Tag-arkiv: Toscana

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, Toscana, Italien

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, Toscana, ItalienDet er da ikke mange år siden, at jeg smagte denne Crognolo fra Tenuta Sette Ponti i en Limited Edition 20th Anniversary udgave, men årene går jo … og en ny fødselsdag er altid på vej, så nu smager jeg 2021 Crognolo Limited Edition 25th Anniversary.

Tenuta Sette Pontis vin Crognolo kaldes af flere for The Tignanello Killer, fordi vinen i flere årgange har fået samme eller endda bedre ratings end den verdensberømte Tignanello.

Deres Crognolo Limited Edition 20th Anniversary var anderledes end den almindelig Crognolo, for den var lavet på særligt udvalgte fade fra de tre seneste bedste år 2013, 2015 og 2016 og således med en forlænget fadlagring.

Sådan er det også med Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, der så er lavet i 2021, men blandet med vin fra de bedste fade fra årgang 2016, 2018 og 2019. Samlet skulle det dog være et blend på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra 30-35 år gamle vinstokke fra sydvendte og stenede parceller nær Arezzo i Chianti Colli Arenti.

En del af druerne kommer fra supermarken Vigna dell’Impero, som den italienske kongefamilie plantede tilbage i 1935.

Fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i normalt 14 måneder … men her er det en blanding af de bedste fade fra årgang 2016, 2018 og 2019, som er stukket sammen og flasket med yderligere 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Som med 20 års vinen, så er det virkelig en lækker og meget imødekommende næse, hvor der er bløde og behagelige aromaer med brønddyb intensitet. Der er godt med mørke bær, pænt med fad og det dufter vildt godt og rundt. Det er jordbær, sorte kirsebær, lidt blåbær, svesker, røg, lejrbål, sød lakrids, nødder, kaffe, tobak, sødme, chokolade og en balsamisk italiensk syre.

Hvor er smagen proppet med frisk frugt … der er saft kraft og så masser af bundtræk, men igen på en syrlig, let, elegant og utrolig frugtrig facon. Der er syrligfriske kirsebær, blommer, champignon, sandaltræ, appelsinskal,  Campari … meget ren, rank, strunk med småbitre og lyse tanniner, som lige markerer og udtørrer munden uden at blive skræmmende. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Casanova di Neri, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Casanova di Neri, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Agricola Casanova di Neri ligger ved Montalcino by … eller i hvert fald et par kilometer øst for byen i Toscana og derfra smager jeg nu deres Brunello di Montalcino årgang 2017.

Casanova di Neri, Pietradonice er grundlagt i 1971 af Giovanni Neri. Han startede forsigtig med få marker, men har løbende udvidet med køb af yderligere marker, bl.a. markerne Fiesole, Poderuccio, Podernuovo, Le Cetine, Pietradonice, Cerretalto og Spereta. I dag har ejendommen i alt 63 hektar vinmarker samt lidt olivenlunde og agerjord.

Den første vin fra vingården kom på markedet i 1978, nemlig husets Brunello. Men produktionen er siden udvidet med en Brunello Cerretalto i 1981, en Rosso di Montalcino i 1982, en Brunello Tenuta Nuova i 1993, en Rosso di Casanova di Neri og den hvide Bianco i 2011.

Med 63 ha vinmarker er Casanova di Neri et af de største familiebrug i Montalcino. Vinhuset har siden 1991 været ledet af Giovannis søn Giacomo Neri, som er en vinbonde med stor kærlighed for arbejdet i marken.

Og hans sønner Gianlorenzo og Giovanni er kørt i stilling. De har begge allerede taget ønologisk uddannelse, så arvefølgen er helt på plads.

Casanova di Neri blev i 2007 kåret som verdens bedste Brunello producent af det velrenomerede Wine Spectator, og blev ligeledes nr. 1 på top 100 listen. Det er derfor ikke uden grund, at Casanova di Neri betragtes som én af de absolut bedste producenter fra Montalcino.

Giacomo Neri færdiggjorde for få år siden sit nye vineri, som er et fantastisk projekt der strækker sig 3 etager under jorden, men kan via tyngdekraften transportere vinene fra top til bund under produktionen.

