Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2019 Ada Nada, Barbera d’Alba Pierin, Piemonte, Italien

2019 Ada Nada, Barbera d’Alba Pierin, Piemonte, ItalienAzienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada er jeg før stødt på og denne Barbera d’Alba Pierin har jeg også smagt før i både årgang 2018, 2016 og 2014 … nu smager jeg 2019’eren.

Barbera d’Alba d’Pierin er en af husets 2 Barbera d’Alba vine og lavet med druer fra vinmarken Pierin i Treiso kommune, en mark med kalkholdig mergel og et lavt indhold af ler, men med perfekt sydøstlig eksponering.

Druerne høstes typisk i slutningen af september og sker ved håndkraft i store kurve. Høstudbyttet er rimelig pænt med knap 80 hektoliter pr. hektar. Derefter afstilkes drueklaserne, presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor macerationen varer omkring 7 dage ved en temperatur ved 28 grader.

Derefter sker fermentering og efterfølgende lagrer vinen 10-12 måneder på de store egefade inden ufiltreret flaskning. Derefter lagrer vinen på flaske endnu 3 måneder inden frigivelsen og man lavet årligt omkring 6.000 flasker.

Sikke dejlig blød, landlig og animalsk duft med frugt af sorte kirsebær, blåbær, tranebær og hindbær, men derudover kommer der også lidt syrnet ymer, gammel balsamico og nogle lysere aromaer af læder, blomster og lidt bagepulver.

I smagen kommer der bare vildt meget frugt frem … igen er det kirsebær, tranebær, hindbær og ribs suppleret med en letbitter smag som Campari og syltet lemon, der bidrager med vild friskhed, finesse og nerve, hvilket giver en bedårende og frisk Barbera, der på ingen måder virker hverken tung eller vamset … shit det er godt, så jeg ender på 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Domaine de la Grosse Pierre, Fleurie Bel-Air, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de la Grosse Pierre, Fleurie Bel-Air, Bourgogne, FrankrigNæste vin på S’vinbar blev lidt beaujolais … en Fleurie Bel-Air i årgang 2022 fra Domaine de la Grosse Pierre, der ligger list øst for byen Chiroubles.

Det er et vinhus. der er grundlagt i 1960’erne af Georges Passot, mens driften i 1979 blev overdraget til næste generation i form af Véronique og Alain Passot.

Men siden 2018 har det været deres datter Pauline Passot, der som 3. generation nu har overtaget driften.

Det var egentlig ikke planen, at Pauline skulle overtage den fædrene vingård, for hun studerede erhvervsøkonomi og arbejdede samtidig på en vinbar i Dublin. Derefter rejste hun tilbage til Frankrig og fik der arbejde som sommelier i Restaurant Pierre Orsi i Lyon.

Derefter rejste hun ud i den store verden … besøgte bl.a. til New Zealand og Chile, men endte med at rejse tilbage for så at studere ønologi i Beaune inden hun vendte hjem til Chiroubles. Der startede hun i 2016 med at lave sin egen vin  … en Domaine Pauline Passot, Grille-Midi Chiroubles.

I 2018 overtog hun så driften af familiens vingård, der i alt har 9 hektar vinmarker, hvor de meste ligger i Chiroubles, men familien har også 0,8 hektar i Morgon samt 0,5 hektar i Fleurie.

Denne 2022 Fleurie Bel-Air er lavet med Gamay druer fra den østvendte skråning Bel-Air i Fleurie. Marken har 60 år gamle stokke plantet i en jordbund af rosa granit. Vinen er lavet med spontan gæring i betontanke med 10-12 dages maceration og efter endt fermentering er vinen også lagret 11 måneder i betontankene.

Lækker duft … bondsk, landlig med fed og mørk jord, jod, blod, tør grafit, tulipanstilke og en frugt med sorte kirsebær, ribs, granatæbler og grønne urter, mørk chokolade og sød lakrids.

I munden er det en cremet, mørk og fed beaujolaisvin … egentlig ganske ulig Fleurie, for der kommer fond, oksefond, meget saftig med grafitagtige elementer, sorte kirsebær, jordbær og kandiseret lemon … livlig, energisk og frodig med denne læskende måde, så dermed 92 point.

