Tag-arkiv: Frankrig

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Olivier Humbrecht fra Domaine Zind-Humbrecht

Mit første møde ved Millésimes Alsace DigiTasting® vinmessen klokken 8.00 præcis var med ingen ringere end Olivier Humbrecht fra det legendariske vinhus Domaine Zind-Humbrecht.

Det er – som de fleste vinnørder måske ved – et vinhus, som har meget stolte traditioner og tidligere er rost som værende det bedste domæne for hvidvin i verden af den gode Parker og det er også sagt, at Zind-Humbrecht har revolutioneret Alsace.

Domaine Zind-Humbrecht

Humbrecht familien har været vinbønder oprindelig med base i Gueberschwihr i Alsace siden 1620, men familien begyndte først at sælge deres vine i 1927.

Domaine Zind-Humbrecht blev grundlagt i 1959, da Léonard Humbrecht giftede sig med Geneviève Zind, hvis familien også var vinbønder i Alsace og havde deres vingård i Wintzenheim. De to små ejendomme blev lagt sammen … og det blev til Zind-Humbrecht, som i dag har deres vingård i Turckheim.

Det er i dag Olivier og hustruen Margaret Humbrecht, som driver vinhuset. De overtog driften i 1989 efter Oliviers forældre Léonard og Geneviève … og er dermed 12. generation i rækken af Humbrecht vinavlere.

Vinhuset har samlet 41 hektar vinmarker, som ligger ved byerne Thann, Hunawihr, Gueberschwihr, Wintzenheim, Turckheim og Niedermorschwihr.

De bedste marker er Grand Cru markerne Brand i Turckheim, Hengst i Wintzenheim, Goldert i Gueberschwihr, Rangen de Thann i Thann samt Sommerberg i Niedermorschwihr.

Den største perle er helt klart Grand Cru marken Rangen de Thann og særligt parcellen Clos Saint Urbain på marken … i øvrigt opkaldt efter et gammelt kapel fra 1400-tallet.

Kapellet ligger smukt midt i vinmarkerne. Clos Saint Urbain har mere klipper i jorden end på resten af Rangen de Thann og ligger højere, hvilket giver en senere modning af druerne og langt mere kølighed i vinene.

I dag drives vingården fuldstændig biodynamisk … ud er smidt alt mulig kunstigt skidt, filtrering, chaptalisering, kunstgødning samt insektgifte og de blev certificeret økologiske i 1998 af Ecocert og certificeret biodynamiske i 2002 af Biodyvin/Ecocert.

De høster samtidig med meget lave udbytter … i gennemsnit omkring 33 hektoliter pr. hektar, hvilket er langt under de tilladte grænser på 100 hektoliter for hele Alsace og den normale grænse på 70 hektoliter for Grand Cru marker i Alsace,

Der laves gennemsnitlig knap 200.000 flasker vin årligt, hvilket sker fra husets vingård i Turckheim, hvor produktionsfaciliteterne er i 3 etager, hvilket giver mulighed for at flytte vinen via tyngdekraften uden brug af pumper.

Vinene gærer i egefade, dog med temperaturkontrol, men længden af gæringen bestemmes af vinen, så ofte gærer vinene mere end et år. De lagrer selvfølgelig sur lie inden tapning uden hverken klaring eller filtrering.

Smagekassen

I kassen med vine fra Domaine Zind-Humbrecht var der disse 4 vine;

Med andre ord var det 4 topvine fra huset … så dermed var der langt op til en pokkers lækker lille smagning. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Desværre var Zind-Humbrecht vine blandt dem, hvor der måske kunne være fejl i de små  3 cl. mini-flasker tappet hos destilleriet Nusbaumer i Steige. For inden smagningen havde jeg fået en mail fra CIVA, at der i deres kvalitetskontrol var fundet visse organoleptiske afvigelser i  nogle af smagekasser … and the Zind-Humbrecht estate boxes are part of the potentially affected lots.

Selvom CIVA opfordrede – not to not consider these samples – så havde jeg alligevel inden mødet med Olivier smagt alle vinene, og fandt godt nok, at Pinot Gris Rotenberg var helt skæv … mens de andre vine absolut var uden problemer.

Mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg linket til ovenover.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Mødet med OIivier Humbrecht var fantastisk. Vi snakkede ikke så meget om de fremsendte vine … udover lidt om, hvorvidt de var ramt af disse organoleptiske afvigelser eller ej, hvor jeg selvfølgelig fortalte om mine oplevelser.