Anlægget har været kostbart, men Giacomo har kæmpe succes med det. I løbet af ganske få år er Casanova di Neri blevet stjerneproducent i Gambero Rosso og har således 10 gange opnået 3 glas … noget kun få og de absolut bedste producenter formår.

Ligeledes er Casanova di Neri flere gange tildelt de magiske og næsten uopnåelige 100 point for deres vine – senest I 2006, 2007 og 2010 har Casanova di Neri fra forskellige internationale anmeldere modtaget 100 point og fantastiske ord med på vejen.

Denne 2017 Brunello di Montalcino med tilnavnet Etichetta Bianca er lavet på 100% Sangiovese. Mosten af de håndhøstede, afstilkede druer gæres temperaturstyret og spontant alene med druernes egne gærceller og en 25 dages maceration.

Efter endt fermentering er vinen lagret 42 måneder på store slavonske egetræsfade efterfulgt af 6 måneder på flaske før endelig
frigivelse.

Det er duftmæssigt sure kirsebær, svesker, ribs, gran og så ellers godt med knuste blomster, roser, violer, enebær og røg, suppleret med godt med mineraler. Det er syrligt, luftigt og har samtidig en rigtig bred malerrulle, der rækker ud til folk, som ikke nødvendigvis er vinnørder, men bare vil nyde et godt glas. Dette er dog langt mere og selv hardnittere må overgive sig og blive imponeret.

I munden er det lidt det samme … surkirsebærfriskhed, hindbær, svesker og ribs, rå champignon, karamel, mandler og så igen pænt med blomster … friske og tørrede. Der er vildt stramme tanniner og kæmpe tørhed, hvilket bider og river på vidunderlig vis. Sikke syre og sikke struktur … smukkeste Brunello di Montalcino. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 429,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, Italien

2017 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, ItalienSidst jeg smagte en vin fra Fattoria Carpineta Fontalpino ved Monteaperti nær den historiske by Castelnuovo Berardenga, så var det en økologisk Fontalpino Chianti Classico Bio 2018. Nu smager jeg en 2017 Do Ut Des IGT og det er en vin, som jeg altid har været småpjattet med.

Det er en vin, som jeg har smagt masser af gange og endda også skrevet om her på vinbloggen i både årgang 2007 og 2012. Do Ut Des IGT er i denne årgang 2017 lavet på et blend af 33% Merlot, 34% Petit Verdot samt 33% Cabernet Sauvignon.

Familien Cresti håndhøster druerne fra den sydøstvendte Montaperti vinmark i 220 meters højde i det sydlige Chianti Classico. Marken har en undergrund med sand og sten.

Efter høst har druerne gennemgået spontangæring alene med de naturligt forekommende gærstammer, mens 25 dages udblødning af drueskallerne ved 28-30 grader har bidraget med yderligere farve, smag og tannin.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske 225 liters barriquefade fra Allier og Trochet og efterfølgende 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

WAUW for dæleme … mørk, dyb, intens og med et pænt og lækkert fadpræg, som sammenlagt giver en meget rund, kraftig vin med lidt bordeauxfile træk, men samtidig med en italiensk ansigt og en rigtig smørtenorstemme. Der er lakridskonfekt, finsk lakrids, toast, vanilje, chokolade, violer, cedertræ og en cafe latte, mens frugten er solbær, brombær og kirsebær .. og så lige et snert af lidt grønne urter.

Det smager faktisk lige sådan … rund, cremet, fyldig og monster meget intens i alle smagsnuancerne. Det er en velourhabit sammen med fløjlsbukser … måske ikke ultramoderne, men for pokker, hvor det smager godt. Selvom vinen er blød og fyldig, så sniger tørheden sig ind sammen med tætte og stramme tanniner, hvilket giver et ret italiensk og smukt balsamisk bid. Der er virkelig fin balance i vinen, krydderierne blander sig i smagsspektret og eftersmagen er fin og lang. Frugten er virkelig flot, og vinen efterlader sammenlagt et rigtigt fint visitkort. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, Italien

2021 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, ItalienNogle kan li’ moren, nogle datteren … og nogle bare dem alle. Men her har vi fast i den smukke lillesøster eller andenvin Rosso di Orma hos Tenuta Sette Ponti … lillesøster til topvinen Orma.

