Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada er jeg før stødt på og denne Barbera d’Alba Pierin har jeg også smagt før i både årgang 2018, 2016 og 2014 … nu smager jeg 2019’eren.
Barbera d’Alba d’Pierin er en af husets 2 Barbera d’Alba vine og lavet med druer fra vinmarken Pierin i Treiso kommune, en mark med kalkholdig mergel og et lavt indhold af ler, men med perfekt sydøstlig eksponering.
Druerne høstes typisk i slutningen af september og sker ved håndkraft i store kurve. Høstudbyttet er rimelig pænt med knap 80 hektoliter pr. hektar. Derefter afstilkes drueklaserne, presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor macerationen varer omkring 7 dage ved en temperatur ved 28 grader.
Derefter sker fermentering og efterfølgende lagrer vinen 10-12 måneder på de store egefade inden ufiltreret flaskning. Derefter lagrer vinen på flaske endnu 3 måneder inden frigivelsen og man lavet årligt omkring 6.000 flasker.
Sikke dejlig blød, landlig og animalsk duft med frugt af sorte kirsebær, blåbær, tranebær og hindbær, men derudover kommer der også lidt syrnet ymer, gammel balsamico og nogle lysere aromaer af læder, blomster og lidt bagepulver.
I smagen kommer der bare vildt meget frugt frem … igen er det kirsebær, tranebær, hindbær og ribs suppleret med en letbitter smag som Campari og syltet lemon, der bidrager med vild friskhed, finesse og nerve, hvilket giver en bedårende og frisk Barbera, der på ingen måder virker hverken tung eller vamset … shit det er godt, så jeg ender på 90 point.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.