Men derudover snakkede vi en helt masse om både klimaforandringer og så særligt TDN. Olivier er ekstremt vidende om emnet og forklarer, at klimaforandringer og TDN i noget grad hænger sammen. Ser man på gennemsnitstemperaturen i Alsace, så er den steget med 1,4 grad i sommerperioden hver 10. år, så derfor ser vi også, at druerne får mere sol og varme … og vinstokkene kan ikke lidt tørhed, mens manglende

Hos Zind-Humbrecht gør man flere ting … bl.a. ønsker man græs mellem vinstokkene til at give nitrat til stokkene, men omvendt vil man heller ikke have, at græsset tager for meget vand. Det er hele tiden en kamp for at skabe en balance, som giver tilstrækkelig med vand og nitrogen aka kvælstof til vinstokkene. Og manglende nitrogen vil give større risiko for høje niveaer af TDN.

Derudover hjælper den biodynamiske tilgang formentlig også, bl.a. anvender huset også hesten Nikita med at pløje mellem stokkene på gammeldags vis.

Vi snakkede lidt om topvinen Rangen de Thann Clos Saint Urbain Riesling Grand Cru, hvor Olivier selv stræber efter en vin, hvor syren ikke bliver for syrlig, men klart får et aftryk af marken med både røg og flint … og det var selv nogle af de indtryk, som jeg selv havde noteret mig, da jeg smagte vinen.

Olivier Humbrecht er utrolig rar … og sikke et godt, behagelig møde med en vinmager, der virkelig ved, hvad han snakker om. Han går op i klima og er stor fortaler for biodynamisk produktion. Han har bl.a. også selv været præsident for SIVCBD aka Biodyvin siden 2002.

Jeg spurgte til sidst i mødet, om han ville fremsende lidt fotos til brug for denne artikel. Ingen problemer … og allerede 10 minutter efter havde Olivier via WeTransfer sendt mig billederne.

Dagen efter vort møde fik jeg også en sød mail fra Olivier, hvor han skrev, at det havde været en fornøjelse at snakke med mig og at han ville sørge for, at der blev sendt en flaske til mig, af den Pinot Gris Rotenberg, som havde fejl. Den er modtaget og selvfølgelig også anmeldt som de øvrige.

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … et møde med Alsaces bedste vinproducenter

Jeg fik tilbage i marts via Ehrenberg Sørensen Kommunikation en invitation til Millésimes Alsace DigiTasting® … en digitale vinmesse, som er lavet efter en model, som ikke er set før … altså en slags fysisk-digital vinmesse, som skulle finde sted fra den 7. til 9. juni i år … og selvfølgelig skulle jeres flittige vinblogger med og tilmeldte sig fluks.

Det var brancheorganisationen Vins d’Alsace – også kendt som CIVA … Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace – der stod bag invitationen til Millésimes Alsace DigiTasting® og selvfølgelig formidlet via deres danske PR-bureau, som jeg tidligere har arbejdet sammen med om masser af anmeldelser af vine fra netop Alsace.

Efter tilmeldingen blev jeg hurtigt akkrediteret og fik adgang til arrangementets online site, hvor første opgave var at vælge, hvilke producenter, som jeg ville smage vine fra ud fra et samlet felt på 100 alsaciske producenter … men mere om det lige om lidt.

Millésimes Alsace DigiTasting® 2021

Vinmessen Millésimes Alsace blev første gang afholdt i 2012 og er en kæmpe showcase med de bedste vinproducenter i hele Alsace arrangeret af brancheorganisationen Vins d’Alsace aka CIVA.

Vinmessen har siden været afholdt hvert 2. år i Congrès de Colmar … kongrescenteret i Colmar og været et sandt tilløbsstykke for branchefolk, som på de forskellige stande på messen kunne smage vine fra forskellige producenter i Alsace … store, kendte og nye stjerner og selvfølgelig få en snak om deres vinhus og vinene.

Den 5. Millésimes Alsace skulle være afholdt i 2020, men grundet Covid-19 pandemien blev den aflyst. Men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, så derfor har CIVA i stedet lanceret en ny digital afløser, nemlig den innovative Millésimes Alsace DigiTasting® … en ny form for messe, der forener den fysiske og den digitale verden.

Millésimes Alsace DigiTasting® er således verdens første virtuelle vinmesse, hvor akkrediterede besøgende kan besøge vinproducenter med smagninger i realtime samt deltage i konferencer og workshops. Med andre ord næsten som en rigtig vinmesse … blot fra kontorstolen eller sofaen derhjemme.

Samtidig er det en ny måde at komme tæt på vinene fra Alsace … ved at kombinere rigtige smagsprøver med virtuelle møder, så er denne event designet til en international skala og er således en enestående premiere – både for Frankrigs vinindustri, men også på verdensplan. En imponerende debut, hvor Houlberg havde lusket sig ind på bagerste række.

Hver akkrediteret deltager skulle så forinden – blandt de 100 producenter – vælge op til otte smagekasser med fire vine pr. kasse fra dem, som de ville smage vine fra og måske også besøge virtuelt. Som på en rigtig messe vil vinbønder og besøgende derfor være i stand til at diskutere domænets stil, druesorter og terroir, mens de smager på vinen sammen.