Som med Orma kommer vinen fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri. Denne her er lavet på et blend på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Sangiovese, som Tenute Sette Ponti håndhøster fra den i Bolgheria berømte Orma vinmark beliggende midt imellem Sassicaia og Ornellaia.

Druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar så har vinen gæret med temperaturstyring på ståltanke med en 15 dages gæring og maceration. Efter endt fermentering er den så lagret11 måneder, heraf 4 måneder på franske Tonneaux, så 4 måneder på betontanke samt 3 måneder på flaske.

Hold da op … hvor er der masser af bær og frugt i duften … solbær, kirsebær og blommemarmelade, lidt tørrede figner, blommetomater, lidt tørre fade og cigarkasser, muldjord, mentol, mynte, friskgarvet læder, violer, roser, blomsterpollen, kaffe og søde krydderier.

Vinen er smagsmæssigt meget blød med samme friske, frugtrige bærfornemmelse, som man også finder i duften. Det er blommer, kirsebær, frisk og ren i frugten og det er en god frugtsmag, masser sort te agtig bitterhed, har bløde tanniner. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Fattoria I Veroni, Chianti Rufina Riserva Vigneto Quona, Toscana, Italien

2018 Fattoria I Veroni, Chianti Rufina Riserva Vigneto Quona, Toscana, ItalienAzienda Vitivinicola del Chianti Rùfina I Veroni aka Fattoria I Veroni ligger i Pontassieve i Arno-dalen i Toscana lige overfor kirken San Martino a Quona. Jeg smager nu en 2018 Chianti Rufina Riserva Vigneto Quona fra vinhuset.

Vinhuset er grundlagt tilbage til 1582, men har en historie, der går tilbage til middelalderen, hvor I Veronis vinmarker var en del af Conti Guidi-familiens omfattende feudale godser. Den nuværende vingård Pianottolo er da også bygget på rester af århundrede år gamle bygninger, hvor bl.a. et vagttårn dengang dominerede gården.

Det findes dog ikke længere, men man kan fortsat finde de gamle kældre, som nu anvendes til at lagre vinene og der finder man også de gamle gæringstanke af sten bygget helt tilbage i 1809.

I begyndelse af det 19. århundrede blev ejendommen købt af Modigliani di Rufina familien, som drev stedet i knap 100 år indtil 1895, hvor det blev det købt af Carlo Malesci familien, men imidlertid døde vinproduktionen døde langsomt ud.

Det var først mange år senere i 1990’erne, at der igen kom rigtigt liv i vinproduktionen. Det skete da Lorenzo Mariani og hans mor Laura Malesci efter mange år med en begrænset produktion, besluttede at give gården et nyt liv.

De genopbyggede og restaurerede ejendommen i 1996 og fik samtidig deres ven ønologen Emilio Monechi til at hjælpe dem med at klargøre gården til vinproduktion.

Lorenzo Mariani kommer dog på faderens side af en familie af vinproducenter og er egentlig 4. generation til at lave vin. Hans far havde lavet lidt vin, men Lorenzo var inspireret af vinmagere som Vittorio Frescobaldi of Castello Nipozzano and Francesco Giuntini of Fattoria Selvapiana og besluttede derfor at satse på en større produktion på Fattoria I Veroni med hjælp fra vennen og ønologen Emilio Monechi.

Undervejs har han også haft hjælp af fabelagtige ønologer som fx Andrea Paoletti, der mest er kendt fra Ornellaia i Bolgheri og måske en af Italiens dygtigste ønologer.

I dag er det dog Luca Innocenti, der hjælper med produktionen fra huset med lidt råd engang imellem fra konsulenten Paola De Blasi. Huset har samlet 50 hektar jord, men heraf er 15 hektar vinmarker og 20 hektar olivenlunde. Der drives også i bedste italienske stil et lille agriturismo med udlejning af ferielejligheder.