Importør er Terroiristen, hvor en vin koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Viña Zorzal Wines, Golerga, Navarra, Spanien

2021 Viña Zorzal Wines, Golerga, Navarra, SpanienPå en fritorsdag i Aarhus besøgte jeg efter Thistledown den altid fremragende S’vinbar. Jeg havde lidt tid i overskud, så hvorfor ikke lige smage lidt vine … og første var en 2021 Golerga fra Viña Zorzal Wines, der ligger i udkanten af byen Corella i Navarra.

Historien om vinhuset startede i 1989, hvor Antonio Sanz efter et helt liv med vin opfyldte sin drøm om at producere sine egne vine i Navarra og købte marker og en ejendom i Corella.

I 2007 fik han dog hjælp af sine 3 sønner Iñaki, Xabier og Mikel Sanz, som startede med at lave vine på Garnacha aka Grenache, Graciano samt Viura og derfor  grundlagde Viña Zorzal Wines.

De fik hjælp af deres gode ven Rafael Reverte, som hjalp med at gøre brødrenes drøm til virkelighed. Det var ham, der viste dem, hvad der fandtes lige under deres næse … gamle og forladte vinmarker nær vingården indenfor Fiteros grænser tæt ved ​​Ebro-floden og ved starten af de iberiske bjerge.

Samlet har Viña Zorzal Wines i alt 52 hektar vinmarker, hvoraf 25 hektar er gamle marker med Garnacha bush vinstokke.

Og på S’vinbar smagte jeg altså Viña Zorzal Wines’ 2021 Golerga, der er lavet på ren Grenache, der kommer fra marker i den historiske Lerga-kommune, hvor mange ellers har opgivet at dyrke Garnacha.

Markerne ligger i 600 meters højde, er forblæste og kølige, så Sanz brødrene kalder stedet for de nok køligste sted for Grenache i hele verden. Druerne høstes derfor meget sent, spontangæres i cement, og lagres i både cement og brugte franske 500 liters egetræsfade.

I glasset er vinen pænt mørk … mørkere end forventet, men jeg havde nok forventet samme lyse lethed, som man finder hos Sierra de Gredos vinene. Denne er både mørkere, mere kødfuld, men har en lækker aroma med blomster, grøntsagsfond, brombær, blod, jod, aske … mørk og maskulin, men på en moderne æterisk måde.

Smagen er heller ikke så let … har faktisk lidt rhônekarakter over sig, mens frugten er kirsebær, brombær, solbær og ganske tannisk med sorte og bitre te-blade, peber og mørk sjæl … klart mere krasbørstig end forventet og har en klippefast, stenet mineralitet. 91 point.

Importøren er Atomwine, hvor en flaske koster 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett, Mosel, TysklandWeingut Clüsserath-Eifel er en mozelwinzer, der ligger helt ned mod floden i byen Trittenheim ved et af Mosels mange sving, men der er derfra, at jeg nu smager en 2020 Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett.

Clüsserath-Eifel er en meget lille vingård, men familien har været vinbønder i mange, mange år … ja faktisk siden 1745. Dengang var det særligt de stejle marker Trittenheimer Apotheke og Altärchen, der var omdrejningspunkt for vinproduktionen.

Vingården var egentlig opstået, da Alois Clüsserath og Clemens Eifel slog pjalterne sammen, hvorefter familien Clüsserath-Eifel herefter drev vingården i 7. generationer frem til 2019, hvor Gerhard Eifel så solgte den til den nuværende ejer Stefan Lergenmüller.

Stefan har således sammen med hustruen Dr. Karin Lergenmüller overtaget den lille vingård med kun 4 hektar vinmarker, der jo bl.a. omfatter parceller på vinmarker som Trittenheimer Apotheke og Altärchen, Neumagener Rosengärtchen samt Klüsserather Bruderschaft … nogle  med over 100 år gamle vinstokke.

Vinstokkene er primært Riesling, men der findes også en smule Müller-Thurgau og jeg starter med at smage Stefans Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett i årgang 2020.

Druerne til vinen kommer fra den øverste del af Trittenheimer Apotheke, hvor klimaet er køligt og som skabt til at skabe Kabinett med restsødme og høj syre.  Vinen er lavet i ståltanke med spontan gæring alene med druernes egne gærceller og vinen har 19,9 gram restsukker pr. liter.