Og CIVA har åbenbart ramt plet med deres set-up, for allerede ved åbningen af tilmeldinger har messen været en succes. Op til fristen blev 3.500 gæster akkrediteret, hvilket er langt over antallet af besøgende til den tidligere, fysiske udgave i 2018. Selvom der selvfølgelig er mange franske fagfolk, så har deltagerne også kommet alle steder fra i verdenen.

De internationale besøgende repræsenterede omkring 70% af de akkrediterede, som kommer fra knap 50 lande. I top-5 er de mest repræsenterede lande Storbritannien, USA, Italien, Taiwan og Canada … men altså også en undseelig vinblogger fra Danmark.

Et professionelt set-up

Men gæster til Millésimes Alsace DigiTasting® kunne også opleve et utroligt professionelt set-up, som prægede smagningen fra start til slut. For mit eget vedkommende, så blev det også en fabelagtig oplevelse, som startede allerede ved tilmeldingen.

Der gik ikke længe førend, at der skete noget … først en mail med min akkreditering samt mit log-in til det digitale univers, som bare oser af professionalisme, hvilket kun blev forstærket, da der et par dage senere dukkede en lille smagekasse med smagsprøver, 4 små tre centiliter flüte flasker … blot lige som velkomst og signal om, hvad der ventede mig.

På kassen stod der Invitation to the 1st virtuel trade show with real-life tastings, organized by Wines of Alsace. Alle flaskerne var fra uden angivelse af producent, men det var 2 Riesling vine fra Grand Cru markerne Schlossberg og Altenberg de Bergbieten samt en Gewurztraminer og en Pinot Noir.

Man må imponeres over kvaliteten … smagekasserne og alt materialet er trykt på karton med en mat og fløjlsagtig overflade. Total lækkert og eksklusivt. Og sådan blev alle de efterfølgende smagekasser også leveret.

Mine udvalgte producenter

Da jeg var akkrediteret, så fik jeg besked på, at det snart var på tide at vælge de producenter, som jeg ville smage vine fra.

Der var mulighed for at vælge enten 4 valgte kasser + 1 overraskelseskasse eller 8 valgte kasser + 2 overraskelseskasser og i hver kasse var der så 4 vine fra den enkelte producent …. Jeg valgte surprise den store pakke. Der var som nævnt 100 producenter at vælge imellem og alle muligheder for at vælge dem efter alle tænkelige kriterier … et filter, der kunne give besøgende mulighed for at vælge blandt de 100 domæner og de 400 vine, der bedst matcher de ønskede kriterier.

Man kunne søges efter vinens farve, sødmegrad, årgang, druesort og betegnelse, men også mange andre parametre som domænets distributionskanaler, miljøbeskyttelse, eksportlande og sikkert meget mere, men jeg valgte dog efter hjertet.

Jeg valgte nogle spændende, kendte legendariske og et par ukendte producenter ud og fik samtidig 2 random  … god stil i øvrigt, for på en rigtig messe, vil man også typisk rende ind i nogle, som man egentlig ikke havde planlagt, at man vil besøge. Mine tilfældigt udvalgte var Domaine Boehler og Domaine Ginglinger Pierre-Henri.

Således endte jeg med at bestille 10 smagekasser med samlet 40 vinprøver, nemlig fra vinhusene:

Derefter var det egentlig blot at booke en tid hos de enkelte producenter … et onlinemøde bare med vinmageren. Det mest oplagte var selvfølgelig at booke et møde hos dem, hvis smagesæt man havde modtaget, men der var også mulighed for at booke møder med andre producenter.

Jeg valgte den oplagte … jeg bookede simpelthen 15 minutter med hver af de producenter, som jeg havde valgt. Jeg havde taget mandag den 7. juni fri, så derfor havde jeg lagt de 10 møder ind fra morgenen, således de kom med en halv times mellemrum. Lidt et program, men jeg havde også besluttet ikke at smage vinene til mødet og så i stedet benytte chancen til blot at snakke med vinmagerne og høre om deres vineri og en række emner.

Da jeg jo lige for kort tid siden havde skrevet min artikel Hvorfor dufter min Riesling af petroleum? … og jeg vidste, at jeg bl.a. skulle snakke med Olivier Humbrecht, som har en klar mening om TDN i de unge Riesling vine, så havde jeg dette spørgsmål med.

Derudover havde jeg forberedt et række spørgsmål om spændende emner som bæredygtig, klimaændringer, men fortsat med plads til “bare” en snak om vin og hvad de ellers lige havde på hjertet.

Alle tiderne blev reserveret og i løbet af de næste dage, så begyndte producenternes bekræftelser på møderne også at tikke ind på mail … confirmation de rendez-vous … nous vous confirmons votre rendez-vous avec Domaine Zind-Humbrecht le 07-06-2021 à 08:00 (Heure de Paris GMT+2).