Her smager vi husets 2018 Chianti Rufina Riserva Vigneto Quona, der er lavet på 100% Sangiovese, der kommer fra en vinmark på 2,79 hektar i 250-280 meters højde tæt ved San Martino a Quona kirken i Chianti Rufina området.

Straks efter høst starter en temperatur kontrolleret gæring med skind i cirka 20 dage, efterfulgt af modning  18 måneder på franske egetræsfade på 5 hektoliter og heraf 50% nye fade. Derefter er vinen lagret yderligere 10 måneder på flasken før frigivelse.

Dejlig duft … masser af Sangiovese karaktertræk med lidt rå champignon, modne kirsebær, hindbær, svesker og friske ribs, violer, noget ædeltræ, ædelgran og blæk. Der er noget bedaget over duften og den virker lidt hengemt, støvet og tør … suppleret med en smule røg samt dybt nede en svag og uundseelig sød note.

Hvor smager den godt … det er lidt som et puslespil, hvor de mange brikkere er samlet i et samlet og smukt billede. Vi er niveauer over de fleste Chianti og selvom vinen har en umiddelbar mørk, kraftig samt intens side, så er det ultra tørt og proppet med tanniner som ind i helvede. Tanninerne sætter sig solidt overalt i munden med et insisterende tørt, pebret og bittert punch, hvor de vræler med en urkraft udelukkende set i Barolo vine.  Man mærker så samtidig i slutfasen et lille varmt alkoholkick, men vinen har da også 15% højoktan … det forstyrrer dog ikke for meget. 92 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker og 180 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Castiglion del Bosco, Dainero Rosso IGT, Toscana, Italien

2019 Castiglion del Bosco, Dainero Rosso IGT, Toscana, ItalienVi fortsætter i Italien, da næste er toskansk og det er vinen Dainero Rosso IGT 2019 fra vinhuset Castiglion del Bosco, som ejes af Massimo Ferragamo fra modefirmaet Salvatore Ferragamo.

Massimo står for det familieejede modeimperiums afdeling i USA. Der er han bosiddende og har i over 20 år fungeret som formand for bestyrelsen af den amerikanske del. Da modefirmaet tilbage i 1993 købte Il Borro, så besluttede Massimo Ferragamo sig for også at investere i et italiensk vinhus.

Det blev til Castiglion del Bosco i byen af samme navn, tæt på Montalcino i hjertet af Val d’Orcia omkring 40 kilometer fra Siena og omkring 100 kilometer fra Firenze, hvor modefirmaet hos sit hovedkontor.

Han ledte egentlig efter en lille vingård med en smule jord, men endte nærmest med at købe en hel middelalderby med omkring 2.000 hektar jord, en kirke fra 1400-tallet, ruinerne fra en gammel fæstning og omkring 20 små gårde.

Der var tiden bogstaveligt gået i stå og Massimo Ferragamo blev bjertaget af stedet og købte stedet i 2003. Jeg ved ikke, hvad prisen var, men det lyder som lidt af en investering … og det var endda den mindste del.

For Ferragamo startede med at restaurere den gamle hovedbygning og de mange små gårdhuse, hvoraf nogle tidligere blot havde været brugt til opbevaring af landbrugsredskaber.

På den vinøse front tilplantede han omkring 60 hektar af jorden med vinstokke, således han kunne begynde et projekt med produktion af Brunello vine.

Derudover anlagde han såmænd også lige en 18-hullers eksklusiv golfbane med tilhørende klub samt åbnede et 5-stjernet hotel Rosewood Castiglion del Bosco med 23 værelser og 11 villaer … nogle af de små gårdhuse, som fulgte med i købet.

Alt blev selvfølgelig – med respekt af generne fra modehuset – designet af hustruen Chiara Ferragamo og designeren Teresa Bürgisser Sancristoforo. Og kun de bedste materialer blev brugt ved istandsættelsen og indretningen.

Massimo Ferragamo brugte 5 år på at restaurere stedet, som åbnede i 2008. Men vogt dig … det er totalt luksus og vildt dyrt, således starter lejen for et gårdhus på 2.500€ for et døgn.