Sådan … har en vild lækker duft … og selvom det er en Kabinett, så mærker du ikke i duften nogen udtalt sødme, men i stedet har vinen denne lette og inderlige duft af fersken, æbler og lemon, en snas petroleum, der lige prikker og begejstrer inden der kommer en blød mineralitet og lidt blomster.

I munden kan man dog godt smage, at det ikke er helt tørt,  for restsukkeret giver noget fylde og en svag sødme, der faktisk passer fint til en frugt af grillede citroner og bagt sødbitter lemon, fersken, æbler og æblesaft … meget saftig, liflig, lidt smørret eller olieret og alligevel med en letsaltet mineralitet. Virkelig godt, så 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Gagliole, Rubiolo Chianti Classico, Toscana, Italien

2022 Gagliole, Rubiolo Chianti Classico, Toscana, ItalienVinhuset Gagliole ligger for enden af en bakketop og en allé med snorlige rækker af cypresser nær Castellina in Chianti.  Det er derfra, at jeg nu smager en 2022 Rubiolo Chianti Classico.

Antico Podere Gagliole er er gammel vingård, der er nævnt for første gang i år 994 i et lokalt skrifte, hvor kongens søn giver ejendommen i gave til sin højtelskede hustru.

I dag drives ejendommen i smuk toscansk stil med en enestående udsigt af 3. generation af Bär familien i form af Monika og Thomas Bär-Bettschart, som samlet har 10 hektar nær vinhuset, men også i Panzano, hvor de også har bygget et nyt og topmoderne vineri.

Monika og Thomas kalder selv Gagliole for et sted, hvor drømme og ambitioner flyder frit … hvor man hver årgang stræber efter at gøre det bedre end sidst.

Denne indstilling har også smittet af på et stort fokus på biodiversitet og økologi, hvilket har medført økologisk certificering og et hav af farverige roser og markblomster i vinmarkene.

Den nænsomme behandling af vinmarkerne fortsætter i produktionen. Efter manuel indhøstning og sortering af druerne presses de og mosten tages videre til næste skridt i produktionen.

Druerne fra de ældste stokke gærer og lagrer i nogle særlige fade ved navn Culte, hvilket er små franske fade af særlig høj kvalitet og mosten fra yngre stokke gæres og lagres i en kombination af andre franske fade og stål.

Gagliole er ikke gået ubemærket hen blandt verdens prominente vinanmeldere, som alle understreger Gaglioles høje kvalitetsniveau – som fx Monica Larners fra The Wine Advocate.

Denne Rubiolo er lavet på ren Sangiovese druer, der kommer fra vinmarker i Castellina og Panzano. Panzano markerne er domineret af ler og store sten, mens vinmarkerne i Castelline har en lidt løsere jordbund med god dræring.

Kombinationen giver både flot syre og stor koncentration og selve produktionen sker i Gaglioles splinternye vineri i Panzano, hvor man har omfavnet kombinationen af teknologi og tradition på bedste vis.

Efter håndsortering af de afstilkede druer, gæres mosten i ståltanke og lagres efterfølgende på en kombination af 50% små franske fade og 50% cementtanke efterfulgt af 3 måneders lagring på flaske før frigivelsen af vinen.

Duftmæssigt har vinen denne dejlig kombination af det syrlige, som en Chianti Classico ofte byder på, og så en landlig, animalsk og mere umamiagtig duft. Det betyder, at der er tobak, rå champignon, violer, lakrids og lidt vanilje, mens frugten er kirsebær, jordbær og ribs.

Sådan er smagen egentlig også … man får både Sangiovese druens lidt støvede udtryk og så en frugt, der rummer lidt frugtsødme … via kirsebær, svesker og hindbær. Det giver en tosidet kompleksitet med tørhed bid samt en venlig og imødekommende smag. Der kommer en smule balsamico, Campari bitterhed, tørre tanniner og virker bare saftig med et fint bid. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Thistledown Wine Company, Thorny Devil Grenache, McLaren Vale, Australien

2023 Thistledown Wine Company, Thorny Devil Grenache, McLaren Vale, AustralienSmagningen med Giles Cooke fra Thistledown Wine Company startede med et glas af en 2023 Thorny Devil Grenache.

Druerne til vinen kommer fra forskellige marker, men alle er med gamle bushvine vinstokke, der ikke kunstvandes.