Retrouvez le rendez-vous ainsi que le lien vers la visio lors du salon, directement sur votre espace, Ja det var så bare at deltage på mødet via et link inde på Millésimes Alsace DigiTasting® sitet.

Inden bekræftelserne på mødet var modtaget, så var alle smagekasserne også dukket frem fra Frankrig … 10 af de eksklusive, vinøse, små madpakker med nogle af de dejligste vine fra Alsace.

Der var dog kommet lidt grus i maskineriet, for nogle af de små 3 cl. mini-flasker, som var tappet hos destilleriet Nusbaumer i Steige, var behæftet med fejl. For mine smagekasser drejede det sig om vinene fra både Zind-Humbrecht og Josmeyer.

Jeg var dog fast besluttet på at smage dem under alle omstændigheder … og det gjorde jeg inden Millésimes Alsace DigiTasting® fik premiere den 7. juni. Derfor var Houlberg således allerede godt i front, da jeg så på førstedagen skulle snakke med de 10 vinmagere fra Alsace.

Mission accomplished … tid til online-møderne.

DigiTasting møderne

Mine one-on-one møder med de 10 vinproducenter gik helt forrygende og alle steder var det enten ejeren selv eller vinmageren, som jeg snakkede med. Her kan I lige se, hvem der var med fra de forskellige vinhuse:

Ja … du kan se et screenshot af dem alle ovenover.

Og sikke rare og dedikerede personer … man kan godt være lidt nervøs til sådanne one-on-one møder med mennesker, som du aldrig før har snakket med – og så 10 af slagsen i streg – men det gik absolut forrygende. Søde og rare, masser energi, smil og tonsvis af snak om vin og vinproduktion i Alsace.

Jeg vil i de kommende blogindlæg fortælle lidt om hvert af mine møder suppleret med en historie om hver af de 10 vinhuse og så selvfølgelig også en anmeldelse af de 4 vine fra hvert hus.

Jeg snakkede om TDN på alle møderne, men blev lidt overrasket over, at en stor del ikke vidste ret meget om begrebet og egentlig blot laver deres vine efter bedste evner … og egentlig ikke forholder sig til udfordringerne. Nogle havde klart den opfattelse, at deres biodynamiske tilgang afhjælper et for højt TDN niveau.

Enkelte som blev Olivier Humbrecht, Jean-Christophe Bott, Jean-Frédéric Hugel og Julien Boehler var langt mere bevidste om emnet og havde alle hver især deres holdninger, men havde også alle tiltag til at dæmpe TDN niveauerne via deres arbejde i markerne.

Samlet blev det en fantastisk formiddag med 10 møder … men dem kan I – som sagt – læse om i de kommende indlæg. Så derfor en stor tak til Dorte fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation for at invitationen til at deltage.

2020 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, Frankrig

2020 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, FrankrigNår rosévinene springer ud, så ved vi, at det rigtigt er sommer. Denne vin har jeg skrevet om tidligere, blot i en årgang ældre, nemlig Le Rosé fra vinhuset Château Saint-Roch.

Vinen er lavet fra samarbejde mellem vinmageren Jean-Marc Lafage samt den amerikanske vinimportør Eric Solomon og lavet på et blend fra Grenache Gris og Mourvedre.

Château Saint-Roch har jeg skrevet om et par gange tidligere, men her kigger jeg alene nærmere på Le Rosé, der er lavet på 50% Grenache Gris og 50% Mourvedre.

Grenache Gris er vi ikke ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog, men er en rød druesort, som nærmest opfattes som en mutation eller krydsning mellem Grenache aka Grenache Noir og Grenache Blanc. Imidlertid er det en gammel druesort, som oprindelig stammer fra Spanien.

I dag er Grenache Gris mest almindelig i Roussillon, hvor den især anvendes i Vin Doux, altså Rivesaltes vine og som blandingsdrue i rosévine. I mere sjældne tilfælde findes drue også i tørre hvidvine … enten ren eller i blends. Der er omkring 2.500 hektar vinmarker med Grenache Gris i Frankrig og de fleste findes i Roussillon.

Grenache Gris dufter oftest af abrikos og stenfrugt og kan have en olieagtig tekstur. Skallernes har meget mindre farvepigment, så druerne bliver gråbrune snarere end blå … måske er det derfor, at druerne nogle gange anvendes til hvidvine. Grenache Gris kan give  vine af forbavsende kvaliteter og exceptionel duft ved lagring i træfade eller større vintønder.

Men her er druesorten altså med i en rosévin sammen med Mourvedre. Druerne kommer fra Agly dalen omkring byen Maury, hvor vinstokkene er plantet i jord bestående af primært sort skiffer. Druerne håndhøstes ved optimal modenhed i starten af september, hvorefter de presses let, og mosten gæres i rustfri ståltanke ved 16 grader. Herefter har vinen lagret sur lie i rustfri ståltankene i 4 måneder.