Men i dag kan Ferragamo prale af, at stedet er besøgt af den tidligere amerikanske præsident Obama samt stjerner som Justin Timberlake og Jessica Biel … og hvem ved, måske engang den velkendte vinblogger Houlberg?

I dag hører vingården Castiglion del Bosco selvfølgelig også til blandt de respekterede Brunello producenter, hvilket i høj grad kan tilskrives den ansatte, talentfulde vinmager Cecilia Leoneschi.

Hun har sørget for, at vingården laver både Rosso di Montalcino, Brunello, enkeltmarks Brunello’er under navnet Campo del Drago samt vine som Millecento, Zodiaco og så denne supertoscaner Dainero.

Dainero er fremstillet 50% Merlot og 50% Sangiovese, der kommer fra marker i 450 meters højde. Efter høst gæres vinen i ståltanke ved 28 grader i 15 dage.  Vinen er lagret 6 måneder på franske barriques, hvoraf 30% er nye og resten brugt en gang tidligere.

Kompleks, dyb og animalsk næse … svampe, champignon, violer, blomstereng, roser, hasselnødder, eukalyptus, gærede kirsebær, blåbær, frisk eg og fadnoter. Der er lakrids, mælkechokolade, kaffe, rigtig mørk og fed balsamico samt kanel og vanilje. Derudover har vinen noget dekadence … gammel mahognitræ, linolie og sødlige smålumre krydderier og lakridskonfekt. Nice.

I munden er vinen lettere, men klart blødere end fx 2015’eren, imidlertid med en ren, direkte og småsyrlig side med hindbær, lidt tranebær og brombær, mineraler, Campari bitterhed og en syrlig balsamico eddike, ren frugtsyre og i det hele taget lækker syre, der giver vinen elegance og klasse. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, Italien

2019 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne DOCG Chianti Classico  fra det gamle, toscanske vinhus Pagliarese har jeg også smagt et par gange før i årgang 2016 og 2017 … men nu smager jeg så 2019’eren.

Pagliarese ligger lidt syd for den lille by San Gusmè omkring 60 kilometer syd for Firenze. Det er en gammel historisk ejendom, som blev grundlagt af familien Pagliaresi familie, som allerede tilbage i 1200-tallet var en stor og indflydelsesrig familie i Sienna. Da trak sig dog senere tilbage og bosatte sig til landet, nemlig i Berardenga området mellem de i dag to store topproducenter Fèlsina og Castell’in Villa … omringet af et fantastisk terroir.

Langt senere i 1970’erne og starten af 1980’erne var Pagliarese et anerkendt vinhus, som var drevet af den nu afdøde vinmager Giulio Gambelli. Men i slutningen af 1980’erne gik det dog desværre ned af bakke med både kvalitet og økonomi, så vingården var tæt på at gå bankerot og endte til sidst med blot at sælge druerne til andre producenter.

I 1995 blev Pagliarese  … ejendom og marker købt af Poggiali familien, som lagde stedet under deres eksisterende vinhus Società Agricola Fèlsina, dog med tanke om på et senere tidspunkt at relancere vinene under eget label igen.

Fèlsina er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, fx da jeg smagte en 2010 Berardenga Chianti Classico Riserva. Det er et stort og anerkendt vinhus, som siden overtagelsen har moderniseret vingården og genplantet de fleste af Pagliareses vinmarker.

Samlet har Pagliarese 65 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker, mens 10 hektar er olivenlunde og de resterende skovområder. Alle markerne ligger højt i Castelnuovo Berardenga i 320-390 meters højde, hvor jordbunden på de sydvestvendte skråninger består af stor andel kalksten, sandsten og småsten.

Og nu har Fèlsina siden 2015 så valgt at sælge Pagliarese under egen label igen. Her smager jeg så deres Chianti Classico, som er lavet på 90% Sangiovese, 5% Canaiolo og 5% Mammolo.

Fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke ved 28-30 grader med daglig overpumpning og en efterfølgende maceration på 12-15 dage. Derefter er vinen lagret 10-12 måneder, hvorefter den er tappet på flaske og lagret yderligere en periode.