Der er anvendt en del hele klaser, hvilket er forskelligt fra mark til mark, da vinificeringen er sket separat for hver mark.

Gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller og en punchdown to gange dagligt. Derefter er der sket en forsigtig presning inden lagring af vinen 8 måneder på 300 og 500 liter franske egefade.

Duftmæssigt er det masser af lys frugt … knuste hindbær, lyse kirsebær, lidt tranebær og godt med grønne noter. Virker både meget let og rank, sådan lidt stålsat og frugten suppleret af blæk, mynte, blomster samt lidt fadnoter af mælkechokolade, karamel og virker ganske landlig og animalsk.

Smagen er – uha – dejlig let, lys … der kommer let peber, godt med luftig frugt af knuste hindbær, umodne kirsebær, tranebær, rabarber og har en kølig, rank, sprød og frisk smag. Det smager rasende godt, så dermed 92 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Yves Loison, Origines Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Yves Loison, Origines Brut, Champagne, FrankrigNu har jeg efterhånden på det seneste smagt en del lækre champagner fra Yves Loison på Grande Rue i den lille by Prouilly nordvest for Reims, men jeg mangler én … det er denne Origines Brut.

Det er en champagne, der er lavet på alle de 3 klassiske druer og dette betyder her 42% Pinot Noir, 33% Pinot Meunier samt 25% Chardonnay. Det er en Non Vintage, hvor 50% af vinen er fra den årgang, som lige blev høstet og 50% ældre reserve vin.

Derefter er vinen flasket til den traditionelle andengæring og så lagret i kælderen, men hvor lang tid kan jeg ikke se. Men vinen er  degorgeret i april 2023 med en dosage på 9,7 gram pr. liter.

Det er vildt meget brus og skum, når du hælder vinen i glasset og det kilder også pænt i næsen ved første snif. Det kommer omgående lidt kvæde, umodne pigeon- eller cideræbler, citroner, grape, umodne ananas, basilikum, grønne blade, croissanter og hævet dej.

Hvor smager den godt … har denne imødekommende balance mellem syre, sødme og bitterhed. Det er igen pigeonæbler, fersken, ananas og syltede grapefrugter, denne sødbitre, nærmest læskende og solvarme fyldige smag, hvor der er smæk for skillingen. Dermed er det ikke en fin og feminin champagne, men en frisk, frejdig og ung bandit, der leverer et fint indtryk. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine La Colliere, Rasteau Les Touilleres, Rhône, Frankrig

2021 Domaine La Colliere, Rasteau Les Touilleres, Rhône, FrankrigDomaine La Colliere ligger i den sydlige del af Rasteau på Bis Route du Stade og det er derfra, at jeg nu smager en 2021 Rasteau Les Touilleres.

Domaine la Collière drives af Georges Perrot og ligger netop i Rasteau by. Han grundlagde selv vinhuset i 2002, men historien om Domaine la Collière startede egentlig 9-10 år tidligere, hvor Georg startede med hjælpe sin svigerfar Michel Bommenel.

George kom ikke selv kom fra en vinfamilie, men havde via sin hustru Delphine giftet sig ind i en. Han havde selv arbejdet som både frisør, kedelproducent, livredder og hospitalsdirektør.

Hos svigerfaderen hjalp Georg med arbejdet i markerne og med at sælge druerne til det lokale kooperativ … som svigerfar havde gjort igennem utallige år. I 2002 besluttede Georges og svigerfar imidlertid, at de ville starte deres egen vinproduktion.

De lejede sig ind i Andre Romeros gamle bygninger …  altså det tidligere hovedkvarter for Domaine La Soumade, som var flyttet til andre lokaler. Så gik de ellers i gang med at lave vine i fællesskab, men siden 2008 har Georges og Delphine dog videreført produktionen uden svigerfars hjælp.

Domaine la Collière har i alt 25 hektar vinmarker med vinstokke, som er mellem 45 og 60 år gamle. Stokkene beskæres meget hårdt om vinteren for at få lavt høstudbytte, da Perrot ikke tror på værdien af Green Harvest.

Vinmarkerne er fordelt på over 25 små parceller, næsten udelukkende i Rasteau appellationen. Og de mange parceller giver en god variation med tre helt forskellige terroirs, nemlig enten med galets med rød ler i jorden, gul ler eller med den berømte blå ler argile bleu, som ofte giver nogle af Rasteaus fineste vine.