Som sidste gang er vinen dejlig rosableg i glasset og den er endda så bleg, at den næsten har mistet farven. Det kan vi godt li’ og duften er skam og fin med en lidt tør og parfumeret frugt, jordbær, hindbær og stikkelsbær, grønne solbærblade, lidt kandiseret frugt, sure citroner, grapefrugtskal, blomster, lavendel og mynte.

I munden er vinen fint balanceret med både lidt frisk og samtidig omgængelig sødme. Der er lidt skarpe hjørner med citroner, nogle umodne æbler, hindbær, rabarber, kirsebær, grape, jern … bitter og samtidig let sødme. Det er en rosévin, som har karakter og dermed en af de forholdsvis få af slagsen, som jeg virkelig gerne vil nyde på terrassen … når nu sommeren endelig er over os.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Madame Veuve Point, Rully Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Rully Blanc, Bourgogne, FrankrigTilbage i december sidste år smagte jeg for første gang 3 flasker bourgognevin fra det burgundiske vinhus Madame Veuve Point og nu har jeg atter hældt et glas op af en af husets hvidvine … en 2017 Rully Blanc.

Jeg skrev en masse om vinhuset i min anmeldelse af deres 2018 Mâcon-Villages Blanc … så det kan du læse, hvis du vil blive en smule klogere på vinhuset.

Men her kigger vi i stedet blot på Rully vinen, som  er lavet ved, at druerne efter sortering presses direkte uden afstilkning. Saften også kaldet mout afkøles ned til 10 grader og hviler  i 24-36 timer inden gæringen sættes i gang.

Gæring og maceration varer normalt 6-8 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Rigtig dejlig næse … blid, cremet med denne modne, fine og smørlækre note, hvor der også er nødder, lidt Nutella, karamel, et blidt og sødt strejf af fad med vanilje, moden fersken, godt med gule blomster, sart og dejlig luftig, hvorved alt sidder lige i skabet.

Som dens søster Pouilly-Fuissé … også med efternavnet Blanc … er smagen ikke helt så let og sart, men fortsat rund, blid og smooth med nogle kalkede noter, krydret, afdæmpet med en jernagtig mineralitet og frugter som fersken, kvæde, en smule lemon, citroner og en frisk, småbitter eftersmag. Det smager jävla godt. Er måske også lidt en spids bedre end 2017 Pouilly-Fuissé Blanc, så dermed havner vi omkring 5 store tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Domaine Gérard Tremblay, Chablis 1. Cru Fourchaume Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Gérard Tremblay, Chablis 1. Cru Fourchaume Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigSune serverede endnu en spændende vin på terrassen og det blev denne 2014 Chablis 1. Cru Fourchaume Vieilles Vignes fra vinhuset Domaine Gérard Tremblay, der ligger i Poinchy … en lille landsby lige udenfor Chablis nær Auxerre på nogle af de bedste skråninger i Chablis.

Vincent Tremblay er 3. generation på vingården i Poinchy, men reelt 6. generation i selve vinhuset, da hans bedsteforældre i 1950 flyttede vinhuset fra La Chapelle-Vaupelteigne blot et par kilometer længere mod nord.

Vincents far  Gérard  var kun 1 år, da de flyttede vinhuset og var faktisk født i Hostellerie des Clos … en velkendt restaurant i Chablis, som dog godt nok var et kapel dengang.  Det er Gérard, som efter sin overtagelse i 1973 startede vinhuset, idet Vincents bedstefar indtil da blot havde solgt druerne til et lokalt négociantfirma.

I dag er det altså sønnen Vincent, der driver de 35 hektar vinmarker of fortsætter vingården i faderens ånd. Han kom først ind i driften i 1999 og før det havde han faktisk overhovedet tænkt at skulle være vinbonde. Da han gik i gymnasiet, så havde han helt andre idéer, men da faderen aldrig skubbede, så endte han alligevel med at tage et kursus omkring den kommercielle side af vinbranchen.

Da kurset indeholdt lidt om vinfremstilling, så blev Vincent fanget og derefter gik vejen til vinskole og efterfølgende praktikophold i både Nuits-Saint-Georges, Rhônedalen, Australien og Sydafrika, inden han i 1999 kom med i driften.

Her smager vi Vincents 2014 Chablis 1. Cru Fourchaume Vieilles Vignes, som jo selvfølgelig er 100% Chardonnay fra marken, der er kaldt Fourchaume. Det er en Premier Cru mark med vinstokke, der er over 50 år gamle.

Vinen er lavet ved, at druerne er presset efter høsten og så hvilet køligt 12-24 timer på ståltanke inden gæringen er sket efterfulgt af en malolaktisk gæring. Vinen har efter endt fermentering lagret 6-12 måneder … 20% på egefade og resten blot i ståltankene.