Sikke dejlig næse … umiskendelig italiensk med denne nærmest balsamiske syre, tør tobak, fennikel, medicinkasse, tørrede blomster og en frugt med tranebær, godt med kirsebær, ribs, hækplanter, lidt grønne noter, appelsinskal og mynte … og så en svag lille sødme, der medvirker til en vis dybde.

Det er smagsmæssigt også rent, klart og stramt med tranebær, kirsebær og ribs … og atter masser af frugt, saftig lys, stram, elegant og frisk med Sangiovese karakter, bitre og klare tanniner. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, Italien

2019 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, ItalienDer blev lagt mere fedme på med den næste vin, som var en 2019 Fontanelle Chardonnay fra Castello Banfi og den skulle følge en herlig bouillabaisse med torsk, scampi og musling.

Vinhuset ejes af John og Harry Mariani, som dog er af italiensk afstamning. Mariani familien havde emigreret til USA i 1800-tallet.

De to brødre fik også nærmest vinen ind med modermælken, da deres far Giovanni F. Mariani, som var født i Torrington, Connecticut, i 1919 grundlagde Banfi Vintners, som blev ét af landets førende firmaer indenfor vinimport.

John og Harry Mariani overtog det store importfirma fra deres far i 1960, men efter nogle år steg brødrenes ambitioner markant. I 1972 besluttede de, at de selv ville starte en vingård i Toscana. Den skulle producere de fineste italienske vine og i 1978 blev drømmen realiseret og Castello Banfi grundlagt.

Projektet blev startet op sammen med en af Italiens bedste ønologer, den berømte Ezio Rivella og det lagde grunden for en sand succeshistorie. Castello Banfi opnåede hurtigt en enorm succes i både Italien og resten af verden. Og det er samtidig blevet en virkelig stor historie.

Samlet har brødrene med Castello Banfi opkøbt vingårde 4 forskellige steder, nemlig i Montalcino, Bolgheri og Chianti i Toscana samt Piemonte. I Piemonte købte man sidst i 1970’erne vingården Bruzzone med omkring 50 hektar jord, hvoraf 46 hektar er vinmarker.

Men det er nu primært i Toscana, at brødrene har deres vinmarker … ja faktisk råder Castello Banfi over ikke mindre knap 2.900 hektar jord, hvoraf omkring 950 hektar er vinmarker.

Selve hovedsædet … vingården ved Montalcino i Toscana er nærmest en fæstning fra det 11. århundrede, som er indrettet som luksusrestaurant, men er herudover indrettet med et af Europas mest avancerede vinerier. På vingården er der fx plads til ikke mindre end 7.000 vintønder.

Denne Fontanelle Chardonnay er en af husets mange vine og er produceret siden 1982. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, der er gæret temperaturstyret ved 16 grader i franske barriques. Efter endt fermentering  er vinen lagret 8-10 måneder på 350 liters barriques med løbende batonnage og roulage.

Allerede fra første snif er det klart fadpumpet Chardonnay … ikke vildt forfinet, men har alle de klassiske dyder med ristede nødder, lakridskonfekt, vanilje … men på en lidt storskrydende og nærmest tegneserieagtig facon med et lille grønt islæt.

I munden er det samme historie … fed, fyldig, sødkrydret med kvæde, pære, abrikos og grillede citroner, blød og omgængelig og gik fint til bouillabaissen. 89 point.

Forhandles af BilligVine.dk, hvor en flaske koster 188 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Ottomani, Chianti Superiore, Toscana, Italien

Azienda Agricola Ottomani er en lille drømmeprojekt startet af 4 barndomsvenner i Strada i Chianti. Driften er både økologisk og biodynamisk … her smager vi en af deres vine i form af en 2019 Chianti Superiore.

De 4 venner er Enrico Giovannini, Cosimo Pecorini, Leonardo Bonelli og Andrea Malavoti. De er alle uddannet ønologer fra universitetet i Firenze, men gik efterfølgende hver deres egne veje og fik en karriere indenfor vin.

