er fordelt på hele 10 appellationer og har de fleste marker omkring Beaune, men de kan også prale af nogle af ​​de bedste marker i Savigny-lès-Beaune og Pommard.

Francoise  døde for et par år siden, men Geoffroy er dog ikke flyttet ind på det imposante slot … men det er måske meget forståeligt, da det i høj grad trænger til en total renovering. Men kælderen fejler intet … lavet i 3 etager og gemmer på mange juveller under de ret solide hvælvinger.

Denne Beaune 1er Cru Les Cent-Vignes er selvfølgelig lavet med Pinot Noir druer fra 1er Cru vinmarken Les Cent-Vignes, som er en ganske lille vinmark på kun 1,27 hektar og ligger placeret i bunden af skråningen med jord hovedsageligt bestående af ler og muldjord.

Man har i marken fundet fragmenter af lertøj, der viser at der engang har ligget en landsby der i den romerske tid. Men efter byen forsvandt, så har marken igennem tiderne ikke været tilplantet, men det kunne man jo ikke have, så derfor blev der igen plantet stokke der og marken fik navnet Cent-Vignes … hundrede vinstokke.

De nuværende vinstokke på marken er plantet i 1958 og alle druerne er høstet manuel og sorteret både i markerne og i selve vinkælderen. Så er druerne afstilket 100% og gæringen er så sket fuldstændig traditionelt i åbne kar og alene med druernes egne og naturlige gærceller og løbende pigeage og remontage.

Så er der sket en langsom malolaktisk gæring og lagring af vinen i 14 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 30% er nye. Derefter er vinen flasket uden filtrering … og i hele processen er vinen alene flyttes ved hjælp af tyngdekraften og 3. etagers kælder.

Er du svimmel, hvor det dufter godt … klart Pinot Noir næse med klassisk renhed, lidt stald – bare lidt – søde jordbær, hindbær, mørke ribs, lidt kernelæder som hos min nye lænestol, cedertræ, chokolade, let tobak, røde roser og et strejf lakridskonfekt, der nok har ligget i skuffen et par år … det her er sgu lige mig.

Sådan smager vinen faktisk også … en smuk, let, fin, sart og feminin frugt, der både er jordbær, ribs, hindbær og umodne blommer … frisk og levende som bare pokker. Alt er balanceret så perfekt på den nok skrappeste præcisionsvægt af schweizisk kvalitet, så dermed bliver det svært at slippe glasset og sætte det på bordet igen. Tanninerne virker endda finsigtede som den hvideste sigtemel, så vinene flyder bare igennem svælget, halsen, maven og kroppen … selv tæerne vipper med.

Med et prisskilt på 382 kr., så modbeviser denne vin også, at god bourgognevin i dag koster spidsen af en jetjager … men her er vinen lige så spids og fin som netop fronten på et nyt, dansk F-35 kampfly. 97 point.

Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 382 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7