Næsen er lidt dyrisk og animalsk, parfumeret og dufter faktisk helt vildt godt. Det er en våd duft med fedtstoffer, virker endda en smule olieret og der er estragon, våde fade, ler, mulle kælder, flint, kvæde, abrikos og sådan lidt funky vådkrydret.

Smagsmæssigt er vinen saftig med modne pærer, modne æbler, æblesyre, virkelig godt med syre, salt, lemon og svagt lidt nødder. Der er noget, som kan minde lidt om syrlig cider.

Forhandles af Fionia Vin, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Luneau-Papin, Clos des Allées Monopole, Loire, Frankrig

2018 Domaine Luneau-Papin, Clos des Allées Monopole, Loire, FrankrigAppellationen Muscadet Sèvre-et-Maine ligger i Loire og det er derfra, at jeg smager næste vin, som er en 2018 Clos des Allées Monopole fra Domaine Luneau-Papin.

Domænet Luneau-Papin ligger lidt ude på landet i Le Landreau omkring 10 kilometer øst for Nantes. Vingården er grundlagt i 1990’erene da Pierre Luneau  og Monique Papin mødte hinanden. De var begge vinproducenter, idet Pierre havde overtaget sin vingård i Le Landreau fra sine forældre Denise og Pierre Luneau, mens Monique tilsvarende havde overgået sin vingård i Chapelle-Heulin fra sine forældre Jeannette og Auguste Papin.

Pierre Luneaus vingård hed oprindelig Pierre de la Grange og var reelt grundlagt helt tilbage til 1700-tallet og har siden etableringen været drevet af en Luneau med fornavnet Pierre. Dermed var Pierre således 13. generation af Luneau familien på gården.

Men alligevel så valgte Pierre og Monique at slå de to vingårde sammen under det fælles navn Domaine Luneau-Papin, for udover kærligheden til hinanden, så havde de begge en stor passion for Melon de Bourgogne … regionens historiske druesort. Det er også den drue, som kendes under navnet Muscadet . De havde også begge selv i slutningen af 1970’erne hver især arbejdet og stået for promovering af masser vine på druen.

Samlet er Domaine Luneau-Papin på 40 hektar vinmarker, som hovedsageligt er tilplantet med druesorten Melon de Bourgogne, der er Muscadet’ens hjerte. Mange af markerne har vinstokke helt op til 75 år gamle og de vokser på en række spændende terroirs med vidt forskellige undergrunde af skifer, gnejs og serpentinit.

De vigtigste af disse vinificeres separat og viser Muscadet’en evne til at gengive sit terroir. I vinmarkerne sprøjtes kun med økologiske midler og druerne vinificeres på helt traditional vis med gæring i store tanke med glasoverflade og lagring på ståltanke. Her ligger vinene på fingæren sur lie i 7-36 måneder inden tapningen.

Siden 2008 har Domaine Luneau-Papin været drevet af Pierre og Moniques søn Pierre-Marie, som dermed er 14. generation på den gamle vingård. Han driver vingården sammen med sin hustru Marie, der også er involveret i produktionen … men han holder også den stolte tradition i hævd med, at gården skal drives af en Pierre.

Her smager vi netop en vin på Melon de Bourgogne og den er med druer fra de mere end 50 år gamle vinstokke fra enkeltmarken Clos des Allées, som har en jordbund med masser af skifer og det er en monopole mark, som alene Luneau-Papin ejer.

Efter høst er druerne presset i pneumatisk presse, hvorefter mosten hvilet koldt en kort periode, inden der sker en temperaturreguleret gæring ved 20 grader ved brug af druernes naturlige gærceller. Både gæring og efterfølgende lagring er sket i underjordiske tanke, som er foret med glasfliser … en meget udbredt form i Nantes-regionen. Der er vinen også lagret sur lie i 9 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssig er vinen lidt forsigtig og tilbagetrukken, men der kommer lidt røg, citrus, fennikel og er let gæret i stilen. Der er lidt stikkelsbær, lette blomster, modne pærer samt lidt lemon. Det er ikke en vin, som duftmæssigt gør meget væsen af sig.

I munden er det en læskende og saftig vin … sådan meget mostagtig med muskat noter, melon, fersken samt en list saltet smag, men igen uden en vild syre, men med et blidt fodaftryk. Dermed får vinen en sådan stenet og lidt flad smag, men på en dejlig, sagte og rolig facon.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Jacky Blot, La Taille aux Loups Triple Zero Pétillant Brut, Loire, Frankrig

N.V. Jacky Blot, La Taille aux Loups Triple Zero Pétillant Brut, Loire, FrankrigJacky Blot driver 2 vinhuse i Loire, nemlig Domaine de la Taille aux Loups og Domaine la Butte. Han kaldes en af Loires helt store stjerner og laver ret spændende vine … som nu fx denne lækre Petillant Nature La Taille aux Loups Triple Zero på spontangæret Chenin Blanc.