Men nogle år senere mødtes de igen og besluttede sig for at lave vin sammen. Så de startede projektet Ottomani, som jo netop betyder otte hænder. Det skete ved købet af en ældre, eksisterende vingård, hvor de både kunne lave vin og producere lidt olivenolie.

Til vingården var der allerede en række marker med gamle vinstokke, som de kunne anvende … og endda forbedre ved både økologisk og biodynamisk dyrkning, da de allerede fra den spæde start besluttede sig for ikke at bruge nogle former kemisk gødning og udelukkende at arbejde med bæredygtige metoder for miljøet.

I dag er huset certificerede økologisk og derudover arbejder man ud fra biodynamiske principper, hvor man søger at forbedre planternes eget immunforsvar.

Omtanken for miljø og rene vine gennemsyrer hele processen. Brugen af svovl begrænses eksempelvis til et absolut minimum i den færdige vin. Men på trods af at der næsten er tale om naturvine” er det dog ikke funkyness, der dominerer, men derimod klassiske noter fra Sangiovese. Alle vine er spontangæret med deres naturlige gær.

Denne 2019 Chianti Superiore er lavet på Sangiovese samt lidt Canaiolo, som kommer fra marker med en kalkholdig jordbund med indspark af ler og store rulle sten. Indhøstningen foregår manuelt og allerede i marken gennemgår druerne en sortering, så kun de raske kommer med.

Gæring er sket spontant alene med druernes eksisterende gærceller i cementtanke og gæring samt maceration er sket over 30 dage med flere omgange overpumpinger og cap-crushing for på denne måde at trække så meget smag og strukturelle komponenter ud af druen som muligt. Efterfølgende lagres vinen i 14 måneder på franske barriques.

WAUW altså … dejlig urkraft i duften af landlige vitaminer, svedig bio-øko kant, boblende mødding nærmest men en fin og overjordisk dekadence, godt med kirsch og kirsebær, muldjord, sød tobak, nogle champignons og man fornemmer næsten saftigheden.

I munden er det også saftig, svedigt og har en sød balsamisk kant, der gør vinen uhyre drikkevenlig. Men det er ikke en vin, der så bare ruller om på ryggen, for den har nogle seriøse og tørre tanniner samt en syre, der ikke ligger under for pjat. Det giver virkelig vinen en ret stringent og ren nerve … seriøs og voksen på alle måder. Kæft det er hammergod Chianti. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 142 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, Italien

2010 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, ItalienJan havde som hans vin nummer to medbragt en flaske fra Castello di Monsanto, som jeg jo netop et par uger før havde smagt den fabelagtige Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio fra. Det var dog en anden vin, nemlig den mere moderne søstervin Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, men i en ældre årgang 2010.

Vinen er lavet på 100% Sangiovese Grosso plantet i 1968 og den laves kun i topårgange … første gang i 1974. Oprindelig blev den lavet som en protest mod de daværende appellationsregler i Chianti Classico, der krævede at man skulle blande Sangiovese med andre og mere inferiøre druetyper. Men denne er altså kun lavet på ren Sangiovese som fx Brunello i Montalcino.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede, korte og koniske stålkar med délestage og overpumpning over 20 dage og derefter er den lagret 18-20 måneder på 500 liter fade af fransk eg – nogle nye og andre brugt én gang tidligere – og derefter 2 år på flaske inden frigivelse.

Årene mærkes faktisk allerede fra start og på en helt anden måde end fx i Il Poggio. Her er det pænt moden frugt, let oxideret, har lidt brombær og blommer, kødfuld med oksefedt og tørret kød, gammelt teaktræ fra huse som i Den Gamle By, lakridsrod, engelsk lakrids og grafit. Virker utrolig blød … fadene fylder og virker gamle.

Smagen er skam også blød og rund. Hvor smager den godt og har en utrolig frugtkoncentration, selvom frugten også i munden er moden. Det er mest sådan lidt blommeagtigt, virkelig blød med blød på, tør med faste og stramme tanniner. Kompleks, moden, blød, kraftig og koncentreret vin. 95 point,

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7