Det er ikke mange dage siden, at jeg igen smagte vinen Rosso di Orma fra Tenuta Sette Ponti og nu smager jeg også deres fabelagtige Crognolo, som jeg før har smagt i årgangene 2016, 2018, 2019 og den lidt anderledes jubilæumsudgave 2021 … men dette er 2020’eren.
Crognolo er lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra nogle højtliggende, sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini og 30-35 år gamle vinstokke … herunder skulle en del vist komme fra marken Vigna dell’Impero, som den italienske kongefamilie plantede tilbage i 1935.
Nu er alle markerne, som leverer druer til vinen, også økologisk certificeret.
Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 12-14 måneder, hvorefter den flaskes og så lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.
Man bliver også omgående i godt humør, når man dufter til denne Crognolo, der byder på en dyb, mørk og aroma af både fadpræg, frisk og mørk frugt, balsamico, urter og fremragende balance. Frugten er jordbær, hindbær, tranebær og lyse blommer, der er hæfteplaster, røg, violer, grønne urter og rosmarin og så bidrager fadene med en omgang læder, finsk lakrids, chokolade og ristet kaffe … og præget fra fadene virker klart større end i 2019’eren.
I munden er der masser af kraft … mørk, tør kraft og samtidig også klart mørkere end 2019’eren. Der er bid i vinen … har lidt peber samt en maskulin, bred og krydret syre. Frugten virker mørkere … næsten med solbær, hindbær og tranebær, virkelig tør og tanninerne faktisk tydelige, men aldrig vilde, og derudover en mineralsk nerve. Det er fløjlshandsker med jern-nitter. 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 123,43 kr. ved køb af 6 flasker – i øvrigt en utrolig pris for denne vin.