Druerne høstes manuelt og sorteres. Markerne er ikke økologiske … det koster kassen … men der bruges ikke ukrudtsmidler og det har man ikke gjort i over 15 år.

Georges Perrot sælger fortsat lidt af sin druer til nogle af de store vinkøbmænd og det lokale kooperativ, men egenproduktionen bliver større og større. Han laver samlet 7-8 forskellige vine, herunder altså denne Rasteau Les Touilleres.

I denne årgang 2021 er vinen lavet på  60% Grenache, 17% Syrah
15% Carignan og 8% Mourvedre, der er høstet manuelt, sorteret og afstilket helt inden gæring og maceration, der er sket i cementtanke ved 28-30 grader over 3 uger. Efter endt fermentering er vine  lagret 15 måneder på cementtanke og så flasket uden filtrering.

Duftmæssigt er det en lidt kødfuld vin … der er tørret kød, lidt blæk, mejeri, sorte oliven og mørk granit. Der er godt med Rhône krydderi, tør frugt med hindbær, lyse kirsebær og ribs, balsamico, garrique, en smule rosmarin, peber og cedertræ.

I munden fylder vinen godt … meget godt og ganske imponerende, hvor syren er stringent, ren og frisk. Dermed er frugten hindbær og ribs … masser af bid, nogle spinkle og tørre tanniner med noget sort te-blade bitterhed. Smagen er overraskende let, lys og levende, som lige hæver smagen over de fleste andre Rasteau vine. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, Spanien

2023 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, SpanienVi skal med næste vin et smut til Rías Baixas i Galicien, for der finder vin Bodegas Forjas del Salnés, som jeg nu smager den Albariño baserede vin Leirana fra i årgang 2023.

Det er en vin, som jeg har skrevet om nogle gange her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019, 2020 og 2021, så dermed har jeg også skrevet om huset før.

Vinen Leirana er første gang lavet i 2005 og er opkaldt efter Rodrigos bedstemor Leirana María Luisa Lázaro. Den er lavet på Albariño druer fra 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés i Rías Baixas.

Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring, men lagret 60% på stål og 40% fade af ældre dato.

I næsen samler jeg hurtigt … kalket mineralitet, noget citrusfrugt samt en frisk syre. Det er en let blomstret og aromatisk vin med en frugt, der udover citrusfrugt byder på pærer, stikkelsbær og grillet lemon, men der kommer også nogle grønne noter.

Det smager lidt på samme måde … rank, frisk og syrerig, men syren bliver aldrig vild vild, men der kommer alligevel friskpresset citron, grønne æbler, stikkelsbær på en lidt spinkel og let måde suppleret med en svag sødme som fra en københavnerstang med ananas og ellers en kalket mineralitet. Dejlig spændstig og frisk vin. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Baron Knyphausen, Carménère Gran Reserva, Aconcagua, Chile

2013 Weingut Baron Knyphausen, Carménère Gran Reserva, Aconcagua, ChileTil gourmet bistroburger med entrecôte og karamelliserede løg hos Baron Knyphausen fik vi så turens eneste ikke Rheingau vin og det var denne Carménère Gran Reserva 2019 fra familiens vinhus i Aconcagua dalen i Chile.

Igen er der sparsomt med oplysning om produktionen, men det skulle være 100% ren Carménère, der kommer fra ret gamle og pre-phylloxera stokke.

Men ellers skulle vinen være lavet med afstilkning, gæring og maceration over en uoplyst periode og efter endt fermentering er vinen også lagret på barriques, men jeg kan heller ikke se, hvor lang tid vinen er lagret. Der er kun lave små 3.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt snakker vi lidt tørret frugt, solbær, svesker, sorte kirsebær, blommer … derudover godt med cedertræ, våde fade samt gazebind og lidt nelliker. Det er en fyldig vin, der til gengæld også virker ret tør i udtrykket.

Smagen er til gengæld fed og kraftig med solbær, blåbær, blommer … helt sorte blommer og virker rund, cremet med mørk sødlig frugt, en smule peber, men meget smagfuld … overraskede vist hele bordet, så dermed 91 point.

På vingården koster en flaske 22,50€ … svarende til 168 kr.

Vinanmeldelse 5/7