Jacky Blot har været vintosset siden sin ungdom, hvor han først startede med at arbejde med vin på en restaurant i Paris. Siden hjalp han en række vingårde i Loire med at sælge deres vin … men det var ikke tilstrækkeligt, han ville lave sine egne vine.

Så i 1989 købte han Domaine de la Taille aux Loups i Montlouis med gamle Chenin Blanc marker og det blev startskuddet til en nærmest kometagtig karriere. Berømte franske vinkritikere som fx Bettane og Desseauve har således givet de sjældne maksimal 5 stjerner til La Taille aux Loups som en af Frankrigs verdensklassevingårde.

Siden har Jacky Blot udvidet vinhuset med yderligere marker … ikke kun i Montlouis og nabokommunen Vouvray, men han har sgu også købt Domaine de la Butte i Bourgeuil, hvor han har knap 15 hektar vinmarker med gamle Cabernet Franc vinstokke.

På Domaine de la Taille aux Loups laver Jacky både sjove mousserende vine som denne Triple Zero Pétillant Brut samt flotte enkeltmarksvine på Chenin Blanc med lokalt terroir præg. Jacky er selv Bourgogne freak og anvender fade fra Bourgogne og tilpasset i størrelse og beskaffenhed til hver enkelt mark og årgang. Maximalt 10% af fadene er ny, da fadene blot skal bidrage til strukturen og teksturen i vinen og ikke tilføre overdreven aroma.

Denne La Taille aux Loups Triple Zero Pétillant Brut er lavet på ren Chenin Blanc fra over 50 år gamle vinstokke i Montlouis. Den har sit navn Triple Zero efter fremstillingen, som sker uden chaptalisering, uden sukkertilsætning inden flaskegæringen og uden dosage ved aftapningen.

Så vinen fremstilles ved, at druerne spontangæres i brugte fade og tappes med gæren på flaske når restsukkerniveauet når 12 gram pr. liter. Vinen gærer så videre i flasken indtil den er helt tør, degorgeres efter 24 måneder og resultat er autentisk, nøgen og umanipuleret mousserende vin eller nærmest Pétillant.

I næsen er det sgu en spændende vin … animalsk, gæret og måske endda svagt oxideret med en lidt kridtet note. Der er surdej, rugbrød ovenpå bagte æbler, pærer, abrikos og gule blommer. Der er honning og lejrbål samt små lakridsale elementer. Den er en mousserende vin, der stikker lidt ud på en ret charmerende facon.

Boblerne er let perlende i munden og slet ikke aggressive eller truende på nogle måder. Vinen er heller ikke særlig syrlig, men har klart lidt lemon bitterhed og lidt modne æbler, mens indtrykket også virker ret cremet og medgørlig. Det er – blindt smagt – helt klart ikke champagne, for vinen har mere krop og fyldighed.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 249 kr., men pt. er på tilbud til 169,95 kr. og det er faktisk et ret godt køb.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, Frankrig

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, FrankrigJeg har før smagt denne Hauteval Carignan Vielles Vignes fra kooperativet Cave Coopérative les Vignerons de Saint Saturnin aka Les Vignerons Réunis Saint Saturnin. Men det er snart 3 år siden … shit hvor tiden flyver afsted.

Og siden har Vignerons de Saint Saturnin i 2018 fusioneret med det andet kooperativ St. Félix-St Jean og samlet deres produktion under navnet Fonjoya. Sidste år smagte jeg da også en 2016 Lucian Grande Réserve fra kooperativet … men lavet før fusionen.

Formålet med sammenlægningen af de to kooperativer under Fonjoya navnet var en stor ambition om at blive en nøgleaktør i Languedoc-regionen … og det er da også to store kooperativer, som blev lagt sammen tilbage i 2018.

Selve kooperativet Cave des Vignerons de Saint Saturnin er grundlagt i 1950 af en flok vinavlere med M. Besombes og Calmel i spidsen grundet de økonomiske vanskeligheder.

I starten var produktionen alene 10.000 flasker årligt, men frem til fusionen var det tal steget til en årlig produktion på 3,5 millioner flasker vin, som de eksporterede til en lang række lande.

Samlet har de tilhørende medlemmer af kooperativet samlet 760 hektar vinmarker fordelt over områderne ved Arboras, Jonquières, Saint-Guiraud og Saint-Saturnin de Lucian. Og det var vinmageren Bruno Raymond, som var den teknisk direktør og tidligere stod for  fremstillingen af vinene på Cave des Vignerons de Saint-Saturnin, men måske er han fortsat med det i det nye setup.

Den anden del af Fonjoya … altså Cave Saint Félix-Saint Jean aka Vignoble des 2 Terres er et kooperativ, der oprindelig under navnet Cave Saint Felix de Lodeve startede i 1942 og inden fusionen fik druer fra medlemmernes 500 hektar vinmarker i 4 forskellige appellationer.

Så denne 2019 Hauteval Carignan Vielles Vignes er altså lavet i det nye fælles set-up, mens jeg tidligere smagte den i årgang 2017 og derfor fra før fusionen. Men betyder det noget?

Det er fortsat ønologen Bruno Raymond, som er den tekniske direktør på Fonjoya og står for fremstillingen af vinene, herunder altså også denne Hauteval Carignan Vielles Vignes, som er lavet med 100% Carignan druer fra området Saint-Guilhem-le-Désert.

Saint-Guilhem-le-Désert er et relativt ukendt vinområde beliggende lidt nordvest for Montpellier. Området er bakket, bjergrigt og ligger en smule i læ for kølende vinde fra Middelhavet.

Druerne er høstet med håndkraft, derefter afstilket og har så gennemgået en 4 dages maceration med skallerne inden gæringen er sat i gang. Bruno Raymond vælger at macerere før gæring, da det trækker færrest mulige bitterstoffer og mindst mulig garvesyre ud af skaller og kerner. Vinen har ligget 4 måneder på egetræ inden aftapning på flaske.

I næsen er det en tør, mørk og vin … krydret og mørk med lidt grannåle, røg, nelliker, brombær, solbær, blæk, grafit med godt med power. Der fornemmes svagt en brøkdel af sødme, men mest af alt er det bare krydret og tørt.

Smagsmæssigt kommer sødmen klart mere frem … måske ikke helt så dominerende som i 2017’eren, men det er fortsat en blød, fed og sødkrydret vin. Syren er der … men gør ikke så meget væsen af sig og i stedet holder den tørre bitterhed vinen ret godt oppe sammen med søde kirsebær, brombær, hindbær, en plade mørk chokolade, vanilje og lakridspiber. Den er langt bedre, lidt køligere og i bedre balance end 2017’eren, så Thumbs Up.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Domaine Dujardin, Monthélie Rouge, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Dujardin, Monthélie Rouge, Bourgogne, FrankrigNår vi nu lige har smagt Domaine Dujardins basisvin Monthélie Blanc, hvorfor så ikke også smage den røde udgave, altså Monthélie Rouge?

Det er samme årgang, men selvfølgelig 100% Pinot Noir fra 4 forskellige marker i Monthélie i form af Jouérre, Sous le Cellier, Longenne og Combe Danay.

Druerne høstes når de er modnet optimalt, hvorfor der ikke er nogen tidligt høstet druer i vinen. Efter ankomst til vineriet er alle druerne afstilket inden gæring og maceration over 15-20 dage med løbende pigeage og remontage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte franske 228 liters fade og 6 måneder på tank inden aftapning på flaske uden filtrering.

Vinen har en dejlig, lidt flæsket og pænt luftig duft … violer, læder, jordbær, rabarber, blæk, skocreme, kogte blommer, hyben, tranebær, koks, jod, blyanter … masser af indtryk og kompleksitet stoppet ned i flasken, men absolut elegant og spændende.

Smagen er meget smooth … blød med en intens frugt, men bestemt ikke en feminin rød bourgognevin, men er mere den skrappe tante, som bag de firkantede hornbriller og det opstrammede hår egentlig er meget sexet … men fortsat bestemt. Der er en god og let bitter saftighed og en rustik syre.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Dujardin, Monthélie Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Dujardin, Monthelie Blanc, Bourgogne, FrankrigNu er jeg atter tilbage med en vin fra Domaine Dujardin, der  ligger i Monthélie 7 kilometer sydvest for Beaune i Bourgogne. Denne gang er det med deres hvide 2018 Monthélie Blanc.

Som jeg skrev tidligere, så er Monthélie en lidt overset region med 158 hektar vinmarker lige i hjertet af Côte de Beaune mellem de tre kommuner Volnay, Meursault og Auxey-Duresses. De 42 hektar er til regionale vine, 108 hektar af dem er indenfor appellationen Monthélie AOC og yderligere 31 hektar er 1er Cru marker.

Hos Domaine Dujardin laver de alene 3 hvide bourgogner og det er en Mersault, deres Auxey-Duresses – som jeg tidligere har smagt og skrevet om – og så denne Monthélie.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men vinen skulle være lavet med gæring i egefade, som den efterfølgende også er lagret på sur lie i 12 måneder.

I næsen har vinen en lidt krydret og kalket aroma suppleret med hvide blomster, blomstervand, tjørnebusk, melon, ananas, honning, mandler, lidt lemon og vanilje. Det er ikke en fin, sart og skrøbelig hvid bourgogne, men har en vis robust styrke, hvor specielt den lidt kalkede mineralitet skinner igennem.

I munden er vinen intens, rund og generøs med stærke muskler … cremet og næsten olieret på tungen. Som i duften har vinen også smagsmæssigt en lidt maskulin robusthed, power og kraft sammen med krydderier, kalkede og småsaltede mineraler samt fin lang eftersmag.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7